Rejsebrev 122 Skrova - Molde

Skrova 06/07/2023 – Molde 25/07/2023
Når det nu igen regner i stride strømme mange timer ad gangen, må vi huske, hvor flot vejret var, da vi sejlede fra Skrova til Skutvik. Altså den dag, vi sagde farvel og tak til Lofoten og igen kom over på det ”rigtige” fastland. Tiden i Bodø og på Lofoten har været den vejrmæssigt flotteste, så vi er nok heldige, selvom vi synes, her regner og blæser meget. Det ved vi godt, det gør på disse kanter.
Skutvik var en fin, lille by, smukt beliggende, og et ferieparadis, om end faciliteterne for sejlere – heller ikke her - var svarende til det beskrevne. Men så er det godt, vi kan tage et bad ombord.
Vi gik ud for at besøge det Laksecenter, som vi var sejlet lige forbi, og som vi havde bestemt, vi ville se nærmere på. Og det var en positiv og lærerig oplevelse. Vi skal ikke kunne sige, om der er tegnet et for rosenrødt billede af den meget store del af Norges eksport, som lakseopdrættet er, for det er producenterne, der står for den måde, informationen serveres på. Men hvis det er korrekt, hvad der vises, hvilket vi tager som udgangspunkt, spiser vi videre med god appetit. Området er meget lovreguleret i forhold til miljø, fødevaresikkerhed og bæredygtighed.
Da vi var i Bodø første gang, ville vi gerne have besøgt en stor seværdighed, Frilandsmuseet Kjerringøy Handelssted. Det var ikke muligt, men nu kunne vi i stedet selv sejle dertil. Det var igen blevet gråvejr og småregnede, og vi kom ikke tids nok til at nå museet i åbningstiden. I stedet fik vi vasket tøj, for her var faciliteterne meget flotte. Der var også flere sejlere. Så mange, at vi havde en sejlbåd uden på os – en helt ny fornemmelse, men rigtig søde mennesker. Næste formiddag kunne vi gå hen og besøge det store og meget flotte museum, hvor der var en god guide til at fortælle om stedet, og de mennesker, der havde levet der.
Efter frokost sejlede vi til Bodø, hvor vi efterhånden fik dejligt vejr igen. Her skulle vi bunkre diesel og købe proviant, så vi tog afsted igen, så snart det var klaret mandag formiddag. En forholdsvis kort tur til en lille by, Inndyr, hvor der var varmt og stille. Et idyllisk sted med ferieglade mennesker, men også en by, hvor folk boede og arbejdede. Laksecentret, der bød på andre oplevelser end det første, var lukket, og vi ville ikke vente for at se det.
Næste morgen var det stadig fantastisk vejr, og vi havde besluttet at besøge Svartisen, Norges næststørste isbræ, som jo desværre som andre bræer hele tiden bliver mindre. Vi ankom på et heldigt tidspunkt, for den forholdsvis korte gæstebro helt inde i bunden af fjorden næsten ved foden af bræen, var fuldt besat, men der var et par stykker, der sejlede netop, som vi kom, så vi fik en god plads. Og på den rigtige side af broen, skulle det senere vise sig. Det var varmt og stille, så vi gik op og kiggede på bræen, og da der var temmelig langt, hvis vi skulle helt op, og det krævede guide at gå op på isen, blev vi enige om blot at nyde det fantastisk smukke syn fra lidt afstand. I løbet af aftenen kom der torden, regn og kraftig vind, og selvom vejrmeldingerne havde meldt stille netop ved Svartisen, blæste det så kraftigt, at de motorbåde, der lå på broens vindside, måtte forlade stedet ved 23-tiden. Vi lå lidt uroligt, men det kunne lade sig gøre. Næste dag blæste det fortsat rigtig meget, men det var lunt, så vi blev liggende, og oplevede flere sejlbåde komme til. Man kunne ikke ligge i lag på vores side af broen, for det var for tæt på klipperne, men det endte med, der lå 3 sejlbåde uden på hinanden på vindsiden – på trods af den kraftige blæst. Det lader til, man her er vant til den slags.
Men vinden lagde sig jo igen, og da vi tog af sted, varede det ikke længe, før vi måtte rulle sejlene ind og starte motoren. I den lille by Tonnes var der en rigtig flot og ny marina, men vi var eneste gæstesejler. Igen et smukt område med mulighed for en god travetur. Der var ikke noget at blive liggende efter, så vi startede næste morgen i pænt vejr, med en vejrudsigt, der meldte noget snusk senere på dagen, men på Herøy, hvortil vi agtede os, skulle det ikke blive så slemt. Da vi havde sejlet nogle timer i meget skiftende vind, hvad angår retning og styrke, kunne vi godt se, himlen blev meget mørk og truende. Men der skulle ikke komme regn af betydning der – troede vi. Vi blev snart klogere, for det begyndte at regne og blæse meget kraftigt, så det var med at holde godt udkig med regn og sø skyllende ind over båden. Herøy fandt vi ind til, og heldigvis stod der to stærke mænd og tog imod på broen, hvor vi kom til at ligge perfekt med vinden i stævnen, alt imens det bare blæste en stiv kuling og styrtregnede. Da var det, skipper fandt ud af, der er hele 3 steder i Norge med navnet Herøy, og da han fandt den rigtige, passende vejrudsigten.
Vi fik ikke set meget af øen, som var meget ”turistagtig”, men fortsatte gennem den store skærgård næste dag. Netop fra Herøy var der den flotteste udsigt over mod De syv Søstre, nogle karakteristiske og berømte klippekamme, forbundet med sagn og myter. Desværre var de indhyllet i skyer, men man kunne godt fornemme deres konturer og storslåede udseende. Vejrudsigten var elendig igen, så vi blev enige om, at det ikke var vejr til hverken Lovund eller Vega, som ellers var planen, for så skulle vi indstille os på at blæse inde i regnvejr. Kursen blev lagt mod Brønnøysund, som ville egne sig til nogle dages ophold, evt. med en bustur ind i landet. Vi sms’ede med Blas, der kunne fortælle, at Brønnøysund den weekend havde havnefestival, så det ville nok blive svært at få plads. Og ganske rigtigt, det kunne vi lige så godt opgive med 4 lag af store motorbåde på ydermolen og en propfuld havn. Det blev en meget lang dag på vandet – men vejret var godt endnu. Vi endte i Rørvik, hvor vi også vidste, vi ville kunne få nogle dage til at gå, og hvor vi kunne ligge godt for vinden. Vi nåede at komme ind, så skipperinden kunne få handlet i den nærliggende Rema 1000, og det var dejligt, for der er jo lukket om søndagen i næsten alle butikker.
En anden fordel ved at vælge Rørvik var et gensyn med Blas og Laura, som vi havde det rigtig hyggeligt sammen med. Vejret blev så træls som lovet, men de 4 dage gik med forskellige gøremål, læsning, Sudoku, krydsord, indkøb og nogle museumsbesøg. Der var et flot kystmuseum samt Berggården, et tidligere handelssted, som havde været meget mere end det, for ud over butikken med alle dens forskellige ting, var der en skolestue, apotek, tandlægestol m.m. Også en stor samling fotos af arbejdende mænd, kvinder og børn og redskaber til alt arbejdet med klipfisk, og der var en lokal guide, der var meget vidende og engageret, så det blev en interessant eftermiddag. Vejret var ikke til lange traveture, men lidt motion måtte vi se at få mellem de kraftige byger.
Endelig, onsdag morgen, havde himlen igen en pænere farve. Vi måtte sejle i nogle store dønninger, før vi efter en tid kunne gå indenskærs, og da vi kom frem til Stokklund, var det skønt vejr og spejlblankt vand inde i den smukke naturhavn. Det var også en af de lange ture, men sikke et dejligt sted at slappe af med lidt aftensmad, et glas vin eller to og en lille travetur.
Vi sejlede næste dag til Børøysund, som var beskrevet som noget af et tilløbsstykke, så vi var helt spændte på, om der var plads til os. Vi lå alene gæstebåd der om natten, kun var der en evig trafik af både, der skulle tanke brændstof. Der var egentlig smukke omgivelser, men et skilt på døren ind til faciliteterne om, at disse var lukket på grund af COVID 19, siger nok lidt om, at her prioriterede man altså ikke sejlerfolket. Nå, man kan ikke vinde hver gang, og videre gik turen til Kristiansund, som vi på turen op bestemte at vende tilbage til, så vi kunne opleve byen. På vej dertil blev vi kaldt op af Henrik fra Nirvana, som viste sig at have samme planer som os. Blas og Laura ville også være i Kristiansund, så det blev vældig hyggeligt, da vi alle fulgtes ad op på restaurant Smia tæt på havnen for at spise klipfisk. Nej, hvor det smagte! Og med drinks før og efter på bådene, blev det en særdeles sjov og hyggelig aften. Da vi kom tilbage efter restaurantbesøget, kom en fjerde dansk båd, som vi tog imod. De havde været oppe nord på et sted og havde lige købt den. Det er første gang, vi har været 4 danske både samlet.
Der var hele to museer, vi havde kig på. Vi tog Sundbåden over til Klipfiskemuseet, hvor vi gik rundt og så på en masse redskaber, plancher, og fotos, før vi sluttede af med en smagsprøve på deres klipfisk – fint sted, lidt ”uorganiseret”, men meget autentisk, da det var anlagt i de oprindelige bygninger. Vi besøgte også Mellemværftet, et arbejdende værksted, hvor man reparerer og vedligeholder gamle træskibe. Også interessant – og vejret var rimeligt, hvilket man virkelig lærer at sætte pris på, når man skal færdes ude.
Alt godt får en ende, så vi sejlede mod Bud søndag morgen. Vinden friskede noget om eftermiddagen, men da var vi næsten i havn. Igen tog vi langt indenskærs, en utrolig smuk tur, og da vi skulle lidt ud igen, var det tydeligt, vinden var i NØ, for der var så godt som ikke dønning. I Bud var der fuldt i havnen, men vi blev inviteret til at ligge uden på en sejlbåd med Blas og Laura udenpå. Snart blev der dog en plads ved broen, så vi forhalede, og selvom vi lå med agterenden næsten i havnehullet, var det ok, da blæsten kom inde fra land.
Mandag morgen sagde vi igen farvel til vore unge, nye venner, og da kl. var 11, stod vi klar til endnu et museumsbesøg. Denne gang gjaldt det Kystfort og Kystkulturudstillingen. Der var igen en masse om livet som fisker, fangstmetoder, levevilkår båd- og motortyper m.m. Og så var der bunkerne, hvor vi med en guide så, hvordan det havde været i Bud under krigen. Både i bunkerne, den ene underjordisk, og i byen. Igen blev man slået af den ondskab, mennesker er i stand til at udvise over for hinanden. Man bliver trist og tung om hjertet. Tror, vi snart har fået set, hvad vi bør af den slags – i hvert fald trænger vi snart til noget andet.
Og det får vi her i Molde, der kaldes Rosernes By – med rette. Der er blomster over alt, virkelig flot arrangeret i en arkitektonisk spændende bydel. Hvor er her mange hoteller, mange færger, mange turister! Molde er kendt for sin store jazzfestival, som vi ikke nåede. Måske godt, for så ville der nok ikke have været plads til os i havnen. Vi nåede lige at gå en tur i går eftermiddag og se byen med lidt solskinsfarver på. Siden har det regnet, og det fortsætter vist. Henrik er kommet hertil også, så han kommer over til middag i aften. Næste stop bliver Ålesund, hvor skipper har været heldig at få en tid til eftersyn af motoren. Noget, han normalt gør selv ift skift af olie og oliefilter, men da motoren er så ny, anbefales det at lade et autoriseret værksted gøre det af hensyn til garantien. Fra Ålesund må vi finde ud af, hvordan man ser Geiangerfjorden. Hvis skipper skal bestemme, skal vi selvfølgelig selv sejle helt ind i bunden!
Når vi fortæller om alle blomsterne her i Molde, må vi heller ikke glemme at nævne, at overalt i vejgrøfter og på bjergsider, er der et væld af vilde blomster og buske i utallige farver. Virkelig en fornøjelse – og her er der ingen fare for tørke!
Vi kan forstå på dem, vi snakker med i DK, at vi ikke har værre vejr, end det er hjemme. Synd for alle dem, der holder ferie her i juli. Vi andre må nok ikke klage, selvom vi ikke helt kan lade være, for vi kan jo tage de gode dage, når de er der.
Tak for dejlige hilsener til jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 25-07-2023 af Inge Lise Lykke Hansen