Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 54 Messolongi - Piræus
Rejsebrev 54Messolongi 03/06/2012 – Piræus 14/06/2012
Her i Piræus er det meget varmt, og vi er enige om, at varmen for alvor kom i Messolongi, hvor vi kom til et ganske anderledes landskab end det, vi havde sejlet i omkring øerne. Det var fladt,
marsklignende, med sumpe (myg!), og bjergene lå trukket tilbage fra havet. Messolongi bød på mange oplevelser: Vi var inde og se helteparken, hvor der bl.a. står en statue af den engelske digter Lord Byron, der støttede Grækenland mod tyrkerne. Lige ved siden af helteparken findes den smalle Exodus-port, hvor igennem 9.000 af Messolongis indbyggere forsøgte at flygte fra tyrkerne natten mellem den 22. og 23. april 1826. Det berettes, at kun ca. 2000 slap væk; de øvrige blev brutalt nedslagtet...
På vejen hjem derfra var der noget meget mere festligt, der mødte os, idet vi kom i snak med en af mange meget flot klædte herrer. Vi havde godt tidligere på dagen lagt mærke til, at der var musik og mange mænd klædt i nationaldragter overalt i byen, der i øvrigt er universitetsby og derfor med mange unge i gadebilledet. Han kunne fortælle, at det var en fest, der foregik 2 gange om året til minde om et tidligere krigsslag, og der var i den grad fest og farver. Musikken var, som når man trækker en kat i halen - i hvert fald efter vores smag. Den søde, lettere overrislede unge mand fortalte, at der skulle være optog om aftenen, og vi skulle da ind og overvære det. Det kom også, men uden den disciplin, vi har set tidligere ved den slags lejligheder. Pludselig stødte en hel masse heste til, og i hver fald skipperinden blev noget nervøs ved at stå tæt på gaden, for det var lidt voldsomt indimellem. Da vi hørte, der først skulle ske mere om søndagen, fortrak vi og gik hjem og gjorde klar til at sejle til Patras søndag formiddag.
Godt tanket op med el og vand, blev vi venligt modtaget i Patras, hvor det viste sig, marinaen havde alle faciliteter til den halve pris! Vi havde planlagt en udflugt herfra næste dag, så vi brugte eftermiddagen til at se lidt på byen, og var bl.a. højt til vejrs ved den gamle borg, hvor udsigten var formidabel. Vi fik fundet ud af bus- og togforbindelser, så næste morgen var vi ved banegården kl. 6.30, fik købt billet, og det viste sig så, vi skulle med bus. Banen på den strækning havde ikke været i brug i flere år! Vi havde set en TV-udsendelse om det, men var ikke klar over, det lige var der. Vi kom til Diakofto efter en flot tur, og ventede så lidt på, at bjergbanen til Kalavrita skulle afgå. Vi var kun få passagerer og en særdeles flink togfører, og det gav muligheder for at tage bedre billeder, hvilket var godt, for det er nok det mest fantastiske, vi endnu har oplevet af den slags. Sikke en natur! Vi kørte inde i bjergene, over svimlende slugter og buldrende vandfald i et voldsomt, men også smukt landskab med masser af frodighed.
Vi ville besøge Kalavrita, en højtliggende bjergby med en særlig historie, som vi fik godt indblik i på byens museum, et såkaldt Holocaust-museum. I tidligere tid havde byen været særdeles driftig med en arbejdsom og velhavende befolkning, og der var fine plancher og genstande, der fortalte om byens beboere og deres levevis.
Under den tyske besættelse i 2. verdenskrig gjorde Kalavritas befolkning indædt modstand og var så stor en torn i øjet på besættelsesmagten, at denne besluttede at sætte en stopper for modstanden. Den 13. december 1943 blev samtlige mænd og drenge over 15 år i byen dræbt, og børnene og kvinderne blev låst inde i skolen, som der blev sat ild til. Det lykkedes dem at undslippe, og det fortælles, at de tyske soldater ikke forhindrede dem deri. Museet var indrettet i skolen, og det var en rystende oplevelse at få indsigt i, hvad de mennesker havde været udsat for. Der var flere nulevende, der på TV-skærme kunne berette meget personligt, hvad der var sket, men også, hvordan det var lykkedes dem at komme videre i livet.
Vi var også oppe at se klosteret Moni Agias Lavras, hvor ærkebiskop Germanos hejste den græske oprørsfane i 1821. Det blev starten på den frihedskrig, der afsluttede 400 års tyrkisk besættelse. En flot statue af Germanos og et fint kloster, hvor skipperinden måtte have en af de til rådighed værende slå-om-nederdele på. Et par bukser til midt på læggen var nemlig ikke tækkelige nok, hvorimod en lårkort nederdel havde kunnet gå an. Sådan er stederne så forskellige… Udsigten fra klosteret var for øvrigt hele turen værd. En tur, vi måtte hyre en taxa for at gennemføre - oveni havde vi den oplevelse, at der på turen ned fra bjerget kom en sød lille skildpadde trippende over vejen. Heldigvis ramte vi den ikke - man kom til at tænke på vore pindsvin...
Så op i bussen igen, og det var en meget flot tur at køre tilbage. Chaufføren kørte lidt " ujævnt" om man så må sige, men vi kunne være helt trygge, sagde skipper, for hver gang, vi passerede en kirke eller et lille kapel (og det gjorde vi tit!), slog chaufføren korsets tegn hele 3 gange. Vi kom også godt tilbage til Patras, og inden vi gik hjem til et tiltrængt hvil, rundede vi den meget store kirke, Agios Andreas, efter sigende den største græskortodokse kirke på Balkan. Imponerende!
Vi skulle videre ind i Korinthbugten, og det var meget flot at sejle under Verdens længste skråstagsbro, der ved Rion forbinder det nordgræske fastland med Peloponnes. Der var kommet ret så frisk vind, så vi drønede til Trizona, en lillebitte hyggelig og køn ø kun et langt stenkast fra fastlandet. Det var ret svært at få fortøjet på grund af den stærke blæst, men det lykkedes at få en fin plads langskibs, og da vi havde været henne i "byen" og nyde omgivelserne, var vi en tur rundt på det, der egentlig kunne være en fin marina. Det er et pragtfuldt sted, der er lavet broer, og man kan se, der har været store planer. Men stedet forfalder nu, og er hjemsted for mange både, der overvintrer eller –somrer billigt, ligesom der var en del forfaldne, forladte både, som så ud til at huse bristede drømme. Og så er havnen meget brugt af sådan nogen som os. En skam, der ikke kommer skik på tingene; man kunne bare opkræve havnepenge, muligheden er der.
Hurtigt videre næste dag til Galaxidi, en rigtig hyggelig lille by beliggende meget smukt i en naturhavn, hvor vi fra bykajen havde den dejligste udsigt til pinjetræer på den anden side af bugten. Her var dog et livligt natteliv, der ikke var befordrende for nattesøvnen. Men også en taverna, hvor vi spiste nogle skønne muslinger...
Vi vidste, at vi ville få gæster igen i Korinth, og vejrudsigten meldte om temmelig meget vind om et par dage, så vi afkortede besøget i Galaxidi og sejlede tidligt lørdag morgen til Itea, for det er herfra, man - i hvert fald som sejler - har lettest ved at komme til Delfi. Og det skulle vi selvfølgelig opleve, nu, vi var så tæt på. Vi var superheldige og steg på bussen i det minut, den skulle afgå, og det var igen en utrolig flot bustur til Delfi. Man må sige, de har haft sans for at lægge deres helligdomme på nogle fantastisk smukke steder, guderne. Vi har efterhånden set rigtig mange græske og romerske ruiner og udgravninger; vist var det interessant og et fint museum. Men det var beliggenheden i bjerglandskabet, der virkelig gjorde indtryk. Det lykkedes os ikke at mærke noget til det berømte orakel, så vi fik ikke nogen varsler med os derfra, men det har jo også været nedlagt i mange år...
Itea som by kom vi ikke ind på livet af. Vi var trætte, da vi kom tilbage til båden, så der skulle bare handles, og så var det kvælende varmt. Havnen var endnu et eksempel på noget, der var gået fuldstændigt i stå, og som halvfærdigt kunne få lov at forfalde. Men vi lå godt og gratis fortøjet sammen med en del andre både. Man synes, at det ved en beskeden indsats burde kunne lade sig gøre at få havnen gjort færdig og så begynde at opkræve havnepenge, men det må vi nok hellere lade være at kloge i... Det skal bemærkes, at efter vi forlod De ioniske Øer er charterbådene helt forsvundet; det er udelukkende mennesker, der sejler i egen båd, vi møder. Og der er blevet længere mellem bådene.
På spejlblankt vand sejlede vi til Korinth og fik den sidste plads ved kajen i fiskerihavnen. Nu skulle vi vente på vore gæster, og vi havde god tid til at kigge nærmere på byen og dens seværdigheder. Det er en meget livlig by med mange butikker, og vi besluttede også at tage bussen ud til Gamle Korinth, selvom vi efterhånden havde set "sten nok". Det var igen et fint besøg med andre oplevelser, bl.a. var det specielt at kigge op på det enorme Akrokorinth, en fæstning på toppen af bjerget, men der er langt op, og vi orkede ikke turen i varmen. Det tilhørende museum var godt og informativt, men det er efterhånden mange af de samme ting, vi ser. Det kan ikke være anderledes.
Der var mange mindre erhvervsfiskere i havnen. Vi havde god tid til at studere dem, og kom også ”på hils” med nogle af dem. En formiddag var der stor opstandelse, for Port Police var ombord på alle bådene og kontrollere både fangst og redskaber. Der var et leben uden lige på kajen, for hele familien og omgangskredsen skulle jo overvære det. Men det foregik i fuld fordragelighed.
Vi fik handlet, så vi kunne modtage Ulla og Svend Erik, som vi hentede ved bussen omkring middag. De fik naturligvis lidt af et varmechock, men klarede det fint, og især var det godt at finde en bar med skygge, en kold øl og en god TV-skærm, så vi kunne se fodbold. Også godt, de to mænd, der sad ved bordet ved siden af, syntes, Danmark spillede bedst mod Portugal...
Allerede næste morgen tidligt gjorde vi os klar til at sejle gennem Korinthkanalen, for der var varsel om hård vind i løbet af et par dage, og det så ud til at skulle vare længe. Så vi besluttede at bruge tiden til at opleve Peloponnes i bil og lægge os i en god marina i Piræus og undlade at sejle ud til nogle af de saroniske øer, hvor vinden så ud til at ville blive endnu kraftigere. Der var allerede meget vind, da vi kom ud af havnen og skulle sejle over til kanalen. Vi var heldige og ventede ikke mange minutter, så fik vi tilladelse til "fuld speed ahead", og eventyret kunne begynde! Det var virkelig flot! Faktisk svært at beskrive, for det er jo "bare" en kanal, men man sejler nede i dybet og ser op ad de høje sider og føler sig lille og lidt ydmyg. Sikke et arbejde at bygge et sådant anlæg! Vi nød det i fulde drag, og alt for hurtigt var det slut. Efter at have betalt afgiften, sejlede vi ud og rullede genuaen ud. Det gik stærkt, for det blæste godt, så vi lagde allerede til på en fin plads i Zea marina i Piræus efter ca. 7 timers sejlads. Ulla har ikke tidligere været meget for livet til søs, men hun sad og følte sig som "bølgebryder" og nød de fascinerende bølger og den flotte udsigt.
En god middag med udsigt over den flotte marina i varmt, silkeblødt mørke afsluttede en dejlig dag. Nu gælder det Peloponnes, og de seværdigheder, vi kan nå at indtage!
Trist for Jer derhjemme, at vejret ikke er så sommerligt! Her er det så varmt, at vi godt kunne undvære nogle grader til Jer. Tak for hilsner til Jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 14-06-2012 af Inge Lise Lykke Hansen