Rejsebrev 124 Strusshamn - Kristiansand
Strusshamn 08/08/2023 – Kristiansand 22/08/2023Solen skinner, vi har bryllupsdag, der er bobler i glasset ved siden af mig, vi har været rundt i Kristiansand og nydt bygningerne, blomsterne, stemningen, orgelkoncert i Domkirken – og ikke mindst vejret! Og i aften skal vi spise på en af de mange hyggelige restauranter oppe i byen. ”What’s not to like?”, som man siger på nudansk.
Så helt anderledes end i Strusshamn, hvor vi i fire dage red stormen Hans af! Men også den fik jo en ende, og vi sejlede af sted mod Leirvik efter at have tanket diesel. Da vi kom ud i virkeligheden, hang der en meget tæt regndis, men med jævnlig aftørring af cockpitvinduerne kunne vi da orientere os. Selvom vi sejlede langt inde i fjordene – der var nogle steder 15 sm til kysten - kunne vi meget tydeligt mærke dønningerne fra Atlanterhavet. Efterhånden lettede det hele, og i Leirvik så vi lidt til solen. Det var en rigtig fin gæstehavn med søde mennesker til at tage imod os, faciliteterne var flotte, og alt var inkluderet i de moderate havnepenge. Helt anderledes end her i Kristiansand, hvor et brusebad koster 45 kr., el koster også ud over havnepengene, der for vort vedkommende er 360 kr. Ganske vist norske, men nu har vi jo oplevet så mange steder, hvor det har været meget rimeligt og med virkelig god service, og det ville vi jo gerne have til at fortsætte.
Næste stop var Haugesund. Det er en by, vi flere gange bare har sejlet igennem, men som vi nu ville benytte lejligheden til at få set nærmere på. Da vi kom ind i sundet, blev vi modtaget af en havneassistent – det sker meget sjældent! – som fortalte, at der skulle være Sildajazz de kommende dage, og at det ville medføre larm og lidt kaotiske tilstande i havnen. Men vi var velkomne til at lægge os længere ude – eller finde en plads inde, hvor det foregik. Vi vidste, der igen ville komme hård vind og bygevejr, så da det lykkedes os at få en god plads, selvom det var lige ved en af musikscenerne og de mange boder, tænkte vi, at vi ville opleve musikken og byen i den grad, det lod sig gøre. Vi er ved at være ret hærdede, hvad angår støj, når blot vi ved, båden er godt fortøjet.
Vi havde nogle gode dage, hvor vi nød musikken og fik set på byen. Men indrømmet, der var så kraftige byger, at meget af tiden gik med, at vi opholdt os i båden. Heldigvis lykkedes det at gennemføre en virkelig festlig Street Parade lørdag formiddag. Starten gik fra Rådhuset, og vi fulgte godt med gennem byen. Det var helt overvældende, så mange mennesker, der stod langs ruten. Rent musikalsk har vi oplevet det, der var af bedre kvalitet, men den livsglæde og energi, de deltagende udstrålede, var virkelig en herlig oplevelse. Da den sluttede, startede en kraftig regnbyge, men også et virkelig godt band nede på havnen. Man tog det med godt humør, og det lykkedes skipperinden at møve sig ind under den flinke lydmands telt sammen med en del andre og få en god musikalsk oplevelse.
Tananger blev næste stop. Kvitsøy lokkede også – vi sejlede lige forbi – men det var gråt og noget blæsende, og vi vidste, de næste dage ville blive blæsende og regnfulde. I Tananger kom vi til at ligge fint for den hårde vind, og vi tog bussen ind til Stavanger for at gense byen og komme lidt væk fra båden. Det blev en fin tur, hvor vi konstaterede, at der er kommet endnu flere cafeer, restauranter, barer og souvenirbutikker, end da vi var der for mange år siden. Vi faldt for fristelsen til at søge ind i Skagen – et charmerende gammelt byhus, hvor der tidligere har været dansk konsulat - til kaffe og nybagte vafler. Naturligvis skulle vi også ned og se lystbådehavnen, og vi kunne tydeligt forestille os, hvor forfærdeligt det havde været at ligge der, mens Hans rasede. Nogle sejlerbekendte måtte simpelthen flytte på hotel – fuldt forståeligt.
Vi tog nogle dage i Tananger, ville lige have søen til at lægge sig efter den hårde SØ-lige vind, og så skulle der komme NV-lig vind – lige noget, vi kunne bruge! Vi sejlede kl. 6, kom fint af sted, og da vi kom ud i det åbne, var vinden jævn, og genoaen blev rullet ud. Efterhånden lagde vinden sig totalt, og i flere timer sejlede vi i havblik. Vi passerede Egersund og blev enige om, vi sagtens kunne fortsætte til Farsund. Men da vi nærmede os Lista, tog en vis mand ved det hele. Vind og sø fra SØ kom for fuldt drøn – det var ikke behageligt. Skipper vurderede søerne til at være 1,5 meter, vi ”bankede pæle”, og skipperinden tænkte, igen, igen, at det her farvand er altså ikke for sarte sjæle, så Skippers forslag om i stedet for at gå ind i Lista havn mødte ingen modstand. Der havde vi jo været før, der er dejligt læ, og vi var heldige, der var en plads ved den lille gæstebro. Selvom der var kraftig sidevind, og vi blæste ud fra broen, fik vi fortøjet i første hug, så vi kan endnu!
Vi sad og pustede lidt ud og nød aftensmaden, og så kom der en stor Bavaria med en alenesejler ombord, så vi forhalede – for anden gang – for at give ham plads, men han var for stor. Vi sagde så, han kunne lægge sig uden på os, men så kom en inde fra land og foreslog, han flyttede den lille jolle, der lå længere inde. Ja tak! Så forhalede vi for 3. gang og fik den norske sejler på plads! Det gav jo våde bukser (og der var skiftet fra sejlertøj!), men sådan er det altså også at være lystsejler. Der skal lyst til!
Nu var vi jo inde i vanen med at stå tidligt op, og hvis vi skulle nå Farsund, før den næste kuling med regn kom, skulle vi af sted tidligt. Vi havde en fin morgentur de 12 sm og ankom i rigtig flot vejr. Vi blev modtaget af andre sejlere, deriblandt et par fra Lemvig, rigtig hyggeligt! Det var skønt vejr om eftermiddagen, så vi var rundt og kigge lidt på den fine by, der ligger virkelig smukt. Lørdag formiddag var vejret skiftet, men vi nåede en travetur mere og et indkøb i Vinmonopolet, før det igen gav sig til at regne og blæse. Vi lå lige ved faciliteterne, der også her bød på vaskemaskiner og bad inkluderet i havnepengene. Det var også lige ved en COOP, så det kunne ikke være nemmere. Vi var lidt spændte på, hvor meget sø, der ville nå ind og genere os, men det var ikke nævneværdigt, og om natten var der ro.
Søndag morgen vågnede vi til tæt, tæt tåge! Helt stille vejr, men sigtbarheden var lig nul. Kl. 11 virkede det, som om det lettede, og med AIS og radar tænkte vi, at nu gik det nok. Men da vi kom uden for byen og de nærmeste øer, lukkede det helt til igen, dønningerne kom rullende, og det var ikke så rart med så dårlig sigt. Så skipper vendte skuden, og vi sejlede ind, hvor vi havde ligget. Madpakken blev spist, og ved 13 tiden så det ud som om, at nu var tågen altså lettet, så vi gled igen ud. Det var også en helt anderledes oplevelse, for det er en smuk strækning, så det kunne vi nyde. Kun omkring Lindesnes var der nogle banker, men de svandt og generede os ikke. Søerne var ikke voldsomt generende, så det blev en fin tur til Mandal. Der kom vi ind i en næsten tom havn, og da vi gik en tur op i den ellers meget charmerende by, konstaterede vi, at her er man ved at lukke ned for sæsonen. Der var stadig cafeer og restauranter åbne, men museerne var lukket den 15.8. og kunne kun besøges efter aftale. Vi gik tur i solskin, spiste i cockpittet uden telt, noget vi ellers ikke er forvænte med, men nød i fulde drag.
Derfor var det også en stor skuffelse, da det igen begyndte at regne tidligt om morgenen. Så det var gråt og vådt, da vi sejlede over for at tanke diesel.
Næste stop var planlagt til Kristiansand, hvor vi gerne ville være et par dage for at opleve byen. Det blev en meget smuk tur, for efterhånden svandt skyerne, og solen fik mere plads, Vi sejlede gennem nogle smalle meget idylliske sund og kunne se de mange sommerhuse inde på kysten. Det virker som om, der er taget meget hensyn til, at husene skal tilpasses landskabet.
Kristiansand overnattede vi i, da vi krydsede Skagerak fra Skagen på turen herop. Da var vi udasede efter en noget hård tur og skulle videre med det samme. Men denne gang har vi besluttet at se byen, og da vejret nu er med os, nyder vi det i fulde drag. Vi sejler herfra til Arendal, og det bliver nok sådan, at vi sejler hjem via Sverige og Læsø. Vi tør jo næsten ikke tro på, vi får bedre vejr, men det virker som om, vi er kommet til et blidere område. Det er dejligt!
Nu er glasset med bobler ved at være tomt, men der kan vist blive tid til et mere, før vi skal op og finde et sted at spise!
Tak som vanligt for alle de hilsener, vi får! Det er virkelig rart, som mange følger os!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 22-08-2023 af Inge Lise Lykke Hansen