Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 32 Marrakech - Ceuta
Rejsebrev 32Marrekech 24/08/09 – Ceuta 02/09/09.
At skrive rejsebrev på Atlanten er ikke tidligere sket, men nu skal det forsøges. Vi har forladt marinaen i Rabat for små to timer siden, vi har fået fyldt dieseltanken op, myndighederne har været ombord (narkohunden fandt intet, måske var det i frustration, den tissede på en af marinaens arbejdere), vi blev ønsket god rejse og velkommen igen, og lodsbåden fulgte os helt til havnehullet.
Som nævnt tidligere har vi kun gode erfaringer med myndighederne; man skal indstille sig på, at tingene tager en vis tid, men de gør deres arbejde og vil altid gerne hjælpe os. Vi har fået vores frokost, hvor de to sidste øl blev nydt af Launy og skipper (der er endnu en stor til deling) og vi sejler på et mildt og venligt Atlanterhav, som vi nu skal til at tage afsked med. Lidt vemodigt, for hvor har det budt os mange gode stunder, siden vi for mere end to år siden stak stævnen herud. Vi har også taget os i agt for ikke at trodse elementerne, så for os vil Atlanterhavet stå for det utroligt smukke blå vand, de drivende skyer og de mange farver. Delfinbesøg i massevis, havskildpadder og hvaler på afstand. Dage med skiftende lys og nætter i buldermørke, men også i nærmest fortryllende måneskin og stjerneskær. Så tak for det til Atlanterhavet!
Gensynet med Marokko blev godt og hjerteligt. Vi havde en fin tur til Marrakech, og velkomsten hos Youssef på hotellet var næsen rørende. Vi glædede os til at vise Anne Lis og Launy byen, men vi havde ikke forudset, vi var kommet under Ramadanen, så alt var meget anderledes. Byerne vågner først ved 11-tiden, og meget lukker tidligt. Ved solnedgangstid, hvor alle skal hjem og spise, dør livet helt i gaderne for så at genopstå med hidtil uset styrke et par timer efter. Pladsen Djenam el Fna var et godt eksempel på dette fænomen. Vi kom rundt i souk’en – hvor vi piger fik hver et flot sølvsmykke; det er af en eller anden grund UMULIGT ikke at købe noget, selvom man egentlig havde bestemt sig for at lade være. Vi så de vigtigste bygninger og måtte da også ind i en af butikkerne med alle berbernes specialiteter i form af krydder- og lægeurter. Her fik Launy en gang skuldermassage, som han nød i fulde drag (det gjorde den søde unge pige måske også, blev nok lidt genert). Hendes mandlige kollega tog i hvert fald over, og Launy fandt dem begge meget kompetente. Vi skiltes med mange grin og hjertelige hilsener, men vi havde selvfølgelig også købt en del af deres mirakelmidler, og Launy ”betalte” pænt for den gode massage.
En anden festlig begivenhed var vores besøg på en restaurant tirsdag aften, hvor der udover mad og vin (ramadan eller ej) var underholdning. Der var tre musikanter, der spillede marokkansk musik og de akkompagnerede også de to kvinder, der dansede virkelig flot. Den ene var helt akrobatisk – bar en stor bakke med tændte, levende lys, mens hun lavede de mest fantastiske bevægelser. Derefter kom en ung, meget smuk kvinde ind og dansede aldeles yndefuldt og inciterende – virkelig en nydelse at overvære. Vi følte os hensat til 1001 nat: Tjenerne bar fine dragter og gav os en respektfuld men humørfyldt service, vi sad i et rum med en utrolig udsmykning, maden og vinen var god, så vi var helt rustet til turen hjem gennem de dunkle og ikke helt appetittelige gyder.
Så måtte vi igen på togtur, hvor vi naivt troede at kunne købe vand under turen, men vi blev klogere og følte os næsten som de muslimer, der fastede. Heldigvis kørte vi på 1. klasse med en fungerende air-condition. Vel fremme i Salé blev vi imponerede over, at den nye banegård var blevet færdig i mellemtiden, rigtig flot – og nu er det slut med de håndskrevne billetter!
På marinaen blev vi mødt med glade vink og tilråb – de er altså bare så søde! Båden så forfærdelig ud, men det var vi forberedte på – vi kom hurtigt i orden og kunne gå op og nyde et godt og billigt aftensmåltid på en af havnens restauranter. Nu begyndte der at komme meget liv overalt igen. Vi skulle nok have forsøgt at købe lidt ind, for om morgenen var alt lukket, så vi måtte gå på et glas juice og en kop kaffe over til supermarkedet, som heldigvis havde åbent. MEN DET HAVDE ALCOHOLKÆLDEREN IKKE I HELE MÅNEDEN! Så vi indstillede os på en meget ædruelig periode, af Launy døbt ”Minisotaturen”. Mini, da vi har en lille smule ombord, men der bliver tænkt nøje over, hvilke lejligheder, dråberne skal drikkes til!
Nå, vand mangler vi ikke – og inden længe er vi i Spanien, hvor en kold fadøl venter.
Vi havde den store fornøjelse, at vi fik et hjerteligt gensyn med Rudi og Kerstin i nabobåden Galileo, der kom tilbage samme dag som vi. Det var rigtig dejligt – hvem ved, måske krydses vore veje igen?
Vi skulle også rundt i Rabat med vore gæster, som godt kan forstå, vi kan lide at være her. Temperaturen her er behagelig, skønt her også er varmt. Souk’en i Salé var – som det var for skipperinden – noget af en oplevelse, for her er ingen turister, alt er mere primitivt, hygiejnen kan vi ikke helt få øje på, men her skal vi nok passe på, for de lokale ved helt sikkert en masse om, hvordan de skal behandle deres varer. Alle de levende dyr og kræ vidner derom – men vi er jo mildest talt uvant med den slags. Snavs og affald, der svømmer lidt rundt, og ikke dufter som en dansk bøgeskov, får hurtigt sat en stopper for indkøbslysten. At skipper absolut skulle købe de radiser og det salathoved, der lå på jorden ved siden af sælgerens fødder, syntes Anne Lis var sært, men hun indrømmede, at salaten var god! Vi er meget omhyggelige med at skylle alt frugt og grønt, så håber vi, det går!
Der har været afholdt VM i jet-ski på floden, hvilket har forårsaget en masse larm både fra motorerne og højttalerne med deres musik og sportskommentatorer. Vi gik over for at se lidt på, så irriteres man mindre af larmen og lyset. For lys skulle der til! Alt blev afviklet efter kl. 21 om aftenen, på grund af ramadanen. Men det kan man altså godt indordne sig under i de øvrige deltagende lande. Der er nok heller ikke så mange steder, den slags er velkomment, for det LARMER!
En af grundene til, at vi valgte at efterlade båden i Rabat igen, var, at vi gerne ville besøge Volubilis og Meknés – det har vi også nået. Endnu en meget varm, lang togtur, derefter med taxi, så på gåben, så hestevogn, taxi og endnu en togtur. En varm og anstrengende dag – men også en dag fyldt med specielle oplevelser, så den var strabadserne værd. De romerske udgravninger med de særegne mosaikgulve i Volubilis var en flot oplevelse. Vi tog – trods ”guide-træthed” imod tilbuddet om at få en guide med rundt, og det var også godt, for vi fik en del informationer med, som vi nok ellers ikke havde fået. Det betød også, turen var hurtigere – en fordel i varmen. Taxichaufføren ventede på os, og vi forhandlede os frem til, at han lige kørte et smut til den smukt beliggende Moulay Idriss, den hellige by, hvor vi dog opgav at stige ud. Det var for varmt og virkede totalt kaotisk undtagen på skipper, der dog forbarmede sig over resten af besætningen. Tilbage i Meknés kørte chaufføren os rundt til de ”store steder”, bagefter så vi det til fods, og lidt mad fik vi også. I forbindelse med besøgene til de i øvrigt meget interessante steder, bl.a. ruinerne af de kæmpemæssige stalde og kornlagre, diktatorens fængsel blev vi igen-igen overbevist om, at en guide var nødvendig, men det var også OK. Noget af det, som i hvert fald skipperinden er rigtig træt af, er, at når man har betalt entré, kommer der en hel masse og byder sig til, meget insisterende. De kender simpelthen ikke ordet ”nej”. Man ender med at sige ja tak; det koster jo noget, og en pris kan man ikke få. Mange gange synes de ikke, de får nok, men efterhånden har vi lært at håndtere det nogenlunde, så både de og vi bliver tilfredse. Det er ofte svært at forstå dem, skønt de siger, de taler engelsk, men på den anden side, tager vi hatten af for, at de alligevel lærer så meget, som de gør – det må være svært. Mange her i Marokko er analfabeter, der er høj arbejdsløshed, så de har meget at kæmpe med. Derfor skal vi som turister nok bare være glade for, at vi er så velkomne i deres land og ligeledes at vore penge måske kan gøre lidt gavn, for de har brug for dem.
Som vi har også vore gæster noteret sig marokkanernes venlighed og åbenhed; aldrig har vi fået så mange smil og venlige ord med på vejen som her. Det er også et smukt land med meget varierede landskaber. Vi har ikke set den sydligste og østligste del af landet, men vi har nydt det, vi har set. På trods af støv og varme, af stank, slum og roderi, forlader vi landet med overvejende smukke indtryk på nethinden. Vi ønsker alt godt for Marokko, siger mange tak for et fantastisk ophold, og hvem ved om vi måske ses igen ved en senere lejlighed?
Nu er kursen sat mod Gibraltar - vi kan nu sejle for sejl - og de næste år skal vi forsøge at blive gode venner med Middelhavet. Det skal også blive spændende. Vi har den glæde, at vi den kommende tid får en del besøgende – derfor håber vi, turen langs den spanske kyst til Barcelona, vil forløbe fint.
Det har været dejligt at have sommeren derhjemme med muligheder for at se til familie og venner. At få lov at forlænge sommeren, som vi nu kan, er jo luksus, så vi nyder det. Tak for gode stunder til alle Jer, vi har set i sommer og tak til alle, der sender os mails og hilsener i gæstebogen. I kan tro, vi er glade for det!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 03-09-2009 af Inge Lise Lykke Hansen