Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 48 Stintino (Sardinien) - Fiumicino
Rejsebrev 48Stintino (Sardinien) 31/05/11 – Fiumicino 01/07/11
Så nærmer forårets etape sig sin afslutning, og med en masse oplevelser i rygsækken går det hjemad om få dage til den danske sommer, som vi ikke har spor imod er køligere end de par og tredive grader, vi har haft de sidste uger! Vi er langt med at gøre Nausikaa klar til at være alene hjemme her på Fulvio’s bådværft. Så langt, at vi i morgen tager på udflugt til Monte Argentario og besøger Helle og Knud-Erik, som ferierer der med deres familie. Skipper er lige nu taget af sted for at hente den bil, vi har lejet for de næste to dage.
Vi var nok lidt tid om at komme ind på livet af Sardinien, hvis man kan sige det sådan. Elba og Korsika havde været så fantastiske, og det var meget anderledes at ankomme fra det livlige og smukke Bonifacio på Korsika til Isla Rossa på Sardinien – en lille havn, hvor der på det nærmeste var totalt dødt. Vejret begyndte også at vise sig fra en anden side: Pludselig var der blæst, regnbyger, lyn og torden, og da vi kom til Porto Torres, fik vi et decideret negativt indtryk af stedet, så vi sejlede igen med det samme. I Stintino var der hyggeligt; der virkede lidt forsømt og heller ikke med meget liv, men da vi på grund af vejrmeldingen skulle være der nogle dage, lærte vi byen at kende, og der var rigtig rart. Flot natur, som vi havde tid til at se nærmere på, både fra cykel og fra vandet, og her fik vi en forsmag på den form for badeliv, der leves på Sardinien: Strandene indtages om formiddagen af familier belæsset med alskens udstyr i form af liggestole/-underlag, parasoller, badedyr, legetøj, køletasker og m.m.m. Så starter kampen om de bedste pladser, mens far suser tilbage og får parkeret nogle kilometer væk til en timetakst, der vil noget, men til endnu værre bøder, hvis det ikke ordnes på rette vis – der patruljerer nemlig ret mange parkeringsvagter rundt. Og sidst på dagen skal man hjem igen, fedtet godt ind i solcreme, sand, pletter fra is og andet godt. Ungerne hyler, mor er træt, og far skal hente bilen. Men strandlivet virker som en fuldstændig integreret del af familiens dagligdag – og der er også kilometervis af de dejligste strande med fint sand og utroligt flot, klart vand. De sidste uger så vi turisterne ankomme, blegrøde og glinsende, og lægge sig med næsen mod solen – hver sin fornøjelse…
Sardinien er meget stor, både at sejle rundt om og køre rundt på. Og derfor vil der naturligt nok være partier i landskabet, der ikke lige får en til at sige: ”Åh!” og ”Ih!” Men der var virkelig mange meget smukke steder, og landskabet var meget afvekslende. Bjerge med sne på toppen, fantastiske klippepartier både langs kysten og inde i landet, områder med landbrug og vinmarker, skove og ikke mindst store marskområder, hvor et spændende fugleliv udfoldede sig. Vi blev specielt fascinerede af flamingoerne, der gik med deres sjove, tynde, lange ben og næb i det lave vand. Det havde vi set tit, men at de hver eneste aften kom flyvende i store flokke over os, mens vi lå i havnen i Cagliari, det var en oplevelse at se. Den lange krop strakt helt ud og så med mulighed for at se de flotte farver på vingerne: sort og mørkere rødt.
Mange, der besøger Sardinien, oplever primært Costa Smeralda, Smaragdkysten på den NØ side. Og der er også virkelig flot med skærgård, fjorde, bugter og vige, men efter vores mening er mange af de mindre besøgte steder akkurat lige så smukke – og mere fredelige. Der er ikke så mange sejl- og motorbåde i ”over-size”, og tonen er mere hjertelig uden det der islæt, at folk skal serviceres, for de har betalt en bondegård for alting. I Oristano, en fin, større by på Vestsardinien, hvor damen på turistkontoret sagde:”We are rich on nature, not on money!”, blev vi f. eks. fulgt til samme turistkontor af to gadebetjente, som vi tidligere havde spurgt om vej. I Jersu, en lillebitte bjergby, spurgte vi på en bar, hvor vi kunne købe en pizza. Der sendte ekspeditricen sin søn med os for at følge os hen til pizzamanden, der desværre havde lukket. Så gik et par af kunderne i gang med at fortælle os, hvor vi så kunne få pizza. De kom senere forbi i bil, og kunne se, vi ikke havde fået pizza, og de viste os igen, hvor det var. Da vi fortalte, pizzamanden havde udsolgt, blev de helt kede af det. Og i Portoscuso kiggede vi ind i den lille kirke og mødte en gammel krumbøjet morlil, ikke mange tænder i munden, men med de klareste og mildeste brune øjne. Hun begyndte at fortælle os om kirken og byens skytshelgen på et italiensk så tydeligt, at det rent faktisk lykkedes at forstå hende! Så hvor har vi mødt mange søde og hjælpsomme mennesker på Sardinien.
Et af formålene med at sejle på langfart er jo at lære om de steder, vi besøger. På Sardinien lærte vi en hel masse om tunfiskeri, koralfiskeri og drypstenshuler.
Vi besøgte tunmuseet i Carloforte, indrettet i en gammel fabrik, og det var en stor oplevelse. Vi troede først ikke, der var nogen aktivitet, for det så noget rustent og forfaldent ud, men jo da, vi fik – alene to – en introduktion til tunfiskeriet og blev vist rundt på fabrikken af en meget engageret guide. Det at fiske tun og forarbejde dem var faktisk noget af en proces på alle måder, og vi hørte om den lige fra nettene blev sat, og til fisken var i dåsen. Spændende!
I Alghero, hvor vi i øvrigt næsten følte os hensat til Catalonien, besøgte vi et koralmuseum. Aldrig havde vi hørt om et sådant, men sikke vi spærrede øjne og ører op, da vi kom ind. For det første var det et rigtig flot museum, arkitektonisk o.s.v., fyldt med smukt forarbejdede ting af koraller, sølv og guld. Men det fortalte også om korallerne som art over hele verden, mens fangst og dyrkning havde fokus på Middelhavsområdet, hvor netop Sardinien er et vigtigt sted. Hvordan fangst, handel og transport var systematiseret, og den jura, der var omkring disse forhold. Det var bare så interessant.
Vi har set mange drypstenshuler/-grotter i de lande, vi har besøgt, men Su Manno grotten var en fin og anderledes oplevelse. Også her en vidende og engageret guide, ganske vist kun på italiensk, men langsom og tydelig tale, så vi fik meget med alligevel. Det var en meget stor hule, og det var temmelig specielt at gå rundt i den, men det, vi rigtigt godt kunne lide var, at belysningen var naturlig. Ikke noget med en masse kulørte lamper og stemningsfuld musik. Nej, helt autentisk, hvor vi lærte om, hvilke mineraler, der gav hvilke farver, hvor lang tid, det tog for stalakmitter og stalakitter at vokse, hvordan vandet fandt vej o.s.v. Der blev også arrangeret ture for studerende og fagfolk, og det prægede stedet, at det ikke kun var en ”turist-penge-maskine”, men et seriøst foretagende. Og så lå det i et fantastisk smukt område
Byen Carloforte på øen Sant Pietro bør også nævnes som et specielt herligt sted. Også her fik vi cyklerne frem og kunne tage ud og se på et af de talrige ”Cap”er: Vi ser dem jo som regel fra søsiden, men der er en særlig dimension ved at gå rundt på klipperne, mærke havluften og høre bølgerne slå mod land. Klippeformationerne var forskellige langs kysterne – vandet overalt klart og lige den turkisblå farve, man ser på turistbrochurerne. Vi har fornemmet, at der især på Sardinien gøres en stor indsats for havmiljøet, og vi har flere steder kunnet besøge meget informative udstillinger, der beskriver livet i havet, samt hvad og hvorfor der må gøres noget for at bevare det. Der er mange steder, man ikke må komme som sejler eller under begrænsende betingelser.
Noget andet, der har været med til at gøre opholdet på Sardinien rigtig positivt, er, at vi har været heldige at møde både danskere og svenskere, vi har kunnet få en snak med. Det har været lidt ensomt at sejle rundt, for sprogbarrieren gør jo, at man ikke bare kommer i snak med folk, selvom mange gerne vil. Ikke mange taler engelsk, og selvom vi har lært os lidt af de enkelte landes sprog, rækker det jo ikke til egentlig samtale.
Turen over fra Sardinien gik fint. Skipperinden får altid lidt sommerfugle i maven, når vi skal langt over åbent vand – og især, når det skal foregå om natten. Stjernehimlen ude midt på havet er ubeskrivelig – lige fantastisk hver gang! Mælkevejen er tydelig, og der er så mange flere stjerner at se end hjemmefra, hvor lyset ødelægger det meste. At se solen gå ned og op, ja, det bliver man jo heller aldrig træt af, vel?!
Og vi sluttede så af i går med at tage ind til Ostia Antica. Det var varmt, men til at klare bl.a. på grund af de mange skyggegivende pinjetræer – og det var interessant at se det kæmpestore område, hvor Roms havneby engang har ligget. Det var ikke svært at forestille sig den måde, samfundet havde fungeret på; der var gode skilte overalt, der beskrev det. Man kan godt mærke historiens vingesus sådan et sted…
Vi forventer at være tilbage på Nausikaa omkring 1. september. Nu skal vi hjem og nyde at være sammen med alle dem, vi savner, når vi er væk. Og så skal det lige blive lidt køligere her, før vi vover os ombord igen.
Stor tak for alle hilsener i enhver form – som sædvanlig skal I vide, at vi er meget glade for dem!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 01-07-2011 af Inge Lise Lykke Hansen