« Tilbage til rejsebreve

Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 98 Rejsebrev 96

Rejsebrev 97 Port Saint Louis - Lyon (Rhône)

Port Saint Louis 01/05/2018 – 11/05/2018 Lyon (Rhône)
Søndag morgen, og her er meget stille i marinaen i Lyon, hvor vi ellers har oplevet det modsatte, for vi ligger lige midt i alting! Stilheden skyldes nok både en livlig lørdag aften samt det faktum, at det er regnvejr – og koldt! Vi har fået os godt installeret, og kan klare os fint om læ, hvis vejrmeldingen kommer til at holde stik.
Fin dag at skrive rejsebrev i – denne sæsons første. En sæson, som på alle måder er anderledes.
Vi valgte at køre ned til Port Saint Louis, hvor Nausikaa har stået på land i vinter, lige efter påske. Da vi nu skal være kanal- og flodbåd, ville vi mindske dybgangen mest muligt, så vi tømte båden for alt overflødigt. Også for at give plads til gæster. Forkahytten var proppet med sejl m.m., for masten blev sendt hjem i oktober. Redningsflåde, gummibåd, påhængsmotor, sejl m.m. vejer godt, og det ligger nu hjemme.
Det blev et kort ophold på grund af dårlig vejrmelding, men vi fik gjort så meget, at vi hurtigt kunne søsættes.
Hjemme fulgte vi dagligt udviklingen, hvad angik vandmængden i Rhône. Den faldt kun langsomt, men da vi erfarede, at to andre danske både, vi kendte, havde vovet sig af sted, og at det gik ok, fik vi travlt med at lukke huset ned og få hilst af med familie og venner, og den 1. maj ankom vi til lufthavnen i Marseilles. Vi var forberedt på diverse strejker, havde også tænkt på 1. maj, men tænkte, at lufthavnsbusserne nok kørte. Det gjorde de bare ikke, så en lokal ”Ubermand” kørte os til Port Saint Louis. Prisen var aftalt til 60 €, men han kunne selvfølgelig ikke give tilbage på 70…
Handle kunne vi heller ikke, så det medbragte brød og ost kom os til gavn, samt Nils på S/Y Thalassa, der gav os forskellige madvarer, så vi led ingen nød. Næste dag blev cyklen gjort klar, og skipperinden kunne køre ind og proviantere, mens skipper fik klaret det sidste med vask af båd m.m., så vi kunne søsættes den 3. maj som aftalt.
Det gik helt efter planen. Vi kom i vandet kl. 10, mens en hård vind blæste lige ind på kajkanten. Nils ville gerne sejle med ind for at handle, og det var rigtig rart at have hans ekstra hænder, da der var lidt udfordringer med at komme ud på grund af andre både og ikke meget vand omkring os.
Inde i Port Saint Louis lå vi godt i læ for den hårde vind, der ville blæse de næste par dage. Vi snakkede med besætningen på S/Y Ingrid, (som ikke skulle nordpå nu), fik handlet, travet og hvilet ud. Vi besluttede at sejle lørdag morgen, som for øvrigt næsten var på 11 års dagen for vores afrejse fra DK, som var 4. maj 2007!
Vi vidste godt, der var andre danske både i nærheden, men blev alligevel glædeligt overraskede, da S/Y Buena Vista samt S/Y Papillon V kom fredag formiddag. Vi fik lavet aftale med slusevagten om at komme gennem slusen kl. 6.20 lørdag morgen, og vi var alle klar på en grå og regnvåd morgen. Vi kom til at vente på en flodpram, så kl. var 7, før vi kunne sejle ind i slusen. Alt gik fint, og så var det spændende at komme ud og møde Rhône for ”real”!
Det gik fint og fredeligt, strømmen var mærkbar, men vi gjorde god fart. Dog var der passager – særligt ved Arles og før Avignon – hvor vi ikke var i tvivl om, at det var strømmen, der bestemte! I løbet af formiddagen klarede det op, og vi havde en flot tur, hvor vi nød de mange friskt udsprungne træer og buske og det festlige fuglekvidder langs bredderne. Vi har hørt mange sige, der er meget kedeligt på det første stykke, og vist er det ensformigt, men kedeligt syntes vi ikke, der var. Vi var måske også særligt heldige med tidspunktet, for alt viste sig fra smukkeste side. Ved slusningen i Beaucaires har vi nok været lidt sjove at se på, for vi havde ikke helt fundet fidusen med den ene fortøjning midtskibs til flydepullert, som vi derefter bare fik helt styr på, og som er meget nem at have med at gøre. Fenderbrættet, som har tjent os som landgangsbro, fungerer også helt efter hensigten.
Vi ankom til Avignon med den berømte halve bro, hvor man fortøjer langs kajen umiddelbart efter. Der har tidligere været en marina i Avignon, men den skyllede væk for mange år siden. Vi havde fået den opfattelse, at den i mellemtiden havde været genopført, men det er ikke tilfældet. Der var en sød havnefoged, og vi fik alle tre plads langskibs og i lag. En ”sundowner” på Buena Vista blev helt bogstavelig, for de efterhånden velkendte eftermiddagsbyger kom rullende, og dem er der vand i, så vi måtte rykke ned om læ.
Avignon ville vi bruge tid i, så vi blev for at se Pavepaladset samt opleve byen, mens de andre to besætninger gerne ville videre næste dag. Pavepaladset var interessant – stort og imponerende med et godt system til ”udvidet audioguidning”, hvor man via en tablet kunne få indtryk af de enkelte rums funktion og udseende i 1300 tallet, da Avignon var paveresidens. En tur rundt i byen om eftermiddagen blev det også til, og vi fandt parasoller at sidde under, der kunne holde regnen nogenlunde væk, da den kom, samtidig med vi syntes, vi havde fortjent en lille eftermiddagsøl. Sådan er det åbenbart her!
Mandag morgen stod vi op og sejlede det meste af dagen i pænt vejr, og vi overnattede lige efter en rigtig ”optur”, ved Bollène Slusen, hvor vi blev løftet 23,5 m. Der er gode ventepontoner at fortøje til ved alle sluserne, så det foretrak vi frem for de ret tvivlsomme/ikke eksisterende muligheder, vi var sejlet forbi. Vi havde en fin nat, ganske vist tæt ved motorvejens støj, men det var ikke et problem. Vi havde lejlighed til at kigge på de kæmpestore turbåde, der sejler på floden, og som kom og slusede aftenen og natten igennem. Det er nogle store kasser, der må være bygget lige præcist til at kunne være i slusen – kønne er de ikke!
Næste morgen var grå og fugtig, og hurtigt kom der tordenagtig regn og vind, kold vind! Heldigvis klarede det op og blev en flot dag, og dagens mål var Valence, der lå og så meget indbydende ud med marinafaciliteter og indkøbsmuligheder. Lige ved indsejlingen stod et skilt med 1,60 m dybde – og det var helt rigtigt. Skipperinden var klar til at ”skippe” det hele, men skipper forsøgte igen bare lidt længere ude, og så kom vi ind uden problemer på 2,7 m vand. Herligt! Her ville vi have en overliggerdag! Vi blev godt modtaget, sejlede over for at tanke, så vi ikke skulle vente på, tankstationen åbnede næste dag. Ville i den forbindelse have en anden plads, men der var ikke vand nok. Vi slappede af, fik et dejligt bad og en grundig proviantering, før vi gik ind og kiggede på Valence, som er lige så hyggelig og charmerende som franske byer er i almindelighed. Det var en lang tur langs floden, men vi skal også sørge for at komme ud at røre os, når vi sidder så meget ned under sejladsen.
Det var flot og klart, men hundekoldt, at sejle den næste etape til Condrieu, hvor begge vore rejsefæller lå fortøjet i marinaen. Et virkelig smukt område, hvor vinmarkerne for alvor dominerer bjergskråningerne. Selve byen var hurtigt overset, så vi besluttede at slå følge med de to andre både næste morgen for at sejle til Lyon - den sidste, korte etape på Rhône, 41 km. Meget smuk tur i fantastisk landskab. Men lang, for strømmen var kraftig på flere strækninger, hvor farten, vi loggede over grunden, kun var halvdelen af, hvad vi loggede gennem vandet.
Havnefogeden i Condrieu havde givet os telefonnummeret til den nye Marina Confluence i Lyon og opfordret os til at ringe og reservere plads. Ved opringningen fik vi kun en telefonsvarer, men vi lagde besked om, at vi kom tre både om eftermiddagen. Hørte ikke noget fra marinaen, men vi var ventet og blev taget godt imod. Her er alt, hvad vi behøver, vi har nemt ved proviantering og kort afstand til byen, så her bliver vi nogle dage. Ikke mindst fordi vi har en rigtig træls vejrmelding med kraftig regn, torden og temperaturer ned til 9 gr. midt på dagen foran os!
Et utal af forskellige slags broer og 13 sluser, som har bragt os 162 m over havet, har vi passeret, og alt er bare gået så fint. Der har været beskeden trafik af både lystbåde og erhverv, og bortset fra en enkelt gang, hvor der også var en tysk lystbåd, og da vi fulgtes med de to andre både, er vi blevet sluset alene. Der har været meget at se på, flot natur og fugleliv og hyggelige byer.
Vi tror, vi har været meget heldige, for vi kan se, at vandmængden i floden igen er steget. Det er bare herligt at være nået hertil så hurtigt og problemfrit. Så nu skal vi opleve Lyon, og derefter lære floden Saône at kende. Den skulle være meget mere fredelig, hvad strøm angår, ligesom der ser ud til at være mange flere steder at lægge til. Vi får se. Ikke alt stemmer overens med de oplysninger, der står i det materiale, vi henholder os til under planlægning. Men så er det rart, andre har gjort turen før os, og vi kan hente informationer fra dem.
Vi kom jo lidt hurtigt af sted hjemme fra og fik nok ikke hilst lige pænt af med alle. Tak for hilsener, og vi vil ønske jer et dejligt forår! Heldigvis lader det til, vejret i Danmark er en hel del bedre end her, og det under vi jer hjertens gerne! Men om nogle dage loves også sol og rare temperaturer på disse kanter.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 13-05-2018 af Inge Lise Lykke Hansen