Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 23 Puerto Calero (Lanzarote) - Puerto Rico (Gran Canaria)
Rejsebrev 23Puerto Calero (Lanzarote) 07/11/08 – Puerto Rico (Gran Canaria) 19/11/08
Her kl. 21 er der 22 gr. i kahytten, og det var næsten svært at trække ned om læ, for det er lunt, med fjern musik fra en bar i nærheden og alle farverne fra lysreklamerne, der spejler sig i havnens stille vand. Vi er kommet til en af turismens højborge, Puerto Rico på Gran Canaria – ret så forskellig fra de mange andre steder, vi har set de sidste par uger. Og her ER mange turister, men det er let at forstå med dette skønne klima, så vi vil nyde, at ”Vi ta’r lige 14 dage på Gran Canaria”, og så må det blive på turismens præmisser. Efter en temmelig frisk tur fra Fuerteventura i går – som startede i mørke, men med halvmånens fine lys - har vi fået vasket båd og ordnet vasketøj, fået hvilet ud og orienteret os lidt om stedet og omegnen, som vi så skal se lidt nærmere på de næste par uger. Da vi kom sejlende til Gran Canaria, kunne vi på grund af dis kun skimte dens imponerende omrids – den har en helt anden facon end Lanzarote og Fuerteventura.
Og dem skal det følgende handle om: Den morgen, vi sejlede langs Lanzarotes nordøstkyst, blev lavabjergene tydelige, efterhånden som solen kom på himlen, og sikke et syn! Golde, ja, men nogle meget smukke og skarpe formationer mod himlen. Vi var jo trætte, og derfor var det en lise at blive fortøjet i Puerto Calero, som er en moderne og veldrevet marina – lige, hvad vi trængte til. Vi fik gang i cyklerne og besøgte det nærliggende Puerto del Carmen, hvor vi fik et lille indblik i livet som charterturist. Strandenes sand var mørkt – lavaen sætter sit præg overalt – men der var rigtigt gang i badelivet; der var massevis af restauranter og souvenirbutikker og usandsynligt mange blege englændere, tyskere og skandinaver, som nød godt af solen og det fine vand. Lanzarotes hovedby, Arrecife, tog vi til med bussen, som snart blev ganske stuvende fuld. En fin by, hvor der var lidt at finde fra oprindelig tid. Lanzarote har haft den fordel, at arkitekten Cesar Manrique tog hånd om, hvordan byggeriet, der skulle til for at rumme turismen, bedst og smukkest kunne passes ind i landskabet. Og umiddelbart ser det ud til at være lykkedes.
Højdepunktet under vort ophold i Puerto Calero var en reception, som havnens grundlægger hvert år holder for sejlerne. Vi blev inviteret til at komme kl. 19-21.30, blev modtaget med personligt goddag, et lille glas og så ellers ind i en flot restaurant til de skønneste tapas og alt, hvad vi havde lyst til af diverse drikkevarer. Vi var kommet godt i snak med hollænderne i nabobåden, men udover deres selskab var vi heldige at tale med mange andre sejlere fra forskellige lande. Der var interessante mennesker imellem, som havde oplevet lidt af hvert og fortsat havde mod på – og planer om - store togter, som får vore ture til at ligne søndagsudflugter!
Selvom det havde været fristende at hænge lidt ud sammen med disse festlige sejlere, var vi besluttet på at komme sydpå mod Fuerteventura, hvor skipperindens søster, mand og rejsevenner var på ferie, og et møde med dem lokkede jo gevaldigt. Vi har meget til gode endnu på Lanzarote, men vi regner med, at vi tager til Marokko fra Lanzarote til foråret.
Så vi stod tidligt op og kom fint til Puerto do Castillo, og det var en noget anden marina. Lille og temmelig åben, men da vi fik den sidste plads, måtte vi bare være glade – det blæste op, netop som vi gik i havn og ganske som på Årø, var der nogle flinke tyskere til at give en hånd i sidevinden!
Også her var der bare turister i massevis, så det var nemt at leje en bil. Næste morgen tidligt var vi klar til at køre rundt på Fuerteventura, og det var en oplevelse. En helt speciel natur – tørt og goldt, men med flotte bjergformationer og mange smukke udsigter. Vi havde også fornøjelsen at hilse på Chip og Chap – de små, vimse jordegern er overalt i bjergene. Små frugtbare oaser inde i dalene, hvor der var vokset landsbyer op omkring og visse steder med museer og udstillinger, der gav mulighed for at få et indblik i de oprindelige øboeres – guanchernes – liv.
Overalt på bjergsiderne – når man så godt efter – kunne man se de mange geder. Man siger vist, der er flere geder på Fuerteventura end mennesker. Gedernes mælk anvendes til at lave en herlig ost af. Der er også en stor produktion af Aloe Vera produkter, planten findes mange steder.
I landskabet var der også mange af de gamle vindmøller at se, enkelte endnu funktionsdygtige men flere i ruiner. Nogle var flot restaurerede og kunne opleves på frilandsmuseer m.v. Man er også begyndt at opsætte moderne møller, og hvorfor ikke, når nu øen har navn efter den stærke vind?
Nordpå kunne vi fra Corralejo se over til Lanzarote, inden vi kørte ned gennem Las Dunas, et fantastisk klitlandskab med sandstrande, som nok er den væsentlige grund til Fuereventuras popularitet som ferieø. Da vi nu havde bil – og ventede gæster – benyttede vi lejligheden til at købe ind i hovedbyen Puerta del Rosario, og der mangler ikke noget i butikkerne!
Så måtte vi til Morro Jable og besøge Esther – og sikke en dejlig dag, vi havde der. På vejen dertil var vi lige omkring Gran Tarrajal, en fiskerihavn, der også er udskibningshavn for de mange tomater, Fuerteventura er berømt for. Der er lavet en fin marina, der nok kan blive aktuel at besøge til foråret. Landskabet mod syd var et andet: høje bjerge, men også mere sand. Mildere og knap så blæsende, som hvor vi kom fra. Hjem igen, så vi kunne sejle næste dag, for vinden havde igen lagt sig til et også for skipperinden acceptabelt niveau, og det var jo fristende at kunne holde fødselsdagsfrokost for lillesøster søndag i Morro Jable.
Det lykkedes også – havnen var et kapitel for sig, men bedre end sit rygte. Der var nogle meget flotte bjerge, der ind imellem kan lave noget halløj med vinden, og vi havde da også knapt lagt til, før det blæste helt hen i vejret. Men vi lå godt, skønt vi ikke kunne finde nogen havnefoged! Morro Jable var også blevet udviklet til et turiststed – målet var at kunne tilbyde 90.000 senge! Strandene omkring byen – og på hele Jandia-halvøen skulle være Europas bedste. Hvad der var af hoteller! Og mennesker – men igen, det er let at forstå, for klimaet er guddommeligt. Tænk, at vi her i november kan gå rundt i shorts - og de, der har den slags lyster, kan bade i Atlanterhavet! Solen er livgivende, gigten er ikke så generende, eksemer og hudlidelser mildnes, så der er mange gode grunde til at finde hertil og samle overskud til de mørke vinterdage i Norden!
Og vi nyder det altså også – at vi så har vort eget lille flydende hjem og ikke skal på hotel, ja, det er vi ret så glade for. Og – med en kærlig tanke til alle de dejlige mennesker, vi har arbejdet sammen med – så er dette altså et godt alternativ til at gå på arbejde…
Det bliver også godt at komme hjem og holde jul og nytår og se Jer alle igen. Men først har vi altså lige de her 14 dage på Gran Canaria, hvor vi skal ud og opleve øen!
Tak for hilsener, e-mails og sms’er – det er virkelig dagens højdepunkt, når der er noget nyt i Indbakken eller gæstebogen!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 19-11-2008 af Inge Lise Lykke Hansen