« Tilbage til rejsebreve

Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 99 Rejsebrev 101

Rejsebrev 100 Couvrot - Paris (Canal latéral à la Marne & La Marne)

Couvrot 01/06/2018 – Paris 06/06/2018 (Marne)
Vi er kommet til Paris! Ikke helt uden forsinkelser, men nu er vi her og blev godt modtaget i Port d’ Arsenal, lige ved Bastillepladsen. Her virker rart, og vi nåede op på pladsen og en tur rundt om havnen, før de første dråber faldt og tordenen begyndte at rumle. Lidt lækkert at spise og en flaske god Crémant under cockpitteltet - så kan vi lidt igen. En god nattesøvn, og så kan vi tage hul på og glæde os til de 14 dage, vi har bestilt her i havnen. Med alle de både, der ligger her, føler vi os heldige over at have fået en plads med så kort varsel. Vi bestilte i forgårs, for det var svært at sige, hvornår vi kunne være fremme.
Tilbage til Couvrot, en lille bitte by, hvor vi lagde os lige ved slusen, (nr. 3 i Canal Lateral a la Marne). Vi gik en tur, da det var blevet tørvejr – ikke meget at se, for de fleste af de forretninger, vi kunne se havde eksisteret, var lukket permanent, og der var et vist forfald. Den restaurant, der blev annonceret med, var også skoddet til, så pizzamanden med sin vogn på torvet var lige ved at blive et bud på aftensmad, men vi klarede os med reserverne. Det blev en særdeles fredelig aften. Da vi næste morgen lagde an til at skulle af sted, og havde regnet med at måtte sejle tilbage til ”stangen” for at sætte slusen i gang, kom en af VNF folkene og spurgte, om vi skulle videre ind i kanalen. Det bekræftede vi, og han lukkede straks op for os og slusede os. Den nye kanal var anderledes at sejle på. Ikke så fyldt med vandplanter og drivende grene/blade, og med mere kig til de fantastiske arealer af vinmarker, der lå på skråningerne. Sluserne var mere behagelige, så det var en fornøjelse at sejle der. Vejret endte med at blive noget så dejligt op ad formiddagen, og midt på eftermiddagen lagde vi til i en fin marina i byen Chalon-en-Champagne. Aldrig har vi lagt til ved fingerpontoner med så mange vandplanter omkring os. Det var den rene grød at sejle i, men det gik fint. Svanerne var ret frimodige her; turde godt tage deres små unger med tæt hen til båden. Der var masser af sangfugle i alle de træer, der omgav os, så igen en koncert uden lige og en smuk aften.
En rigtig fin by med en flot katedral og en anden stor kirke med de smukkeste glasmosaikvinduer. Hyggelige pladser, liv i byen, og et velforsynet supermarked, som vi lod os friste i. En flink havnefoged, dejligt bad, el og vand. Det er rigtig dejligt at komme ind til en gang imellem, selvom de mange pontonbroer, der er lagt ud til sejlere, absolut også er fine at ligge ved. En sådan fandt vi søndag sidst på dagen ved den lille by Port de Binson. Byen virkede som en lille død flække, men vi lå lige ved nogle store rekreative områder, som blev godt benyttet af folk til picnic, så der var dejligt også der. Legepladser til børn var der også, grillpladser og masser af borde og bænke. Så var der en vandskiklub, som gav lidt uro i vandet; noget, vi efterhånden slet ikke er vant til. Men det holdt jo hurtigt op, for folk skulle hjem og på arbejde mandag morgen. Virkelig et fint sted, hvor vi havde en dejlig aften og rolig nat.
Vi har jo haft temmelig megen regn, men vi oplevede her en morgen, hvor vi tog af sted i det herligste solskin og sejlede i godt vejr hele dagen til en fin pontonbro ved byen Ferte-sous-Jouarre. Her lå vi sammen med flere andre både i et lille sund mellem fastlandet og en lille ø, helt i læ, dejligt varmt og stille. Om aftenen kunne vi kigge ind til en af broerne i byen, smukt belyst, og det spejlede sig i vandet. Det var meget stemningsfuldt sammen med fuglesangen og det svindende dagslys.
Skipper sendte en anmodning til havnen her om en plads i to uger, for nu mente vi at kunne sætte et tidspunkt på for, hvornår vi ville kunne komme til Paris. Vi fik igen en masse regn og torden om aftenen, og om morgenen var det også en grå omgang at komme af sted, men det blev fint vejr i løbet af formiddagen, og vi sejlede forbi så mange gode steder, vi måske kan kigge lidt nærmere på, når vi skal sejle tilbage. Det er rart, når der er steder, man gerne vil tilbage til, og både Canal Lateral a la Marne og floden Marne har meget at byde på.
Det gik som smurt i alle sluser, og vi forventede at kunne være i Paris sidst på eftermiddagen og dermed komme ind, før det næste store regnvejr var varslet. Men træerne gror som bekendt ikke ind i himlen, for da vi kom til byen Lagny-sur-Marne, så vi der lå en dansk båd ved gæstebroen, og vi vinkede og råbte Hej. Han så heldigvis også os, og så råbte han noget om de næste sluser, som vi ikke fik helt fat i. Derfor vendte vi om, og han kunne så fortælle os, at han havde forsøgt at sejle mod Paris, men ved næste sluse (15) havde han fået at vide, at sluse 16 var gået i stykker, og at den tidligst var i gang igen i morgen. Der var efter sigende ikke overnatningspladser på etapen mellem de to sluser. Derfor fortøjede vi ved broen. Det var da lidt ØV!, men efterhånden har vi jo prøvet det nogle gange. Der er ikke andet at gøre end at acceptere tingenes tilstand, og vi kunne glæde os over, at vi lå godt. Gik en lille tur i byen, da vi havde ringet til slusemesteren på sluse 16, som kunne fortælle, at han regnede med alt var ok i morgen tidlig, men vi skulle lige ringe først kl. 8. Vi ringede også til havnen her og fortalte, at vi ikke kunne være fremme på det tidspunkt, som vi havde angivet i vores ansøgning om plads. Fik på den vis at vide, vores anmodning var accepteret, og at vi var velkomne.
Det smådryppede, mens vi spiste aftensmad, men blev ikke rigtigt til noget, og vi var endda ude på en lille aftentur. Vi var ved at tro, vi helt blev ”snydt” for det varslede tordenvejr. Men det kom med brask og bram ud på natten, og da vi stod op, regnede det stadig kraftigt. Vi fik at vide ved opringningen til slusen, at nu fungerede alt igen, men de havde travlt, for de skulle sluse 4 flodpramme! Dem havde vi ikke så meget lyst til at møde, (vi skulle sejle i en kanal mellem sluse 15 og 16), så vi trak den lidt, men tog af sted på trods af regnen kl. godt 9. Det lettede dog hurtigt og blev tørvejr, og vi mødte kun en af de store på et sted, hvor der heldigvis var god plads. Sluse 16 var dog ikke helt ”rask”, men der var to mand på til at klare slusningen, og vi kom godt igennem.
Vi skulle igennem en tunnel, hvor vi ventede lidt på grønt lys, da der var en stor flodpram på vej ud, og der var også nogle sluser, som var anderledes bygget, end hvad vi tidligere havde set. Lidt af en udfordring for skipperinden med de mange ”modeller”, men det gik jo, og efter lidt ventetid på grund af problemer med den ene port, kom vi også igennem slusen ind til havnen her.
Indsejlingen til Paris, hvor Marne bliver til Seinen skete i gråvejr, og måske det påvirker indtrykket, men noget særligt smukt syn var det ikke. Masser af industri og store virksomheder, men den slags skal jo også til for at et samfund kan fungere. Der var dog nogle af broerne, der var rigtig fine, og nu skal vi jo tage byernes by nærmere i øjesyn, og der skal nok være mange gode oplevelser i vente.
Vejret er fortsat ustabilt, men de dage, hvor der meldes om kraftig regn, kan vi vel passende gå på Louvre e.l? Det bliver også godt at få gjort båden grundigt ren efter alle de snavsede sluser. Vi er installeret på en udmærket plads med adgang til alle faciliteter, så vi skal nok få alle tiders ferie.
Vi ved, I godt kunne bruge noget af al den regn, vi får her, men den slags kan vi jo ikke gøre noget ved. Vi prøver at se det positive i, at så er risikoen for, at kanalerne ikke har vand nok, når vi skal hjem, ganske minimal…
Tak for hilsener, og fortsat god sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 06-06-2018 af Inge Lise Lykke Hansen