Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 93 De Lipariske Øer - Gaeta

De Lipariske Øer 30/05/2017 – Gaeta 20/06/2017
På sådan en 8 timers distance, som vi har valgt at tage i dag, er det fint at bruge noget af tiden til at skrive rejsebrev. Ved morgenkaffen, som vi indtog, mens solen stod op over bjergene og spejlede sig i vandet, snakkede vi om, hvad indholdet skulle være.
Vi har hele tiden været klar over, at turen langs Italiens vestkyst ville få karakter af transportsejlads, for den fremherskende vind er NV - lige den retning, vi skal. Men når man nu ikke kan få lov at sejle for sejl, er det yderst behageligt at ”motorere” i stille vejr på blankt vand. Og det er der gode muligheder for, når man starter tidligt.
Vi ”spoler tilbage” til ankomsten til Cetraro, som vi var lidt spændte på at gense. Vi blev godt modtaget og var dårligt kommet på plads, før Luigi kom med sit visitkort og gjorde opmærksom på sin restaurant Gambero Rosso, og at hvis vi spiste der, kunne vi blive fragtet gratis til supermarkedet. Han var lidt pågående, så vi lod som om, vi ikke kunne forstå ham. Hans handlemåde for nogle år siden, hvor man som sejler nærmest blev truet til at give ham 20 € for at tage mod fortøjningerne, har vi ikke glemt. Han var ældet, haltede lidt og havde ikke mange tænder i munden
Men havnepersonalet har helt styr på sagerne nu. Der er bygget et nyt fint havnekontor, bad og toilet er rigtig lækkert, og så er der vaskemaskine til fri afbenyttelse. Det er noget, der kan bringe enhver skipperinde helt op på den lyserøde sky, og efter en del startbesvær lykkedes det at få vasket 2 x hedvask, der hurtigt tørrede i den lette vind.
Og så kunne vi gå i Lidl og få fyldt op! Det var to rigtig dejlige dage, vi havde i Cetraro. Ind imellem er der bare behov for at få klaret de praktiske ting. Der var også en dieseltank, som var i drift i modsætning til på Salina, og således godt rustede, sagde vi farvel og tak og satte kurs mod
Maratea.
Her var vi også inde og vende i 2011, men blev tilbudt en plads med hækken lige ud mod havet, hvorfra der var meldt frisk vind, så vi var ikke i land. Molen er blevet lavet større i alle henseender, så man kan ikke se vandet inde fra den lille, men meget idylliske havn. Vi kom lige midt i siestaen, så der måtte mange opkald til på diverse VHF-kanaler og telefonnumre uden held, før vores kommende nabo løb ind og kom tilbage med havneassistenten, som formentlig havde ligget og fået sig en på øjet i varmen.
Udover at nyde havnemiljøet var formålet med opholdet også at se bjergbyen Maratea, der ligger højt i bjergene 6 km væk. Det var Republikkens Dag, så den sædvanlige bus kørte ikke, men det var ikke noget problem, for havnepersonalet ville gerne bestille en taxa til os. Det var jo fint, men stor var vores forbavselse, da der kom en lille mørkeblå, bulet og beskidt Fiat Punto med en ældre herre ved rattet og spurgte, om det var os, der havde bestilt taxa? Det kunne havneassistenten så nikke til – ellers var vi nok ikke kørt med ham. Vi blev sat af på byens torv, og da han var forudseende, gav han os sit telefonnummer, for som han på nydeligt engelsk sagde: ”You will probably need a service to go back!” Og han kom, da vi ringede, og kørte os tilbage formedelst 2 x 15 €.
Byen har 44 kirker, og det er bestemt en ret lille by klinet op ad den stejle bjergside! Vi så nogle stykker, og ellers hyggede vi os med at gå rundt i de små gader og nyde den formidable udsigt fra de enkelte åbne pladser ligesom de i øvrigt forholdsvis mange andre turister. Vi kunne nu se, hvor stor den kæmpestore Kristusfigur, der står på toppen af det højeste bjerg med armene bredt ud, er. Den kunne vi også tydeligt se nede fra havnen, så vi følte, vi lå trygt…
Næste stop var Agropoli, hvor vi sidste gang kun var en enkelt nat. Denne gang ville vi se lidt mere på byen og overvejede også at tage til Paestum, et arkæologisk område med ruiner af græske templer og et amfiteater. Byen fik vi gjort noget ved, og især den gamle bydel er rigtig fin at gå rundt i. Men vi blev enige om, at vi synes, vi har set ruiner nok. Så vi holdt en afslappet pinse med lejlighed til at smage den lokale Spritz, der var både god og billig.
Der er vist ikke så mange, der kender byen Salerno, men vi havde sat os for at kigge nærmere på den, når vi nu alligevel skulle sejle dertil for at overnatte. Havnen er kæmpestor, mange færger og masser af store containerskibe med slæbebåde og lodsbåde i aktion, fiskere og turbåde. Og da marinaen, vi ud fra havnelodsens anbefalinger besluttede os til, bestod af et par flydebroer uden mole, var det et ret ”livligt” sted. Det var i hvert fald ikke broer, man kunne gå på, hvis man havde fået lidt rigeligt af de våde varer. Men der var rimeligt om natten, så det gik fint.
Der var MEGET langt ind til byen, men hver gang, vi kom gående, var der straks et tilbud om at blive kørt noget af vejen i marinaens el-bil. Der var en arkitektonisk uhyre spændende bygning på havneområdet, og her viste der sig at være en meget flot kunstudstilling, vi ganske gratis kunne fornøje os med. I Salerno var det særligt katedralen, vi skulle se, og den var meget, meget smuk! Her så vi, der samme aften ville være koncert (det viste sig at være i en af salene og ikke i kirkerummet), men koncerten var en stor oplevelse med nogle meget dygtige musikere.
Der er også en romersk aquadukt i byen, virkelig imponerende. Og en flot, meget lang strandpromenade samt et væld af små, krogede gyder og stræder. Et rigtig dejligt sted, som flere burde vise opmærksomhed.
Næste stop var Sorrento, som absolut ligger i meget smukke omgivelser, men efter vores mening er lidt ”selvtilfreds”. Et mylder af hoteller, barer, souvenirbutikker, og hvad der ellers hører til, når der er mange turister. Som sejlere følte vi os ikke velkomne, tværtimod. Vi kom til en næsten tom havn i Sorrento by, men meldingen var, at alt var reserveret! Det var weekend, så vi var forberedte på, der godt kunne blive problemer. Vi sejlede hen til en marina kun 1 sm væk, som har to afdelinger, hvoraf den ene er væsentlig mere beskyttet end den anden. Men vi måtte tage til takke med den åbne afdeling, for selvom den beskyttede også var halvtom, kunne vi ikke få plads. (Mon det er fordi, vi er så små, og derfor ikke giver så meget i havnepenge, at man ikke gider os?) Vi synes ellers 80 € er mange penge for at få lov at ligge en nat ved en flydebro uden dækmole…
Men der, hvor vi til sidst blev fortøjet, var personalet virkelig søde, og så var omgivelserne af en helt særlig karakter. Vi lå lige ved en høj, lodret bjergvæg, og man kunne gå ind i bjerget og tage en elevator op, når man skulle ind til Sorrento by. Det sparede os for turen på landevejen med de mange hårnålesving.
Vi havde en rigtig hyggelig dag i Sorrento by. Ville selvfølgelig ned og kigge i havnen, der var lige så halvtom som dagen før! Der var ikke som sådan de store seværdigheder i byen, men landskabet omkring den og det at kigge over på silhuetten af Vesuv i varmedisen, var da herligt. Vi havde en sjov oplevelse, da vi spiste frokost på en af de små restauranter i en meget lille smal gade. Bordene, som var til to personer, stod helt op langs muren, og mange gik tæt forbi. Det gik udmærket, men så kom der en bil, ganske vist en lillebitte en af slagsen, kørende. Helt forsigtigt, så vi fik lige rykket vinglasset ind på bordet, så sidespejlet ikke væltede det!
På turen tilbage tog vi med toget, som standsede nogenlunde tæt på et supermarked, for vi trængte til at købe proviant. Med de temperaturer, vi har nu, kan det ikke nytte noget at gå med f.eks. kød i en indkøbspose ret længe ad gangen, så det er med at planlægge, hvor det kan lade sig gøre at købe ind. Det var et rigtig flot og velforsynet supermarked, så vi havde lidt rigeligt at slæbe på, da vi skulle tilbage til båden.
Vi manglede at besøge øen Procida, som ligger tæt på Ischia. Mon vi også ville få problemer med at få plads der? Nej, ingenlunde! Der var hjælpsomt og venligt havnepersonale, toiletter og bad, hvilket var første gang i længere tid. Og så var der de smukkeste omgivelser. Man fornemmede næsten at ligge i en skærgårdshavn. Helt beskyttet. Hyggelig lille by og en fantastisk natur – her ville vi være nogle dage! Der var bus til hovedbyen, men vi skal jo røre os, så vi tog apostlenes heste både frem og tilbage og nød den smukke udsigt. Virkelig en lille perle, og meget mere tilgængelig end Capri og Ischia, hvor der absolut også er fantastisk smukt, men alt for mange turister og alt, alt for dyrt! Så det var næsten lidt trist at sige farvel til Procida, men det er vel at betegne som et luksusproblem?
Gaeta, som vi har forladt tidligt i morges, var også et gensyn. Sidst, vi var her, kunne vi rigtig godt lide byen, som er smukt beliggende i bugten med Santa Maria på den ene side af sig og Formia på den anden. Vi blev noget skuffede, da vi fik plads, for det var på den meget åbne side, og der var blæst fra NØ i vente. Vi besluttede, at hvis vi ikke kunne flytte ind i det andet bassin, ville vi sejle videre. Næste dag fik vi tildelt en virkelig fin plads, og da torden, regn og blæst kom, lå vi perfekt.
Det drev jo over, og vi skulle ud og se, hvad byerne havde at byde på. Vi tog – lige som sidst – turen op på Monte Orlando, et bjerg udlagt som naturreservat med forskellige seværdigheder i klipperne i form af et kapel og en grotte. Udsigten er utrolig fra toppen, og heldigvis går man meget af tiden i skygge fra træerne, så det var til at holde ud på trods af varmen.
Vi tog også et gensyn med den smukke katedral i Santa Maria – det er en gammel fæstningsby, og militæret råder over et stort område, som man så naturligvis ikke kan færdes på.
I Formia ville vi gerne besøge de romerske cisterner, vandreservoirerne fra romertiden. Vi tog bussen, og det gav lidt udfordringer og ventetid, da det var søndag. Men tid havde vi jo nok af. Vi fandt også cisternerne, og vist gør det indtryk at se så gammelt et anlæg, men vi må jo indrømme, at de ikke nåede dem i Istanbul til sokkeholderne.
Sådan tænker vi tit, og det er nok fint, at vi så småt skal til at hjem. Vi har set så utroligt mange dejlige steder og oplevet så meget interessant, men er nok også efterhånden blevet lidt forvænte…
Gaeta bød på en anden god oplevelse: Vi så et dansk hækflag, og det er sjældent i Italien, så det var bare med at få sagt goddag! Det var Nina og Martin på s/y Soulaima, som skulle efterlade båden i Gaeta for de næste fire uger, før de igen skulle ned og sejle. Hyggeligt, og nyttigt, med en lille snak!
De fik os blandt andet overbevist om, at øen Ponza ikke helt stod mål med de 135 €, som det koster at ligge i havnen derude. Det var ellers planen, vi ville besøge den, men den er ikke god i østlig vind. Nu besluttede vi så at droppe den, og da vi snart får gæster, som vi har lovet at vise Rom, sejler vi nu mod Nettuno, og så er Ostia jo ”lige om hjørnet”. Her vil vi opholde os, mens vi har gæster. Vi har aftalt plads til båden for sommeren, men der er et problem med broen ind til Fulvios bådværft, og hvis den ikke når at blive lavet, kan vi ikke komme ind til ham, men må finde ud af noget andet. Men hellere ligge ude og ikke kunne komme ind end det omvendte.
Nu begynder det at vippe lidt rigeligt, så det er fint at slutte nu. Vinden frisker, som den plejer ved middagstid, og så kommer der jo også lidt bølger.
Som vanligt siger vi så mange tak for dejlige hilsener fra jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 20-06-2017 af Inge Lise Lykke Hansen