Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 50 Cetraro - Gouvia Marina (Korfu)
Rejsebrev 50Cetraro 19/09/11 - Gouvia Marina (Korfu) 08/10/11
Nu er det jo ikke fordi, det er et krav, at det skal regne og tordne, hver gang, vi skriver rejsebrev. Ikke desto mindre er det, hvad det gør i disse dage. Men igen ligger vi heldigvis trygt og godt i en god havn; det er nogle meget voldsomme tordenbyger, der ruller ind over os – og de har det med at ”komme tilbage”. Men vi havde en særdeles fin tur over fra St. Maria di Leuca på Italiens støvlehæl, og nu er vi så parat til at lære De ioniske Øer nærmere at kende.
Hvor er her anderledes – selvom der jo kun er en lang dags sejlads fra Italien. Vi er blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed; især dejligt, når man er godt træt, og mørket er ved at sænke sig. Vi skal lige vænne os til ikke at forstå noget som helst af det talte og skrevne, men hidtil er det gået fint på engelsk.
Som vi skrev sidst, ville vi ikke planlægge sight-seeing, men selvfølgelig være åben for, hvad turen bød. Vi havde nogle lange dagsmarcher, fordi der i den sydlige del af Italien er langt mellem havnene. Og vi har kunnet mærke, at efteråret er ved at indfinde sig med mere ustabilt vejr – med rigtig fine dage ind imellem alligevel og dejlige temperaturer. I Tropea fik vi sommeren tilbage, og der ”gik lidt ferie i den” med restaurant- og cafébesøg, og byen var slet ikke til at stå for med de gamle – meget forfaldne huse – klinet op ad bjergvæggen. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville være at sejle gennem Messina-strædet, men havde ingen oplysninger om specielle problemer, og da vi var nødt til at sejle de ca. 60 mil helt til Reggio di Calabria, var det bare at komme af sted, så snart, vi havde fået tanket diesel; så måtte vi se, hvordan strømmen artede sig, når vi var så vidt. Det gik rigtig fint, indtil vi kom til det sted, hvor færgerne sejlede over. Da loggede vi 2,5 sm over grunden, så det tog rigtig lang tid at komme forbi. Men de var flinke, og ventede med at sejle ud, til vi havde fået os sneget forbi. Havnen I Reggio di Calabria var ikke rar – vi vidste det godt, men det var ok for en nat. Endnu en dag tidligt op og af sted, og vi fik rundet ”tåspidsen” i stille vejr og fugtig varme. Da vi nærmede os Rocella Ionica, kom tordenen, som var varslet, men vi nåede faktisk at komme rimeligt på plads, før det hele bragede løs og himlen åbnede sine sluser for alvor.
Det var en velbeskyttet havn – uden faciliteter – men med en fantastisk restuarant/pizzeria, hvor vi nød de bedste pizzaer, vi nogensinde har smagt., så vi måtte lige prøve to gange. Vi måtte vente på godt vejr, så der blev tid til at ordne de praktiske ting, der kan lade sig gøre uden landstrøm, og så fik vi travet lidt, når vi kunne gøre det uden at blive alt for våde. Vi havde ikke forventet, vi skulle ligge der i 6 dage, men sådan blev det altså. Og godt, vi ventede, for vi talte med flere, der var taget ud før, og det havde været en rigtig grim oplevelse med meget vind, strøm og høje bølger.
Af sted kom vi – lige i daggryet – mod Crotone. Det var i perioder ikke nogen fornøjelse, men Nausikaa gik støt og roligt gennem det hele, selvom farten blev bremset meget af bølgerne. Vi kom ind og fik en god plads, og blev taget venligt imod. Der er sket en del udvikling med marinaen efter, hvad vi kan læse os til; der var fin service, gode faciliteter – og et rigtig sødt personale. Her fik vi lejlighed til at træffes med Karin og Henrik i s/y Felicia af Stockholm. De kom dagen efter os og havde haft en særdeles frisk tur. Det var hyggeligt at snakke med dem igen og høre, hvad de havde oplevet, siden vi sås på Korsika. Vi gik ud og spiste sammen – muslingerne og den grillede sværdfisk var MEGET bedre i Tropea! Crotone er en fin, gammel by, og vi fik kigget lidt på den, for vejrudsigten betød en ekstra overliggerdag. Vi drøftede, om vi skulle tage en lang tur og sejle direkte til Preveza, men det var 170 sm og derfor en hel nat – og det er altså meget mørkt meget længe efter skipperindens opfattelse. Og så har farvandet her vist, det kan være ret så ubehageligt.
Heldigvis fik vi en god tur til Santa Maria di Leuca, som var sidste italienske havn i denne omgang. Vi kom ind, da mørket var ved at sænke sig og skulle af sted igen kl. 04.30, men prisen var desuagtet 42 €. Det er, hvad vi sejlere kalder en ”Grenå-havn”. Man er nødt til at gå der ind, hvis man vil have en pause i sejladsen – der er ikke andre havne. Her så fint ud, men der var ikke tid til at gå i land. Vi kommer formentlig tilbage til dette område af Italien, og så må vi til den tid se lidt nærmere på regionen i det hele taget.
Ved første øjekast har det virket temmelig trøstesløst; der er simpelthen så meget affald alle vegne, både langs landevejene og alle steder i byerne, hvor alt virker meget forfaldent. Det er synd, for der er smukt med mange flotte bjergformationer og en rig fauna – vi er her jo på den tørre årstid, men her må være utroligt flot om foråret. De mennesker, vi har været i kontakt med, har alle været meget søde og hjælpsomme. Vi har fået rigtig god mad, når vi har spist ude, og der har været masser af dejligt frugt og grønt at købe. Men en stor kontrast til de mere velhavende regioner i Italien, vi hidtil har slået vore folder i.
Det var meget mørkt, men også helt stille og stjerneklart inde i havnen i Santa Maria di Leuca, da vi riggede de forskellige hjælpemidler til sejlads i mørke til. Det er godt at have en radar – og vi satte også projektøren i stilling, for vi har været meget tæt på fiskebøjer adskillige gange, og det er ikke sagen at sejle ind i dem, hvor man i værste fald kan få reb/net viklet omkring skruen. Der var faktisk både vind – og modstrøm – da vi kom ud, men heldigvis en vind, vi kunne bruge, så det var dejligt at sætte sejl, mens det så småt lysnede i øst. Strømmen tog også af, jo mere, vi kom væk fra kysten. Vi fik den bedste sejlads, vi har haft i denne sæson, så skipperindens nervøsitet blev gjort grundigt til skamme – igen, igen! Grækenland dukkede op i varmedisen, hvor den skulle, og det var flot at sejle mellem øerne og Korfus nordkyst. Vi var meget tæt på Albanien, der så vidt, vi kunne se, primært var golde bjerge samt en enkelt større by. Vinden havde da for længst lagt sig, og vi var ved at have småtravlt for at komme ind, før det blev helt mørkt. Vi var glade, da der efter nogen venten – det er en meget stor marina – kom en rigtig flink havneassistent og hjalp os på plads. Og så var det rart at vide, at nu kunne vi sove, så længe, vi lystede, for vi skulle indklarere i morgen efter kl. 8, så der ville ikke blive tale om at sejle videre lige med det samme.
Vi har nået at tage en tur med bussen ind til Korfu by, så vi kunne få etableret mobilt internet. Det gik rimeligt nemt, men det er godt, skipper er ret selvhjulpen, hvad den slags angår, for når der kommer tekst på græsk, ja, så er det godt at kunne prøve sig frem uden at miste overblikket. Det sprog er godt nok bare MEGET fremmedartet for os. Men vi får da talt engelsk og tysk, for her er næsten en hel koloni af folk med samme hårfarve som os, og mange af dem har sejlet i Grækenland og Tyrkiet i årevis. Her virker rigtig rart, og heldigvis er der jo billeder på emballagen af tingene i supermarkedet, så vi finder nok ud af det med indkøbene efterhånden.
Vi vil gerne snart videre mod syd, for vi får jo gæster på tirsdag-onsdag, hvilket vi glæder os meget til. Så vi håber, tordenvejret og den front, der skal passere os i disse timer, vil lade os slippe af sted mod Lefkas i morgen, søndag.
Som sædvanlig slutter vi med at sige tak for mange dejlige hilsener hjemmefra. Ærgerligt, det blev en kort sommer, der kom i september, men den kom da!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 08-10-2011 af Inge Lise Lykke Hansen