Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 30 Isla Graciosa - Rabat (Marokko)
Rejsebrev 30Isla Graciosa 01/05/09 – Rabat 17/05/09.
26 gr. i kahytten her midt på eftermiddagen, den lette brise gennem lugerne, en frisk marokkansk appelsin serveret og ”lydkamp” mellem rockmusikken på den store scene (her er musik-festival) og minaretens højttalere. Det er i store træk kulisserne til dette rejsebrev. I morgen er det 2 uger siden, vi kom til Marokko – og vi har oplevet et enormt sansebombardement, så det føles som om, vi har været her meget længere. Utallige er billederne på nethinden, lugtene og lydene står skarpt i hukommelsen. Kontrasten mellem Atlanterhavets storladne ro og det virvar og inferno, vi pludselig befandt os midt i, da vi gik rundt i Agadir, var ved at kunne tage vejret fra en. Men her er dejligt og spændende – og efterhånden som vi lærer at begå os, træder alle de gode oplevelser, Marokko byder på, så absolut i forgrunden.
Endelig blev det lørdag den 2. maj vejr til at sejle ud på Atlanten, og selvom La Graciosa var et skønt sted, trængte vi til at ”komme over”. De to nætter og to dage bød på delfinbesøg, vi så havskildpadder, portugisiske orlogsmænd, et fjernt hvalblåst og havde det næsten sædvanlige besøg af en lille forkommen fugl og sommerfugl. Om natten var månens blinkende sølvbånd og de mange stjerner et fantastisk skue, så vi kunne ikke ønske os det bedre. Dejligt var det at ankomme til marinaen i Agadir, hvor vi pludselig havde de bekvemmeligheder, man så hurtigt vænner sig til, men også fra: El og vand – så et brusebad og en bådvask gjorde rigtig godt. Men først skulle vi jo lige have myndighedernes accept af vores landgang. De var venlige og imødekommende, og vi følte os velkomne på alle måder.
Da vi havde fået sovet ud, måtte vi ind og på opdagelse i storbyen, og vi mærkede tydeligt, hvilken helt anden verden, vi pludselig stod midt i! Trafikken var larmende, stinkende, intens og totalt kaotisk, når man er uvant med at færdes i en marokkansk storby. Det føltes som om, vi løb med livet som indsats – det skal altså læres, det med at krydse gader ud og ind mellem dyttende busser, biler og knallerter. I Casablanca var det en tand værre, hvorimod der her i Rabat nok er lidt mere plads og luft – eller også er vi ved at vænne os til det. Skipperinden har – og det sker sjældent – nedlagt forbud mod at leje bil her i landet. Tog og busser må kunne dække vort behov!
Så er der måden at handle på – det havde vi da ganske vist læst lidt om, men vi blev alligevel næsten ”tromlet ned”, da vi befandt os midt et forretningskvarter. Vi havde ikke brug for noget som helst og ville bare kigge lidt, men det var lige før, man skulle være grov for ikke at blive trukket ind i butikkerne. Så vi fik snart nok og luskede lidt væk. Næste dag var vi nødt til at skulle købe noget mad, og det foregår i souk’en. På vejen dertil blev vi kontaktet af en mand, der var på vej derud til sin kryddeributik. Han fortalte os en masse om sig selv – på rimeligt engelsk – bl.a. at han var berber og var kommet til Agadir sydfra sammen med sin bror, så naturligvis skulle vi ind og se hans butik. Forinden havde han ført os gennem hele den kæmpestore souk Vi fik her en introduktion til, hvordan man handler: Man får en siddeplads bagest i butikken, så får man myntethe, som vi rigtig godt kunne lide. Han gav også lov til, at vi fotograferede – noget, som er vanskeligt at komme til her i landet, hvis der er personer med i motivet. Og så fortæller den handlende om sine varer. Det var sjovt her, for han havde krydderier, krydderurter, helseprodukter, lægeurter, cremer, olier til alverdens formål. Så bestiller man – det var vanskeligt at få lidt nok af de enkelte ting. Derefter kan man nærme sig at tale om prisen. Den handlende kommer med sit bud, og i dette tilfælde var det oplagt for os at prutte, for vi ville under ingen omstændigheder give det, han forlangte. Vi blev efterhånden enige og sagde farvel. Lidt senere kom han hen til os, mens vi gik og købte grøntsager, og pludselig gav han sig til at handle sammen med os og betalte det, vi købte. Da vi ikke kunne slæbe mere, satte han os ind i en taxi, han havde prajet uden for souk’en. ”Are you happy, madam?” Og skipperinden meddelte, at hun var tilfreds. Noget fattigere, men en stor oplevelse rigere. Og det pudsige var, at Ole og Inger Lise havde været ude for næsten den samme – og stod med en del varer, de syntes, de havde betalt for meget for, lige som os. Siden har vi dog konstateret, at helt galt var det ikke.
Besøgene i de næste havne var præget af fiskeriet. Vi lå meget tæt på alle fiskerbådene og kunne følge med, når de kom ind og ud. Der var ofte ca. 30 mand på de lidt større kuttere, alt foregår pr håndkraft – og på de små, som vi normalt i Danmark forbinder med en enkelt mand, var der altid mindst 3. De havde plads til at sidde og koge deres myntethe selv i de små joller. Der var en livlig aktivitet, megen talen og råben mellem bådene. Affald blev smidt i havnen; på kajen og i gaderne tæt ved, hvor fiskene blev solgt, var man heller ikke så forsigtig med, hvor man gjorde af affaldet, så de allestedsnærværende måger havde det nemt. Kattene vrimlede rundt – de så til gengæld ikke ud til at få mad nok, magre og fyldt af skab. Man skal se sig godt for, det er svært ikke at komme til at træde i efterladenskaber fra hunde, katte – og mennesker for den sags skyld. Det skal man altså lige vænne sig til! Men det er jo ikke lige slemt over alt, og selv om der er støv og støj nærmest allevegne, er der også dejlige steder med smukke træer, blomster og planter.
Det har været en oplevelse at komme til Essaouria, hvor de laver de skønneste træarbejder i thuya-træ og til Safi, hvor de smukke keramikting fremstilles. Der har vi kunnet gå rundt og se, hvordan tingene fremstilles af de dygtige håndværkere/kunstnere samt tale med enkelte af dem. De smukkeste tæpper bliver fremstillet, guld og sølv forarbejdes til smykker, som for det meste ikke lige er vores smag, men hvor arbejdet åbenlyst er fint. Og vi har selvfølgelig også skullet handle med dem – det går bedre nu, for nu ved vi lidt om det. Tingene er dog ofte billige, og vi vil gerne betale for det, de fremstiller.
I Casablanca var det fantastisk at se den store Hassan den 2. Moské. Her er kontrasterne til byens slum og elendighed så stor, at man dårligt fatter det. Det er et imponerende bygningsværk på alle måder, og spændende at få fortalt om det af en dygtig guide. Men som en, der ikke kender så meget til dette lands måde at leve på, giver det en sær smag i munden at se storheden og den ufattelige slum og elendighed side om side. Et billede af en yngre mand med to forskellige sko på fødderne bliver ved at dukke frem i hovedet. Han tiggede ikke, vendte ansigtet væk og havde et hårdt udtryk. Arbejdsløsheden er høj, ca 40 %, det er kun bedre bemidlede folks børn, der går i skole, så man forstår godt, man hele tiden bliver kontaktet af mennesker i alle aldre, der enten vil have betaling for at være guide eller direkte tigger. Det kan være hjerteskærende og nogle dirhams skifter hænder, men også foruroligende, når stemmerne bliver høje og insisterende og utilfredsheden med enten ikke at få eller ikke at få nok, bliver meget tydeligt meddelt!
Når vi lægger til i en havn eller skal forlade den, er der en del bureaukrati, der skal ordnes. Ved ankomsten skal man blive på båden og ingen andre må komme ombord, før sundhedsmyndighederne har undersøgt, om hele besætningen er ved godt helbred og ikke udgør en smitterisiko for andre. Vi hørte eksempelvis første gang om ”svinepesten” i Mexico i Agadir. Nogle steder har sundhedspersonen været iført både handsker, maske og kittel og vi har fået målt temperatur. Skipper har også skullet underskrive en slags tro-og-love-erklæring på, at hele besætningen var ved godt helbred. Så er der politiet og emigrationsmyndighederne, som kontrollerer vore pas og skibspapirer, samt tolderne, der har til opgave at sikre, vi ikke medbringer narkotika, bomber eller andre personer og spørger, om vi har noget at fortolde. Det er lidt sært, når det hele er overstået, og så de kommer tilbage og beder om noget whisky… Det er nu ikke meget, vi har mærket til begrebet baksheesh - bestikkelse, men det er hændt. Myndighederne optræder generelt venligt og korrekt og er hjælpsomme. Og ved afrejse skal passene stemples og man får først da udleveret skibets papirer. Befolkningen er absolut åbne og venlige, vi er blevet budt velkomne til Marokko mange gange – også, når vi har sagt, vi er danske. Vi havde vore bekymringer, men de er foreløbigt gjort helt til skamme. Mohammed-tegningerne har vi ikke hørt noget om, men Copenhagen og Laudrup er det, man forbinder med Danmark.
Vi er ved at lære at købe ind. Her i marinaen er der kun kort vej til medinaen i Salé, hvor alt kan fås. Markedet og de mindre boder uden for bugner af frugt og grøntsager, slagterne mangler heller ikke og rundt i byen er der flere bagerier. Så er der de bittesmå supermarkeder, hvor man kan købe kaffe, køkkenrulle, marmelade, mælk osv. Der er ikke plads til nogen disk. Man samler sine ting, stiller dem evt. på gulvet, så indehaveren kan gøre summen op. Vi købte øl, vin og gin i Mohammedia – den marokkanske vin og lokalt producerede øl smager fint. Vi har også været ude at spise lokale retter. Cous-cous, stegte sardiner i brød og tajiner, de varme retter lavet i lertøjsforme med forskellige grøntsager, krydderier, kød eller fisk. Hertil drikker man vand eller myntethe, meget læskende i varmen. Så vi mangler bestemt ikke noget. Her i Rabats nye marina er alle moderne bekvemmeligheder, og vi kan med sindsro lade båden ligge, mens vi er hjemme.
Og det skal vi snart. I morgen skal vi pakke og gøre klar, og så følges vi alle fire hjem til Danmark tirsdag. Vi har haft det rigtig godt og oplevet en masse. Men det skal som sædvanligt også blive skønt at komme hjem til familie og venner og tanke op, så vi igen har overskud til ”en ordentlig en på opleveren”, før vi tager hjem for at holde sommer i juli og august. Vi vil gerne se noget mere til Marokko, før vi sætter kursen mod det spanske igen, men det bliver godt med en lille pause.
Som sædvanligt skal alle have tak for dejlige hilsener - vi kan slet ikke undvære dem!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 17-05-2009 af Inge Lise Lykke Hansen