Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 11 Saint Jean de Luz - Santander
Rejsebrev 11Saint Jean de Luz 03/09/07 - Santander 18/09/07
Med regnen trummende på ruffet og de uldne sokker på, skal man lige minde sig selv om, at i går gik vi shorts! Vi har jo i den grad haft sommer de sidste mange dage - og DET vænner man sig hurtigt til! Og de sidste uger har unægteligt været præget af fest og farver, så den grå himmel lige nu er fremmed....
Vi var jo blevet fortrolige med Frankrig og den måde, alting fungerede på der. Det var overraskende, at de 6 sm, der var til Hondarribia, hvor Maiken og Jakob ville ankomme til med fly ( der ligger nemlig San Sebastians lufthavn!) skulle betyde en sådan forskel, men det var tydeligt, vi var kommet til et helt andet land. Vi blev godt modtaget af en sød kvinde på havnekontoret, som kunne fortælle os, at der var fiesta - et af årets højdepunkter, så ingenting var helt normalt - og meget var lukket!
Det blev en opgave at få provianteret - på turistkontoret, som vi fandt efter en del søgen, fik vi god hjælp, og vi fandt et velassorteret supermarked, selvom der var langt at gå.
Skipperinden måtte også erkende, at den smule spansk, der var med hjemmefra ikke var stort bevendt - for det var altså Baskerlandet, vi befandt os i. Alle skilte og benævnelser er på baskisk - så det var lidt svært at orientere sig. Folk, vi mødte på havnen, henvendte sig heller ikke eller hilste, som vi var vant til og de inviterede ikke ligefrem til, at vi spurgte om hjælp, selvom de sikkert har været flinke. Og så var der jo fiesta'en! Der var et mylder på gaderne, meget støjende trængsel og skyderi og fyrværkeri i eet væk! Men det var også interessant at opleve, når der fejres en national begivenhed - vi fik ikke nøjagtigt styr på, hvad det handlede om, men noget med krigen mellem Spanien og Frankrig i 1500-tallet ( tror vi nok).
Da vi gik til lufthavnen for at tage imod Maiken og Jakob lørdag morgen tidligt, var der allerede masser af folk på gaderne og de forskellige "hold" til dagens processioner var ved at samle sig. Det var skønt at se de unge, og senere på dagen måtte vi jo ind og vise dem byen ( hvor især den gamle bydel er utroligt smuk) og tage lidt del i løjerne. Det var en oplevelse at stå i menneskemængden og betragte - og høre - de mange optog.
Da vi dagen efter ankom til San Sebastian, troede vi ikke vore egne øjne. Et stykke uden for havnen var der samlet en hel masse både, og inde på land var der så mange mennesker alle vegne, at vi aldrig havde set noget lignende. Vi fik besked på, at vi ikke måtte sejle ind i havnen. Det lykkedes os at få at vide, der var fest og at denne nu kulminerede i en roer-konkurrence! Vi kom ind i havnen i mylderet, da konkurrencen var overstået - der var musik og stor modtagelse af det vindende hold. Sikke et leben! San Sebastian er flot - men vi valgte at forlade den dagen efter, for det var ikke så rart at være i havnen. Nåede dog op på bjerget Urgull, hvorfra byen og bugten viste sig i al sin pragt - og en vandretur i byen blev det også til, den har meget at byde på.
De unge fik prøvet de fine sandstrande af - her i september er folk på stranden som på en dejlig sommerdag hjemme. Kysten er præget af bjerge og strande, grønt og frodigt og da vejret har været så flot, har det været nogle meget smukke sejlture. Det var helt rart at opholde sig i en lille rolig havn - Getaria - som ligger skønt og hvor vi blev rigtig godt modtaget af havnepersonalet. Vi trængte til at hvile ørerne, for både i Hondarribia og San Sebastian var der en helikopter over hovederne på os meget af tiden.
Bilbao var næste stop og herfra skulle Maiken og Jakob med flyet tilbage. Byen var bestemt en oplevelse - man kan også her mærke, at Baskerlandet har sit eget "væsen", og byen er en speciel blanding af gammelt og nyt. Da vi ville forsøge at få en øl på en af barerne, blev vi meget bestemt gennet fra bordet, da man kun måtte sidde der, hvis man ville spise. Efter lidt traven rundt, fandt vi et mere indbydende sted med en flink tjener, og vi fik vores øl ude i solskinnet. Guggenheimermuseet er nøjagtigt så storslået, som man forventer det. Bygningen i sig selv var den største oplevelse - udstillingerne var nemlig for en stor del under ændring og derfor lukkede. Men vi fik set os om både udvendigt og indvendigt - og det er absolut et helt specielt sted.
Det er jo altid skønnere at sige goddag end farvel til nogen, man holder af, men alt godt får en ende, og da vi atter var alene ombord, fortsatte turen vestover fredag den 14. sidst på formiddagen. Vi kom her til Santander først på aftenen og har fået en god plads i en marina, som ligger lige ved siden af lufthavnen. Langt væk fra byen, så vi tager bussen ind til byen, som vi kiggede nærmere på i lørdags. Her er rigtig dejligt - og da der er en lille landsby, som vi gerne vil se og som ligger ikke så langt herfra, vil vi nok blive her til vejret igen er blevet, så man kan komme ud og opleve noget. Hvor er det et privilegium at have god tid!
Folk her i Cantabrien - oplever vi i hvert fald - er mere åbne og imødekommende end i de baskiske byer, og vi føler os mere velkomne. Her er meget at se og foretage sig, vi skal bare lige lære det "spanske system" lidt at kende, så skal vi også nok komme til at føle os hjemme her. Det er spændende at se så meget forskelligt - det er jo hovedformålet med turen - men det er da også lidt anstrengende hele tiden at skulle sætte sig ind i andre skikke og handlemåder. Men det, at tingene nu står på spansk, og man får hjælp til at finde ordene - ( flere har også kunnet engelsk) - er en rar oplevelse.
De allerfleste sejlere, vi har mødt, har ikke været inde i "hjørnet" af Biscayen - dvs den sydøstligste del. Det er synd, for her er meget at opleve, hvis man har tid nok til det.
Nu er vi spændte på, hvordan den sidste måned vil forme sig - især håber vi, det gode vejr atter vil indfinde sig, for der er som sagt meget at foretage sig i dette område af Spanien. Der er nogle praktiske forhold med bådens vinteropbevaring, vi skal til at have alvorligt fat på, men forhåbentlig vil det gå fint. Her i marinaen er der en del englændere, der efterlader båden, da der er gode forbindelser til UK. Der er mange havne og dermed mange muligheder, så foreløbig tager vi det roligt.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 18-09-2007 af Inge Lise Lykke Hansen