Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 102 Châlons-en-Champagne - Schwebsange

Châlons-en-Champagne 26/06/2018 – Schwebsange 11/07/2018
Det er kun godt to uger siden, vi sidst skrev rejsebrev, men hvor har vi oplevet meget. Så nu, hvor vi skal til at sejle i tyske farvande, må vi hellere få skrevet ned, mens oplevelserne er friske.
Luxembourg er vel normalt ikke et land, man tænker på at sejle til, men det har vi gjort. Mosel danner grænsen mellem Luxembourg og Tyskland, og vi ligger i Luxembourg, og lige på den anden side af floden er det Tyskland. Lidt specielt, men det har vi prøvet før, bl.a. mellem Portugal og Spanien.
Den sidste strækning og de sidste sluser på kanalen Lateral au Marne var det helt sjovt at se i godt vejr, for det regnede, tordnede og haglede forfærdeligt, da vi var der første gang. Vi sejlede gennem området ved Vitry-le-Francois og fandt ind i den nye kanal, Marne au Rhin Ouest, som vi skulle sejle på for at komme til Mosel. Her skulle vi lære at færdes med en anden teknologi, idet man her anvendte fotoceller, som sørgede for at åbne slusen, når man passerede. For det meste. Men ikke altid, og vore første erfaringer med kanalen var mildt sagt ikke gode. Lang ventetid på hjælp og en del uregelmæssigheder. Det hjalp, da en af medarbejderne gav os det rigtige telefonnumer. Og derefter var de meget opmærksomme, og serviceniveauet steg mærkbart – vi måtte have fat i dem en hel del gange.
Vi lå ved mange meget forskellige overnatningssteder. Den første var meget idyllisk ved floden Saulx, en lillebitte by, som havde en særlig historie i forbindelse med WW1, hvor de lokale havde gjort heltemodig modstand og forhindret, at tyskerne var kommet over broen. Næste stop efter en dag med mange sluser var knap så idyllisk ved en sluse, hvor vi måtte have passarellen i brug for at kunne komme på land. Der var også en by, men ingen butikker, så vi måtte klare os med depoterne, til vi kom til den større by Bar-le-Duc. Her var alt, hvad vi skulle bruge, men kontrasten var stor, for vi lå mellem jernbanen og en stærkt trafikeret vej på den anden side kanalen, og der blev holdt lidt fest på kajen om aftenen. Det var blevet rigtig varmt, men vi fik set lidt på byen og provianteret grundigt, før vi næste morgen igen begav os afsted. For første gang slusede vi sammen med en anden båd, og det kunne også fint gå, men var unægteligt mere stressende, end når vi havde hele slusen for os selv.
Selvom det var en motorbåd, der ikke fyldt så meget, var de så ”venlige” at tage den bedste plads i det bassin, hvor vi skulle overnatte, men en anden bådejer hjalp os med at komme om bag ham, så vi fik plads. Vi kunne godt mærke, at nu er feriesæsonen for alvor i gang – man skal ikke komme sent til pladserne!
Vi var efterhånden ved toppen, Mauvages, og skulle gennem en lang tunnel, knap 5 km, før vi skulle til at sluse nedad. Skipper havde læst, vi skulle trækkes af en form for kædetrukket skib, så han blev lidt skuffet, da vi fik at vide, vi selv skulle sejle. Vi var klar til at sejle næste morgen kl. 9 som aftalt, og da kom en mand fra VNF, som cyklede sammen med os og en anden båd gennem tunnellen. Det var en fint oplyst tunnel, men pludselig gik alarmen – flere gange – og det var en infernalsk støj og ret ubehageligt. Vi kom fint igennem, og alarmen havde åbenbart intet betydet, for VNFmedarbejderne slog bare ud med armene og grinede lidt.
Det var dejligt at kunne sluse ned ad igen – det er unægteligt meget nemmere, og sluserne fungerede fint. Vi havde besluttet, hvor vi ville ligge for natten, men her var alt optaget. Heldigvis var der en flink tysker, der inviterede os til at lægge os langskibs udenpå ham. Det endte med, vi fulgtes gennem en kort tunnel og sluserne helt til Toul, det var faktisk hyggeligt, og vi tog billeder af hinandens både, som vi kan udveksle. Den korte tunnel var kun 866 m, men vi måtte have projektøren frem, for lyset var først varmet op, da vi næsten var ude. Vi var første båd, og det krævede koncentration at styre, da der var smalt hele vejen – men det gik fint, og også denne dag virkede sluserne uden problemer, så vi anløb Toul i fin tid og fik en god plads. Nu trængte vi til at slappe lidt af. Fik set lidt på byen, og så besluttede vi, at vi ville tage bussen derfra til Nancy og ikke bruge tid på at sejle dertil. Det var en virkelig god oplevelse at besøge Nancy, en imponerende flot by med fine pladser, katedral osv. Vi gik ned og så på havnen, og da det var bagende varmt og ikke en vind, var vi glade for, vi ikke var sejlet hertil – der var mere luft i Toul.
Vi kunne se på himlen, at der var torden i vente, og vi var knap kommet ombord, før det trak sammen. Skipper vovede sig dog op til en frisør og var heldig at få sin klipning klaret, mens det lynede, tordnede og haglede voldsomt. Det drev hurtigt over, men næste morgen var det regnvejr, mild og stille regn, men vi ville af sted, for nu var vi klar over, at vi heldigvis ville få besøg af Jakob & Co., og det ville passe fint i Metz. Vi trængte også til at komme ud på dybere vand, så der var lidt bedre plads til siderne.
Efter et par broer og tre sluser, som var betjente, sejlede vi ud i Mosel. Nåede lige at ånde lettet op, før det sagde bump-bump, men det var en sandbanke, som vi nemt kom over, og siden har der ikke været kontakt med bunden!
Det klarede op efterhånden, og vi valgte at lægge til ved byen Pompey, da der ikke er så mange steder på denne strækning. Vi lå alene ved en træbro, og byen var lige ved, men ikke den store oplevelse. Videre gik det næste morgen, hvor vi valgte at sejle til Metz, men da vi skulle proviantere i helt stor stil, lagde vi os ind til en sejlklub noget udenfor byen, hvor vi vidste, der var en stor Carrefour i gåafstand. Det var et lille fint og meget hyggeligt sted med søde mennesker. Og der var en mand, som kørte os til supermarkedet, da vi spurgte ham, hvor det lå. Desværre kunne han ikke tale, men han fik os forklaret, at vi kunne køre med; hjalp os også med at låse os ud, og lod døren stå åben, så vi kunne komme ind igen. At det så havde været skønnere, om vi var blevet kørt den anden vej med alle varerne, ja, det er så en anden sag!
Selvom der var dejligt, var det ikke velegnet til besøg, så vi tog den korte tur ind til havnen i Metz, hvor vi var heldige at få en god plads, og efter at have talt med havnefogeden fik vi også aftalt, at Jakob kunne parkere på havnens område og lade bilen stå et par dage. Det var et specielt sted at køre til, så hurra for GPS’en, der bare skal bruge en adresse! Det fungerede fint, så familien ankom ved 14 tiden til sen frokost. Hvor var det skønt at se dem igen, og det var sjovt at høre Kaspers kommentar, da han kom ned i kahytten:”Det er da en fin lille båd!” Han kender jo Nausikaa fra talrige besøg, men nu er han jo vant til en X40... De fandt sig nu hurtigt til rette, og vi gik en dejlig tur ind til byen, hvor vi besøgte katedralen, fik is i masevis – rigtig ferie!
Vi spiste ombord og hyggede os, indtil vi gik op og så et virkelig flot lyssow i skoven lige ved havnen. Det var en meget stor oplevelse for os alle seks. Næste morgen sejlede vi til Thionville, så vore gæster kunne prøve at sejle på en flod og være med til at sluse. Det er ganske vist de store sluser, men heldigvis prøvede vi også en lille, da der er steder, hvor der er begge størrelser. Vi så en del store flodpramme, så de fik det hele med. I Thionville lagde vi os ved den kommunale bro lige ved den gamle by, og så var det op og få endnu en is og en drink/fadøl i det dejlige vejr. Vi ville ud at spise, så vi gik tilbage til båden, blev gjort lidt i stand og fik en drink og snacks ombord. Det skulle vi nok ikke have gjort, for da vi kom tilbage for at gå på restaurant, var der ikke et eneste ledigt bord at få nogen steder! Efter en del gåen frem og tilbage, opringninger til flere steder uden resultat, gik vi tilbage, og Kasper og skipperinden fik ved fælles hjælp stablet et hæderligt måltid på benene. Det var et uroligt sted med en masse speedbåde, så det var lidt svært at holde tingene på bordet, men det døde jo ud efterhånden, og vi fik en rolig nat.
Det var besluttet, at Jakob ville tage toget tilbage til Metz og køre bilen til Schwebsange i Luxembourg, så vi vinkede farvel og sejlede af sted. Fik igen sluset nogle gange – denne gang med en del ventetid på grund af erhvervsfartøjer, så nu har de også prøvet det og kan forstå, det kan være svært at planlægge en tur; hvad tid angår i hvert fald.
Det blev ikke helt det farvel til Frankrig, vi havde håbet, for vi ville gerne have spist på en god fransk restaurant. Men sådan skulle det så ikke være.
Jakob havde kontaktet os og fortalt, hvor vi kunne ligge, og han stod også på kajen og vinkede, da vi kom sejlende. Der var nogle misforståelser med pladsen, da havnefogeden ikke havde været klar over vores dybgang, men vi endte med at komme til at ligge rigtig fint. Jakob havde købt et rigtig gæsteflag til os, så vi ikke behøvede at bruge det hollandske, som vi i mangel af bedre havde sat. Marianen her har alle faciliteter, så det blev Store Badedag, og for en sikkerheds skyld bestilte vi bord på marinaens restuarant. Og det var rigeligt og lækkert, hvad vi fik. Den lokale vin var helt ok, og betjeningen var sød omend ”lidt forvirret”. En god kompensation for vores ”traumatiske” oplevelse i Thionville!
Det blev alt for hurtigt tiden til at sige farvel til familien igen, men dejligt, de ville køre så langt for så kort tid. Efter en solid morgenmad tirsdag vinkede vi farvel, og vi gik op for at orientere os om bustider, så vi kunne besøge Luxembourgs hovedstad. Det blev hurtigt klart, at det ikke kunne nås den dag, så da vi havde fået ryddet op, spist og fået et lille hvil, cyklede vi til Schengen langs floden. Gik ind og så museet, og det var faktisk interessant at se en masse om Schengenaftalen, og hvad der ledte frem til den. Meget er jo sket siden, og ikke alt er blevet, som idealisterne havde håbet, men det er jo en anden sag. Selve byen er ikke det store, men egnen er smuk med masser af vinmarker.
Så skulle vi ind og se på hovedstaden. Da vi nærmede os busstoppestedet, kom der en bus kørende, og chaufføren råbte os an. Vi steg ind i bussen sammen med et andet par fra marinaen, og det blev noget af en tur – ikke helt, hvad vi havde planlagt, men vi endte, hvor vi skulle. Det var et fint besøg i en speciel by. Man mærker, den ikke er så stor, men der er bl.a. et meget stort fæstningsanlæg, som vi travede rundt i, og byen er delt i ”høj og lav”, hvilket giver nogle specielle udsigter, da der er meget høje og stejle klipper og deraf følgende slugter. Vi så det store palads, den smukke katedral og nød at gå rundt i byen. Fandt også et sted at spise, og efter vores indsats som bestigere måtte vi have en øl at slukke tørsten med. Så lærte vi også, at den lokale øl hedder Bofferding og smager godt!
Busturen hjem gik anderledes planmæssigt med skift i Mondorf, og bortset fra, at bussen ikke kom til tiden, kom vi fint hjem og har fået set noget af baglandet, som er rigtig flot. Vi skal nu til at forberede os på at sejle i morgen tidlig, når vi har tanket dieselolie. Ikke fordi, tanken er tom, men det er billigt her i landet. Så billigt, at det ligner regulær grænsehandelmylder ved tankstationerne her tæt på grænsen. Og der er mange tankstationer...
Vi siger Au Revoir et Merci til Frankrig, hvor vi har haft en rigtig dejlig tid!
Nu gælder det Tyskland de næste uger. Efter Mosel kommer Rhinen, så nogle forskellige kanaler, før vi forventer at sejle ud i Elben og via Hamburg til Kielerkanalen og komme ud ved Kiel. Det er ikke muligt for os på nuværende tidspunkt at sige hvornår, men efterhånden som vi kommer derop ad, kan vi nok komme med et kvalificeret bud på, hvornår vi kan være hjemme.
Det er meget sært, det er ved at være slut! Men det bliver også dejligt at komme hjem igen efter en hel masse fantastiske oplevelser, som vi er meget taknemmelige for at have fået!
Håber, I alle nyder sommeren derhjemme, og tak for hilsener i enhver form!
Der bliver formentlig stof til endnu et rejsebrev eller to...
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 11-07-2018 af Inge Lise Lykke Hansen