Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 28 Santa Cruz de Tenerife - Marina Rubicón (Lanzarote).
Rejsebrev 28Santa Cruz de Tenerife 24/03/09 – Marina Rubicón (Lanzarote) 19/04/09.
Ja, når man ser ovenstående, går det op for en, at det næsten er en måned siden, vi sammen med vore gæster kom tilbage til øerne – og hvor har vi oplevet meget, siden vi i snevejr forlod Egernvej og efter en helt planmæssig tur kom ned til varmen på Tenerife. Vejret har været vekslende; canarierne skutter sig og fortæller, at det er den koldeste og vådeste vinter i mands minde. Mange gange har vore ture da også været våde og kølige, men det har også været som en fin, dansk sommer ind imellem. For tiden er vi midt i et stort blæsevejr – det betyder, at vi ikke bare lige kan sejle videre, som vi ønsker det. Men vi har sagt til hinanden, at de fleste jo nok vil misunde os, at vi nu får en uge mere på Lanzarote! Vi må jo tage vejret, som det kommer, selvom vi gerne snart vil til Marokko. Lanzarote har rigtigt meget at byde på, og vi er gode til at hygge os sammen alle fire og kan også finde på noget hver for sig, så det går fint.
For skipperparret var det jo et gensyn med nogle af stederne, som vi syntes, Ole og Inger Lise også skulle se samt nogle steder, vi havde ”gemt”. Heriblandt var den tidligere hovedstad La Laguna tæt på Santa Cruz de Tenerife – dertil kommer man med sporvogn. Vi var knap kommet derop (600 m.o.h.), før det begyndte at regne kraftigt samt tordne. Det endte med strømafbrydelse, og så kører sporvognene jo ikke, så det var en overfyldt bus hjem gennem gader uden trafiklys og mørke butikker. Det var helt ekstraordinært, så vi tog det som en oplevelse. Byen La Orotava bliver meget rost, og bortset fra dens trafikkaos og regnvejr, var der også fint. Bl.a. var vi heldige, at der var en kirkehøjtidelighed i gang i den største af kirkerne. Og det gamle drageblodstræ skulle vi da også lige se igen, igen – sommerfuglemuseet ved siden af var vi enige om var mere spændende! Vi havde et ønske om at komme til tops på Teide, hvilket Ole og Inger Lise var med på, så der skulle bestilles tilladelse i et tidsrum, hvor vi havde størst chance for udsigt. Det lykkedes! Vi havde en flot køretur op i klart vejr, frost og fantastisk sigt. Op ad formiddagen kom skyer, men da vi først var deroppe, spekulerede vi ikke over, at vi ikke kunne se landskabet dybt under os, men kun området omkring toppen og det højeste punkt på La Palma. Svævebanen var behagelig, løftede os 1500 m op, så vi ”kun” selv skulle gå 200. Det var også nok, luften er tynd i 3718 m’s højde, og man bliver svimmel og forpustet, men der var god tid til at hvile og nyde udsigten og stilheden. Det var – helt bogstaveligt – et højdepunkt på turen.
En køretur på den smukke nordkyst ud til det NV-ligste hjørne med forrevne klipper og fyrtårnet, hvorfra vi kunne se Los Gigantes, fortjener også nogle ord med på vejen; det var bare så flot! Det samme gjaldt NØ-spidsen, hvor vi vandrede ud til fyrtårnet, og det var lidt af en stroppetur, så vi fik prøvet konditionen af – men i de smukkest tænkelige omgivelser. Det var også tydeligt, at foråret var kommet, for blomster og træer stod i en fantastisk farvepragt og i en overvældende mængde.
Det samme gjorde sig gældende på Gran Canaria, som vi kom til efter en dag på et ret stille hav. Vi havde motoren i gang det meste af turen, men havde så god lejlighed til at kigge på den flotte nordkyst, som vi kørte op til, så snart vi havde fået hilst på Las Palmas og lejet en bil. Et spændende besøg på museet med udgravningerne og vægmalerierne i Galdar samt byen Arucas med den store katedral blev det til samt en køretur øen rundt, hvor vi var nede og nyde varmen, solen og de mange blomster i det idylliske Puerto Mogan. Og vi var heldige at få en skyfri dag i bjergene, hvor vi så de mest fantastiske udsigter, bl.a. fra den 1980 m høje Pozo de las Nieves. Vi kunne tydeligt se Teide på Tenerife, et sted, man for altid vil have et særligt forhold til, tror jeg. Og igen: vi kunne næsten ikke få nok af alle blomsterne og træerne, så vi har virkelig fået lov at nyde foråret.
Vi skulle jo videre og havde en fin sejltur til Morro Jable på Fuerteventura, hvor vi også var i november. Da der nu begyndte at komme meldinger om hård vind, sejlede vi straks videre til Gran Tarajal, hvor man ligger bedre i havnen. Der fik vi nogle dage, for blæsten var til at tage og føle på! Det var nu også helt fint at leje bil og komme en tur rundt i bjerglandskabet og til de små byer, for øen er speciel, ligesom hovedstaden Puerto del Rosario nok kunne fortjene et besøg igen. Vi ville også gerne opleve lidt af Semana Santa, påskeugen, og det fik vi lejlighed til i Gran Tarajal, hvor vi gik med til Langfredagsmessen. Det var en god og lærerig oplevelse, og vi følte os godt modtaget af de lokale. Lørdag morgen var det rimeligt vejr, selvom vi godt vidste, hvad der ventede os uden om den østligste pynt, men hellere blæse inde på Lanzerote! Så vi tyggede os igennem med vind, sø og strøm imod og ankom til Marina Rubicon ved Playa Blanca ved 18-tiden og fik en fin plads. Her var faciliteterne fine i modsætning til Gran Tarajal, hvor der hverken var toilet eller bad, så da saltet var skyllet af Nausikaa, indstillede vi os på, at her skulle vi nok tilbringe nogle dage – og det så ikke så værst ud.
På Lanzarote har vi ikke haft så megen regn som på Tenerife og Gran Canaria, men hvor har det blæst! Vi har lejet bil og været rundt at se mange gode og spændende turistattraktioner. Det mærkes tydeligt, at øen her er længere fremme på flere områder end Fuerteventura. Landskabet er præget af smukke og særegne vulkaner – og det i sig selv skulle da udforskes. Derfor var Timanfaya nationalparken et must, og sikke en oplevelse. Køreturen i bussen op gennem kraterne var ubeskrivelig – man glemte helt sin eventuelle højdeskræk, for hvor var der meget at se på! Senere var vi også selv ude at trave i lavalandskabet og kravlede op på en kraterkant. Var nede i bunden bagefter – fantastiske klippeformationer og farver. Og de bittesmå blomster og planter, der trodser de barske levevilkår og står og lyser op mod den sorte baggrundsfarve! Lige så opmuntrende er det at se på alle vinstokkene, der netop nu står med helt spæde og lysegrønne blade, næsten som danske bøgeblade – uden sammenligning i øvrigt. Vi er ikke så vilde med vinen, de producerer, men det er sjovt at se den helt anderledes måde, de planter på. Der bliver lavet små halvcirkler af sten, så der kan skabes læ og mindre fordampning for at hjælpe planterne lidt på vej i tørken og blæsten. Det er uden tvivl et krævende arbejde – og vi har været forbavsede over at se, hvor store områder, der beplantes med vin. Byerne er hvide og velordnede med masser af blomster og palmetræer. Her er hyggeligt og pænt; mange steder på øen har arkitekten Cesar Manrique sat sit præg, som sikrer, at byggeri passes ind i landskabet – og det har han haft en heldig hånd med. Vi har været nede i huler langt inde i lavaen, flotte formationer, smalle gange og med stillestående vand i en lille sø, så man blev narret til at tro, at loftet, som spejlede sig i vandet, var et meget dybt hul. Flot var det – også kaktushaven, hvor man benoves over antallet af forskellige arter og den måde, de præsenteres på. Mange af de kaktus, vi selv har derhjemme, står jo her i en størrelse, man aldrig havde forestillet sig og med de smukkeste blomster. Det gælder jo også mange af de stueplanter, vi kender. I Arrecife, der er hovedbyen her, var vi bl.a. inde og se de to gamle borge – og denne gang var de begge åbne; det ene er et kunstmuseum for moderne kunst. Moderne kunst kan være rigtig spændende at se, og der var rigtig flotte ting, men det meste var nu en tand for avanceret efter vores smag – og viden, det må indrømmes.
Så snart vi kom syd for Danmark, oplevede vi jo det ene marked efter det andet – og nogle gør indtryk, enten på grund af deres størrelse, stemning eller vareudbuddets særegenhed. Her i Teguise har vi set det største marked, siden Portugal. Her er mange lokale kunstnere, som falbyder deres varer, og der er flotte og særprægede ting imellem. Så vi måtte da lige købe lidt, bl.a. er skipperinden blevet forkælet med et par flotte halssmykker!
Det tuder slemt i riggen – og lige nu er der ikke noget i vejrmeldingen, der tyder på, at vi kan stikke til havs de nærmeste dage. Det må vi så få det bedste ud af – og nu i dag glæder vi os til, at Inger Lise og Ole vil give middag. De har været på jagt efter et sted, hvor man serverer grillet gedekid, men det blev det nu ikke til. Vi skiftes til at lave aftensmad, så der er gang i kreativiteten og kogebøgerne – også de lokale. Vi får også læst, hørt musik, snakket og slappet af imellem alle oplevelserne, så vi har det rigtig godt. Men selvfølgelig håber vi, at vi snart kan komme videre til Marokko.
Vi vil også denne gang slutte med at sige tak for alle hilsenerne, både i gæstebog og e-mail. Det er rigtigt dejligt at høre hjemmefra!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 19-04-2009 af Inge Lise Lykke Hansen