Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 16 Combarro - Póvoa de Varzim
Rejsebrev 16Combarro 14/05/08 – Póvoa de Varzim 28/05/08
Lidt stænk på ruffet og lyden af den temmelig friske sydlige vind hjalp os med beslutningen om at skulle eller ikke skulle trave en tur langs stranden til nabobyen. Der skal i stedet skrives rejsebrev og logbog – senere stryges tøj, som vi var heldige at få tørret i formiddagssolen! Som det vist står klart, har denne første etape af turen været noget våd og kølig, og det er da også samtaleemne for den lokale befolkning, at der i år har været vendt helt op og ned på vejret. I Galicien er man vant til, at det regner meget – også i maj måned, men ikke her i Portugal. Og nu er det ikke længere stænk, men styrtregn…..
Tilbage til de spanske rias: Det var specielt at sejle inde i fjordene stort set uden at mærke dønningerne fra Atlanterhavet, der jo ellers er lige uden for. Der var meget beskyttet – og meget smukt. Der var hele tiden noget at se på: Masser af bebyggelse afvekslende med skovklædte bjerge og sandstrande, blidt, festligt og farvestrålende i solen, mørkt og tungt, når skyerne hang lavt over bjergskråningerne. Byerne, både store og små, havde hver deres særpræg og man må beundre menneskenes evne til at udnytte hver eneste plet. Tænk, at man kan leve så mange på så lidt plads!
Det har også – som vi vist tidligere har nævnt – gjort indtryk at vandre rundt i byerne og ude i landskabet i de mange oldtidsminder og samtidig mærke kontrasten til en moderne og funktionsdygtig teknologi, der jo findes de fleste steder. Baiona var helt for sig selv. Byen ligger i en bugt, nærmest en naturhavn, og uanset, hvor blikket søgte, var der noget smukt at se på. Et passende sted at sige farvel, tak og på gensyn til Spanien, som vi kom til at kende og holde af.
Nu gjaldt det Portugal, og vi måtte ud på det store hav igen. (Skipperinden har nydt det fredelige sejlerliv i fjordene!) Turen til Portugal, rettere sagt den sidste halvdel, var ingen fornøjelse: Det blæste op, der kom regn og andre skipperinder vil forstå, når jeg siger, at ”alting var imod!”
Skipper er rigtig god til at styre – dønningerne lever deres eget liv og var middelhøje. Bølgerne forårsaget af vinden var jo nok ikke værre, end de er i kendte farvande, men føltes, af skipperinden, pænt store. Og så denne ”slalom” mellem de utallige og beskedent afmærkede fiskegarn, der kan være lidt svære at se i regn og røgvand, gjorde vores sejlads lidt ”uregelmæssig”, og så er det vist ikke overdrevet. Fiskegarnene står efter sigende langs hele Portugals kyst, og det kan vi indtil videre godt bekræfte. Vi har i det hele taget fået et ”tættere forhold” til fiskerne og deres erhverv, end vi tidligere har haft. Det fylder meget på disse kanter, der spises utroligt meget fisk og den er – og skal være – friskfanget. Fiskerne tager ud i næsten al slags vejr, og det er uden tvivl et hårdt job. Det siger vi så til os selv, når de med deres ud- og indfart sætter så meget gang i havnen, at man har svært ved at sove.
Men frem kom vi jo, og hvad vejret ikke har formået, har til gengæld de mennesker, vi har mødt. Vi er i den grad blevet taget venligt imod og med en enestående hjælpsomhed, som virker ægte og ikke på nogen måde påtaget. Hvad sproget angår, har det skrevne så stor lighed med spansk, at det går helt pænt med at forstå det. Men at høre det talt, virker meget fremmed for os. Mange portugisere kan heldigvis engelsk, så vi synes, det er let at kommunikere med de fleste. Det var også næsten som at komme hjem, da vi kom ind i det første store supermarked – der var mange af de varer, vi kender hjemmefra, og som vi ikke har set længe. Vi nyder fortsat den gode og billige vin, og maden er af god kvalitet og særdeles rimelig i pris.
Vi har jo ikke været her så længe, men med det, vi har set indtil nu, virker det til, at Portugal er forholdsvis fattigt. Der er flotte og gode bygninger, smukke pladser og anlæg, men også meget, man kan karakterisere som slum. Hvor meget den enkelte portugiser i gennemsnit har at leve for, har vi ikke talt med nogen om endnu – men folk, vi møder på gaden ser tilfredse og åbne ud, og her er rart at færdes. Som skipper sagde, så er her ikke så mange ”elegante, ældre damer” på gaden som i Spanien, og de yngre er heller ikke så velklædte. Men smilet fra en næsten tandløs og rynket gammelmutter, der stod og fulgte livet fra sin lille gadedør, og som vi passerede et par gange, var så hjertevarmende og livsbekræftende.
Vi havde forventet at møde lidt flere sejlere, når vi kom ”ud på hovedvejen”, som skipper kalder det. Og vi har også mødt nogle stykker, der enten er på vej ud eller hjem eller sejler efter samme model som os selv. Mange af bådene fra flere forskellige lande her og i de spanske havne ligger og venter på deres besætning, så dem er der ikke megen selskab ved. En del af disse både ser triste og forladte ud, og ligner noget, der holdt op på en forkert måde.
Det er altid spændende at høre andre fortælle om deres oplevelser, og man kan jo også tit få/give et par tips om de forskellige ting, man som sejler skal forholde sig til. Det er for eksempel ganske væsentligt for de fleste, om der er adgang til internet, og så er der det med vaskemaskinerne. Det er jo rigtig dejligt, hvis de virker!
Nu gælder det hjemturen i overmorgen – og det skal blive rigtig godt at komme hjem til store og små. Særligt er det jo, at der er et lille nyt barnebarn, vi endnu ikke har set, så vi glæder os meget.
Og så ser vi frem til gensynet med Portugal, som vi er sikre på har en masse at byde på og håber, sommeren så også indfinder sig her.
Tak til Jer alle for mails, sms’er og hilsener i gæstebogen. Vi tager tråden op igen midt i juni!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 28-05-2008 af Inge Lise Lykke Hansen