Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 15 La Coruna - Combarro
Rejsebrev 15 La Coruna 30/04/08 – Combarro 14/05/08
Efter at have ligget en hel nat i Porto Novo og hoppet på grund af strøm/swell i havnen samt ikke mindst fiskerbådene, der for fuld skrue kom og gik natten igennem, er det en sand lise nu at sidde stille og roligt i en havn med læ, kun med de bevægelser i båden, som vind og vand naturligt giver. Regnens trommen giver en efterhånden lidt for velkendt lyd, men så må vi trøste os med, at I derhjemme har dejligt vejr, og det skal være Jer vel undt.
Tilbage til afsejlingen fra La Coruna: Det var endelig blevet sol og let vind, så vi blev sendt af sted med knus og gode ønsker af Peter og Elly. Byen – og de to - var vi kommet til at sætte pris på, men selvom det altid er lidt trist at sige farvel, var det også dejligt at komme af sted og endelig starte årets sejltur for alvor. Det var smukt og fredeligt på Atlanterhavet, og da vi sejlede ind i Ria Camarinas kunne vi for alvor beundre landskabet. Det var et fint sted at tilbringe tiden, indtil den varslede sydlige kuling var blæst af. Vi lå godt og fik lejlighed til en lang travetur på kanten af klipperne mod havet. Trods den barskhed, havet giver, var der overraskende mange planter med de utroligste farver.
Søndag skulle det så ske: Vi skulle runde Finisterre! Der var temmelig store dønninger, men vinden havde lagt sig – vi sejlede ”på kanten” mellem sol og skyer, så landskabet med de høje, stejle klipper så truende ud. Så at kalde strækningen Costa de la Muerte – Dødens Kyst - gav en vis mening. Men da så solen kom igennem, åbenbarede der sig nogle klippeformationer med gule farver (gyvel og sandtorn) og ”skyskygger”, der var ganske betagende. Finisterre dukkede op i al sin vælde - det er en ordentlig knold! - og vi satte sejl netop, som vi passerede den. Faktisk var det værre at runde de nordligere pynter end selve Finisterre. Ankomsten til Ria Muros, den første af Rias Baixas, skete i smukt vejr, og når solen skinner i dette område, er her fantastisk flot.
Vi har været på udflugt med tog og bus for at se nærmere på byer inde i landet med bygninger og ruiner helt fra romertiden. Det er altid en speciel oplevelse at gå rundt de steder og mærke historiens vingesus, enten det er i en kirke/kloster, på en plads eller i de smalle gader. Udsigten fra bus og tog giver mulighed for at betragte landskabet, som overalt er meget frodigt og udnyttes optimalt. Der dyrkes den dejligste hvidvin specielt i dette område af Galicien – vinstokkene er bundet op, så man kan gå under dem, og de er alle vegne, selv ganske få kvadratmeter kan de ses på. En fornuftig måde at lave hegn på, ikke? Skipper har løbende sørget for indkøb af Albarino, som den mest kendte drue kaldes, ligesom vi har smagt den lokale vin på restaurant, og den smager rigtig godt.
Der er en særlig ting med jorden her. Et jordlod går i arv, og den kan godt ligge langt fra ens bopæl, ligesom man kan have flere små stykker jord liggende mange forskellige steder. Det har regeringen prøvet at rationalisere lidt ved, men, nej! Sådan noget laver man ikke om på. Så vi ser lodsejerne komme med haveredskaberne på cykel, hvis de lige skal frem eller tilbage mellem deres lod og deres bolig. Der dyrkes især kartofler, porrer, løg og turnips, ikke at forglemme. Bladene herfra bruges meget i det lokale køkken. Og så citrusfrugterne! Masser af citrontræer med citronklaser i store mængder ser vi i mange haver, og appelsintræer er meget brugt som beplantning langs strøg og avenuer i byerne. Der er en frodighed og farverigdom af alverdens blomster, planter og træer, både i naturen og i folks haver. Forleden ville vi ud at trave langs kysten for at komme ud til et særligt udsigtspunkt. Vi havde klædt os godt på, for det var gråvejr, men solen kom frem og med den et væld af farver og dufte. Klippeformationerne var meget specielle, blomsterne utallige og firben pilede om benene på os, kaniner kiggede og fuglene var der også godt gang i. Det var som om, alle – også vi – havde fået en uventet gave, da solskinnet kom.
Vi befinder os nu i Ria Pontevedra, den næstsidste ria før Portugal. Her er rigtig flot som i de øvrige fjorde. Havnene er (bortset fra den i nat) gode, folk er flinke, og der er masser at se og opleve. Efter La Coruna og Camarinas har vi stort set ikke mødt andre gæstesejlere – det kan vi godt savne lidt, men så er der jo altid plads at få i havnene.
I forhold til sidste år kan vi notere os, at der er væsentlig bedre muligheder for wi-fi, og det er dejligt. Det er super både at kunne skrive og modtage e-mails og opdatere logbog.
Og tusind tak til alle Jer, der har skrevet til os! Det betyder rigtig meget med en hilsen nu og da.
Om godt to uger skal vi hjem fra Porto, for da skal vi til barnedåb! Det bliver bare så dejligt at få vores lille nye barnebarn at se, så vi glæder os meget – også til gensynet med den øvrige familie og vennerne.
Men inden da venter nye klipper, der skal rundes, og vi skal hilse foreløbigt af med Spanien og sige Goddag til Portugal.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 14-05-2008 af Inge Lise Lykke Hansen