Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 95 Rom - Menton
Rom 24/08/2017 – Menton 09/09/2017Den kraftige regn, som vi er ganske uvant med, sørger for lydkulissen og tager også meget af lyset. Så det er rigtigt vejr til at skrive rejsebrev i efter en fin formiddag, hvor vi både fik købt proviant og vasket Nausikaa i det dejligste solskin. Frokosten indtog vi under cockpitteltet – heldigvis..
Her i Menton var vi også på udturen, og her er stadig dejligt, så vi tager lige en lille ferie her. Vi kan se grænseovergangen til Italien, og der er vist lige så mange italienske biler på parkeringspladsen og både i marinaen som franske, ligesom begge sprog høres overalt. Men ingen tvivl om, at vi nu er i Frankrig! I marinaen må man klare sig selv, når der skal fortøjes, og kommunikationen med LaCapitaineri foregår på fransk over VHF’en. Men vi kom på plads og ligger fint. Nu kan det bare tordne og blæse! Vi har for øvrigt været meget heldige, for så vidt, vi har kunnet se på vejrudsigterne, har der været meget barsk vejr i farvandene omkring os, og det har vi været helt forskånet for.
Vi ankom til Nausikaa i Fiumicino den 24.8., og det blev omkring midnat, før vi nåede så vidt. Taxachaufføren, der kørte os fra Ciampino lufthavn virkede noget fortravlet, og han var meget hurtig til at sige ok, da vi sagde adressen til ham. Vi havde lidt svært ved at orientere os, for det var jo mørkt, og han kørte meget hurtigt. Der måtte således lige nogle ekstra km til samt yderligere 20 €, før vi kunne liste ombord.
Skipper satte strøm til og mumlede noget om et batteri, som vi måtte se på i morgen. Køleboksen blev tændt og ”snakkede med”, en sær lyd, men den virkede heldigvis, selvom den brokkede sig. Vi kom i køjen, godt møre efter en lang dag. Næste morgen kunne skipper konstatere, hvad han havde haft på fornemmelsen: At startbatteriet var helt og aldeles dødt, for motoren ville absolut ingenting! Fulvio kørte skipper om til en forhandler, der i løbet af dagen skaffede os et nyt batteri, og det hentede vi i Fulvios bil samtidig med, at vi fik grundigt provianteret. Dejligt at slippe for at bære alt fra den lokale Conad i varmen!
Vi havde et problem med vort storsejl. Det sad fast inde i masten, og det var ganske urokkeligt. Fulvio kravlede i masten, og efter lang tids hårdt arbejde fik han sejlet fri, så vi kunne sætte det gamle storsejl på, som vi havde taget med ned. Det var dejligt at få klaret.
Båden blev vasket, og vi fik gjort det sidste, så vi var klar til at sejle lørdag morgen, når broerne åbnede kl. 9.
Herligt igen at komme til søs, og kursen blev sat mod Civitavecchia, som vi havde besluttet os at se nærmere på. Vi fik en fin plads inde i den gamle fæstningshavn hos 3 ældre herrer i den lokale sejlklub. Vi kunne ikke lige sige dem, om vi ville blive en eller to nætter – vi ville gerne se byen først. Da vi havde gjort det (og den var der ikke spor i vejen med, men den indbød heller ikke til flere dage), ville vi gerne betale, så vi kunne sejle næste morgen. Men der var ingen på havnen, så vi måtte pænt vente med at sejle til kl. næsten 9, for det var jo søndag!
Kursen blev sat mod øen Giglio. Der, hvor en kaptajn satte krydstogtskibet Costa Concordia på et skær lige uden for byen, desværre med tab af en del menneskeliv til følge. Der er stadig maskiner uden for havnen, som arbejder med at fjerne det store stålstativ, der blev lavet til at få skibet løftet, så det kunne slæbes væk. Ufatteligt, hvordan det kunne ske, at skibet sejlede så tæt på – det virker totalt vanvittigt, når man ser stedet!
Vi syntes, det kunne være sjovt lige at besøge øen, og havnen så noget så hyggelig ud der i solskinnet. Men da vi ankom omkring kl. 16, fik vi den besked, at alt var optaget. Vi kunne vente 1½ time og forhøre os over VHF’en, om der var blevet en plads. Det er en meget lille havn, så det turde vi ikke satse på, da det stadig var feriesæson for de lokale. Vi sejlede derfor til Santo Stefano på Monte Argentario halvøen og fik en ledig plads der. Vi gik en lille tur i byen, og kl. 21.30 var der stadig 32 gr.!
Næste morgen gjaldt det et gensyn med dejlige Elba, og vi kom til en næsten tom havn i Portoferraio. Den blev fyldt op inden aften, så måske vi hellere måtte til at reservere plads? Vi tog en overliggerdag og var rundt for at nyde byen. Vi skulle lige op ad Napoleonstrappen og beundre den flotte udsigt. Havde den gode Napoleon kunnet slå sig til ro på Elba, havde både hans og mange andres liv fået et andet forløb og længde. Han burde da kunne have haft det så godt der …
Skipper ringede til havnen på øen Capraia med henblik på at reservere en plads, og det kunne også godt lade sig gøre. Den venlige dame oplyste, at prisen var 120 €, og der satte vi hælene i! Vi ville først kunne være der ud på eftermiddagen, så det blev et kært gensyn med Livorno i stedet. Samme søde havnefoged som i 2010, samme uro på grund af alle de passerende både, og den samme imponerende aktivitet i den kæmpestore havn med dens væld af containerskibe, færger, krydstogtskibe (3 - 4 ad gangen) samt fiskere og lystfartøjer. Altid noget at se på og konstant trafik af lods- og bugserbåde.
Viareggio har vi hørt så meget godt om, så den måtte vi hilse på. Marinaen var ikke noget særligt, og den var tilmed dyr faciliteterne taget i betragtning. Strandene var enorme og tæt tilplastret med strandbarer med liggestole og parasoller, gaderne fyldt med cafeer, restauranter, barer og souvenirbutikker. Så det var hurtigt overstået for vort vedkommende. Havnemiljøet inde i byen med broer og flere bassiner var charmerende, og enkelte gamle bygninger var også at se.
Så videre – vi kunne lige så godt benytte os af at have stabilt vejr, og selvom vi havde god tid, er der jo altid en deadline, og man ved aldrig, hvornår man blæser inde.
Vi ville gerne se La Spezia igen og ud til Cinque Terre. Vi kom også fint dertil, men det meste af turen blev vi vippet mere end behageligt var. Der stod nogle store uregerlige søer, og selvom skipper styrede det bedste, han havde lært, blev vi kastet noget rundt med. Vind var der ikke noget af, men det ved vi, der var andre steder, så det var nok det, vi fik at føle. Det var dejligt at komme i læ og få den sædvanlige langskibs fortøjning i La Spezia. Havnen var blevet udbygget, og der var kommet en meget flot fodgængerbro over til den nye marina. De sædvanlige turbåde lå tæt på os, så det gav lidt uro i bassinet, men der var ro om natten. Blot ikke for spillestedet tæt på, som spillede højt og længe hver aften, men vi plejer at sige, at den slags koster ikke ekstra!
Vi oplevede et gigantisk tordenvejr fra 1. parket lørdag aften. Det kom ikke rigtigt ind over os, lå over bjergene, og vi kunne nyde synet af de kraftige lyn, og det forblev lidt på afstand. Sikke nogle skyformationer!
Søndag morgen var det skønt vejr, så vi tog toget ud til Monterosso. Lige som sidst var det ikke muligt at vandre hele turen mellem de 5 små byer, da to af etaperne var lukket. Men de flotteste var tilgængelige, og selvom skipperinden har ømme lægge flere dage efter, er det turen værd, for hvor er der smukt! Og så smager øl og mad, samt hvad man ellers lader sig friste af, jo bedst, når man synes, man har fortjent det!
Vi tog tidligt af sted mandag morgen for at sejle til Rapallo. Vejret var stille, så vi blev ret overraskede over igen at skulle have en vippetur. Bølgerne var ret store, ingen vind langs kysten, men det var bare at holde fast, og skipper måtte igen stå ved roret hele turen. Til gengæld havde vi fået stuvet ordentligt, så denne gang var der ikke noget, der røg på dørken. Vi var trætte, da vi kom til marinaen Santa Margaritha, kun for at erfare, at der ikke var plads til os. Jo, endelig var der en, der godt ville snakke med os. Vi kunne få en plads til 93 €, men stedet tiltalte os ikke, så det syntes vi, var for dyrt. Vi forsøgte så i marinaen Carlo Riva tæt ved, men her har vi nok været for beskedne af størrelse til, at man ville ofre krudt på os. De henviste os til Lavagna, men det var nogle mil mod syd, og der havde vi været i 2010. Skipper foreslog, at vi forsøgte i Chiavari, som lå før Lavagna, og der var masser af plads og et venligt personale – formedelst 30 €, så det var dagens positive! En fin marina, byen var hyggelig og god at proviantere i.
Vi var nu nået op i Genovabugten, Ligurien. Et smukt område, som især italienerne benytter som feriested. Byerne ligger tæt med deres strande, gamle bymidter, hoteller samt hvad der følger af at være et turistområde. Marinaerne ligger også tæt, den ene flottere og større end den anden. Vi besøgte Varazze og Loano, sidstnævnte superflot og med velfungerende vaskemaskiner. Alle skipperinder ved, hvor god en fornemmelse det er, når man kan få ”vasket igennem”, og når badeværelserne er rene og lækre. Det er virkelig skønt en gang imellem at hengive sig til luksus. Og så var det ikke en gang dyrt, tværtimod. Var vi blevet en dag mere i Loano havde vi ligget ”gratis”, men vi valgte at sejle videre, for vi har som sagt en deadline, og nu er det vores tur til at smage Mistralen og en front med torden i weekenden.
Derfor blev det et farvel til Italien. Vi har sejlet i dette dejlige land i sammenlagt ca. 3 år og har haft mange fantastiske oplevelser. Der er mange danskere, der vælger Italien fra, og det synes vi, er synd! Det har været lidt ensomt at sejle i landet, da vi kun har mødt få danskere/skandinaver, men vi har haft den glæde, at vi har haft besøg af venner og familie mange gange, så vi har nogle at dele en masse gode minder med. Vi har fået set grundigt på Elba, Sardinien, Capri, Ischia, Procida og Sicilien, har fulgt hele kysten rundt samt lejet bil fra mange af kystbyerne, så vi synes, vi har ”gjort Italien” – og det med stor fornøjelse! Vesuv og Etna, de mange forskellige huler og grotter, Genova, Venedig, Rom, Palermo, påsken i Trapani, storslået natur, herlig vin og søde mennesker; vi har SÅ mange gode oplevelser med.
Så, Mille Grazie a Italia, Arrivederci!
Og Bon Jour, La France! Nu vajer Trikoloren igen under styrbord saling, og vi glæder os til at gå en tur i det smukke Menton. Det var en fryd at gå op og købe – og spise – paté, en god brieost og en ”rigtig” baguette! Nu venter den franske riviera, hvor vi har nogle steder, vi gerne vil opleve, før Nausikaa skal på land i Port Saint Louis ved Rhone-deltaet og have masten afmonteret, så hun kan fungere som flodbåd til foråret.
Lige nu står regnen ned i stænger, og det tordner, men det er vist også snart vores tur til den slags, for så vidt, vi har kunnet se, har det været endog meget vådt hjemme i sensommeren. Vi sendte gerne lidt sol hjem, men I må desværre som vanligt nøjes med en stor tak for alle de søde hilsener, vi har fået!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 09-09-2017 af Inge Lise Lykke Hansen