Rejsebrev 107 Rügen

Rügen – Sassnitz 25/07/2019 – Wiek 05/08/2019
Det er ofte sådan, at når vi forlader et område for at besøge et nyt, kræver det en god lang dags sejlads. Således også fra Bornholm til Rügen, hvor vi startede meget tidligt en dejlig solrig morgen. Vore naboer var endnu tidligere på færde, og så kunne vi også ligeså godt komme af sted. Vi havde forventet en halvvind at sejle på, men der var under 3 m/sek. på hele den 50 sm lange strækning, og så stod der nogle betragtelige dønninger, så helt afslappende var det ikke. Mens vi stadig kunne skimte Bornholm ude agter, dukkede de store klinter på Rügen op, og alt imens de blev tydeligere, steg trafikken i form af færger og turbåde samt mange andre former for fartøjer.
Herligt, da Nils tog imod i den store havn i Sassnitz, hvor der var masser af pladser at vælge imellem – lidt af en kontrast til forholdene på Bornholm. Det var også en lidt urolig havn på grund af bassinnets størrelse og den megen trafik, men en rigtig fin by.
Nils og Lene havde tidligere besøgt Prora, det store ”ferieprojekt” for arbejderne, som Hitler planlagde i årene op til WW2. Det såkaldte Kraft Durch Freude – et helt enormt byggeri af ferielejligheder i komplekser på op til 6 etager og i en længde på 4,7 km! Bygget helt ude ved stranden med tilhørende faciliteter. Det var et must at opleve, og de ville gerne se det igen. Så der blev planlagt cykeltur derud. Vi skulle først lige forbi og se en krigskirkegård i skoven – og det var en smuk og tankevækkende oplevelse. Det gør altid indtryk at se navnene på de alt for unge døde, skønt vi efterhånden har set meget af den slags. Kirkegården var meget smukt placeret et fredfyldt sted på en bakke i skoven, og indgik helt naturligt i stedet.
Da vi skulle videre, fik vi lidt problemer med at finde ud – for det var jo ikke sagen bare at køre tilbage, vel? Vi kom ud på stier, som garvede mountainbikere nok ville nyde, men som var noget af en udfordring for os, men endelig kom vi igen tilbage til civilisationen, som gav andre udfordringer i form af biler og smalle broer, der skulle forceres. Der var dog også lange perioder med god cykelsti! Vel fremme ved Prora, blev vi mødt af et sandt inferno af larm og en mennskemængde, som gjorde det mere end svært at få overblik over noget som helst. Så der måtte lidt spørgen og forsøgen sig frem, før vi endelig fandt Informationszentrum, som vi stæsede ud til for at nå en guidet rundvisning, der var annonceret til kl. 14.30. Vi nåede det akkurat for så at erfare, det var kl. 16! Pyt, vi kunne selv gå rundt, og det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk. Der blev fortalt grundigt om selve projektet, hvad det i stedet blev brugt til, da krigen jo ændrede alt, samt flere afdelinger med både Holocaust-museum, udstilling af Hitlers regeringsregime, rettergangen i Nürnberg og m.m. Virkelig informativt og med stof til megen eftertanke. Vi var også en tur nede ved stranden, som bliver brugt af tusindvis af sommerturister, både fra nærliggende sommerhuse og ferie-resorts samt af folk, der kører mange km for at komme til den eftertragtede strand. Der er fuld gang i renoveringen af mange af bygningerne, der nu sælges som attraktive ferieboliger, ligesom der er indrettet et Ungdomsherberg i en af blokkene. En rigtig god oplevelse rigere cyklede vi tilbage til båden, hvor der blev tidligt ro ombord!
Næste dag skulle vi cykle til Nationalpark Jasmund for at opleve området omkring de meget store klinter, vi havde set fra vandet, Kongestolen og Victoriastolen. Nils og Lene havde lejet cyklerne for to dage, så det var med at komme afsted. Klar til afgang om formiddagen medbringende madpakker. Det blev en anderledes behagelig og køn cykletur af overvejende udmærkede stier hele vejen, meget gennem skov. Da vi kom frem, krævedes der entré, og sådan havde det altså ifølge Lene ikke været sidste gang! Men der var lavet et meget flot center med mange udstillinger, film m.m. om området, der er optaget på listen over Unescos Naturarv, fuldt fortjent. Og så går der altid lide ”commerce” i tingene, men der er også meget at etablere og vedligeholde. Og det er flotte klinter, og et bevaringsværdigt landskab, helt bestemt.
Det var blæst godt op – som varslet – så vi var klar over, vi ikke lige med det samme ville af sted fra Sassnitz. Det gav mulighed for besøg på Fiskerimuseet samt U-båden på havnen, lidt flere gåture i den dejlige by samt nogle indkøb, før vi sejlede af sted mod Lauterbach. Vi kunne sejle for sejl en stor del af turen, og det er jo noget, vi nyder! Også i Lauterbach var der masser af ledige pladser, og vi blev igen taget godt imod af Nils. Grunden til at sejle dertil var at få en tur med det gamle damptog Rasender Roland. Det var småsnusket vejr, men vi stod alligevel op til en fin og varm morgen, hvor vi fra Nausikaa valgte at gå ind og se lidt på byen Putbus, før vi steg på toget. Vi havde læst om en slotspark og en masse roser i en hyggelig by, og det fandt vi alt sammen og nød at se på. En velfortjent kold fadøl, mens vi ventede på Nils og Lene på stationen, faldt på et tørt sted, for det var varmt! De dukkede op som aftalt – også spadserende – og vi fik med nød og næppe en siddeplads i det fyldte tog. Fandt hurtigt ud af, at der ikke var grund til at ærgre os over, at pladserne i den åbne vogn var optaget, for sikke dog en gang røg/os, passagererne der fik over sig. Man har ikke helt taget højde for miljø og CO2 i denne forbindelse...
Turen gik ind over øen med frodige landskaber, skove og marker, og da vi kom til Jagtslottet Granitz steg vi af og gik op og så det meget flotte jagtslot. Det var meget fint vedligeholdt, og jagtmotiverne var alle vegne. Både i form af møbler og lysekroner lavet af gevirer, vi så spisebordet dækket op med glas, porcelæn og bestik med jagtmotiver på, alt var gennemført i jagtens tegn. Det var også et sted med mange besøgende, fuldt forståeligt. Vi var oppe i det flotte tårn, hvor der var styr på tropperne, for der var kontrol med antallet af besøgende, så man kunne komme til at se og ikke var generet af ”modgående trafik” på trappen.
Nu, vi var på togtur, besluttede vi at tage til Göhren ude ved kysten (vi havde passeret pynten på sejlturen til Lauterbach), og det var også fint at se strandlivet her med alt, hvad der hører til af kurve, der kan lejes for en mindre formue, souvenirbutikker, cafeer m.m.m., men vejret var slået om, så det var en noget kølig oplevelse. Der var en time til afgang hjemover, så vi nåede et smut op i Göhren by, som vi dog ikke fik noget særligt indtryk af. Vel anbragt i toget, kunne vi glæde os over at sidde indendøre i tørvejr, for nu begyndte det at regne for alvor. Vi kom dog det lille stykke fra stationen om til båden i tørvejr, men om aftenen kom der en gang torden. Det var også begyndt at blæse, men nu var vi jo ”indenskærs”, og så spændende var Lauterbach altså ikke, så om morgenen startede vi mod Stralsund. Her fik Nausikaa, hvad hun godt kan lide: Halvvind, ca. 10 m/sek., og det gik stærkt i de alligevel pænt store søer. Hector klarede sig også fint, og snart kom vi jo i smult vande, og vinden løjede så meget og var nu plat læns, at vi ikke turde løbe an på at nå broen i Stralsund for sejl. Så der blev rullet ind, vi kom fint igennem broen og fik plads i marinaen, selvom der var mange andre i samme ærinde. Men det er en stor marina med tilsvarende stort turn-over. Over en drink i Nausikaa (vi havde fået en god og hyggelig tradition med at skiftes til at give drinks før manden), blev det klart, at Lene og Nils skulle til at tænke alvorligt på at sejle hjem på grund af nogle vigtige aftaler. De besluttede at afsejle næste morgen, hvor der blev krammet farvel og tak for denne gang. Vi har haft nogle dejlige oplevelser sammen!
Vi andre er så priviligerede, at der ikke foreløbig er nogen bagkant for os, så vi tog byvandringen, efter vi havde vinket til Hector. Det truede lidt med regn, som dog ikke kom, så vi brugte hele dagen på at se den fine, gamle by. Der er masser af seværdigheder og en rar atmosfære. Alle hansestæderne har tradition for gamle skibe, fortællinger om sømands- og sejlerlivet, og så er der næsten musik et eller andet sted i hver havn. Vi gik også op og hørte et band, fik en øl og havde også en god stund, men som skipper sagde, så manglede der altså en 10 grader i at være hyggeligt, så vi holdt ikke ud så længe.
Vi ville videre og se mere til Rügen og omegn, så vi startede ud i havblik og sejlede de 17 mil til Vitte på øen Hiddensee. Det var smalle render, vi var kommet ud i, masser af trafik i form af turbåde, store færger og mange andre sejlere. Men alt forløb fint, og vi fik en god plads i den lille hyggelige marina i Vitte. Vi kunne også være gået ind i færgehavnen eller den nærliggende Kloster Havn, men da vi havde set stederne efterfølgende, var vi glade for vort valg, for her var der feriestemning og afslappet ro. Mange lå nogle dage, badede, cyklede og gik ture, grillede og børn og unge plaskede rundt i alt, hvad der kunne flyde. Rigtig hyggeligt. Vi cyklede meget på øen – det gør alle – og den bedste oplevelse var turen til det nordlige fyrtårn Dornbusch. Det er et elegant fyrtårn, og så ligger det højt i et meget smukt område. Udsigten derfra er ganske formidabel! Vi måtte ase lidt for at komme dertil, men det var umagen værd!
Det var for det meste nemt at cykle på Hiddensee, for den er ellers flad, og der er anlagt stier på digerne. Der var alt, hvad hjertet kunne begære i form af restauranter og et godt supermarked. Vi fik også set det specielle, runde hus Karusel, som lå tæt ved marinaen. Der har Asta Nielsen tilbragt mange sommerferier i sin ungdom, men så kom krigen, der betød, hun ikke kunne være der, ej heller vedblive at eje det. Der var indrettet et fint museum i huset, som gav et godt indtryk af tiden. Bl.a. var det interessant at læse en brevveksling, hun havde med en af de lokale.
Det var lidt svært at løsrive sig fra Hiddensee, men vi sejlede søndag morgen de godt 8 mil til Wiek på Rügen, for herfra var det forholdsvis nemt at besøge Kap Arkona, som vi ”manglede”, før vi syntes, vi havde set øen rigtigt. Vi blev modtaget rigtig fint af en flink og effektiv havnefoged, som anviste plads og hjalp med at fortøje. Det var en helt ny fornemmelse. Da han havde givet os nøgler og relevante informationer, var han henne og hjælpe en englænder med at fortøje, og så varede det ellers ikke ret længe, før både Union Jack og Dannebrog vajede fra marinaens flagstander. Det er noget, man som sejler glæder sig over!
Efter frokost blev cyklerne samlet, og vi begav os afsted. Vi vidste godt, der var et stykke vej ud til Kap Arkona, men vi fandt det, og vi var da heller ikke i tvivl, da vi nærmede os parkeringspladsen, for der var mange i samme ærinde som os. Sikke et mylder! De fleste gik de sidste km eller tog det lille tog, men vi kunne heldigvis cykle på udmærkede stier. Eneste gene var alle de mennesker, der gik midt på vejen og så ud som om, de havde eneret til at være der!
Området er smukt, ligner, hvad vi tidligere har set, men dette sted er så det nordligste. Vi var oppe i det ene af de to fyrtårne, hvorfra der var flot udsigt. Efter en kop kaffe og en is, begav vi os hjemad via den lille fiskerflække Vitt, hvorfra vi kunne se klinterne på kappet tydeligt. Vi valgte at køre en anden rute, hvoraf der indgik mere landevej, og vi må - igen - komplimentere de tyske bilister for deres hensyntagen til cyklister! Og det hensyn havde vi brug for, for modvinden var strid! Heldigvis skinnede solen, og der var meget kønt at se på, bortset fra, at man altså skulle koncentrere sig om at styre. Endelig skimtede vi de mange kitesurfere ud for Wiek, så nu var vi snart hjemme! Men motion skal vi jo have, og nu kunne vi med god samvittighed sidde på vores flade på den lange sejltur, vi havde planlagt til mandag.
Efter et bad og et solidt måltid, tørnede vi ind, men vi havde svært ved at sove. Vinden tudede fortsat slemt i masterne, og der var, i hvert fald hos skipperinden, overvejelser om, hvorvidt det var rart at komme ud på åbent hav en hel dag? Da vejrmeldingen stadig lød på svag vind – som også sidst på natten var løjet en del – begav vi os afsted fra den morgenstille by. Ikke engang færgerne var ude endnu, men vi så dog nogle stykker sejle, da vi var kommet op på det åbne stykke mod Østersøen. Havet var helt roligt, solen tittede lidt frem gennem skyerne, og da vi sejlede forbi fyret på Hiddensee, var det syn den smukkeste afsked, vi kunne få efter nogle dejlige dage på Rügen. Helt bestemt et sted, vi kan anbefale både sejlere og landkrabber.
Vi havde tilbagelagt 60 sm, da vi endelig fandt på plads her helt inde i bunden af Rostocks gamle by, og vi ligger fint. Efter en god nattesøvn skal vi op og se byen, og så håber vi på en god vejrmelding til den videre tur langs kysten til mod Wismar og Lübeck i morgen. I modsætning til i går er der ikke så langt mellem havnene på den næste etape. Som nævnt i indledningen er der ofte en lang sejlads, når vi forlader et område og skal til et nyt. Også denne gang, og det giver tid til at reflektere over alle oplevelserne, så man er klar til at ”indtage nyt land”.
Tak som vanligt for den kontakt vi har med alle jer hjemme og ude, og fortsat God Sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 06-08-2019 af Inge Lise Lykke Hansen