Rejsebrev 114 Kolding - Visby
Kolding 31/05/2021 – Visby 18/06/2021Endelig blev vi den 31.5. færdige til at komme af sted, og samtidig kom det gode vejr. Vi havde meldt os til FTLF Saimaa-flotillen med start i Visby den 19.6. og afslutning i Stockholm 8.8. På Saimaa-søen havde vi billetter til en operaforestilling, og derudover var det så planen at opleve Riga, Tallin, Helsinki og Ålandsøerne. For vort vedkommende er et gensyn med Gøta-kanalen en del af hjemturen.
Men så kom som bekendt Corona (igen), og dermed en masse spekulationer og usikkerheder. Operaforestillingen har længe været aflyst, og der er usikkerhed ift. at kunne sejle gennem kanalen op til Saimaa-søen. Men da vi var blevet vaccinerede, og Sverige åbnede, tog vi af sted. (En båd fra flotillen var sejlet tidligt til Sverige og kunne melde, at der ikke var problemer med at komme som sejler). Så må vi løbende tage bestik af situationen – og det er der, vi er nu efter et vellykket træf i Visby. Flotillen omfatter i skrivende stund 9 både.
Vort første stop på turen var Fåborg, hvor vi havde en aftale med Bådebygger Jens. Der var lidt forskelligt på teakdækket, som skulle have været ordnet, men vejret har jo ikke været til det. Han lovede at klare det mest nødvendige, og allerede tirsdag formiddag kunne vi sejle fra Fåborg. Stadig i lunt og stille vejr, men da vi var gennem Svendborgsund, kom skyerne og en kold havgus. Men der kom også en passende vind til at komme til Omø på, og der kunne vi slutte dagen med sol og aftensmad i cockpittet og en lille tur rundt, hvor vi kunne konstatere, at der ikke var faldet nær den regn, vi havde fået i Kolding.
Næste morgen stred vi os gennem modvind og modstrøm til Stubbekøbing, hvor det blæste nogle dage fra øst og var bidende koldt. Vi fik gået nogle ture og lige vænnet os til igen at være ombord, for vi havde slet ikke været af sted i båden før. Så blev vejrudsigten langsomt bedre, vi fik provianteret til nogle dage, og lørdag morgen gik det mod Klintholm. Her kom vi til en tom havn med en havnefoged, der SÅ gerne ville have nogle gæster. Men mon ikke, de er dukket op nu? Det var både Grundlovsdag og Fars dag, og pludselig tikkede en SMS fra søn Jakob ind med en ”gave” i form af et beløb til en drink, og han medsendte endda et forslag til stedet. Det nød vi i fulde drag i sol, men stadig temmelig kølig vind. Det var fristende at gå ind til en af de mange spisesteder og få en stegt rødspætte, men vi endte med at vælge læ og sol i cockpittet.
Næste morgen var det sommer, og vi startede tidligt mod Ystad. Møns Klint spejlede sig smukt og majestætisk i den blanke og silkebløde Østersø, og vi tøffede roligt af sted i det skønneste vejr. I Ystad Marina kom vi til at ligge ved siden af Aurora, en flotilledeltager, og vi blev hjerteligt modtaget med kold rosevin og herlig snak.
Ystad er en fin by, men vi valgte alligevel at fortsætte næste formiddag til Åhus. Det kom vi så ikke, for vi satte sejlene og nød det. Kunne godt se, der så ville blive for langt, så det blev Simrishamn, som også Aurora havde valgt. Igen en lille tur i en hyggelig by, proviantering, et dejligt bad, og så gik det mod Karlskrona, hvor vi havde bestemt at tage en overliggerdag. Det er en spændende by, som vi glædede os til at gense. Forholdene på marinaen er fine, og da Johannes fra Aurora havde fortalt om sin snarlige fødselsdag, måtte vi lige i Systembolaget for at finde en flaske bobler. Det var en fin oplevelse – stort udvalg og priserne er ret høje, men til at leve med.
Næste stop skulle være Kristianopel, så vi kom på skærgårdssejlads! En meget flot tur med smalle løb og de kendte linjefærger, og her var kortplotteren i den grad en stor hjælp. Meget mere afslappende end i gamle dage, hvor man hele tiden måtte følge med på kort og sømærker. Vel udenskærs kunne vi sætte sejl og havde en dejlig tur til Kristianopel. Igen en havn, vi tidligere havde besøgt – denne gang var der godt med plads. Betalingen var nok ikke helt efter bogen, men gav anledning til megen moro.
På kajen fejrede vi Johannes med nogle solide G&T – vi havde dog først fået gået den obligatoriske tur. Kalmar ventede på os, og det så ud til, vi skulle være der nogle dage, for der ville komme blæst.
Den kom også, mens vi lå trygt og godt, men desværre erfarede vi, at en af flotillebådene havde knækket masten under en ufrivillig bomning i Hanöbugten – heldigvis uden personskade, men hvor er den slags ærgerligt! Aurora var også uheldige, for da de ville forlade dieseltanken i Kalmar, kunne de kun bakke! De blev slæbt ind på plads af havnefogeden; det gik uden problemer, men også rigtig ærgerligt. Det var fredag aften, og tidligst mandag morgen kunne de få en mekaniker. Heldigvis blev det da hurtigt ordnet, og de blev fint sejlende igen, men indtil det var konstateret, var der da en lidt trykket stemning.
Vi kunne ikke rigtigt gøre noget for dem, så vi sejlede til Borgholm søndag efter frokost efter at have været turister i Domkirken og på Kalmar Slot. Begge dele en fin oplevelse. Man må også sige, der er helt styr på Coronarestriktionerne – der bliver holdt afstand og taget hensyn overalt.
Vi havde en fin sejlads til Borgholm, men også her var der begrænset liv i havnen og i byen. Vi er endnu ikke rigtigt i ”sæson”, og det er en fordel nogle steder, hvad angår havnepriserne. Der er godt nok sket noget på den front, siden vi sidst var her – ligesom der er i DK. Men der er kun at betale og se glad ud, vi vælger jo selv at komme! At købe mad er også noget, man synes flår lidt i tegnebogen, også, selvom man korrigerer for kronekursen…
Vi vidste, det ville blæse op i løbet af dagen, så vi startede tidligt for at sejle til Byxelkrok, hvor Laguna og Nordstjernen, som også er flotilledeltagere, allerede lå. Vi havde en god tur, men vinden kom som lovet, og det var rigtig dejligt med to mand på kajen til at tage i mod i den hårde sidevind!
Dejligt med et gensyn og en velkomstdrink.
Vi kunne godt have brugt en dag på den dejlige plet, men nu skulle vi over til Visby, mens vejret og vinden var til det, så vi sejlede tirsdag ved middagstid, hvor vinden havde løjet til noget passende. Vi sejlede stærkt de første sømil, men så flovede det, og motoren blev sat til. Vinden kom dog igen, så de sidste timer mod Visby gik strygende for en agten for tværs. Vi kom ind ved 19-tiden og blev godt og hjerteligt modtaget af besætningen fra Bibs. Så snart var vi 4 både samlet, og vi vidste, der var flere i nærheden. Onsdag morgen rykkede vi over til en kaj, som var reserveret til flotillen.
Efterhånden som bådene anløb, fik vi overrakt flotillestanderen, flagene kom over stag, og med solen og varmen kom der en festlig stemning ved ”danskerkajen”.
Vi var i god tid, så vi fik set på Visby og det sydlige Gotland, for vi lejede en bil sammen med Myrna og Leo fra Laguna. (Det var til gengæld billigt!) Det var fint at komme lidt væk fra båden og se de grønne marker og de store skovstrækninger. Her er meget tørt overalt. Vi gjorde holdt forskellige smukke udsigtssteder, og så besøgte vi Vamlingbo Kirke med tilhørende præstegård, der er omdannet til café og udstilling af Lars Jonsson værker – en virkelig dygtig ”fuglemaler”. Der var også et interessant naturoplevelsescenter. På cafeen nød vi en ganske overdådig rejeanretning, så vi blev både åndeligt, kulturelt og gastronomisk fyldt godt op.
Lørdag skulle vi alle gøre klar til aftenens ryste-sammen-party. Der havde været planer om fællesarrangement, og vi havde lovning på lån af klubhus, men forsamlingsloftet er stadig 8 personer indendørs her i Sverige. Det endte med, vi slog os ned i ”Rosenhaven”, (vist et navn, der kun findes hos os?) ved Universitetet og tæt på havnen, hvor der var borde og stole. Her troppede vi hver især op med, hvad vi ville nyde af mad og drikke, og det fungerede fint, selvom vinden fik dugene til at blafre rigeligt. Sidste båd ankom først kl. 16, men alle nåede det, og vi fik nogle gemytlige timer.
Så vi ser nu frem til mange gode fælles oplevelser de næste uger. En del er endnu uvist, hvad angår råderummet omkring Corona, men vi følger situationen, tager løbende bestik og må indrette os efter forholdene.
Også denne gang er det dejligt at slutte rejsebrevet med at sige tak for hilsenerne i gæstebogen og på mails. Jeres gode ønsker skal nok få effekt!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 19-06-2021 af Inge Lise Lykke Hansen