Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 58 Pali (Nissiros) - Gialos (Simi)
Rejsebrev 58Pali (Nissiros) 28/09/2012 – Gialos (Simi) 17/10/2012
Simi er slet ikke til at kende igen: Mange tomme pladser langs kajen og langt mellem turisterne. Den omvæltning er kommet på under en uge...
Dodekaneserne ( de tolv øer ) har været et virkelig dejligt bekendtskab, selvom vi jo slet ikke har set dem alle. Den første, Astipalea, har facon næsten som en sommerfugl, og den havde vi sat kursen mod efter Amorgos. Vi ville tilbringe et par dage der, men da vi kom, viste det sig, at havnen var lukket, og der var kun en åben mole til rådighed. Et stort skilt meddelte, at en renovering støttet af EU var i gang – det var dog lidt svært at få øje på nogen aktivitet. Vi travede lidt rundt og fandt en charmerende lille by med få turister, hvilket nok skyldes, at øen ligger temmelig afsides. På vej op til kastroen, blev vi tiltalt af en gammel morlil, der sad og spandt sin uld på håndten. Hun ville gerne sælge os nogle varme huer, og det kløede over hele kroppen ved synet af dem, for vi svedte bravt under opstigningen. Men bagefter fortrød vi, at vi sagde nej til at handle med hende. Vi kunne da have købt et par sokker! Der var meget, meget hyggeligt på torvet med de 6 vindmøller, og vores øl og hvidvin kostede kun 4 €! Men den åbne mole egnede sig ikke til at ligge længe ved, så næste morgen gik det videre mod øst – og i det herligste sejlvejr. Vinden var lige tilpas med både retning og styrke, så det kan altså lade sig gøre!
Nissiros – vi fortøjede i Pali, en fin, beskyttet havn på øens nordside. Allerede på afstand fra havet kunne vi se øens specielle facon med det store vulkankrater højt oppe. Vi havde læst om øen, og nu var vi indstillet på oplevelser, hvilket vi også fik. Skipper var på udkig efter en bil og kom i kløerne på en initiativrig mand, som havde lavet en form for kørevejledning (vi fik den på dansk!), og det viste sig at være udmærket. Det bedste var, at han sagde til os, vi skulle starte tidligt, så vi kunne opleve krateret, før turisterne fra Kos invaderede øen. Og vi havde det faktisk helt for os selv. Det var en stor oplevelse at gå rundt i en aktiv vulkan. Det sydede og boblede, stank og var meget varmt. Der var utrolige farver i jordlagene, og hele området var storslået; både smukt, særpræget og en lille smule truende. Det kommer til at rangere højt på vores ”Oplevelses-top-ti”. Vi kørte til den forladte by Emborio, hvor kun kirken og et par taverner bliver vedligeholdt og brugt, vi stak næsen ind i ”saunaen” på vejen derop: En lille hule i bjergskråningen lige ud til vejen, hvor der er en fugtig varme, nøjagtig som i en sauna. I Nikéa, en smuk, lille bjergby, hvor der nu var blevet trængsel af turister, besøgte vi vulkanmuseet, og vi fik også udsigten fra det lille kapel højt til vejrs over det hele. Om eftermiddagen var vi inde og se hovedbyen Mandraki, hvor vi kravlede op til det højtliggende kloster. Det var nu ikke så fantastisk, men så fik vi da noget motion, og kunne med bedre samvittighed nyde en drink, da vi kom tilbage til byen.
Tilos blev næste stop. En helt anden ”slags ø”, og for første gang i lange tider blev vi modtaget af en rigtig havnefoged, Eddy. En spinkel, midaldrende kvinde, med autoriteten og færdighederne i orden. Havnen er lille, men der kan ankres i en dejlig bugt – vi kom tidligt og fik en fin plads. Også her fik vi fat i en bil, og som de øvrige øer, har Tilos et kloster, man gerne viser frem. Turen dertil var meget flot, for klosteret ligger meget afsides i et utroligt smukt område. Præsten var travlt beskæftiget med at holde messe i byen, (det var søndag), så ham fik vi ikke hilst på. Der var kun en masse katte samt en mand, der gik og tændte op i grillen til de gæster, der formentlig ville komme med en tursitbus senere på dagen. Desværre havde han sin radio kørende, og det var malplaceret, for der var det skønneste lys i bjergslugten med de mange træer og blomster, så stilhed ville have fuldendt stemingen. Der springer en kilde tæt ved klosteret, så der var rigeligt med vand til at pleje alle blomsterne og en stor basilikumplante, der står ved indgangen.
For øvrigt startede vi dagen med at køre op til den søndagsstille Chora, hvor kirkeklokkerne bimlede. Vi ville gerne se museet med resterne af dværgelefanterne, som har levet på Tilos for mange, mange år siden. Museet var lillebitte, et enkelt rum mindre end vores egen spisestue, og her viste Vicky rundt – vi var de eneste gæster. Hun fortalte med et medrivende engagement, havde kun gamle billeder og tegninger til sin rådighed, men hun var en oplevelse. Vi forstod ikke det hele på grund af hendes accent, men dværgelefanterne havde gennem generationer tilpasset sig de fødemuligheder, der var på Tilos og blev derfor mindre og mindre. Det skulle være vulkanudbruddet på Santorini, der udslettede dem.
Vicky fortalte os vejen til et lillebitte kapel, som vi kunne komme ind i. Det lå klemt inde mellem husene, og der kunne kun være 3-4 mennesker derinde på en gang. Der var nogle meget gamle fresker på væggene og enkelte relikvier, der også så ud til at have mange år på bagen. Der brændte olielamper, og kapellet blev helt åbenlyst brugt til daglig. Overalt på øerne findes disse små kapeller, nogle så afsides beliggende, at man må undre sig, men vi har fået fortalt, at de fleste grækere mindst en gang om året skal hjem til ”deres” kapel. I modsætning til mange andre bygninger, er kapellerne altid hvidkalkede og pænt vedligeholdt.
På Tilos ligger også en forladt by. I halvtredserne besluttede byens befolkning at flytte ned til havnebyen, og man tog tegltagene med, da tegl er dyrt, importeret materiale. Sten har man derimod nok af, så de tagløse huse har siden fået lov at forfalde. Der er en kirke, som vedligeholdes samt en bar, der hver aften åbner kl. 23, og der er så gang i beat-musikken til de lyse timer. Ret underligt, men uden tvivl en speciel stemning at feste igennem i sådanne spøgelsesagtige omgivelser. Vi holdt os til dagtimerne, hvor man lidt lettere kunne færdes i ”gaderne” uden alt for stor risiko for at falde over murbrokkerne. Den var nok ikke gået i Danmark – at have folk kravlende rundt blandt ruiner, der kan falde sammen når som helst!?
Vi var så heldige, at vi på Tilos igen kunne få en snak med Lone og Mogens, som vi havde truffet på Amorgos. De kendte flere danskere, der opholdt sig på øen, så der blev et hyggeligt ”ouzo-dansker-træf” på torvet. Vi kunne ikke blive længere, for vi skulle jo snart have gæster, så vi sejlede nordpå næste morgen og kom til Simi, for første gang. Havnen er lidt speciel på den måde, at den er lang og smal, men meget dyb, så ankring her kræver sit. Vi måtte da også ud tre gange, før det lykkedes at få bid. En af gangene, hvor vi fortøjede, blev vi mødt med ordene:”Kan du ikke tale dansk?” Og jo, selvfølgelig kunne vi det. Det viste sig at være havnens vand- og elmand, som havde boet 21 år i Horsens, og senere fik vi lejlighed til at snakke mere med ham. Han kunne give os et godt indblik i Grækenlands problemer og situation i det hele taget – og han er bestemt ikke optimistisk. Han har været rigtig glad for sin tid i Danmark og for det danske samfund, hvor han bl.a. har drevet egen virksomhed. Og han har mange meninger om og holdninger til, hvad der kunne gøres her, men finder det temmlig tungt og udsigtsløst at få gennemført.
Simi er et dejligt sted. Charmerende by klinet op ad de stejle bjergskråninger, og med en udsigt fra toppen, der er i særklasse. Her kommer mange danske turister, og pludselig blev vi tiltalt af en lille flok fra Kolding, næsten naboer. Det var svært hyggeligt. Der var rigtigt liv i byen og havnen; fast underholdning at se både komme ud og ind, hvor ankermanøvrerne godt kunne give sved på panden og sommetider krævede dykkerassistance. Der skal ikke meget sidevind til, før det bliver bøvlet, og selv let vind bliver ligesom forstærket af bjergslugten, som Simi ligger i bunden af.
Vi skulle videre, så vi tog afsked med Simi – lidet anede vi, at vi skulle komme til at kende byen rigtig godt...
Turen til Rhodos, hvor vi havde aftalt at modtage Jakob & Co. varede ca. 5 timer, og vi ankom tidligt på eftermiddagen for ikke at få problemer med at få plads. Da vi stævnede ind mod byhavnen, blev vi meget bestemt anråbt af en havneassistent, der sagde, at der ingen pladser var, og at vi måtte ankre uden for havnen. Han kunne ikke sige, om der blev plads den følgende dag.” Pyt! Vi sejler bare ned i marinaen!” sagde vi til hinanden. Men da vi kom dertil, var der ikke nogen marina, selvom vi havde læst i vores havnelods, at den skulle være færdig sidste år. Så måtte vi jo ankre op uden for havnen, for der var ikke andre steder at sejle hen. Vi sov ikke meget, for der stod dønning, og der var anløb af både færger og krydstogtskibe MEGET tæt på os. Da vi næste morgen forsøgte igen, blev vi meget uvenligt jaget ud af havnen. Derfor blev det retur til Simi, og så måtte vi finde ud af noget med færgerne. Vi fik en plads uden problemer, men det skulle vise sig at være for tæt på en cafe, hvor der var liv og glade dage til ud på de meget små timer. Og kort tid efter lukketid begyndte hanerne at gale med et decibeltal, der ville gøre enhver dansk hane misundelig. Der må være noget med bjergene, der kaster lyden tilbage, for der var en ubeskrivelig larm! Skipper tog næste formiddag en rask beslutning og flyttede over på den anden side – så vi nu lå lige neden for en isbar og lædervareforretning. Det faldt i god jord hos vores svigerdatter Maiken, da vi søndag aften kunne gå ombord med familien, som vi havde hentet i Rhodos. Vi nåede et hyggeligt træf med skipperindens kusine og mand, før vi tog til lufthavnen og kunne modtage Jakob, Maiken, Julie og Kasper, der landede helt planmæssigt kl 11.30. Vi havde varskoet dem om varmen, så de var klar til omkædning til sommertøj, hvorefter vi havde eftermiddagen til at opleve Rhodos by. Det var bestemt et flot fæstningsanlæg, men vi syntes, der var turister og deraf følgende i overmål! Derfor var det faktisk lidt hyggeligt at komme til Simi, hvor der bestemt var liv og glade dage, men hvor det trods alt var overskueligt, og man kan gå i fred forbi souvenirbutikker og taverner.
Vore gæster skulle jo også op og se udsigten, og Julie klarede de mange trapper i et tempo som kun en 4årig kan gøre det. Kasper havde det bedst på fars skulder eller mors arm, men nød også en sval drink i skyggen før nedstigningen. Næste dag, da der var indkøbt lædersandaler og smagt på byens is, sejlede vi til en rigtig dejlig bugt på Simis sydvestlige ende, hvor det store Panormitiskloster ligger. Vi ankerede op og der blev sejlet i gummibåd og badet i det skønneste vejr. Vi nød en utrolig fin aften og stille nat for anker, før vi sejlede mod Nissiros, som ligger tilpas på kursen mod Kos, hvorfra vi havde besluttet at sende gæsterne med færgen tilbage til Rhodos. Vi ville gerne vise øen til Jakob og Maiken, for vi syntes selv, den var en stor oplevelse. Det var overskyet, da vi tog af sted, og ret hurtigt kom der nogle skyformationer, der lignede noget, der kunne blive til torden. Vi fik slet ikke det vejr, som vejrmeldingen havde lovet, nemlig svag vind fra SØ. Nej, vinden skiftede sammen med bygerne, og der var torden tæt på os, men den ramte os først for alvor, da vi om aftenen sad på en taverna meget tæt på båden, og vi nåede ned om læ, før det for alvor bragede løs. Det er den første regn, vi har fået, siden vi kom herned i slutningen af august, så det var faktisk ret rart, især fordi det så ud til at være hurtigt forbi igen.
Ganske rigtigt: Vi stod op til en flot morgen, skipper fik fat i frisk morgenbrød og en bil, og så var det afsted på vulkaner, mens Farmor og Kasper blev ombord. Det blev en flot tur, anderledes end da vi var der første gang, hvor alt var helt tørt. Nu var der kogende mudder i hullerne, det tidligere kun dampede op fra. Turen var en gentagelse af den, vi selv havde været på, og heldigvis syntes også vore gæster, det var flot og interessant. Der blev badet fra stranden om eftermiddagen, mens skipperparret tog til Mandraki for at få nogle friske forsyninger, bl.a. kan det være svært at få frisk kød på disse små turistøer, hvor alt er baseret på, at man spiser ude. Men med to små trætte børn er det dejligt at kunne spise ombord, så kan de blive puttet, når tid er.
Så gjaldt det Kos, og sejlturen foregik i varme, sol og på stille vand, så mens de små sov, tog Jakob og Maiken en dukkert fra båden – det var sagen! Vi fik en fin plads i byhavnen på Kos, og færgebilletterne kom på plads. Det viste sig at være meget nemt at gå til færgehavnen fra vores båd.
Næste dag, lørdag, var det Maikens fødselsdag, og Julie hjalp farfar med at hejse flag over stag. Vi hyggede os i byen med gavekøb og cafebesøg om formiddagen, og ”frokosten” blev indtaget på en hyggelig taverna. Da var klokken blevet omkring 17, for Kasper havde ikke helt de samme planer for sin middagssøvn som sine forældre... Sådan er det bare, når man sejler med små børn! Da der var ro ombord, sad vi 4 voksne og nød en flaske græsk cava med en pølsemad til! Maiken konstaterede, at det var første gang, hun havde siddet ude og spist på sin fødselsdag.
Alt godt får som bekendt en ende, og søndag eftermiddag var det tid at vinke farvel efter en rigtig dejlig uge med skønt vejr samt gode og sjove oplevelser. Da færgen var sejlet, gik vi hjem til Nausikaa og pustede lige lidt ud, før omrokeringen og oprydningen begyndte. Vi havde ikke travlt, så vi besluttede lige at tage en dag mere på Kos, både for at få ordnet nogle praktiske ting og for at se lidt på byen. Vi havde lidt samme fornemmelse som i Rhodos by: Alt for mange turister, taverner, cafeer og forretninger. Men klimaet er fantastisk, så der er ikke noget at sige til, folk fra det kolde og våde nord valfarter til øerne. Vi glæder os over at have muligheden for at komme ud, hvor det endnu er forholdsvis uberørt.
Vi er nu igen tilbage på Simi, for herfra er det godt at proviantere og udklarere, før vi tager hul på Tyrkiet, som ligger ”lige herude”. Vi sejlede faktisk med tyrkisk gæsteflag på en stor del af turen fra Kos, så nu skal vi til at indstille os på endnu et nyt land. Det er altid spændende, hvad det har at byde på, og hvordan vi finder ud af tingene der. Men vi har mødt mange, der kun taler godt om Marmaris, hvor vi skal på land, så vi tager det roligt. Vejret er stadig fantastisk, så det er ikke så let at løsrive sig fra. Vi kan godt mærke, at sæsonen er ved at være slut – både på antallet af skibe i havnen, de færre færgeforbindelser og en del forretninger, der har sat skodderne for til næste forår. Vi ved også, at vejret nu hurtigt kan slå om og blive efterårsagtigt, så det er helt fint, vi snart skal sige tak for i år.
Tak for denne gang til Grækenland – vi ses til foråret igen!
Også tak til Jer derhjemme for Jeres hilsener og medleven i vore oplevelser. Vi ser frem til samvær med familie og venner i den kommende vinter!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 17-10-2012 af Inge Lise Lykke Hansen