« Tilbage til rejsebreve

Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 11 Rejsebrev 13

Rejsebrev 12 Santander - Viveiro

Rejsebrev 12
Santander 18/09/07 - Viveiro 03/10/07
Den, der vågner først (læs:først skal tisse!) tænder oliefyret! Det er blevet efterår. Og så alligevel ikke. Morgenerne er kølige og mørke - vi er jo 2 timer længere mod vest - men de allerfleste dage har været meget flotte vejrmæssigt med temperaturer som på en god sommerdag hjemme. Kl. er nu 20.30 - vi er først lige trukket ned om læ. Der er lidt regn ind imellem, men det er i småtingsafdelingen.
Hvor den første del af Spanien var menneskemylder, fest og farver har tiden siden Bilbao hovedsageligt været præget af dejlige og storslåede naturoplevelser samt mulighed for at lære om "gamle dage" i bred forstand. Besøget i hulerne ved Altamira, hvor museet gav en rigtig god inføring i tiden omkring og efter de meget berømte og 15.000 år gamle hulemalerier, var rigtig interessant ligesom middelalderbyen Santilliana del Mar var helt fortryllende. Turen her bød både på en god bustur og travetur og vejret var fantastisk - himlen var nøjagtigt så blå som på postkortene. Santander er en fin by, der ligger helt fantastisk flot og hvor vi fik nogle gode trave- og cykelture. Der var fyldt af mennesker på strandene selvom det var sidst i september.
Sejlturen til Gijon var en af de lange - ca. 90 mil. Vi startede fra Santander ved 5-tiden om morgenen i bælgravende mørke, og det var koldt! Men utroligt smukt også. Santanders lys fulgte os næsten til himlen fik morgengryets spæde farver og ved 8-tiden stod solen op som den livsbekræftende ildkugle, den er. Afløste månen og stjernerne, som mildnede stemningen lidt i forhold til de høje, mørke bjerge. Sejladsen langs kysten har givet mulighed for at betragte landskabernes forskellighed. Picos de Europas voldsomme skønhed blev afløst af lidt blidere konturer langs Costa Verde, som især efter Gijon tydeligt bar navnet med rette. Dønninger er her altid - af varierende størrelse og nogle ganske store. Men vi har rent faktisk oplevet at sejle på spejlblankt vand og i næsten umærkelige dønninger, sol og blå himmel - og så få besøg af en flok delfiner, som fulgte os i en halv times tid. Det kompenserer altså for en del vippeture!
De større byer har hver haft deres at byde på, og de mindre ligeså. Der er mange havne, men tidevandet og dønningerne gør, at mange af dem ikke kan anløbes af både med Nausikaas størrelse og dybgang. Der var nogle af de små fiskerlejer, vi godt ville se nærmere på, og det gjorde vi så, da vi lejede bil for 3 dage i Gijon. Vejret var med os, og det var en flot oplevelse at komme ud til kysten inde fra land og se det hele fra den anden side. Både de små idylliske byer og strandene med brændingen tordnende ind over klipperne.
Turen ind i bjergene/naturparken - Picos de Europa - var ubeskrivelig. Vi ankom til kirken ved Covadonga ligesom tågen lettede og kirkeklokkerne begyndte at bimle i de første solskinsstråler. Der var messe - og alt var meget stemningsfuldt. Derefter op til søerne, helt klart og stille vejr og med en bogstaveligt talt bjergtagende udsigt. Skipper ville endnu højere op, men turen med svævebanen ved Fuente De måtte han tage selv. Skipperinden havde fået højder nok i den omgang, men hvor var det flot!
3. dag i bil blev brugt til at køre til Sada og få aftalt vedr. vinteropbevaring. Det var rart at se stedet - turen dertil var lang og det regnede en del af tiden, men det var også en oplevelse at se bjergene i det lys og vejr.
Det har været ret ensomt både på vandet og i havnene de sidste mange uger. Derfor har det været dejligt, at vi i de sidste havne er blevet modtaget af andre gæstesejlere, der ligesom os gerne ville have en snak. Da vi lagde til her i Viveiro var der ikke mindre end to mand på broen, en fra Basel og en hollænder. Sidstnævnte har vi tidligere talt med, så det var et glædeligt gensyn og meget hyggeligt at se ham og hans kone til ost og rødvin i aftes. Dem vil vi helt sikkert møde igen - de vil tilbringe vinteren ombord og "gøre" NV-Spaniens fjorde næste år.
A pros pos ost og rødvin, så har skipper sørget for, vi har smagt en masse lokale rødvine - og vi har forsøgt os med nogle spanske oste og det med stor succes! Vi må sige, vi har det yderst behageligt. Vi er også ved at finde os godt til rette i det spanske - har lært lidt mere om, hvordan alting fungerer. Det er bemærkelsesværdigt, hvor forskellige provinserne er. Cantabrien og Asturien var vi ved at blive ret fortrolige med, vi havde jo haft base i Gijon nogle dage og begivet os en del rundt. Men da vi kom til Galicien var det som at starte forfra. Et helt andet lokalt sprog og anden måde at gøre tingene på. Men vi skal nok komme efter det - og vi møder også hjælpsomhed og venlighed hos befolkningen. Det er mget småt med trådløst netværk - og der er meget længere mellem telefonboksene end i Frankrig, men vi har jo tid til at gå rundt og finde faciliteterne...
Vi har nu kun ca. 50 sm, der skal tilbagelægges, før vi skal til at have båden gjort klar til at komme på land. Det er skønt at have god tid. Viveira, som vi er i nu, er en hyggelig by, der ligger i et meget smukt område, men da der i dag har hængt lave skyer over os, har det ikke været vejr til at "bestige bjerget" og komme op og få udsigten. Det håber vi så på, det bliver i morgen!
Tak for indlæg i gæstebog og e-mails; det er så urtoligt dejligt at høre fra Jer derhjemme. Og vi glæder os til at komme hjem - via Madrid, som vi vil bruge nogle dage i.
Vi forventer at være hjemme den 24.10., men formentlig bliver der lige et lille sidste rejsebrev.

Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 03-10-2007 af Inge Lise Lykke Hansen