Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 49 Fiumicino - Cetraro
Rejsebrev 49Fiumicino 30/08/11 – Cetraro 19/09/11
I kære, regnvejrsplagede danskere kan måske have svært ved at forstå det, men her på Nausikaa nyder vi regnens trommen på ruffet! Og vi nyder at ligge i en tryg havn og opleve vinden skifte fra 2 til 20 m/sek. inden for et fingerknips i forbindelse med særdeles kraftige tordenbyger. Vi har godt af ”solfri” et par dage, hvor hud og øjne lige kan hvile lidt.
Og så er der dømt ”PAUSE!” for oplevelser - i hvert fald de planlagte - for de næste dage. Vi har virkelig så mange billeder på nethinden, at der lige skal lidt tid til fordøjelse. Men skønt har det været.
Og skønt var det også, at Nausikaa lå og havde det godt på Fulvio’s bådværft. Det var ret nemt at gøre klar til afgang, men forinden tog vi lige et gensyn med Rom, hvor det denne gang lykkedes os at komme i Peterskirken og op i kuplen. Det er jo en formidabel udsigt, man derfra har over Rom! Vi travede også ud til Sct. Clements Kirken, hvor vi denne gang gik nedenunder og så de ca. to tusinde år gamle ruiner. Ret enestående!
Så var det farvel og tak for denne gang til Fiumicino; vi kom gennem broen kl. 6.30 en fin, stille morgen, og kursen blev sat mod Anzio. Her var dog fyldt og ret kaotisk i havnen, så heldigvis var der en plads til os i Nettuno få sømil derfra. En fin by med en charmerende gammel middelalderbydel. Vi trodsede varmen og travede ud til den amerikanske kirkegård – som naturligvis næsten var identisk med, hvad vi så i Normandiet. Men det var meget lærerigt at se udstillingerne i forbindelse med mindesmærket. Man glemmer tit alt det, der skete andre steder end i Normandiet, og her var god information om troppebevægelser og slag i Middelhavet og Nordafrika. Man bliver også lige mindet om, at Italien jo var på tysk side... Det gør altid indtryk at se så mange kors, så mange spildte, unge liv.
Næste stop blev Gaeta – og her så vi for alvor en ændring i landskabet. Sikke flot, her var. Nærmest en fjord med bjerge hele vejen rundt og en by inde i bunden, godt i læ og emmende af historie. Her blev vi nogle dage, også fordi det blæste ret godt, men der var nok at opleve. Fra vandet havde skipper set noget, der lignede en kirke mellem nogle store klippespalter, og det sted skulle vi selvfølgelig finde. Det viste sig at ligge i gåafstand, et meget specielt sted med en legende knyttet til: Da Jesus blev født, spaltede de store klipper sig – og så måtte der jo bygges et kapel! Næste dag gik vi helt op på toppen af klippen for at se kastellet, hvor der var indrettet mousolæum og opstillet forskellige effekter fra udgravninger på egnen. I brochuren om Gaeta, vi fik på turistkontoret, stod der for øvrigt, at byen var den sidste bastion, der faldt, før Italien – for 150 år siden – kunne samles til en nation.
Videre til Ischia – den grønne ø. Her var bare dejligt! Lidt mod forventningerne fik vi plads i Porto di Ischia, hovedbyen, hvor havnen er anlagt i et gammelt vulkankrater. Jo, her var masser af plads – formedelst 90 € pr. døgn. Men bortset fra uro fra færgerne var her rigtig hyggeligt, og så var det et nemt sted at se resten af øen fra, idet vi kun lå få minutters gang fra busstationen. Det er en helt igennem smuk ø, hvor det vrimler med turister – mange for at nyde godt af kurophold med termiske bade – det tiltrak os ikke, vi havde det varmt nok! Men vi nød naturen i fulde drag, før vi igen satte kurs mod fastlandet. Nu gjaldt det Vesuv og de udgravede byer.
Vi havde fået anbefalet Torre del Greco – der er efter sigende ikke så mange muligheder som gæstesejler i Napolibugten. Vi blev godt modtaget og fik en plads lige ved en høj mole, så ingen vind overhovedet kunne komme ind og køle os lidt. Men fra cock-pittet kunne vi se Vesuv knejse, og det var ret flot, især når fuldmånen stod lige til styrbord for vulkankrateret! Når vi gik i byen, blev vi lige set lidt an – her kom ikke turister. Det kunne vi også mærke, når vi skulle købe frugt og grønt ved de lokale – det var de ikke vant til. Det ene sted virkede vægten ikke, men vi fik – mindst – 1 kilo af det, vi havde bestilt. Og sikke tomater: små, faste og smagfulde!
Vi var her for at opleve Herculanum, Vesuv og Pompeji. Sidstnævnte havde vi besøgt for nogle år siden med fast beslutning om at komme tilbage; godt, vi denne gang også så Herculanum, der giver godt supplement til forståelsen for livet i år 79, hvor det store ødelæggende udbrud kom. Turen på Vesuv var også fin, selvom det var meget varmt og støvet, så der skulle noget vand til undervejs. Man bliver kørt i små taxi-busser til en parkeringsplads 2 km fra kratertoppen, hvor man selv traver op og så kan gå næsten hele vejen rundt. Desværre var det meget diset, men den flotte udsigt over Napolibugten og Sorrentohalvøen fik vi da med. Et besøg på det arkæologiske nationalmuseum i Napoli var rigtig godt, da det uddybede forståelsen af det, vi havde set i de udgravede ruiner, og det er på museet, man opbevarer de flotteste effekter, der blev fundet i husene.
Vi fik også travet lidt rundt i Napoli. Vasketøjet hænger stadig i de smalle gyder, trafikken og larmen er infernalsk, her er hedt og møgbeskidt – men folk ser ud til at være i godt humør og er søde. Vi var på jagt efter en speciel CD med napolitanske sange, som vi havde hørt i taxi’en på vej ned fra Vesuv. Alle steder, vi spurgte, forsøgte man at hjælpe os, men vi fandt den ikke. Købte så, efter at have fået lov at lytte til flere forskellige, en anden med Roberto Murolo, der siges at være for Napoli, hvad Amalie Rodrigues er for fadoen i Lissabon. Og på vores CD synger de to duet!
Så gjaldt det Capri, hvor vi også har været tidligere på et kort besøg, men skipper VILLE se Den blå Grotte – og så er det jo en fantastisk smuk ø. Vi aftalte, at hvis vi skulle betale mere end 150 € for en nat, ville vi sejle igen. Vi fik en plads og slap med 130 – og så skulle vi ikke betale ekstra for at blive smidt godt og grundigt rundt af uroen fra alle de færger, der konstant kom og gik – og de gassede op, før de kom ud af havnen! Vi mødte en anden dansk båd her, s/y Puffin fra Nykøbing Sj. Det var rart at snakke dansk igen med andre end os selv og hinanden!
Man bliver bogstaveligt talt bjergtaget af Capri – hvor er der smukt! Vi travede op til et udsigtspunkt, og der er trængsel på vores Udsigts-Top-Ti efterhånden! Ikke sært, at alle andre også vil se øen – og der er et sandt mylder af folk. Vi var glade for, at vi tog turen til grotten om morgenen, hvor vi trods alt ikke var så mange i turbåden og derfor heller ikke så mange robåde i grotten på en gang, for sikke et cirkus! Selve grotten er helt utrolig; det lys, de farver og den stemning, der er, skal opleves. Så må man i sin egen fantasi bagefter forestille sig at sidde der lige så stille med tid til at se og lytte – for det giver turen ikke mulighed for. Konceptet lægger op til, at der skal være godt med dramatik, når man kommer gennem hullet til hulen (og det er ganske lille, og det skal afpasses præcist med bølgerne), og så skal der med høj stemmeføring fortælles og synges, mens man bliver roet rundt, og i løbet af måske mindre end 2 minutter er det ud igen, så næste hold kan komme til. Ja, sådan er det at være på en turistattraktion, og så kan man jo lade være at opsøge det, hvis man ikke kan lide det! Alle de steder, der er meget særprægede, vil alle andre jo også gerne se.
Det gav jo lige som sig selv, at 1 døgn på Capri var nok, så vi satte kurs mod Amalfi og havde en fin tur langs Sorrentohalvøens meget smukke kyst med de små landsbyer kravlende op ad bjergsiderne og genså vejene dertil med de svimlende kurver og stigninger. Det gør ikke noget, vi ikke skal ud at køre lige her… Amalfi var også, som vi huskede den, hyggelig og fyldt med turister. Men det var sjovt at komme dertil som sejler. Lige uden for havnen, blev vi ”bordet” af Julio, som sejlede Nausikaa ind i bunden af havnen, så vi lå med stævnen få meter fra restauranten. Der var snoet og snævert, og derfor foretrak de, at havnefogeden sejlede bådene ind og ud, for det var nemmere end at skulle forklare, hvordan man gjorde. Vi skulle ikke røre en finger – og der var helt tjek på det! Og da vi ikke krævede kvittering, kunne han nøjes med 70 €.
Der var ingen grund til at blive her, så videre gik det til Agropoli, hvor vi også fik en god plads i en stor marina bag en meget høj mole. De sidste dage havde vi jo ligget i små havne med masser af folk, her var lidt dødt og langt væk fra alting. Men ellers en fin gammel by og meget smukt beliggende. Herfra burde vi være taget en tur til Paestum og set de græske tempelruiner, som skulle være særdeles velbevarede, men vi havde simpelthen ikke behov for at se flere ruiner – og varmen var fortsat ret så trættende, så vi var enige om at fortsætte næste dag, så vi kan komme videre mod Grækenland. Nu har vi jo besluttet os til, at Nausikaa skal have vinterplads i Preveza, og derfor sejler vi dertil, mens vi har de bedste muligheder for godt vejr. Vi nyder turen langs en meget flot kyst, og det var rigtig fint at kunne nå her til Cetraro, før blæsten og regnen kom. Det skal jo nok få ende igen, og det frisker på det hele med en gang vand, ligesom det også må være gavnligt til at forebygge skovbrande. Vi har set en del steder, hvor der har været ild, og vi har også oplevet, når fly kommer ned og henter vand og smider det ud over et sted, hvor det ryger.
Nu skal vi lige have et par dage, hvor vi får ordnet lidt praktisk, og når så søen igen er behagelig, fortsætter vi mod Messina-strædet. Der er stadig noget at opleve her i Syditalien – men ellers må vi til at læse lidt om Grækenland, hvor vi aldrig har været før.
Vi har jo holdt fri fra valget og det truende finanskollaps. Har selvfølgelig fulgt en lille smule med, men kan jo hverken gøre fra eller til. Og når man kommer rundt og oplever steder og mennesker, som vi gør, ser vi altså en del, der får en til at tænke på danskerne som ret så forkælede. Så får man sat et ord som velfærd temmelig meget i perspektiv. Vi har faktisk meget at være glade for…
VI er glade for alle de hilsener, vi har fået fra Jer derhjemme. Pas godt på Jer selv, til vi ses igen, og tak for mange gode oplevelser i de to dejlige sommermåneder, vi var hjemme.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 19-09-2011 af Inge Lise Lykke Hansen