Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 21 Sevilla - Porto Santo
Rejsebrev 21Sevilla 10/09/08 – Porto Santo 17/10/08
Dryppene fra de spredte byger her på Porto Santo gør, at det alligevel ikke er så svært at løsrive sig fra den fantastiske udsigt til bjergtoppene, som vi har her fra havnen og finde tørvejr i kahytten med 26 gr. Der ser dog ikke ud til at være længe til næste solskinsperiode - vi er enige om, at klimaet her simpelthen er virkelig behageligt!
Det var det også, da vi den 26.9. kom tilbage til Sevilla: 28 gr. kl. 20! Det var jo med et par dages forsinkelse, vi vendte tilbage. Men det var med ro i sindet og taknemmelighed over, at vi havde kunnet være med til hele forløbet omkring skippperindens fars død og begravelse.
Det gjorde heller ikke noget, at vi havde et par dage med massivt regnvejr – vi fik sundet os lidt, hvilet ud og hygget samt planlagt den videre færd. Der skulle disponeres med tidevandet/strømmen i Guadalquivir, havnekontorets åbningstider m.v. Vi fik lejlighed til at ”gøre” Sevilla lidt mere – dog uden at komme til flamenco - det kunne ellers have været sjovt.
I et gryende dagslys lagde vi ud fra Gelves, og selvom turen ud gennem den grumsede flod ikke byder på de store begivenheder, nød vi det i fulde drag. Det var skønt vejr, og storke og fiskehejrer spankulerede langs bredden. Det gik hurtigt, og midt på eftermiddagen fik vi en fin plads i Chipiona, som var ganske anderledes at besøge denne gang. Der var ved at blive lukket og slukket for vinteren – vi havde en god oplevelse ved at besøge kirken og se lidt mere til byen, der nu ”kun” havde de sædvanlige indbyggere og ikke alle badegæsterne.
Om natten var det så, vi atter hørte visse uidentificerbare lyde… Om morgenen gik det op for os, at vi havde fået mus ombord, så i næste havn, Mazagón, måtte vi på jagt efter en musefælde. Og da vi havde fanget bæstet, gik der jo en dags tid med at få gjort grundigt rent og ryddet op. Vi er meget glade for, at den først begyndte sit gnaveri EFTER, vi var kommet ombord – sikken en ravage, den kunne have lavet, hvis den havde haft det for sig selv, mens vi var hjemme!
Afskeden for denne gang med Spanien tog vi i byen Ayamonte, som var en helt igennem positiv oplevelse. Der kunne vi godt lide at være, men vi skulle jo videre mod vest og glædede os til at tage imod Ole og Olga i Vilamoura, der var den mest praktiske marina i forhold til Faro lufthavn. Det var et turistcirkus uden lige og med så mange blege, af og til højrøstede englændere, at vi næsten følte, vi var i England. Masser af butikker, barer og restauranter, og ikke meget miljø i vores forstand! Heldigvis mødte vi der to andre danske både, hvor vi snakkede hyggeligt med besætningerne, og pludselig var det tid at hente vore gæster. Desværre fik vi et lidt kedeligt vejr et par dage, men ikke efter danske normer, forstås!
Vi skulle til Lagos for at hente vores redningsflåde og gøre klar til den lange tur til Porto Santo, men så kom den dejlige SMS fra EOS, at de var i Portimão, og selvfølgelig sejlede vi ind for at være sammen med dem. Der var meldt rigeligt med vind op ad dagen, men vi kom af sted i rette tid og havde en flot sejlads dertil. Vi nød gensynet med Peter og Elly, som vi vinkede farvel til i La Coruna i april måned. Vi blev alle inviteret ombord på EOS til drinks, og Ole og Olga gav os ret i, at det var en særlig oplevelse at være i den gamle, smukke træbåd i selskab med dens meget sympatiske ejere. Næste dag lånte vi deres cykler, så vi alle fire kunne komme lidt omkring – og vejret var igen, som vi kendte det: Høj sol og varme. Afskedsmiddagen – i denne omgang – foregik på Nausikaa, og næste morgen gik det mod Lagos. Det var dejligt at finde redningsflåden klar, og der blev ordnet forskelligt: købt proviant, vasket og råhygget både i den dejlige by og ombord. Vi skulle have en god vejrmelding nogle dage frem, og indtil den forelå, var der nok at foretage sig: bl.a. at spise klipfisk på en lille restaurant lidt væk fra hovedstrøget ligesom de kvindelige besætningsmedlemmer gik lidt på shopping og lod mændene knokle med forberedelserne…
Mandag morgen var vi så klar til de 450 sm og 3-4 døgn på Atlanterhavet. Vi fik den smukkest tænkelige afsked med Portugals kyst – de okkerfarvede klipper stod i et fantastisk lys, havet var blåt som kun Atlanterhavet kan være det, og himlen så venlig ud horisonten rundt. Vi var alle spændte på turen og sad jo nok og gjorde os hver vore tanker samtidig med, at vi hyggede os og nød det første aftenmåltid under helt ”kontrollerede forhold” i cockpittet. Vi fik selskab af fuldmånen; den lyste for os alle tre nætter, og solen skinnede fra en letskyet himmel alle dagene. Det var noget vekslende, hvad der var af vind og sø, og i perioder var skafningen og indtagningen af maden en udfordring. At skipperinden skulle opleve at tage brusebad ca. 200 mil fra land, ja, det bør da lige nævnes! Delfinbesøg blev vi heller ikke snydt for, og selvom vi ind imellem var ret trætte, var vi enige om, at vi havde haft en rigtig fin tur. Meget motorsejlads, men også mange timer med godt gang i sejlene. Det var herligt, da Porto Santo dukkede op i horisonten, og den hjertelige velkomst, vi fik af havnepersonalet, var med til at runde turen af på den bedst tænkelige måde. Nu skal vi have kigget lidt på dette særprægede sted, før vi sætter kursen mod Madeira.
Vi har jo hørt om, at når vi kommer på disse kanter, bør vi være opmærksomme på kakerlakker. Og dette blev temmelig konkret, da Olga i bruserummet blev forskrækket over et højt skrig fra en af kabinerne. En kæmpestor kakerlak måtte uskadeliggøres, og da Ole så en – mindst – lige så stor en af slagsen om aftenen på herretoilettet, gav det megen mening, at vi er begyndt at skylle vore skosåler, før vi går ombord efter landgang! Vi vil forsøge at forebygge kakerlakkernes indtog på Nausikaa, men trøster os med, at de ikke er farlige - skulle det alligevel lykkes for nogen af disse bæster at snige sig ombord.
Det er en rigtig god fornemmelse, at vi nu er kommet godt hertil – og skipperinden er glad for, at der ”kun” er halvt så langt til De kanariske Øer.
Den tid, den glæde! Vi tænker på Jer derhjemme i efterårsrusket og nyder klimaet her. Tak for hilsener af enhver art, pas godt på Jer selv og Danmark!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 18-10-2008 af Inge Lise Lykke Hansen