Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 99 Maxilly-sur-Saône - Couvrot (Canal entre Champagne et Bourgogne)
Maxilly-sur-Saône 22/05/2018 – Couvrot 01/06/2018Vi har hængt til tørre nogle timer, for vi var våde til skindet begge to. Vi har også ”skiftet kanal”, og det blev meget, meget vådt!
Da vi nærmede os slutningen af Canal entre Champagne et Bourgogne, kunne vi godt se nogle meget grimme skyer, men det så i første omgang ud til, at vi undgik dem. Vi fik afleveret vores livline, Remoten, til manden i sidste sluse og sejlede ud for at finde et sted at lægge til i Vitry-le-Francois, men det var ikke muligt med vores dybgang. Så vi fortsatte for at sejle ind i vores nye kanal, Canal latéral à la Marne. Så kom regnen! Så kraftig, at vi hverken kunne høre eller se. Vi var ikke vilde med at sejle ind i et nyt slusesystem i den situation, så vi var på stand by en halv times tid, indtil det stilnede lidt af. Kanalen så bredere ud og med større dybde, hvilket gjorde det nemmere at ”ligge stille”.
Da det var blevet rimelig sigtbart, vovede vi at dreje stangen, der hænger let tilgængeligt før slusen, og den åbnede hurtigt, da der var sejlet en flodpram ud kort forinden. Her skulle vi igen have gang i den blå stang, så nu måtte vi sørge for at fortøje i den side, hvor de befinder sig. (Sammen med den røde, som vi helst ikke skulle få brug for!)
Det gik fint, vi tog de første to sluser, og fandt os så et sted, hvor vi kan ligge i nat lige før næste sluse. Her er også en by, men den restaurant, bager og købmand, der fortælles om i havnelodsen, er vist lukket for længst… Så godt, vi har forsyninger nok ombord, selvom det kunne have været dejligt at gå ind et listigt sted og spise.
Tilbage til Maxilly-sur-Saône, ved starten på Canal entre Champagne et Bourgogne, hvor vi fik udleveret remoten, og hvor vi valgte at lægge os for natten. Næste morgen stod det ned i tove, så vi trak den lidt, før vi sejlede videre. Der var derfor lidt pres på for at nå frem til Cusey, et af de såkaldte Picnic Nautique, som vi havde udset os til overnatning. Sluserne lukker nemlig kl. 18 for lystfartøjer. Men den søde mand fra VNF, sagde ok til det, og opfordrede os til at ”speed a little up”. Der lå to andre både, som tog pænt imod, rigtig hyggeligt. Her oplevede vi for første gang roen ude midt i ingenting – selvom skipper syntes, fuglene larmede. Månen kom også frem og lyste flot.
Næste dag var ret udfordrende. Mange sluser, heriblandt 8 lige efter hinanden, hvor vi skulle hæves godt 5 m pr. gang. Skipperinden havde en del sommerfugle i maven, men hentede hjælp hos Pippi Langstrømpe, som har sagt: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!”
Vi fik lavet et system, hvor skipperinden kravlede op med en fortøjning i hver albue, og så var det nemt for skipper at totte op. Nogle gange skulle der lige løftes i den blå stang, før det var ned ad stigen igen. Nogle gange kunne skipperinden blive stående oppe og så gå ombord, når Nausikaa var i tilpas højde.
Det gik fint, det var drøjt og varmt, men vi blev kølet lidt af i turen gennem den 4820 m lange bjergtunnel. Det var specielt, men helt trygt, at sejle igennem – med 4 km/t tog det sin tid, før vi igen så lyset for enden af tunnelen. Der var lys, afstandsmærker, nødudgange, og personalet fra VNF havde helt styr på, at vi var på vej. Så ingen problemer, kun en stor oplevelse! Men dejligt at komme ud i lyset og varmen igen…
Nu skulle vi sluse ned – a piece of cake! Målet var Langres, en by, som vi gerne ville se lidt nærmere på, og vi trængte også til en pause. Vi måtte kæmpe lidt for at lægge til langs kajen, på grund af dybden, men det gik, og der var dejligt! Ofte er de maritime rastepladser kombineret med ditto for autocampere, så der var lidt liv, ligesom der også var et par andre både. Det gjorde rigtig godt med et bad ombord, for vi var svedige og ret snavsede efter slusningerne. Det gjaldt også Nausikaa – det er utroligt, hvad man får ombord af sand, grus og plantedele fra tovværket, som smides i land!
Langres er en gammel by, meget højtliggende og omgivet af en næsten intakt bymur. Der drev nogle grimme tordenskyer, mens vi gik de 3 km derop, men vi slap med lidt smådrypperi. Var rundt i hele byen, fik en dejlig frokost på en god restaurant, hvor man kom og gav os et nummer, hvis det blev nødvendigt at rykke ind på grund af regn. Vi slap, og kunne gå på et interessant museum indrettet i et af tårnene. Det var meget godt formidlet, og man kunne virkelig forestille sig, hvordan man havde levet der i 1300-tallet. Vi noterede os, at der ikke var et eneste tog på den store banegård – en af de mange strejker.
Især skipperinden var lidt brugt, så næste dag besluttede vi kun at tage en kort tur. Vi valgte at lægge os ind til en lillebitte bro, ved en”by”, Domarien. Men fred og ro var der, fuglene fløjtede, solen skinnede, og vi havde en dejlig afslappende dag og aften. Klar til nye udfordringer næste dag, nu gjaldt det byen Chaumont. Vi var kun kommet gennem et par sluser, før vi mødte første forhindring: Slusen havde to røde lys. Fat i VNF, der kom inden for 20 minutter og løste problemet. Vi nåede akkurat gennem sidste sluse ved Chaumont før kl. 18, hvor sluserne lukker. Her ville vi have en overliggerdag og se lidt på byen. Fin ”marina” indrettet sammen med turistkontoret, der var el, vand og bad og toilet. Byen var lidt tam, men det kan skyldes, vi ramte den en mandag. Der var en meget flot kirke, helt utroligt for en by af den størrelse. Der var også museer af forskellig art, men det var jo mandag, så der var lukket. Vi fik handlet i et supermarked på den anden side af kanalen, blev lidt våde på vejen hjem; det har vi næsten vænnet os til. Mens vi lige lå og pustede lidt ud, blev der banket meget bestemt på båden. Skipper måtte med op på kontoret, til damen, der kunne tale engelsk! Der var blevet ringet fra VNF, at sluse 28 var brudt ned. Tidshorisonten var 2 dage. Nå, men sådan var så det. Godt at blive informeret, og vi lå godt med alt, hvad vi havde brug for. Havde planer om, hvis det holdt tørt, at polere Nausikaa, som trænger lidt til en kærlig hånd, så det var ikke nogen katastrofe.
Men allerede næste eftermiddag, kom der en mand fra VNF og sagde til os, at hvis vi ønskede det, kunne vi fortsætte i morgen, hvor sluse 28 igen ville være åben. Herligt! Selvfølgelig ville vi det.
Vi havde planer om at nå Joinville, men den dag var der hele 2 sluser, der drillede. Enten ville porten ikke lukke efter os, eller også ville den ikke lukke op, når vi skulle ud! Den ene gang gik alarmen – det var et stort stykke træ, der havde sat sig fast i sluseporten. Der er rigtig meget, der flyder rundt i kanalen i form af planter, siv, grene og blade, nogle gange sejler vi i en regulær grød. Utroligt, det overhovedet kan lade sig gøre. Et par gange har der sat sig noget i loggen, men motoren tygger bare af sted, bovpropellen har heller ikke brokket sig alvorligt. Vi håber, det bliver ved sådan!
Det blev til en overnatning ved en lille picnic-bro i Donjeux i stedet for Joinville. Endnu et fredeligt sted med et par autocampere inden for synsvidde, samt en lillebitte by. Og så var der en hel masse frøer, der lavede et veritabelt spektakel næsten konstant. Vi snakkede om, hvorvidt der er et sted, man kan klage over larm fra naturen? Men en fin aften og efterfølgende morgen fik vi, og var klar til næste dags tur.
Det gik rigtig fint med slusningen hele dagen – kun en enkelt gang var der en lille forsinkelse.
Vi nåede Saint Dizier og fik fortøjet ved bykajen, alt imens vi skulede til de mørke skyer og kunne høre det buldre i det fjerne. Cockpitteltet blev rejst, og uvejret kom også, og regnen blev ved hele natten. Vi snakkede lidt om i morges, om vi skulle blive, men der virkede ikke så attraktivt, så vi håbede, det var overstået, selvom det stadig småregnede og vejrmeldingen lovede byger i eftermiddag. Formiddagen gik rigtig fint – sluserne fungerede næsten uden ventetid, da vi mødte nogle både, som var blevet sluset op, og så åbner slusen hurtigt. Det betyder meget i forhold til tidsforbruget, når man skal sluse ofte. Den sidste etape af kanalen synes vi har været lidt trist. Vejret kan have en del af skylden, men der har været mange, lange snorlige strækninger, beplantningen har ikke været så smuk, og der har ikke været så mange hejrer og andre fugle som på første strækning. Sikkert også på grund af den tættere bebyggelse og trafikstøj. Ellers har Canal entre Champagne et Bourgogne været et meget positivt bekendtskab med smukke landskaber, kønne byer og et fugleliv uden lige. Kanalen blev påbegyndt i 1862 og var først tænkt som en forlængelse af floden Marne. Man besluttede at forlænge den ud til Saône, med åbning i 1907. Canal du Centre, som vi gerne ville have sejlet ad, havde nok haft mere at byde på hvad angår steder at lægge til, men vi har klaret os fint. Vi har sluset alene hele tiden, og det har sine fordele, men omvendt kunne det også være rart med lidt selskab. Der har ikke været nogen at snakke med – det kan være, det kommer nu, hvor vi så småt nærmer os Paris.
Vi har ikke manglet vand under kølen. Den fordel er der da ved al den regn, vi har fået. Vi har også haft mange timer med smukt vejr, men det har ikke været stabilt i modsætning til hjemme i Danmark. Det minder lidt om det første år – 2007 – hvor vi havde et regnfuldt og blæsende forår. Ofte er det sådan, at hvis det er godt vejr i Skandinavien, er det dårligt vejr i Frankrig. Men vi har nok ikke noget til gode på den konto, så vi under jer det gode vejr hjemme!
Nu gælder det den sidste det af turen mod Paris. Vi har været igennem 137 sluser siden vi startede i Port Saint Louis, og alt er indtil nu gået fint. Det sidste stykke mod Paris ser ikke så tidskrævende ud, men et sikkert bud på, hvornår vi kan være fremme, tør vi ikke komme med. Vi skal jo have tid til at opleve lidt på vejen. Nu skal vi igennem Canal latéral à la Marne, som er 67 km lang og har 15 sluser, hvor vi har taget de to første; derefter ud på floden Marne, som vi sejler langs med. Der kan vi sætte hastigheden lidt op, og der er ikke så mange sluser.
Tak for hilsener af enhver art! Det er lidt sært, at vi denne gang slet ikke skal hjem i løbet af sommeren, men sådan har vi valgt det denne gang i håb om, at der under hele vores tur er vand nok i kanalerne, der har størst risiko for at mangle vand sent på sommeren.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 01-06-2018 af Inge Lise Lykke Hansen