Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 19 Oeiras (Lissabon) - Sines
Rejsebrev 19Oeiras (Lissabon) 17/07/08 – Sines 16/08/08
Oppe på sin lille plads ved slotsmuren og kirketårnet står statuen af Vasco da Gama og skuer ud over det mægtige Atlanterhav. Let at forstå, han følte udlængsel og nysgerrighed her – og Sines er med rette stolt af sit bysbarn. Vindposen på molen hænger slapt ned, ikke engang mågerne gider skrige op; det er ”lørdag-formiddags-stille”, skipper er i gang med nogle vedligeholdelses- og reparationsprojekter. I morgen tidlig vil vi videre, selvom vi lidt har tabt vort hjerte til Sines. Det er for øvrigt her, brosektionerne til Østbroen blev sat sammen – havnen her kan med sin dybde tage imod Verdens største skibe.
Tilbage til Oeiras, hvor det var en fryd efter hjemturen at vende tilbage til Nausikaa, som lå blafrende med flaget og var stolt over at være så ren og fin fra inderst til yderst, og hvor der var dejlig velkomst og natmad til et par trætte rejsende. Da vi havde fået sendt Anne Lis og Launy af sted, sejlede vi til Lissabon. Turen ad Tejo-floden er smuk med mange bygningsværker og monumenter, så det er fint, vi nu har oplevet den nogle gange. Vi fik en udmærket plads i marinaen, og nu skulle så Lissabon opleves. Mange steder her i Portugal har vi mærket historiens vingesus, som man kalder det – og det gør sig bestemt også gældende i Lissabon. Men samtidig kan man mærke, at det er en moderne storby, meget international og med mange folkeslag, som ser ud til fint at kunne leve sammen. Lidt som London, og formentlig også her et resultat af fordums kolonitider. Vi benyttede os både af apostlenes heste og de mange former for offentlig trafik i byen, og vi fik set en masse, selvom energiniveauet var lidt lavt i de mere end 30 graders varme. Store, smukke pladser, kirker, klostre, borge og små, smalle og stejle gader. Utroligt mange steder med en fantastisk udsigt. Og køreturene med sporvognene, særligt linie 28, var absolut en sjov oplevelse.
Og så skulle vi til Fado. Vi havde købt en CD med Amalia Rodrigues og vi spurgte forhandleren, hvor han selv gik hen, når han skulle høre Fado? Vi fik adressen, Martin fandt stedet, selvom det var gemt godt af vejen, og vi fik både en perfekt fiskemiddag og Fado. Der var flere optrædende i løbet af aftenen, og selvom man ikke forstår ordene, er det meget udtryksfuldt fortolket, så man er med i stemningen med det samme.
Der var en hel del mere, vi kunne have lyst til at se i Lissabon, men vi trængte til at komme ud i noget luft, og valgte at sejle tilbage til Oeiras for at få vasket tøj, før vi skulle videre syd på. Og godt for det, for her mødte vi Manuel og hans kone og venner og havde en herlig aften med dem. Det er spændende at tale rigtigt med de lokale – man får et meget bedre indtryk af landet. Og de var hjertelige og med megen humor, så det blev både sent og sjovt!
Men videre skulle vi jo – Sesimbra ligger meget flot i en bugt med bjerge hele vejen rundt og en borg på en af toppene. Her var basis for nogle gode traveture ligesom vi også her tog en bus for at komme lidt længere rundt. Det tager ganske vist en del tid, men er også en måde at se lidt til lokalbefolkningen. Vi blev underholdt af 3 herlige unger, der bare sang og sang næsten hele vejen til Setúbal. En smuk køretur, flere steder med mulighed for et vue over Lissabon, et landskab med vinmarker, korkege og mange blomstrende buske. Men også et landskab, hvor det er tydeligt, at her skal der vandes, hvis græsset skal holdes grønt! Sesimbra har en stor fiskerihavn, og her bruger fiskerne nogle meget lange liner, som de spænder rundt om alt, der egner sig ( lygtepæle, vejskilte m.m.) når de ordner dem. Så man skal se sig godt for, når man krydser vejen ligesom bilerne lige skal sænke farten og vente på, at fiskeren sænker linerne, så de kan køre over. Det er for en ikke kyndig helt utroligt og meget lærerigt at se, hvor mange forskellige måder, der findes at fiske på. På Tejo-floden så vi nogle små både med store hjul, som blev brugt til at trække nettene ind, med håndkraft, forstås! Og her ved man, hvad frisk fisk er – og hvordan det tilberedes. Der er væld af små fiskerestauranter og en mangfoldighed af fisk, som vi aldrig har set før. Og det, vi indtil nu har smagt, har været dejligt.
Som vi skriver i logbogen, har vi besøgt mange gamle borge og flere steder med ruiner fra romertiden. Det er hver gang en stor oplevelse at fornemme og se, hvad man den gang magtede at bygge og leve i. Der var styr på de hygiejniske principper, bade anstalter med rindende vand og gulvvarme. Man saltede fisk i nedgravede, murede kamre – de såkaldte romerske konservesfabrikker – og transporterede derpå fisken rundt, hvor den skulle bruges. En stor respekt for vore forfædre fyldes man af – med alle borgene har de også fundet det nødvendigt at forsvare sig. Gad vide, om vagterne har haft overskud til at nyde, hvor smukt landet altid er fra borgene? Vi har klatret op og ned af utallige af disse værker, og altid været betaget af den storslåede udsigt, som selvfølgelig dengang primært har haft en strategisk betydning…
Og sandelig, om vi ikke her i Sines var heldige at kunne opleve en religiøs begivenhed, hvor byens helgenfigur – Nossa Senhora Das Salas, fiskeres og sømænds beskytter – blev ført i procession gennem byen om aftenen med fakkeltog, messe og sang og næste dag om eftermiddagen blev ført tilbage til ”sin” kirke efter at have været ude at sejle på havet for at velsigne skibene. Fredag formiddag kl. 11 gik vi med til den messe, der holdes i samme anledning, og det var en stor – og 1½ time lang – oplevelse. Nu er der kun den mere verdslige del af festen tilbage med musik, boder og festligt lag. Portugiserne er glade for at feste, hele familien er med, og vi har ikke set antydning af ballade og drukkenskab – kun livsglæde og fællesskab.
Vi har læst, at portugiserne er meget glade for børn – og nu kan man jo diskutere, om det er at være god ved de små at tage med dem med rundt til alskens begivenheder alle tider på døgnet? Men de bliver i hvert fald pusset og nusset og dikket og kælet for af alle, der skal hen og se vidunderet i klapvognen, der som regel er et udstyrsstykke med alt tænkeligt tilbehør. Vi undrer os også lidt over, hvornår portugiserne mon sover? De har i hvert fald ikke travlt med at komme i seng; der er ikke så lange siestaer som i Spanien og forretninger m.v åbner som regel ikke senere end 9. Måske behøver man bare ikke så meget søvn i dette dejlige klima?
Nu er vi så ved – i denne omgang - at være færdige med Atlanterhavskysten og skal i morgen runde Cabo de Sao Vicente for at dreje mod øst og sejle langs Algarvekysten. Det har været dejligt at befinde sig tæt på det store, friske hav, hvor solen skinner meget, men hvor det ikke er varmere end at selv en nordbo finder det behageligt. Vi glæder os til at få besøg af Morten, Susanne, Mads, Christian og Marie-Louise den 27. og håber, sandstrandene ved Algarvekysten vil være et hit for ungerne.
Der har ikke været så mange trådløse netværk på denne del af turen, så vi har betjent os af diverse internetcafeer, hvilket sætter en lille dæmper på skrivning af e-mails. Men tusind tak for de hilsener, vi har fået – de glæder os altid meget! Håber, I derhjemme har nydt sommeren, selvom den vejrmæssigt vist har været typisk dansk. Der kan endnu komme mange god dage!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 16-08-2008 af Inge Lise Lykke Hansen