Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 57 Livadi (Serifos) - Pali (Nissiros)
Rejsebrev 57Livadi (Serifos) 14/09/2012 – Pali (Nissiros) 28/09/2012
Det er allerede et par dage siden, vi forlod den sidste Kykladeø i denne omgang, Amorgos, og vi har taget hul på Dodekaneserne – men dem kommer vi tilbage til i næste rejsebrev. Her og nu gælder det Kykladerne, den forblæste øgruppe ”midt i det hele”. Vi havde på forhånd gjort os klart, at vi måtte vælge ud af mængden, og selvom man taler med mennesker, der fortæller godt om alle de øer, vi sprang over i denne omgang, vil vi glæde os over de 6, vi har nået.
”Vores” første ø blev Serifos, som vi nåede efter ca. 60 sømil på et roligt hav – vi havde jo ventet i Poros nogle dage – og det fortrød vi ikke, for vi talte med nogle andre sejlere, der var taget af sted dagen før, ”and that was not pleasant”, som de udtrykte det. I juli, august og til midt i september, præger den hårde nordenvind, melteminen, øerne. Vi har talt med sejlere, der har ligget indeblæst 12-14 dage, men vi har kun haft moderate vindstyrker – oftest ikke engang nok til at sejle for sejl.
I Serifos tog vi bussen op til Chora’en; en tur med svimlende højder syntes vi, men nu har vi lært, at sådan er det på Kykladerne. Øerne har en havneby, hvor færgerne kommer til, og så inde på øen, på den højeste bjergtop, ligger Chora, øens hovedby. Anbragt der, så den var svært tilgængelig for piraterne. Allerøverst er som regel Kastroen, den gamle borg, hvor der tit er en kirke lige i forbindelse med. Og lige nedenfor snor sig de bittesmå smalle, stejle gyder. Husene er kridhvide, døre og vinduer knaldblå som himlen, og fortovsbelægningen er store, flade sten, der er hvidmalede rundt i kanterne. Vi var benovede over den fantastiske udsigt fra Kastroen, og det skulle vi også erfare hører med, for lige meget, hvor vi har været siden, har der været nogle utrolige udsigter.
Vi nød atmosfæren på det lille torv, hvor vi sad i skyggen med en drink – og så kom der et muldyr trippende medbringende byggematerialer. Ingen tvivl om, at det er en meget hensigtsmæssig transportmetode her! Det var rigtig hyggeligt, da der om eftermiddagen pludselig var nogen, der sagde ”Goddag!” Ina og Johan har et feriehus på Serifos, og de kunne fortælle os mange tips om mange af øerne.
Videre gik det næste dag mod Milos – en af de store Kykladeøer. De mange farvers ø, bliver den kaldt, og vi kunne sagtens se hvorfor. Klipperne havde de utroligste farver og formationer, og vi skulle siden på øens interessante minemuseum lære, at det skyldes de mange forekomster af forskellige mineraler, der findes på øen – og flere andre steder på Kykladerne. Der har gennem mange år været betydelig minedrift, som dog ikke længere har så stort et omfang. Også her tog vi bussen til Choraen, der her hedder Plaka, og gik op til Kastroen – hvor udsigten var ikke mindre end formidabel. Vi travede til Tripiti, hvor vi så Katakomberne, amfiteatret samt det sted, hvor man har fundet statuen af den berømte Venus fra Milo. Hende hilste vi på på det arkæologiske museum, dvs, det er en kopi – originalen står på Louvre... Vi blev sultne og skulle vente på bussen, så der var kun et at gøre: En meget lokal bar/cafe, hvor man også kunne få alletiders lækre græske salat lå lige ved stoppestedet. Her sank vi ned og nød maden samt den megen snak og latter mellem alle de midaldrende mænd, som formentlig havde deres faste mødested der. Det var søndag, så lillemor har sikkert været i gang ved kødgryderne – der var i hvert fald ikke en eneste kvinde tilstede. Set i bagklogskabens klare lys, som man siger, burde vi nok have lejet en bil og gjort noget mere ved Milos; måske får vi lejlighed til det en anden gang.
Folegandros var en stor kontrast til Milos. Ikke særligt stor, gold og afsvedet, kaldet Den smukke Vildskabs Ø, hvor der skulle være en del landbrug og fårehold. Det er svært at forestille sig, når der ikke er en grøn plet at se nogen steder. Vi kom til en lille tom havn, godt gemt inde bag klippeskær – inden natten var der dog pænt mange både, og der var også anløb af op til flere større færger. Også her var der bus til Chora’en – lille og hyggelig, en oase midt i det tørre, for omkring byens tre torve med brønde, var der masser af skønne træer, og her kunne man slet ikke lade være med at sætte sig og drikke en ouzo. Værten, der fik os overtalt til en drink, viste sig at være guldsmed i Athen; han hjalp sin kone om sommeren med at drive tavernen, og det syntes han rigtig godt om. Han fortalte os, at man malede alle stenene på fortovene i påsken med dårlig ryg til følge – og at malingen udelukkende har dekorativt formål. Vi var tæt på ikke at komme med bussen (som altså også afgik lidt før aftalt tid), så det kunne være endt med, at vi var vendt tilbage og spist aftensmad hos ”ouzo-manden”, og det kunne vist være blevet uhyre festligt...
Ios, Homers glade ø, bliver den også kaldt. Her kunne vi se, vi måtte leje bil, hvis vi ville se os omkring, men det var også så billigt (20€), at det var bare med at komme af sted. Først ud til Plakoto på nordspidsen, hvor det siges, Homer ligger begravet. Der viste sig at være bygget en fin ny vej, som udelukkende bruges til det formål! Vi kørte lidt rundt på øen, der er spækket med små kirker/kapeller, vist omkring 360! Spiste frokost på et lille sted med en skøn udsigt, og så ville vi se Grækenlands smukkeste museum for moderne kunst, som skulle ligge lige bag vindmøllerne i Ios’ Chora. Vi ledte lidt, men fandt da frem – til en lukket og forfalden bygning, som uden tvivl har været rigtig flot, men nu var et meget trist syn. Det var det også at se skiltet, hvor der stod, at EU havde støttet projektet med over 4 millioner €! Det var faktisk svært at kapere – vi skulle dog senere erfare, at noget sådant er alt for almindeligt.... I en søvnig Chora fandt vi ind på det lille arkæologiske museum, hvor det sjoveste var Homers såkaldte stenkalender – på Ios havde man navngivet en af månederne efter Homer. Mens vi sad og slappede af i båden, kom en mand forbi og gav os sit kort og fortalte, at han kunne reparere alt angående sejl, pressenninger m.v. Det var fint, for vores spray-hood havde en lille utæthed ved vinduerne og vores dække til cockpittet var ved at true med at gå lidt op i sømmene. Han fik begge dele med og kom med dem et par timer senere.
Vi afsluttede besøget på Ios ved at gå hen på Suzanna’s taverna, hvor vi fik den største og bedste Souvlaki, vi indtil nu har smagt. Det er altid svært at vælge mellem de mange tilbud, men hun var en dame med en herlig udstråling, så hende faldt vi for – ligesom mange andre; i nabotavernaen var der langt mellem gæsterne.
Så gjaldt det Naxos, en stor ø, som vi tænkte at kunne bruge nogle dage på, for der blev meldt hård vind. Det kom der også, og temperaturen faldt så meget, at vi om aftenen måtte have de lange bukser og trøjerne frem. Også her lejede vi bil, og vi fik set en hel masse. Naxos er Dionysos’ Ø, så vi kørte ud og så hans tempel, der ligger et meget smukt og afsides sted. Der var et lille museum, der blev åbnet kun til ære for os – og vi skulle bare sige tak... Vi så også resterne af et fint marmortempel – der er meget marmor på Naxos, og det brydes stadigvæk. Vi var til en rigtig god koncert med græsk musik og dans på det venetianske museums udendørs terrasse. Der var fri bar, og havde det ikke været så køligt, ville det have været meget romantisk under stjernehimlen. Dygtige kunstnere!
På Naxos hedder den tidligere chora Chalki – der var vi inde og besøge Vallandros’ kitrondestilleri. Kitron siges kun at vokse på Naxos og Kreta – og den likør, der fremstilles af træets blade, smager rigtig dejligt. Frokosten blev indtaget på byens eneste taverna, lille og primitiv, men det er med til at gøre oplevelsen til noget specielt. Kouros – ja, det er jo en velkendt og dejlig duft til mænd. Men her er det nogle kæmpeskulpturer – megastore – som er fundet forskellige steder på øen. Den ene forestillende en ung mand ligger langt fra alfarvej, hvor man lige skal gå/klatre nogle kilometer. Den anden, der skulle forestille Dionysos, ligger tæt på vejen ned mod byen Apollonas på nordøstspidsen af øen. Vi måtte også lige ind og se bjergbyen Apiranthos – den var hyggelig, men MEGET turistet. Og den sidste aften i Naxos havde vinden lagt sig så meget, at vi kunne gå tørskoede ud og nyde solnedgangen fra Palatia med tempelruinen for Apollon som en smuk ramme.
Vi fik en speciel oplevelse med: Pludselig hørte vi søndag morgen en høj messen, som viste sig at komme fra den nærliggende lillebitte kirke Mirtidiotissa, der ligger på en lille ø lige ved havnekajen. Vi løb derhen, og en stor menneskemængde blev ”færget” over til kirken i hold ved at en fiskebåd blev trukket frem og tilbage over de få meter vand. Det var et fantastisk skue, og det varede hele dagen samt en del af mandag formiddag med. Havnefogeden fortalte, at man fejrede kirkens navnedag.
Vi hilste pænt af med den flinke havnefoged, før vi sejlede til Amorgos, som i denne omgang er den sidste Kykladeø. Det var en flot ø at nærme sig, særprægede og storslåede bjergkonturer. Havnen er velbeskyttet – og meget dyb. Vi fik fortøjet på en god plads, og skipper gik i land for at besøge Port Police og se efter busforbindelse til Chora’en. Han kom tilbage med Lone og Mogens fra Jægerspris, (de var på ø-hop), og da de havde lejet en bil, fik vi et lift med dem. Vi kom til en meget stille og søvnig by, men da vi havde travet rundt og beundret husene og de små gader, samt endnu en storslået udsigt, fandt vi da et sted, som havde åbent, hvor vi kunne sidde i skyggen og få lidt koldt at drikke. Amorgos er en fin ø, men da der blev lovet noget blæst om et par dage, planlagde vi at fortsætte næste morgen. Det blev en lidt forstyrret nat, for der var anløb af ikke mindre en tre færger på en gang – den sidste meget stor. Den kom kl. 04, og så blev der ellers et leben på kajen af folk med kufferter, som enten skulle hentes eller bringes. Næste færge sejlede kl. 6, og da vi lå lige ved siden af dem, opgav vi at sove mere, stod op og sejlede i det smukkeste morgenlys, hvor solen tittede op over bjergkammen. Havet var som fløjl at sejle i på hele turen til næste ø, som altså tilhører øgruppen Dodekaneserne Fra havet kunne vi på Amorgos se klosteret Chozoviotissa, som ”hænger” på bjergvæggen. Det sammenlignes med mælk, der flyder ned ad bjergvæggen – og det er et meget dækkende udtryk.
Vi ser frem til et gensyn med Kykladerne. Gerne ved forårstide, hvor de er frodige og grønne. Og vi har også nogle øer til gode, vi gerne vil se, men lige nu vil vi til Rhodos, hvor vi snart får familiebesøg. Herligt! Vi håber, det dejlige vejr, vi har nu, varer ved, mens de er her.
Vi har bemærket, at det er tyndet ud blandt charterbådene de sidste dage. Der er en del ”af vores slags”, altså private både på vej mod Tyrkiet for at overvintre. Så hvis man gerne vil ligge godt, er det stadig bedst ikke at anløbe for sent.
Som vanligt tak til alle Jer, der sender os en hilsen i ny og næ – det er vi jo altså bare glade for!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 28-09-2012 af Inge Lise Lykke Hansen