Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 103 Schwebsange - Mittellankanalen
Schwebsange 11/07/2018 – Mittellandkanalen 27/07/2018 Når vi har passeret Hannover, plejer vi at sige til hinanden, at nu er vi snart hjemme – men det er når vi har været syd på i bil. Denne gang foregår det med ca. 10 km i timen, så det føles som om, der er meget langt hjem. Men set i det store perspektiv, ja, så er vi snart hjemme!
Vi har besluttet, at det næstsidste rejsebrev fra vores tur skal skrives her i Mittellandkanalen, hvor vi har sovet i nat ovenfor Andertenslusen, som er berygtet blandt lystsejlere for dens lange ventetid. Vi var meget heldige i aftes, da vi ankom. Vi meldte os ved slusevagten med ønsket om ”Bergfart”, som det hedder, når man skal hæves, og vi kunne straks sejle ind efter to flodpramme. Der var hele 14 m op, så skipper havde sin sag for, da der ikke var flydepullerter, og de to store skibe lavede noget rav i den med deres skruevand. Det var rigtig herligt at kunne fortøje ved kajkanten, få noget mad og så ellers kigge på den intense trafik af store flodpramme, heraf flere fra Polen og Tjekkiet.
Men tilbage til afskeden med Luxembourg og til Mosel, som bare blev smukkere og smukkere. Vinmarkerne på de stejle skråninger med solure og navnene på vingårdene, grønt og frodigt var der stadig på det tidspunkt – hvor vi de sidste uger har set på afsvedne landskaber. De store borge og vingårde strøet rundt på bjergene, de små hyggelige byer med blomster og bindingsværk, de helt utroligt mange campingpladser og udflugtsskibe af enhver art. Jo, Mosel levede op til vore forventninger – der er virkelig smukt! Og vinen, der produceres i området var udmærket, så vi skulle da lige købe nogle flasker.
Ikke alle havne i Mosel kan vi anløbe, men vi kom ind i Konz ved at pløje gennem slammet, og det var en fin oplevelse, for vi løb ind i en vinfestival, som startede nede i sejlklubben. Her ankom de forskellige vinhuses ”vindronninger og –prinsesser” i stiveste puds, og der var Sekt og lækre snacks til alle – vi blev også inviteret. Efter en indledende tale af en af de prominente personer, blev alle de unge kvinder sejlet hen til en anlægsbro inde ved byen, og derfra i forskellige flotte veterankøretøjer kørt i procession op til byens torv, hvor der var opsat en scene og masser af borde og bænke. Her havde 13 vinhuse stillet boder op, så det var bare at købe et glas og så komme i gang med at smage.
Det var virkelig Wein, Weib und Gesang for fuld udblæsning, og det hele sluttede med et meget flot fyrværkeri over floden. Det var sjovt at få det med.
Vi tog toget til Trier fra Konz. Det var en rigtig flot og interessant by med romerske ruiner samt de smukkeste huse, torve, kirker, skulpturer osv. Vi fik lige sat flueben ved endnu en Unesco Verdensarv – og så er der en herlig stemning i byen. Selvom der er rigtig mange turister, føler man sig velkommen.
Ved Bernkastel-Kues troner den store borg dramatisk højt på klippen, og inde i den lille sejlklub fik vi den sidste plads lige ved klubuset. Så det var lige til at gå de to skridt fra båden hen og sætte sig og bestille kold fadøl, som gjorde godt i varmen. Der var VM i fodbold på TV, men også lyst til fra de lokales side at høre lidt om, hvor vi kom fra, og hvad vi var for nogle.
Zell så også hyggelig ud, så der lagde vi os ved nogle flydepontoner ved flodbredden. Det er den dyreste og dårligste nat, vi har haft i Mosel, men man kan jo ikke vinde hver gang. Vi lå meget uroligt, men havde ellers en hyggelig eftermiddag i byen, hvor vi smagte på vinen og nød udsigten.
I Cochem forsøgte vi at komme ind, men blev stoppet i havnehullet af bunden, og en nat mere ved en ubeskyttet kaj havde vi ikke mod på, så vi endte i Treis-Harden, en fin sejlklub med gode indkøbsmuligheder. Der fik vi en velkommen tordenskylle, og fik hilst på besætningen fra s/y Ingrid igen, ligesom vi hilste på m/s FruVarnæs fra Nakskov. Marinaen var smukt beliggende, men vi var for trætte til andet end tur op for at proviantere.
Nu skulle vi have tanket diesel, for første gang siden Paris. Det lykkedes at komme både ind og ud af marinaen i Winnigen, selvom vi hilste på grunden, og vi fik fyldt tanken. Sluserne på Mosel havde ikke voldt problemer, men der blev en del ventetid ved den sidste ved Koblenz. Nu skulle vi ud i Rhinen, ud på dybt vand - det skulle blive rart!
Men hurtigt blev det klart, at der havde været mere vand i Mosel end i Rhinen. Tørken var slået igennem, alt var afsvedent og trist at se på. Vanddybden var tydeligt meget lavere end vanligt, og vi fik kærligheden at føle hele tre gange, hvor vi forsøgte at gå ind og få en havneplads. De to gange inde i selve Koblenz, sidste gang 15 km nede ad Rhinen. Der er jo en kraftig strøm, ca. 3-4 knob, og så er der en intens trafik af flodpramme, turbåde og færger, så det var en hård tørn for skipper og en noget voldsom velkomst, vi fik.
Der var ikke andet at gøre end sejle videre og håbe at finde et sted at kunne lægge til. En gråsort himmel gjorde ikke stemningen lettere, men endelig, i Brohl efter næsten 3 timer, kunne vi liste ind i en velbeskyttet havn, hvor der hele vejen gennem den lange indsejling var over 2 m. Og så stod der ydermere en mand og tog mod vore fortøjninger. Det viste sig at være havnefogeden, og skipper gik op for at betale. Mens han var i klubhuset, åbnede himlen sine sluser med regn, hagl og kraftig vind, som stod lige ned i cockpittet, så der måtte lukkes i en fart. Drivvåd kom skipper tilbage, og da var det rart at kunne sætte sig og få aftensmad vel vidende, at her kunne vi blive liggende, så længe vi ville
Skipperinden trængte til en dag at puste ud i oven på den lange og ”oplevelsesrige” dag, så vi blev en dag i Brohl, hvorfra vi tog toget ind for alligevel lige at sige goddag til Koblenz. Vi har været der en gang for mange, mange år siden, og det er også en fin by med mange dejlige steder. Deutches Eck, hvor Mosel og Rhinen mødes, er et specielt sted, som det var sjovt også at se fra land. Det kæmpemæssige mindesmærke er en MEGET stor klods, men gør da absolut indtryk... Og så er der de mange kønne huse og hyggelige torve og pladser.
Planen var nu at sejle til Køln, og vi ringede i forvejen og sikrede os, der var plads til os. Havnemesteren brummede lidt over vores dybgang, men sagde, det kun var slam, der var i indsejlingen, og vi skulle nok kunne komme igennem. Turen til Køln gik hurtigt i den stærke strøm, men det kræver sin skipper at sejle på Rhinen – trafikken var næsten stærkere end ved Koblenz. De store pramme sejlede visse steder i 3 lag, og man skulle hele tiden holde øje med deres blå skilt, som indikerer på hvilken side, man skal passere dem. Så det blev til en krydsen ud og ind, og allerede godt middag, kunne vi liste ind i havnen i Køln, som er meget centralt beliggende i en lang, smal blindt endende ”tarm”, lidt ligesom i Paris med meget høje vægge på begge sider. Vi måtte pløje os igennem et ganske kort stykke, så var vi inde og fik fortøjet. Det gør indtryk at se de meget høje pæle ved flydebroerne, og man er ikke i tvivl om, at her kan vandstanden blive meget, – skræmmende - høj! Men det er den altså ikke lige nu...
Vi fik set, hvad vi ønskede i Køln, som er en rigtig dejlig by. Masser af små Bier- und Weinstuben, og en gammel charmerende bydel. Domkirken var selvfølgelig et must, og den er imponerende. Er ved at få en yderst tiltrængt renovering, men sikke et projekt, for den er stor!
Vi var inde i huset, hvor der er indrettet butik og en slags museum for Kølnervand, 4711 Colognen, og det var en sjov oplevelse, som vakte mange minder om bedstemors duft og flaske. Skipperinden måtte også lige lade håndledene svale under en tynd stråle af kølnervand, men fristelsen til at købe noget var ikke svær at modstå, selvom der er moderniseret lidt, så man kan købe mere friske og nutidige dufte. Den originale eksisterer stadig i bedste velgående, og der lader til at være et marked for den. Og huset i sig selv var en oplevelse.
Det var kunstmuseet Ludwig bestemt også. Det rummede især en stor Picassosamling samt mange andre interessante kunstnere, ligesom vi fik erfaret lidt om installations- og videokunst. Ikke lige os, men man må jo følge lidt med tiden, og meget af det var rigtig sjovt.
Vi skulle også prøve at spise ude, og det skulle være den lokale mad. Det var også udmærket, men rigeligt varmt til Snitzel mit bratkartoffeln, pfeffersauce und salat. Der var intet i vejen med maden, men den var for fed og for rigelig, og da vi kunne se en himmel, hvor det trak mere og mere sammen, og vi havde åbne luger, gjorde vi os færdig en fart, for der var en lang gåtur hjem til båden. Men vi nåede det, og det blev ikke til så megen regn, som det ellers ville have været godt at få, så luften kunne blive renset.
Vi fik danske naboer, Fru Varnæs fra Nakskov, og det er altid rigtig dejligt at kunne tale sit modersmål, ligesom der kom et svensk ægtepar i en gammel Najad, og dem fik vi også en rigtig hyggelig snak med. De fik havnens sidste plads, for nu kom der for alvor både. Skipper havde fået at vide på havnekontoret, at lørdag aften skulle Tysklands største fyrværkeri foregå på Rhinen, og det skulle være helt fantastisk. Det bevirkede, vi blev en dag mere for at få det med, og så kunne vi også få provianteret. Det er utroligt, hvad man slæber ombord hele tiden – især har vi bunkret drikkevand, selvom Jakob var sød at forsyne os rigeligt, da de besøgte os, og han havde bilen.
Det var virkelig et flot fyrværkeri! Der var et menneskemylder uden lige, store busser samt specialtog fra DB havde fragtet folk til i tusindvis, nogle sagde, der var 1 million gæster. Det var svært at få en god plads, og det endte med, at en jernbanebro tog noget af udsynet, men det var heller ikke til at flytte sig. Der var lukket for almindelig sejlads flere timer før og efter, men turbåde i massevis, sejlede rundt pyntet flot op med forskellige lys og dekorationer, og der var i den grad fest ombord med masser af mennesker, levende musik og dans. Så Køln festede!
Vi sejlede søndag morgen, skipperinden med sommerfugle i maven over, hvordan vi nu monstro kunne komme ud af havnen. Men denne gang rørte vi ikke bunden, skipper holdt lidt til den anden side, så alt gik godt. Planen havde været at sejle til marinaen i Duisburg, men en lokal sejler havde sagt til skipper, at det ville han i hvert fald ikke anbefale med vores dybgang! Vi havde ikke mod på flere af den slags forsøg, så da vi havde fundet ind til første sluse i Rhein-Herne kanalen, fik vi lov til at fortøje der for natten, og vi fik at vide, slusningen ville starte kl.06 næste morgen. Vi kunne ikke komme i land fra ventebroen, men vi havde også gået så rigeligt de sidste dage, så det var helt rart ikke at diskutere, om vi skulle gå aftentur. Tidligt til ro, så vi var friske til kanaltørnen.
Det var faktisk rart ovenpå Rhinens ståhej at komme ind på fredeligt vand. Og vand var der masser af, både til siderne og under kølen. Den lovede dybde er 2,5m, men det meste af tiden havde vi omkring 4 m. Der er 5 sluser på kanalen, og de var alle lette at være i. Vi sluttede dagen efter den sidste sluse ved en lille sejlklub ved Herne. Her var der fred og ro, el og vand, og hyggeligt med andre mennesker i nærheden.
Næste etape var Dortmund-Ems kanalen. Også en fin kanal med vand og plads og en del trafik. Vi er ikke i tvivl om, at vi er i kanalerne på flodprammenens præmisser. De har første ret til alt – men vi betaler så heller ikke for at blive sluset. Vi havde aftalt at ville se Münster. Ankom ved 16-tiden og sejlede flere km ud og ind mellem badende mennesker, der sprang i vandet fra både broer og kajen, drev rundt på alle former for oppustelige badedyr, totalt kolde overfor både store og små skibe, så de må være vant til den slags. Vi endte med at fortøje lige før slusen, da der ikke var vand nok til os i den lille sejlklub overfor. Men der var også ok, og vi kunne sagtens trave ind og se byen. Som absolut også var et positivt bekendtskab. En virkelig flot katedral (og vi er efterhånden svære at imponere, hvad den slags angår), og masser af smukke huse og pladser. Efter en drink i skyggen, gik turen hjem via supermarkedet, og så et forsøg på at lave mad i den efterhånden ulidelige hede. Når solen er gået ned, bliver temperaturen jo herlig, blot er der stadig alt for varmt om læ, så skipper tog opvasken – han kan bedre klare varmen.
Næste morgen gjorde vi klar, og da vi så en flodpram sejle i samme retning, som vi skulle, kaldte vi slusen og fik lov til at gå ind bag ham. Nu er der langt mellem sluserne det sidste stykke vej hjem, og den næste nåede vi som beskrevet i aftes. Vi bliver færdige med Mittellandkanal, hvor vi skal tilbagelægge 233 km, i dag. Nu må vi finde ud af, om vi i dag skal begynde på Elbe-Seite kanalen, der er 115 km, og som vi skal besejle i hele sin længde, før vi går ud i Elben ved Hamburg. På kanalen er der to sluser – det ene er en form for hejseværk -, i Elben er der 1 sluse, og så er der Kielerkanalens sluser ved Brunsbüttel og Holtenau. Og så er vi næsten hjemme...
Det føles meget sært, at vores lange tur nærmer sig sin afslutning. Men endnu et rejsebrev skal skrives, når vi er kommet hjem, så vi venter med den endelige afrunding og siger for nu som vanligt tak for alle mails, sms’er og opringninger fra jer, som vi glæder os meget til snart at se!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 27-07-2018 af Inge Lise Lykke Hansen