Rejsebrev 121 Lofoten
Bodø 26/06/2023 – Skrova 06/07/2023Vandet er igen roligt her i havnen på Skrova, efter at færgen, som lægger til lige bag os – og som kommer tit - er sejlet. Solen skinner, skyerne inde over land er blevet der, hvilket bekræfter Skrovas påstand om at have de fleste solskinstimer på Lofoten. Efter en tur rundt på øen, der består af flere små øer, kan vi ikke forestille os noget bedre sted at sige farvel og tak til Lofoten. Her er smukt og meget hyggeligt, mange sommerhuse og en del fastboende, der gør meget ud af blomster og buske på terrasser og altaner. Mange små vige og kroge, og hvor der er vand nok til at en båd kan flyde, ja, så er der både og det i alle størrelser og ”modeller”.
Efter en festlig og intens uge hjemme kom vi tilbage til Bodø og fandt Nausikaa liggende pænt ventende på os. Alt var vel ombord, det var varmt og sommerligt med masser af liv omkring havnen. Vi var dog trætte og måtte til køjs, hvilket er svært med solen stående højt på himlen, og det lærer vi nok ikke!
Næste morgen besluttede vi ikke at jage af sted. Vi havde tid til lige at sunde os lidt efter den lange rejsedag, og et par ærinder skulle ordnes: Mens vi var hjemme, fik vi et girokort i postkassen fra sygehuset i Sandnessjøen med en regning på den behandling, skipper havde modtaget pga fiskebenet. Han tog girokortet med i den tro, han kunne betale det på posthuset. Et sådant fandt vi, men de henviste os til en bank. Der trak vi et nummer via mobilen, og efter 3 kvarters venten kom der en sms, at nu var det vores tur. For at konstatere, at sådan noget kunne man altså slet ikke lave i en bank! Den venlige dame foreslog, at skipper ringede til sygehuset for at høre, hvordan han skulle betale. Det blev til, at han selv fandt ud af at lave en udenlands bankoverførsel…
Vi skulle også proviantere, ligesom vi havde et ønske om at se Domkirken indvendig. Det er en speciel kirke med nogle fine detaljer, og kønnere indeni end man forestiller sig, når man betragter den udvendig fra.
Efter aftensmaden skulle vi lige op på torvet og frekventere ishuset i det dejlige vejr. Vi var ikke færdige med at nyde vores is, da vi så en tæt tåge komme væltende ind ude fra vandet og oppe fra bjergene. Temperaturen faldt drastisk, og folk, der sad i sommertøj på fortovsrestauranterne, fik travlt med at spise færdigt, og snart var gaden tom. Det blev hundekoldt!
Det var det stadig næste morgen, og tågen var meget tæt. Men med radar og kortplotter ombord var det da ikke noget problem, i hvert fald ikke for skipper. Vi sejlede over og fik fyldt dieseltanken, og ud gik det så i det grå. Og alt gik jo godt, men det er anstrengende, fordi man skal holde godt udkik. Tågen lettede efter nogle timer, men solen viste sig først om aftenen, hvor vi havde været fortøjet i det meget smukt beliggende Nordskot nogle timer. Solskin og skyer samtidigt på bjergsiderne er et ufatteligt smukt syn!
Vi kom til køjs, men fik en noget urolig nat, for broen ligger åbent i forhold til vindretningen, og det luftede godt. Da vi skulle sejle, var der så godt som ingen vind, så vi blev overraskede, da vi kom ud og fri af skærene, at der stod så meget sø. Den og vinden var lige imod, så det var rart, der kun var 29 sm til Svolvær. Vi valgte at gå ind i marinaen, og efterhånden fandt vi ud af, hvordan vi fik lov at ligge på pladsen, hvor vi fik fat i en nøgle, kode til servicebygningen m.v. De lokale var hjælpsomme i den udstrækning, de kunne, men heldigvis var der en havnefoged, der via telefon og sms hjalp os, så vi til sidst kunne trave ind i byen og vide, vi kunne komme ind på broen igen. Det var meget varmt inde i land, og det nød vi i fulde drag. Vi fik os orienteret lidt i byen og planlagde de kommende dage.
Der ville komme en dag med kuling, hvor vi ikke skulle sejle, så vi fik bestilt en bil til den dag. I Svolvær er der et interessant Krigsminnemuseum, hvor der er udstillet en stor mængde uniformer, effekter af enhver slags, mange billeder og beskrivelser, indrettet et Gestapokontor osv. Virkelig et spændende besøg. Og hvor bliver man klar over – igen – at Norge havde det slemt under krigen. Det er meget tankevækkende. Vi var også inde at se på isskulpturer, Magic Ice Bar. Især skipperinden havde ikke tænkt sig om, for selvom vi blev udstyret med store, varme kapper og luffer, var det en kold omgang. I entreen var der en drink, som også blev drukket af et ”isglas”. Det var utroligt flotte skulpturer og ærgerligt, man ikke kunne udholde at være derinde ret længe.
Skipper havde sat sig for, at vi skulle sejle op i Trollfjorden, ca 15 sm fra Svolvær. For sjov skyld forhørte vi os om prisen hos en af de mange udbydere, og vi kunne komme på tur for den nette sum af 900 kr. per person. Det var ikke svært at fastholde beslutningen om at sejle selv, hvilket også passer bedre til vores temperament. Det var en smuk tur dertil, og selve fjorden er absolut også speciel. Meget snæver i indsejlingen, og med høje bjerge lodret ned. Men mon ikke det er de mange historier og myter omkring fjorden, der gør den så særlig? Vi har set mange steder være lige så smukke og specielle. Der var et væld af RIB-både samt større udflugtsbåde rundt om os det meste af tiden, men vi var ret heldige, da vi var inderst i fjorden, hvor vi var næsten helt alene. Det var varmt, og som det tit sker i varme, blev vi invaderet af nogle meget væmmelige, store insekter. En mellemting mellem store fluer og hvepse, og de var rigtig ubehagelige. Heldigvis forsvandt de på tilbageturen samme sted, som hvor de landede på os.
Tilbage i Svolvær valgte vi at sejle ind og lægge os i byhavnens inderste del. Det er mere centralt, og så ville der være helt læ for den varslede kuling. Vi fik en fin plads, og hvor var det varmt! Men vi tog os sammen og travede over på Svinøya og helt ud på spidsen, hvor der var et utal af stativer med torskehoveder på. Det ser man mange steder her på Lofoten. I det hele taget har vi lært meget om fiskeriets betydning, og hvordan det foregik tidligere. Et hårdt liv uden tvivl. Nu er alt blevet moderniseret, og de huse, kaldet rorbuer, som fiskerne havde til rådighed som logi under arbejdet om vinteren, er nu renoveret og indrettet som ferielejligheder og ligger i rigtig mange fiskevær.
Biludlejeren havde som aftalt bilen klar næste morgen kl. 9 og der fulgte nogle tips med, hvis vi ønskede det. Han gav os nogle gode forslag, og vi kørte først nordpå forbi flyvepladsen og fandt det anbefalede sted med en fantastisk udsigt. Her mødte vi for første gang de mange autocampere – bobiler. Ved hver eneste holdeplads med udsigt, og hver P-plads ved seværdigheder, var det alles kamp mod alle. Der er så mange bobiler, at det overstiger antallet af alt andet kørende. Nogle er kæmpestore, plastret til med cykler, kajakker og alt muligt andet udstyr. Lofoten er rigtig noget for de såkaldte outdoor-folk, men selv de vil altså have komfort - og de fylder!
Vi kørte så mod syd og var ude på mange af øerne. Over store og mindre broer, gennem tunneller – heraf en lang en under vandet. Vi gjorde mange stop, og der er utallige smukke steder at nyde. Da vi kom tæt forbi Nusfjord, som vi har fået anbefalet også at sejle til, ville vi lige ned og kigge. Det er et rigtigt charmerende sted, men det var nok for os med det besøg. Der var virkelig mange turister, og alle skulle betale 100 kr. for at få lov til at gå en tur i den lille by. Indrømmet: det var en form for frilandsmuseum, og selvfølgelig skal noget sådant finansieres.
Vi besøgte det store Vikingemuseum ved Borg. Det var rigtig flot og informativt, bortset fra, vi var uheldige med ham, vi købte billetter af. Han gjorde sig ikke den ulejlighed at informere os om audioguidens måde at fungere på – det kunne vi se, da vi kom ud, hvor der var en beskrivelse. Det ville vi godt have vidst, men vi stod med ryggen til, da vi ankom, og han pegede bare ind mod udstillingerne. Nå, man kan ikke være heldig hver gang…
Det var interessant for en gang skyld ikke at have fokus på vikingernes krigeriske togter, men den dagligdag, de også levede. Hvordan de boede sammen med husdyrene i husene, hvordan de vævede tøj af uld, de farvede, hvad de spiste, og hvordan de fejrede store livsbegivenheder. Vi kunne også have besøgt et vikingeskib, men det blæste så meget, at vi fravalgte den del. Vi kunne godt mærke, hvor stor forskel der er, om man er i læ eller ej – vinden var kold og stærk, så det var fint, vi for det meste sad i en lun bil.
Næsten hjemme holdt vi ind i Kabelvåg og var inde og se Lofotenkatedralen, en stor kirke bygget helt i træ. Forståeligt, de er stolte af den!
Bilen blev afleveret, og vi var trætte efter en indholdsrig dag, så det var dejligt at komme tilbage i båden og nyde aftensmaden med solen i cockpittet.
Vi var spændte på, hvor meget vind, der ville være næste dag. Vi fik provianteret og begav os af sted mod Henningsvær, og det var på det nærmeste havblik. Det var blevet køligere, men der var dejligt læ inde i bunden af den lange havn. For første gang var der lidt trængsel, men en venlig tysker bød os velkommen uden på sin båd. Det varede ikke længe, før der var plads ved broen, men vi blev, hvor vi var, og der kom også snart en anden og fik pladsen. Henningsvær er det mest besøgte af alle de mange fiskevær, og i gaderne og souvenirbutikkerne vrimlede det med mennesker. Masser af rorbuer til rådighed, busser, der kørte i et væk, og de alle stedsnærværende bobiler.
Henningsvær har noget, ingen andre har på Lofoten: En fodboldbane! Og den er de med rette meget stolte af. Den ligger smukt, omringet af stativer med torskehoveder, naturligvis tæt på vandet, så et af vore børnebørn, som vi sendte et billede til, mente, det ville være godt med nogle ekstra bolde…
Videre mod syd næste dag, for vi havde hørt så meget om Reine. Tyskeren, vi lå uden på, mente nu ikke, byen var noget særligt, så skipper studerede mulighederne og valgte Hamnøy i stedet. Så kunne vi altid spadsere ind til Reine derfra. Hamnøy var en lille perle, utroligt smukt beliggende og ikke større, end der var hyggeligt og charmerende. Det viste sig, da vi besøgte en lille udstilling, at det var her fra ideen med at udleje rorbuerne til turister, stammede. Det er Lofotens bedst beskyttede havn, og det tror vi gerne, for vi lå i et rigtigt smørhul. Som det også skete i dag, var der en sejler, der forlod havnen, lige før vi kom, så vi fik den eneste plads, der var. Om natten kom der nogle meget kraftige vindstød, formentlig faldvinde fra bjergene, for der var ikke vind at sejle på, da vi kom ud. Bestemmelsesstedet var Stamsund. En by, som er i fuld gang med aktive fiskere, en meget stor havn og efter beskrivelsen et meget aktivt teatermiljø. Og der var bestemt mange fiskekuttere, flere store virksomheder, og også her var der små gyder og kroge, hvor man havde kunnet rejse et træhus, som så ud til at fungere som sommerbolig eller udlejet til turister. Ikke et sted, vi havde lyst til at blive længe, så videre gik det mod Skrova, hvor vi nu er, og som er spændende både pga. beliggenheden fordelt på flere småøer og dens bebyggelser spredt rundt på øerne. Det er et godt sted at have på nethinden, når vi i morgen vinker farvel og siger tak for nu til Lofoten.
Vi har i den grad haft vejret med os, mens vi har været her. Det siger de lokale, og de ved, hvad de snakker om. Og vi har nydt det og føler os meget privilegerede. For vejret betyder rigtig meget, når det er naturen, der er trækplasteret. Og det er det her. Vi har nydt udsigterne, lyset og farverne, og vi har lært meget om livet her i tidligere tid.
Der er rigtig mange turister! Krydstogtskibe en masse (som endda kigger ind i Trollfjorden), turister, der kommer for at vandre, spille golf, ride, klatre, ro i kajak, tage på hvalsafari, (det siges, der er en tam hval, som man fodrer, for der er hvalgaranti. Altså ingen hval, ingen penge!)
Alskens ture arrangeres for outdoor-folket og naturelskerne, det er en kæmpeindustri. Det er også OK, vi er jo selv turister. Men Lofoten er åbenbart blevet så meget et hit, at det må være på kanten af, hvad der kan klares i bæredygtighedens hellige navn. Vi håber, turismen ikke tager overhånd, da det er et fantastisk område, som man skal passe på.
Det er, i hvert fald i forhold til, hvad vi har oplevet, ikke sejlende turister, der prioriteres. I Svolvær er der pladser og faciliteter, men ellers gør man ikke meget for sejlerne. Toilet og bad er ikke almindeligt, så vi har været glade for muligheden, vi har ombord. Vi har også sejlet rundt med affald i flere dage. Der er få pladser i havnene, men vi har ikke besøgt så mange, så vi skal selvfølgelig også passe på med at udtale os om steder, vi ikke har set. Tidevandet er betragteligt, så det er ikke så rart, hvis man ikke kan fortøje ved en flydebro, og man skal vare sig for at lægge sig et sted, hvor fiskerne har fortrinsret – og det har de, selvfølgelig, alle steder.
Det har været en stor og rigtig dejlig oplevelse at besøge Lofoten. Men med tanke på alle de smukke steder, vi måtte haste igennem på turen op til Bodø, glæder vi os til ”nedturen”, der som nævnt starter med, at vi sejler til Skutvik i morgen. Og kan vi være så heldige, at vi får bedre vejr end på ”opturen”, skal vi bestemt ikke klage.
Tak for hilsener til alle, og vi håber, sommeren snart igen kommer til Danmark, hvor der p.t. slet ikke er rart, hvad vejret angår.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 06-07-2023 af Inge Lise Lykke Hansen