Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 31 Marrakech - Rabat
Rejsebrev 31Rabat 17/05/09 – 18/06/09.
At dette forårs sidste rejsebrev skulle blive et ”På gensyn, Marokko!” og ikke et ”Farvel og tak, Marokko!”, ja, det havde vi mildest talt ingen anelse om, da vi steg ud af flyet i Marrakech for snart 3 uger siden. Men sådan er det altså blevet, og hvis konsekvensen af det primært er, at vi først kommer til de Baleariske Øer, (Mallorca m.v.) til foråret, så kan det vist kaldes et luksusproblem.
Heden slog os i møde i den i øvrigt meget flotte lufthavn, men heldigvis virkede vore termostater, for vi fik målt temperatur af sundhedsmyndighederne, næsten inden vi havde sat fødderne på marokkansk grund. Vi fik prajet en taxa, hvilket var lidt af et cirkus; de skændtes lidt om, hvem der skulle have turen. Vi havde svært ved at gøre os forståelige med, hvor vi skulle hen, så skipper fandt vores hotelreservation. Det viste sig, at manden ikke kunne læse, men tallene kunne han bruge, og han ringede straks til hotellet og fik vejen forklaret. Sådan! Så gik det over stok og sten, og pludselig blev vi sat af midt i et ”gadekryds” fyldt med æselkærrer, osende knallerter og lastvogne, biler, fodgængere og andre dødelige. Han gav os kufferten, slog ud med armene og sagde, at nu var vi ved Dar Bel Dia. Vi har nok set lidt fortabte ud, for lynhurtigt var der en ung mand, der tilbød at vise os vej gennem labyrinten af smalle, snoede gyder. Efter lidt diskussion af beløbets størrelse, fik han sine penge, og vi ringede på. Døren åbnede sig, og vi blev budt velkommen til en helt anden verden. Fik anvist siddeplads og skænket myntethe - i en kølig patio med grønne planter, vandbassin/svømmepøl og en vederkvægende ro bortset fra lyden af det rislende vand. Vort værelse var i orden, og den service og hjælpsomhed, vi mødte under de 3 dages ophold, fås ikke bedre! Hotellet lå i den gamle medina, tæt ved bymuren, hvor der for øvrigt var i hundredvis af storkereder – det var sjovt at se de store fugle midt i en storby. Selvom sengene trak, så syntes skipper jo ikke, vi var kommet til Marrakech for at hvile, så af sted til Djemaa el Fna, den berømte plads, der absolut også er noget særligt. Ikke køn eller arkitektonisk interessant, men med et leben, der er ubeskriveligt. Boder, restauranter og mennesker i massevis – og så vandsælgerne, slangetæmmerne, abetæmmerne, musikanterne, gøglerne, historiefortællerne, sandsigerskerne, ja, man kan blive ved. Turister er GUF, og ingen holdt sig tilbage ved udsigten til at tjene en skilling. Stærke, fremmede dufte og lyde, biler og knallerter, der krydsede ubekymrede over pladsen. Det var totalt vildt – og skipperinden var lige ved at løbe skrigende bort! (Efterhånden vænnede skipperinden sig til stedet og kunne både finde ud af at trække vejret, se og høre på en gang.) Men skipper stod fast og fik taget billeder – heldigvis – og så kunne vi finde et sted at indtage aftensmaden med krav fra skipperinden om, at vi skulle tilbage til hotellet, før det blev mørkt. Det var ikke svært, for man drikker jo vand til maden her, og vi var trætte, så vi fandt hjem i seng gennem soukens smalle gyder i god ro og orden. Vi fik set en del til Marrakech, hvor der absolut er smukke pladser, parker og paladser, der fortæller om en svunden storhedstid. En tur i sight-seeingbus var en god måde at komme langt omkring på, vi var også uden for byen, hvor ”de rige” bor samt så området, hvor man kan komme på kamelture.
Vi hilste hjerteligt af med personalet på hotellet torsdag morgen og tog til den nye, meget flotte banegård. Foran os havde vi 4½ times togrejse gennem et landskab, der startede tørt og barskt, men efterhånden blev mere frodigt. Vi kunne se en del slum ved de store byer og kunne også se, at mange mennesker må GÅ meget langt for at komme til og fra arbejde/skole. Og så i den varme!
Det er altid dejligt at komme tilbage til båden, men en velkomst som denne, har vi vist ikke fået, selvom folk altid har været søde. Så det var fint at få Nausikaa pakket ud – hun var vel nok støvet!
Vi kom hurtigt på plads, men varmen har nu holdt sit indtog, så tingene tager lidt længere tid.
Vi gik op til et supermarked med en Cava d’ alcohol, så vi kunne få købt lidt lokal øl og vin. Det ligger i kælderetagen, man kan købe alt og man føler sig hensat til Systembolaget i Sverige. Vi kunne konstatere, at ikke alle her er muslimer, og hvis de er, har de god plads under jakken til en flaske eller to… Vi travede også ud og så Chellah, der både kulturhistorisk og naturmæssigt er en god oplevelse. Hvad der dog er af storke i det område. Det var ved den lejlighed, vi så programmet for Jazz au Chellah, og den oplevelse fik vi heldigvis med. Det var i hyggeligt selskab med Kerstin og Rudi, som vi er kommet lidt i snak med. Det lykkedes også at finde koranskolen her i Salé, selvom de har gemt den godt af vejen. Hvor er den flot! Den er forholdsvis lille – men sikke udskæringer, der er lavet overalt.
Vi mangler jo stadig at se en del, men vi nåede da til Fés, før ”mavehelvedet” brød løs. Knap 3 timer i tog, og da vi kom ud fra banegården, blev det Alli, der vandt en dag med os. Han præsenterede sig som official guide og viste sit kort, og det var rigtig godt, for vi fik vel nok set og oplevet meget. Fés er en anderledes by på mange måder, flot og interessant, og så bevirkede følgeskabet med Alli, at vi kunne komme steder, hvor vi aldrig selv ville have fundet ind, og at vi kunne tage billeder, samt gå i fred for andre håbefulde entusiaster. Han viste os hen til en lokal restaurant i medinaen; maden var ikke lige os, men det var sjovt at prøve de flotte omgivelser og den fine betjening. Togturen til Fés var helt anderledes end den sydlige. Her er frodigt, man kører i kanten af Rifbjergene og det vrimler med vinmarker og oliventræer. Vi har faktisk også oplevet et par små regnvejr, hvilket vist er lidt usædvanligt på denne tid.
Og så var det jo hyggeligt at få et par dage med besætningen fra Speedi – det er altid specielt at møde andre danskere, når man er langt hjemmefra. Især, når man er i et område, hvor det sjældent sker.
Vi har en del mere at fortælle om landet Marokko generelt, men det gemmer vi til næste gang. Nu har tingene skikket sig sådan, at vi starter på vores ”sommerlandlov” lidt tidligere end planlagt, men vi vil glæde os til at komme tilbage hertil og starte derfra, hvor vi slap.
Rigtig god sommer til Jer alle, tak for hilsener af enhver art!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 18-06-2009 af Inge Lise Lykke Hansen