Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 96 Menton - Port Saint Louis

Menton 09/09/2017 – Port Saint Louis 03/10/2017
Det er altid lidt specielt at skrive en sæsons sidste rejsebrev. Men denne gang er det særligt anderledes, da det er et farvel til Middelhavet efter godt 8 år. Vi er mange oplevelser rigere og taknemmelige over, at alt er gået så fint. Denne sæson har været meget afslappende, for enten har vi haft næsten ingen vind, eller også for meget til at sejle i. Forhold, der efter vores opfattelse præger sejladserne i dette store hav med så mange geografiske forskelligheder. Og det må man indrette sig efter. Dvs. disponere ud fra meteorologernes prognoser, som ikke altid passer, men sådan er det.
Himlen er knaldblå, det er sidst på eftermiddagen den 3. oktober, og her er varmt! Vi befinder os på det varmeste sted i Frankrig, sjovt nok. Vi har haft herligt vejr til vinterklargøringen, og vi er så godt som færdige. Vinden er ved at friske lidt, men det er de omkringstående masters lyd, der fortæller os det, for Nausikaas mast ligger sammenpakket på kajen og venter på at blive hentet af en lastbil. Så rigtig meget er anderledes for os denne gang.
Vi forlod Menton efter et par herlige dage, hvor vi havde frekventeret supermarkedet grundigt, og vi nød i fulde drag de madvarer, der er typisk for Frankrig: En god paté, de franske oste samt det gode brød. Og nu gjaldt det vinene her fra Provence. Mums!
Første tur gik til Nice, hvor vi havde bestilt plads, og hvor vi var ventet, da vi kom; en plads var klar til os. Her havde vi en aftale med bekendte fra Kolding, der hentede os og tog os med til deres lejlighed i Vence – og vi havde en superskøn dag! Vi havde lige først nået at gense byen, var på deres antikmarked og nød en drink på en af de mange pladser. Masser af turister og glad feriestemning, selvom man ikke kunne undgå lige at dvæle ved terrornedslaget på havnepromenaden. Byen er kommet sig over det, men det har gjort indtryk i området – naturligvis.
Vi havde håbet at kunne sejle til Cannes eller Antibes, men det var umuligt at få en plads i alle havnene deromkring. Og der er ellers mange! Det skyldtes det store Boat-Show i Cannes, Europas største af sin art. Og så blev der varslet blæst oven i købet, og vi var lidt spændte på, hvad så? For vi havde bestilt 3 nætter i Nice og var ikke interesserede i at sejle den dag, vi først havde tænkt netop på grund af den varslede hårde vind. Men vi fik uden problemer lov til at nøjes med to og kun betale for to nætter. Kontoret havde travlt med at lave ændringer i reservationerne, for ingen skulle ud at sejle i stærk vind. Så lærte vi, at selvom man er nødt til at reservere plads, er systemet smidigt.
Den nærmeste havn, hvor vi kunne modtages, var Saint Raphael. Der havde vi været før, men vi turde ikke andet end at sige ja tak. Vi blev tilbudt en lidt træls plads, da vi kom, så skipper sagde, vi ville blive en uge, og så fik vi lov at flytte ind i bunden af havnen, hvor vi slet ikke mærkede den stærke vind. Kun på temperaturen – hvor blev det koldt! Det kom til at holde stik, for der gik en uge, før det igen blev sejlvejr.
Efter Nice passerede vi Monaco, den sære ”klat” med højhusene, som ligger klinet op ad klipperne. De store lystyachter sejlede om os i stort tal, nogle gav ordentlige dønninger sammen med dem, der var der i forvejen, men nu har vi lært at stuve godt om læ, før vi begiver os ud på vandet!
Vibeke og Søren, som vi havde besøgt i Vence, kom til frokost hos os i Saint Raphael – ligesom de på dato havde været for 7 år siden! Vi havde en hyggelig dag, men opholdt os mest om læ og under cockpitteltet, for det smådryppede, blæste og var køligt. Om lørdagen var det klaret op, så vi tog toget til Cannes, så vi kunne se den bådudstilling, der var skyld i, vi ikke kunne besøge havnen. Og der var mange, meget store både. Det var en udstilling helt over almindelige sejleres niveau. Ikke så meget tilbehør, som vi er vant til fra bådudstillinger hjemme og i Hamborg. Man fik fornemmelsen af, det mest handlede om at vise, hvad man kunne købe, hvis man havde penge nok!
Vi fik også set lidt på byen, som ligner sig selv. Masser af turister, dyre forretninger, biler i flere millioners klassen, der bare er naturlige i gadebilledet. Det får man faktisk hurtigt nok af…
Næste dag gik togturen til Antibes, og her var havnen naturligvis overfyldt af lige så store både, om ikke endnu større! Til gengæld er byen mere beskeden og meget hyggeligere, og vi fandt et herligt sted, hvor vi spiste pandekager og drak rosévin til frokost. Blæsten tog dog lidt af fornøjelsen; det fløj rundt med ”alle løse genstande”.
Hjemme igen nød vi den ro og læ, vi havde i havnen. Vi havde simpelthen oplevet så meget, at vi slet ikke følte, vi var indeblæste. Vejret var stadig ustabilt med lidt regn og blæst, men vi vovede os af sted og ville se nærmere på St. Raphael og det nærliggende Frejús – begge noget turistede, men også hyggelige steder. En rumlen og en meget mørk himmel inde over bjergene fik os til at tage benene på nakken, og vi nåede da også under cockpitteltet, før det gik løs.
Så endelig, efter en uge, var himlen klar og blå, vinden jævn og tilpas, og vi satte sejl i bugten uden for Saint Raphael med kurs mod Cavaliere sur Mer. Efter en times tid måtte vi have motoren i gang, vinden lagde sig til næsten ingenting, og vi ville gerne i havn, så vi kunne få handlet og travet en tur. Det var en fin by, smukt beliggende, igen mange turister, og sikkert ikke et sted, hvor der sker så meget uden for sæsonen.
Det er jo rart at blive modtaget af en havneassistent, men fordelen ved at skulle klare sig selv er, at man nemmere kommer i snak med andre sejlere, for man hjælper jo hinanden. Vores franske nabo ville lige høre, hvor vi skulle hen, og da skipper fortalte, vi ville til Porquerolles, fik vi et tip om at tage til Port-Cros forinden, for det var simpelthen Frankrigs smukkeste ø, syntes vores nabo. Det gjorde vi, og til stor fornøjelse. Vi havde fået at vide, der var begrænsede antal pladser til kølbåde, men vi sørgede for at være der i god tid, og fik en fin plads. I en rigtig hyggelig lille havn, meget smukke omgivelser, med rig mulighed for at trave en tur og nyde en masse skønne udsigter. Vejret var flot, og selvom havnen ikke har mole, var der helt stille om natten. Der er udlagt masser af bøjer og man kan ankre, og der var mange sejlere ude i det gode vejr. Dejligt med liv omkring os – vi har tit ligget ganske alene i en stor marina, hvor der ikke har været mennesker i bådene.
Så gjaldt det Porquerolles, den største ø i øgruppen. Det er en kæmpestor marina, der minder meget om ethvert andet sted, og med det sædvanlige utal af færger og turbåde. Byen var hurtigt overset, men vi var da oppe og se vindmøllen og borgen på toppen – og sikken udsigt! Selvom skipper var medtaget af en grim forkølelse, mente han, vi godt kunne gå ind og få ”moules et frites” på en af restauranterne, vi var gået forbi. Men nu kunne vi se, vi var ved at være uden for sæsonen, for det var kun restauranterne i byen, der havde åbent. Vi fik dog, hvad vi gik efter, og det smagte godt!
Næste mål var Bandol, som vi havde hørt så meget godt om. Vi kom i middagslukningen, så vi lagde os ved ankomstbroen, og kl. 14 blev havnekontoret åbnet, så vi kunne blive registreret og få en plads.
Prisen var kun 22 € pr. døgn – det var overraskende billigt, selvom prisniveauet generelt er faldet siden Italien. Vi noterede os også, at her var der hjælp at hente til fortøjning, hvis det ikke lige var fordi, der kom en stor motorbåd samtidig. Og de er jo mere hjælpeløse end vi!
Der var biludstilling på kajkanten i den store marina, der ligger lige midt i byen. Vi så os lidt omkring og havde et par gode dage. Skipper var nu endnu mere forkølet, så der skulle ikke ske det helt store. Besøgte dog Bandols marked, hvor vi købte de dårligste og dyreste varer, vi kan huske nogensinde at have fået!
Vi ville godt gense hyggelige Cassis, og sidste gang, vi var der, blev vi tilrådet at bestille plads på forhånd. Det gjorde vi, og vi var velkomne, skulle bare kalde over VHF’en, når vi var i havnehullet.
Et eller andet må være smuttet, for vi var ikke på marineassistentens liste, men vi fik en plads, og her var der hjælp til fortøjning, hvilket var rart, da kajkanten var lidt høj. Cassis er hyggelig, men havnen er lille, og der er en evindelig trafik af turbåde, som sejler de mange turister ud i de flotte calanques - dybe fjorde - der ligger i området. Og det er vitterligt en fantastisk smuk kyst at se på.
Men der er ro om natten, de mange cafeer og restauranter langs havnefronten giver stemning, men også her kunne vi fornemme, det snart var tid at lukke ned for denne sæson. Omgivelserne omkring havnen er helt fantastiske at se på, og om aftenen er den store borg oppe på klippen smukt belyst.
Mens vi stod på havnekontoret for at betale havnepenge (47 €, og det er det ikke værd sammenlignet med mange andre steder, der koster meget mindre!) kunne vi stå og se på en stor engelsk båds forsøg på at lægge til ved siden af os. Det så slet ikke rart ud, men vi var for langt væk til at kunne gøre noget, så vi håbede det bedste. Kunne blandt andet se, at havneassistenten sprang omkring på Nausikaa og havde meget travlt. Da vi kom tilbage, sagde den franskmand, der lå ved siden af os, og som havde ønsket os ”Bon promenade!”, at vi skulle se vores båd efter, for vi var blevet påsejlet. Englænderen kom også straks selv og gjorde opmærksom på, at han havde haft fat i vort anker – hans båd var svær at manøvrere med. Skipper så efter; der er måske kommet en rids i gelcoaten, men ikke noget, han vil gøre et nummer ud af. Vi blev inviteret på øl og fik en snak med englænderne, hvoraf skipperen havde boet i Frankrig i mange år, og nu havde han to venner med på tur. Noget af det sjove ved at sejle er jo at møde andre sejlere; anledningen må dog gerne være en anden…
Vi havde god tid, før vi skulle være i vinterhavnen, så vi kunne tillade os at bide den korte afstand over. Vi besluttede at besøge Port Frioul, en havn, der ligger lige ud for Marseilles – dannet ved, at man har lavet en dæmning mellem to øer. En meget stor marina, også her blev vi modtaget af en havneassistent. Det blev til en rigtig fin travetur i det særegne område med udsigt ind over millionbyen. Men nu kunne vi for alvor mærke, hvor stille der blev, når endagsturisterne tog færgen hjem. Vi havde heldigvis selv proviant, for der var ikke meget at få om aftenen, næsten alle steder var lukkede, fuldt forståeligt.
Endnu en meget smuk og stille morgen at stå op til, og vi syntes begge to, det var for lidt at starte for at sejle de 2-3 mil til Marseilles, og vi havde jo besøgt byen for 7 år siden og spist boullabaisse, hvilket det er for varmt til for tiden, i hvert fald efter vores smag. (De lokale har fundet huer og jakker frem!) Så i stedet sejlede vi til Sausset-les-Pins, som viste sig at være en lille hyggelig by, med plads til ganske få gæstebåde i havnen. Men vi kunne godt få lov at ligge der, fyldte først lige dieseltanken. Næste morgen var det sidste tur, nemlig til Port Saint Louis, hvor vi ville tilbringe et par dage, før vi skulle hen til Navy Service for at få masten af og komme på land.
Vi var i god tid, men der har med jævne mellemrum været varsel om hård vind i prognoserne. De er blevet ændret hele tiden, men vi har ikke på noget tidspunkt været presset for at nå det, og det er rart at have god tid til klargøring. Der kom også en hel del vind, mens vi lå i Port Saint Louis, men den generede os ikke. Vi fik handlet i det gode supermarked, fik kigget på slusen, som vi skal igennem næste forår. Fra vores plads ved flydebroen kunne vi se direkte ind i slusen og følge med i aktiviteterne. Var også flere gange henne og se på Rhone, der flyder stor og mægtig, og vi er slet ikke i tvivl om, at vi får modstrøm! Spørgsmålet er, hvor meget, og vi vil forsøge at afpasse vores sejladstidspunkt bedst muligt efter diverse statistikker over det såkaldte water-flow, så vi ikke får mere modstrøm end højst nødvendigt.
Det har været en smuk kyst at sejle langs med her i Sydfrankrig. Landskaberne har skiftet karakter fra de røde skarptformede klipper mellem Nice og Saint Raphael, til de smukke calanques omkring Cassis og øerne ved Marseilles. Et flot farvel til Middelhavet og et foreløbigt goddag til floder og kanaler, som givet vil byde på helt andre udfordringer og oplevelser. Nausikaa ser helt forkert ud, når hun ikke har mast og rig på, men det vænner vi os nok hurtigt til. Vi vil godt have dybgangen reduceret, og masten er bøvlet at have liggende, når vi skal sluse.
Alt er gået fint her på Navy Service, og i overmorgen skal vi hjem til familie og venner. Det skal blive rigtig dejligt at gense dem alle og have en lang vinter foran os, hvor der bl.a. er en del store projekter i huset, som vi gerne vil have klaret.
Til foråret, formentlig i løbet af april, skal vi så have Nausikaa søsat. Forinden kører vi herned i bil for at tage et læs af alt det tunge, som vi ikke behøver have ombord, med os hjem. Vi har hørt flere tale om de mange sluser og det store arbejde, det er at sejle mod strømmen. Men vi kan heldigvis tage det lidt med ro – der er mange byer på vejen, vi gerne vil se. Den endelige rute er endnu ikke fastlagt; der er jo mange muligheder op gennem Frankrig og Tyskland. Det vigtigste er jo tilstrækkeligt vand under kølen, så vandstanden er nok i sidste ende den afgørende faktor for, hvilken vej, vi vælger.
Endnu en dejlig sæson er slut. Og endnu en gang tak for alle hilsenerne, vi har fået. Vi glæder os over søde tilbagemeldinger fra sejlere, der har gavn af vores hjemmeside – og det er jo lige netop derfor, vi har den!
På gensyn til foråret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 03-10-2017 af Martin Leo Hansen