Rejsebrev 106 Bornholm rundt
Det blev en dejlig tur fra Ystad til Bornholm. Vi kunne ikke holde fart i båden i den svage vind, men det kunne Pax, så vi havde en lille fotosafari og fik taget nogle billeder, hvor den sejler fint for gennaker. Hasle tog imod os med god plads i havnebassinnet – troede vi! Det viste sig, der var havnefest, så hele den ene side i det første bassin kunne ikke bruges til at fortøje ved. Vi fik os dog godt anbragt med Pax udenpå, og vi ”slap” for flere. Nu begyndte ferien! Pixeline (Pax’ gummibåd) blev pustet op, og der blev roet nogle ture i det store havnebassin, ligesom dagens daglige is blev indtaget. Larmen fra havnefesten var ganske øredøvende og varede til ved 2-tiden, men så er det, man må sige til sig selv, at det ikke koster ekstra!
Næste dag var det Jakobs fødselsdag, så der blev sat flag over stag på begge både, et festligt syn. Det var lidt sært for os at tænke på, vi også havde fejret Jakobs fødselsdag næsten samme sted (Vang) for 38 år siden. Tænk, at få lov til igen at være med til det!
Vi var inviteret til festmiddag på Pax om aftenen, og da vi ikke havde fået købt hverken gave eller gæsteflag, tog vi cyklerne og kørte de 12-13 km til Rønne. En meget smuk tur, især da vi fandt en cykelrute tilbage gennem skoven. Vi fik klaret indkøbene og fandt et dejligt sted, hvor vi kunne nyde en af de gode Bornholmerøl, ovenikøbet til jazzmusik, og vel hjemme fik vi overbragt gaven, så begge både kunne føre det bornhomske gæsteflag. Noget, vi har noteret os, man ikke gør i så stor udstrækning som tidligere, men havnefogeden bemærkede det og var godt tilfreds!
Det blev en herlig aften med skøn mad og drikke, og med gode varme trøjer på kunne vi ”nyde” musikken fra cockpittet til en godnatøl.
Lørdag morgen sejlede vi det korte stykke til Hammer Havn, som efter vores mening er den smukkeste havn på Bornholm. Vejret var lidt snusket, men det glemte vi ganske, for vi blev til vores glædelige overraskelse modtaget af Lene og Nils på deres ”nye” båd Hector. De ventede også deres søn med familie, som de skulle tilbringe nogle dage sammen med ganske som vi.
Vi travede en god tur, besøgte Hammershus og nød det smukke område. Om aftenen kom der et gedigent tordenvejr over den godt pakkede havn, men næste morgen var det igen fint vejr til den lille tur til Allinge. Der var varslet frisk vestenvind, så det var med at komme over på østsiden. Vi fik en nogenlunde plads, og næste dag kunne vi komme til kaj, hvilket var fint, for vi ville gerne være i byen et par dage. Der var musik, og vi var heldige at finde både jazz og countrymusik.
Næste formiddag ville vi over og trave på Hammerknuden og se lidt til Sandvig. Det var en fin tur, og vi glædede os over at ligge godt i læ på østsiden, for den friske vestenvind var med til at give et helt andet råt udtryk på kysten derovre. Det begyndte mod forventning (meteorologernes) at regne , så vi skyndte os hjem og købte en røget sild til frokosten, hvorefter det var ”dasevejr”. Heldigvis blev det ikke til så meget regn, og vi var klar til næste stop: Svaneke. Også her var havnen proppet, men selvom vi lå langt fra hinanden, kunne vi alligevel få besøg af børnebørnene, som kom roende – rigtig hyggeligt. Vi fulgtes alle seks op og nød en dejlig frokost og en kande øl på Svaneke Bryghus, hvorefter vi delte os i to hold: Maiken og børnene skulle udforske bolcher, lakrids og chokolade, mens vi andre var på ølholdet. Det blev til en hyggelig ”genforening” på baren i strandkanten, før vi skiltes og aftalte, at næste morgen ville vi sejle til Christiansø, da vejrmeldingen var lovende.
Det blev en værre vippetur de to timer, sejlturen tog, for der var stadig megen sø, men vi kom fint på plads i havnen under havnefogedens myndige vejledning. Før vi så os om, lå vi 6 både i rækken, men sådan er det. Det må man være indstillet på, når man besøger Bornholm i højsæsonen. Det var et dejligt gensyn med de to små øer. Der er lavet interessante museer i de to tårne, og turen rundt om øen er altid en god oplevelse. Det var vores plan at grille om aftenen, men der var meget langt til grillstedet, så vi valgte at blive ombord.
Gudhjem var turens næste mål. Jakobs gode ven Claus med familie var på camping, så det var oplagt, de skulle ses og tilbringe nogen tid sammen. Vi var utroligt heldige, for vi fik begge både en fin plads i den lille havn, så vi kunne gå til og fra borde uden at skulle over andre. De unge var sammen med vennerne, og vi andre to gik nogle gode traveture i området og fik købt lidt ind. Vi fandt også op til Pandekagehuset, hvor det lykkedes os at få plads ved et bord og lade os underholde af Peter Vesth. Rigtig hyggeligt! Vi erfarede, at Stig Rossen skulle underholde næste eftermiddag, så skipper bestilte bord til os alle seks. Det blev en rigtig fin oplevelse og en helt anderledes måde at se og høre Stig Rossens meget brede repertoire og sans for entertainment i forskellige miljøer.
Vi havde planlagt at give afskedsmiddag som grillparty om aftenen, da vore veje måtte skilles lørdag, hvor Pax skulle starte turen mod Egå. Vi forhørte os, om Claus & Co. havde lyst til at deltage, og det havde de heldigvis. Vi fik arrangeret os med to borde og fik en fin plads til os alle 11. Skipper fik lavet dejligt kød til de sidste nye kartofler fra Tunø, og med forskelligt salat og gode drikke, blev det et godt måltid. Vejret var skønt, og det var rigtig sjovt at se alle børnene lege og hygge, uden at nogen var i risiko for at falde i havnens meget ulækre vand. Der er mange alger her i år, og især Gudhjem Havn var slem.
Det er altid sjovere at sige goddag end farvel, men alt godt får en ende, og lørdag morgen sendte vi Pax af sted i det skønneste vejr. Vi sejlede selv ret hurtigt efter til Nexø, hvor vi ankom til en næsten tom havn. Det var helt sært at skulle vælge mellem de mange pladser. Det var en noget død by, vi kom til sammenlignet med de andre små og populære turistbyer, men efterhånden som weekenden gik, blev havnen fyldt godt op. Måske også fordi, det blæste friskt fra vest. Vi fik set svenskerhusene, den fine kirke, men museerne var lukkede i weekenden. Vi gik ud til Det gamle Røgeri og nød en Sol over Nexø til frokost. Der kom blæst, regn og køligt vejr sidst på dagen, så cockpitteltet var igen i brug. Mandag gik vi i gang med en del praktiske ting, og Nils og Lene ankom fra Listed. Vi fik snakket om den videre tur til Rügen, og havde et par hyggelige timer sammen. Tirsdag ville vi til Rønne, da vi også gerne ville gense den by. Det blev en ikke særlig rar tur for motor, for der var meget sø, som var ret uregerlig, men Nausikaa tyggede godt igennem, og vi fik en plads i en meget fyldt Nørrekaas Marina. Mange lå og ventede på, at vinden skulle lægge sig, så næste formiddag, var der mange, der afsejlede.
Da vi var her første gang i båd i 1981, var der da turister, men slet ikke i et omfang som denne gang. Vi var her også i bil i 2011, og kunne godt se – og forstå – øens stigende popularitet. Men i år kunne vi mærke, at der var mennesker fra mange forskellige lande, og både i havnene og på campingpladserne, i B&B’erne og på hotellerne blev der talt mange sprog. Bornholm har også rigtig meget at byde på. Først og fremmest en enestående natur, men der er også mange oplevelser med tilbud både til børnefamilier, unge og ældre. Vi kom i snak med et ægtepar i Gudhjem, der var nede og nyde sommervejret i deres båd, som lå lige ved siden af os. Egentlig ville de også gerne have været ud at sejle en lille tur, men de turde ikke forlade deres plads, for de forventede ikke at kunne komme ind på den igen, selvom den var markeret med rødt. Havnen var normalt så proppet, at det var umuligt. Det tog de med godt humør, for de sagde, at uden turismen ville der ikke være meget tilbage på Bornholm. Så man lever med – og af – turisterne, og gør det på en imødekommende og seviceminded måde. De fleste af havnene er med i en ordning, hvor man betaler samme beløb i havnepenge og får rabat på 2 nætter ved køb af 8 dage. I havneprisen er el, vand, bad og brug af vaskemaskine inkluderet, og i alle byer er der gode indkøbsmuligheder, så det har været nemt at være sejlende turist – altså lige bortset fra det med at få en plads i havnene. Men der har altid været plads til en til...
Vi fik set på Rønne, hvis gamle bydel er meget charmerende, vi fik vasket tøj, købt ind og nød det dejlige vejr og stemningen på havnen. Så, Middelhavet kan gå hjem og lægge sig! Bornholm i sol, cava og jordbær, så fås det bare ikke bedre! Vi fik sagt farvel og tak til Solskinsøen med maner, og glæder os til at opleve Rügen. I følge vejrmeldingen skulle vi få en gunstig vind, så vi håber at kunne sejle de 50 sm for sejl.
Tak for hilsener, og fortsat god sommer til jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 25-07-2019 af Inge Lise Lykke Hansen