Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 22 Porto Santo - Puerto Calero (Lanzarote)
Rejsebrev 22Porto Santo 17/10/08 – Puerto Calero (Lanzarote) 07/11/08
Endnu er indtrykkene fra turen fra Madeira meget tæt på, men efter en god nattesøvn er det kun på ”den fede måde”. Mørket var sommetider ved at være for meget af det gode for skipperinden, men det gav til gengæld mulighed for at nyde den fantastiske stjernehimmel med ”flettede fingre i stjernedrys”. Aldrig har vi set stjernerne så kraftfulde og så mange. Vi savnede Maiken til at fortælle både fakta og myterne/poesien om de forskellige stjernetegn – det er hun nemlig rigtig god til! Det er også en erfaring at opleve sig selv så alene på kæmpehavet. Vi er kun os selv til at klare ærterne, og man kan ikke fortryde nu. Lidt, som i svævebanen på Madeira, hvor det godt lige kunne give et lille ”sug”, mens vi hang der fritsvævende over slugten. Men en tilfredsstillelse at have gennemført og godt at have været sammen om, er det absolut.
Og nu er der så udsigt til lavabjergene på Lanzarote, der er smukke og særegne på deres måde, solskin den 7. november og hvidvin i glasset, mens dette rejsebrev skrives. Er det da ikke fantastisk?
Tilbage til Porto Santo, øen, som mange overser, men som har meget at byde på. Der er et særligt havnemiljø med både, der kommer og går. Alle har gennemført en lang rejse og skal videre. Havnen fremstår næsten som en naturhavn med beskyttende klipper omkring og ved siden af sandstranden, som de med rette er stolte af. Sådan en har Madeira nemlig ikke – i hvert fald ikke af naturens slags!
Vi ville leje bil, men fik at vide, at halvdelen af øen ville være afspærret på grund af rally! Dette er et eksempel på en af denne rejseforms mange fordele: I stedet for at ærgre os, kunne vi gå op og overvære starten, som var ganske festlig med alle de små pyntede og larmende biler, der kørte ud over rampen. Og en lille frokost på en af de små lokale barer, så var vi klar til at opleve Columbus’ Hus, hvor han stiftede familie og boede nogle få år. Det er indrettet som et meget informativt museum. Kirken lige ved siden af var smuk og lidt speciel – også her er døbefonten placeret i et særligt, lille rum lige, når man kommer ind i kirken. Det så vi første gang i det sydlige Portugal.
Så skulle vi ud at køre om søndagen. Det var til at overskue, for øen er 11 km lang og 7 km bred – men en utrolig variation i landskab og klima fra det ene sted til det andet. Smukke betagende udsigter uanset, hvor vi befandt os. Tidligere anlagte terrasser med henblik på opdyrkning har måttet opgives på grund af for lidt nedbør, men tilplantning med fyrretræer for at holde på fugten ser ud til at være lykkedes. At det så ændrer konturerne og dermed synsindtrykket af bjergene, er en anden sag, som vi jo ikke skal blande os i.
Madeira var jo turens hovedmål, og i fint vejr forlod vi Porto Santo. Vi kunne se Madeira og de 40 sm var jo nærmest kun en smuttur efter de tre døgn til søs. Konturerne af Madeira som gradvist blev større og mere klare, var en særlig oplevelse: Klipper med huller i, høje, forrevne og barske mod nord. Da vi kom ind i læ, blev det blidere og meget frodigt, forbi flyvepladsen bogstaveligt talt i vandkanten med de mange fly, der kom og gik, og så dukkede Funchal op i al sin skønhed med solen, husene og alle farverne på bjergene. Krydstogtskibe i havnen – ja, det var så flot, og vi glædede os i den grad til at fortøje. Stor var derfor skuffelsen, da vi – meget venligt og høfligt – blev oplyst om, at der desværre ikke var plads på grund af regatta! Det drejede sig om 4, ganske vist store både! Som nævnt i logbogen, sejlede vi videre langs kysten til Calheta, og da vi havde fået rystet skuffelsen af os, var vi enige om, at dette var en fantastisk måde at opleve sydkysten på. Hvor var der flot: Stejle, høje skråninger – endda en elevator! – utallige bananplanter på de mange terrasser, bjergslugter, små og større idylliske byer både i vandkanten og på de mest usandsynlige steder på bjergtoppene. Og alle vegne blomsterne, der gav farve og lyste op.
Vi fik en fin plads i marinaen, hvor der var en masse smukt at se på og gode forhold, både hvad indkøb og daglige fornødenheder angik. Vi besøgte en interessant gammel fabrik, hvor vi så alle maskinerne til bearbejdning af sukkerrør – med rom som slutprodukt; den smager godt og kan absolut anbefales.
Madeira var blomster og bjerge – bjerge af blomster! Bjergkørsel – kørsel med bil, bus og taxi. Nogle gange ret så halsbrækkende og temmelig nervepirrende. Den lørdag, vi kørte ind til Funchal, så vi efter nogle dage i ”de vilde bjerge” frem til en rolig dag. Vi fik også bilen godt parkeret i et parkeringshus, daskede lidt rundt og nød solen, var på markedet og beundrede det store udvalg af fisk, blomster, frugter m.v., fik en lille smagsprøve på den udmærkede madeiravin og blev så enige om, at vi skulle opleve Den botaniske Have sammen alle fire. Vi fik fundet bussen, og sikke en tur. Det gik bare opad gennem de mange sving – stærkt!
Det var en fryd at gå rundt i havens ro og skønhed og sunde sig ovenpå den bustur. Det trak ikke ligefrem at ”busse den” ned, så alternativet med svævebanen op til Monte og ned igen, var vi alle med på. (Det var jo som sædvanligt nok den kvindelige del af besætningen, der havde de største bekymringer.) Pyha, der var godt nok meget langt ned, da vi sad i kabinen oppe over den dybe slugt. Heldigvis var det helt stille vejr, og når vi nu sad der, kunne vi jo ligeså godt nyde den storslåede udsigt, for vi kunne jo ikke stige ud! Men svævebane ned igen? Nej tak, hvis skipperinden skulle bestemme. (De andre protesterede ikke!) Så hellere en bus. Den gik ikke lige med det samme, så en vaks taxi-chauffør fik os overbevist om, at vi sparede både tid og penge ved at køre med ham ned. Der er ikke plads til detaljer her, men det var dagens mest nervepirrende køretur. Og hver gang vi forsøgte at sige til ham, han skulle tage den med ro, sagde han bare: ”New car, good breakes!” Ned kommer man jo altid, og faktisk var Olgas forslag om en lille en at styrke sig på meget velvalgt, men nej, vi lod fornuften sejre og begav os mod parkeringshuset, for vi havde jo en lille times kørsel hjem til båden. Lidt efter stod vi så VED EN LUKKET PORT! Med et skilt, der fortalte, at vi kunne komme ind igen mandag morgen kl. 7 – dette var lørdag aften. Vi gik lidt rundt, mens vi forsøgte at tale med forskellige, som ikke kunne hjælpe os og havde bestemt at finde politistationen. Så sagde skipper, da vi så nogle unge mennesker i hospitalsarbejdstøj stå og holde pause, at det ”er sgu da den samme bygning, bare modsat side”. De var søde at hjælpe os med at ringe til det nummer, der stod på p-billetten – og de var meget bestemte og takkede nej, da vi diskuterede, hvad vi kunne give dem for deres hjælp. Efter ca. ½ time kom en sød og venlig mand – han havde familien med i bilen – og låste os ud. Og han skulle ikke have andet end parkeringsafgiften. Det var alt andet end en stille og rolig dag i Funchal, men rigtig god at tænke tilbage på sammen med gode venner – det er nok den slags historier og oplevelser, der bliver bedre med årene! Og aldrig har det da været skønnere at komme hjem på Nausikaa og få benene op og mad i maven!
Vore egne køreture ud på øen var en stor oplevelse. Klimaskiftene fra koldt, blæsende og tætskyet på nordkysten til den blide, frodige og lune sydkyst. Bjergslugter, blåt hav, blomster i natur og kultur, bananplanter i massevis, vinstokke – ubeskrivelige udsigter overalt, utroligt forskellige – store, barske, øde områder, betagende skønhed og forundring over menneskers evne til at indrette sig. Menneskene her, ja, de er et kapitel for sig. Alle steder har vi mødt gæstfrihed og hjælpsomhed, men en oplevelse på en af vore køreture, var direkte rørende: Vi havde gjort holdt på en rasteplads for at spise vores madpakke. Bordene var optaget af en familie, så vi fandt nogle sten at sidde på lidt i udkanten. Da vi havde siddet lidt, kom en kvinde hen og bød på hjemmebagt kage. Så kom hendes mand og gav os af sin lokale vin, og da vi skulle til at gå, insisterede en ung mand på, at vi smagte hans kødret, som de lige havde tilberedt. Hvor ville det have været sjovt at kunne tale noget mere med dem – men i den slags situationer finder man også ud af, at ord ikke altid er så nødvendige!
Vi var også på Levadavandring. Det var et meget smukt sted og en af de gamle levadaer. Sært at tænke på, hvordan slaver i sin tid hang i kurve på bjergskråningerne og skabte disse levadaer, der er gravede render til at føre regnvandet især fra bjergene på nordsiden rundt på øen. Det er et sindrigt og imponerende system, hvor man som jordbesidder kan købe en vanding af en vis varighed. Madeira tiltrækker i stigende grad vandrerfolket – og det er let at forstå, for det er et fantastisk sted at opleve – blot skal der også her vises den fornødne respekt for vejrets og terrænets egenart. Vi fornemmede det, da vi besøgte Pico do Areeiro (1818 m.o.h). Første gang måtte vi opgive at bevæge os ude på grund af stærk isnende vind og totalt skydække. Næste gang kom vi i klart vejr til et fuldstændigt og bogstaveligt talt bjergtagende udsyn, hvor ord faktisk ikke er dækkende for oplevelsen.
Vi havde jo set den grimme Espada-fisk på markedet i Funchal, sammen med alle tænkelige og utænkelige andre produkter af frugter, blomster og grønsager. Ole og Olga inviterede på afskedsmiddag på det fine og meget tiltalende hotel i Calheta, (da det nu desværre ikke kunne blive på Lido’en i Funchal) og selvfølgelig skulle vi have Espada. Nej, hvor det var lækkert, og den lokale hvidvin til var også et dejligt bekendtskab!
Alt godt får jo en ende, og vi måtte sige farvel og tak for nogle dejlige uger til vore gæster. Efter et par dage blev der plads i marinaen i Funchal, og det var rigtigt dejligt at komme derind. Vi lå godt og roligt og fik set meget mere til byen. Imponerende, hvad havnen kan modtage af krydstogtskibe. En dag var der hele 5, men så måtte en coaster altså også vige pladsen og blev sendt uden for havnen for anker. En travetur langs havet ud til Lidoen med dens mange hoteller og flot anlagte parker/haver var en fornøjelse – der ser ud til at være noget for enhver smag og pengepung, og intet under, at Funchal er populær særligt blandt lidt ældre englændere, som flytter væk fra kulde og fugt om vinteren.
Nu følte vi os rede til at forlade Madeira, taknemmelige for de mange gode oplevelser og indtryk. Der blev købt ind, forberedt mad og båden blev gjort klar til næste lange etape til De kanariske Øer. Vejrmeldingerne blev studeret, beslutningen om afsejletidspunkt blev fastlagt, og i flot solskin lagde vi Funchal bag os. Mørket sænkede sig over os allerede ved 19-tiden, men længe endnu, ca. 75 sm fra land, kunne vi se lysene fra bjergtoppene på Madeira. Et stemningsfuldt farvel til en fantastisk ø – nu var det ud på det store, mørke hav med sol og varme ventende mod sydøst.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 07-11-2008 af Inge Lise Lykke Hansen