Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 92 Palermo - De Lipariske Øer

Palermo 16/05/2017- De Lipariske Øer 30/05/2017
Klokken er 09.30 tirsdag den 30. maj. Vi har netop passeret Stromboli til styrbord, og det er 4 timer siden, vi listede ud af havnen på Salina i morgengryet. Ud på et hav, der var lige så blankt og silkeblødt udenfor molen som indenfor. De øvrige Lipariske Øer: Alicudi, Filicudi, Salina, Liparia og Vulcano fortoner sig langsomt agterud. Et par gedigne ”prust” fra Stromboli føles som et behørigt farvel og tak til Sicilien og De Lipariske/Eoliske Øer, hvor vi har haft så utroligt mange gode oplevelser, siden vi kom til Messina i begyndelsen af september sidste år. Det sicilianske gæsteflag, der har vajet under salingen sammen med det italienske, er nu gemt væk. Vi har i skrivende stund tilbagelagt ca. en tredjedel af dagens distance, der har Cetraro på fastlandet som mål.
Tilbagekomsten til Palermo efter en dejlig og festlig uge hjemme midt i maj var helt problemfri. Vi var lidt spændte, for i Bergamo lufthavn ringede telefonen. Det var havnemesteren, der sagde en hel masse, vi intet forstod af, men da vi fik ham forklaret, at vi ankom til Palermo samme aften, lød han til at blive både glad og tilfreds. Og bortset fra et tykt lag rødt ”Saharastøv” lå Nausikaa og havde det godt; der havde heldigvis ikke været ubudne gæster. Havnemesteren skulle bruge den plads, vi lå på, men da han erfarede, vi hurtigt ville forlade havnen, kunne vi godt blive liggende.
Vi fik hurtigt provianteret og gjort klart skib, og vi havde ikke behov for at se mere til Palermo, så vi sejlede til Cefalú langs Siciliens imponerende nordkyst, hvor den ene bjergformation og bugt afløser den anden. Vejret var dejligt, sol og ingen vind. Havnen i Cefalú er fantastisk flot beliggende, og vi var lidt lune på at blive der nogle dage, men vi indså hurtigt, at så ville vi ikke få sovet, for dønningerne var meget mærkbare. Så vi så katedralen (som desværre var pakket ind på grund af istandsættelse) og nød den hyggelige by, hvorefter vi næste morgen ”dampede” videre.
Vejrmeldingerne sagde entydigt, at der ville komme blæst i forbindelse med en frontpassage, men de var ikke helt enige om vindretningen. Så vi måtte vælge, hvor vi ville tilbringe nogle dage i havn. Vi valgte det sikre – troede vi – og sejlede til Portorosa, da vi forventede, der ville være mere læ der end ude på øerne. Vi havde nogle projekter, som vi ville fordrive tiden med, bl.a. skulle komfuret ud. Både fordi der trænger til rengøring omkring det, men skipper ville også reparere tændknappen. Men det endte med at blive ret uroligt i havnen, så komfuret blev stående. Som vi plejer at sige til hinanden, koster det ikke ekstra at ligge uroligt! 70 € i døgnet burde vel også være nok…
Portorosa er et stort ressort med mange ferielejligheder, hotel og bådpladser. Det bar præg af et vist forfald, men trods den lidt afsides beliggenhed, var byen ok, og man var ved at forberede sig på sommergæsternes invasion. Havnen er base for charterbåde, så underholdningen var sikret. Det var skiftedag lørdag, hvor det blæste hårdt, men enkelte utålmodige skulle jo prøve at sejle af sted, og det med skiftende held. Det er vist slet ikke morsomt at starte ferien med at lave skade på båden, før man er kommet ud af havnen? Der var dog også andre, der ligesom vi valgte at vente til næste dag.
Selvom det gav lidt saltvandssprøjt, var det dejligt at komme af sted, og afstanden til Vulcano var kun 18 sm. Vinden var løjet, solen skinnede, og vi ankom til en havn/anløbsbro så smukt beliggende. Der var lidt primitivt, hvad faciliteter angår, og færgernes kommen og gåen gav meget uro, men der var roligt og fint om natten. Byen var hyggelig på trods af mange turister, heraf mange endags-. Og så var der jo vulkanen, som vi lå lige nedenfor, og på hvis skråninger der var masser af de typiske gule buske - rigtig smuk udsigt fra cockpittet! Den måtte vi bestige, og det gjorde vi næste morgen sammen med mange andre. Det er et flot krater, og svovldampene mærkes og ses tydeligt. Men det flotteste var udsigten! Den var helt bogstaveligt talt bjergtagende ud over øhavet. Nede ved havnen var der et stort, varmt, mudderbad, som mange mennesker forlystede sig med. Det var absolut ikke noget for os – føj for en stank! Så meget gigt har vi heldigvis ikke…
Næste stop gjaldt hovedøen Lipari. Da vi var lidt trætte af færgernes og turbådenes evindelige hækbølger, valgte vi at gå ind i marinaen bag en god mole. Der var masser af plads og et virkeligt sødt og imødekommende personale, så her bestemte vi os for at opholde os nogle dage og tage på udflugt.
Skipper havde talt om, at vi skulle lave en natsejlads ud forbi Stromboli, men vi ville også rigtig gerne i land både på Stromboli og Panarea, (og så ved han, skipperinden ikke er så vild med at sejle om natten). Så vi besluttede os for at gøre det på den magelige facon og tage med en turbåd. Det fungerede rigtig fint, og vi havde god tid til både at gå rundt på øerne samt sidde et lille listigt sted og betragte det fascinerende liv, der er i forbindelse med færgernes ankomst. På Stromboli spiste vi aftensmad på en restaurant med en virkelig flot udsigt – og glimrende mad!
Vi skulle herefter sejle ud og se solnedgangen fra den lille ø/klippeskær Strombolicchio, og det var også helt fint. Men vi er nok lidt forvænte med den slags, for det gjorde ikke så stort indtryk på os som på vore medpassagerer. Mens det mørknede, sejlede vi langsomt langs Stromboli i håb om at få nogle udbrud at se. De kom også, og det var et specielt syn. De helt store blev vi snydt for, men både mens vi lå lige nedenfor og på turen hjem, kunne vi se ildsøjler og gnister stige til vejrs. Og så kunne man more sig lidt over, at det kunne få en hel flok voksne mennesker til at udgyde diverse ”begejstringslyde”, hver gang udbruddene kom. Man kommer pludselig hinanden ved i en sådan situation…
Det var godt at komme tilbage til havnens fred og ro, men det havde været en superfin dag. Lige over for os lå for øvrigt alle turbådene fortøjet om natten, så vi kunne følge med i alle aktiviteterne, der hører til en sådan virksomhed. Ikke sært, det koster en del at komme med. Der er mange mennesker beskæftiget, og det er jo i sommermånederne, pengene skal tjenes.
Lipari by er også fin. Vi var oppe på fæstningsanlægget, hvor vi så den flotte katedral og gik rundt på det arkæologiske område, hvor der er resterne af et amfiteater og et akropolis. Udsigten er også herfra aldeles fantastisk hele kompasset rundt. A pros pos kirker og katedraler, så har vi efterhånden set rigtig mange, og vi har noteret os, at her på øerne er kirkerummene enkelt dekoreret, lyse og ”venlige” i stilen, hvilket tiltaler os mere end det meget pyntede. De har ofte været udstyret med nogle fantastiske blyindfattede vinduer, forestillende diverse bibelske scener og utroligt godt udført. En kirke er et dejligt svalt sted at ty til i heden, ligesom stilheden kan give lidt rum til at fordøje de mange indtryk samt mental ro til at sende en tanke til mennesker, der betyder meget for en.
Vi kunne ikke rigtigt tage os sammen til at leje bil for at komme ud på øen. I stedet valgte vi at sejle til Salina, der lå kun 8 sm. væk. En flot tur langs Liparis nordkyst, hvor vi så de store pimpstensområder. Vi havde læst i havnelodsen, at der var tankanlæg på Salina, og det så også sådan ud. Men da vi kom ind, kunne vi se, det ikke var i brug, så vi sejlede om i den sydlige havn, der er lystbådehavn. Vi blev helt imponerede, for det var et meget flot havneanlæg, smukt beliggende lige neden for bjergsiden og masser af læ for færgerne. Og så var der toiletter og bad!
Byen var helt stille og død, men det hjalp lidt ud på eftermiddagen – det var jo søndag. Forretninger var der tilsyneladende ikke mange af, og da vi både skulle have proviant og helst forlænge vort internetabonnement, var vi lidt slukørede. Men mandag formiddag så det hele lidt bedre ud, og vi kunne se, der gemte sig andet end souvenirbutikker bag alle de lukkede skodder.
Også her var der turister, men i mindre omfang, og der var ikke mange gæstesejlere i havnen. Dog oplevede vi lidt leben den første eftermiddag, hvor der var afslutning af en kapsejlads. Det var sjovt at se sejlerne komme ind og tage alt det ombord, de havde efterladt på kajen. Nogle sejlede ret hurtigt; det var dem, der ikke havde placeret sig til en præmie. Og et par både blev til næste morgen med en transportbesætning ombord.
Man kommer ikke så langt med engelsk på disse øer, men vi har da efterhånden lært os det mest nødvendige på italiensk. Det rakte imidlertid slet ikke i forhold til den meget hurtigt talende dame i kiosken, vi havde fundet, og som efter sigende skulle sælge mobilt bredbånd. Heldigvis var der en behjertet kunde, der oversatte, og vi fik købt bredbånd – håber vi. Skippers erfaringer udi samme gør ham noget skeptisk. Vi er jo blevet afhængige af det skidt! For ti år siden, da vi tog hjemmefra, var vi taknemmelige, hvis vi kunne finde en internetcafe en gang imellem inden for et par kilometers afstand…
Selvom der var smukt og herligt på øerne, var vi enige om, at vi nu vil tilbage til fastlandet, så vi har god tid til oplevelser op langs vestkysten. Vi har en aftale i Rom den 27.6., hvor vi får gode venner på besøg, og selvom vi nu kommer op i kendt farvand, er der steder, vi gerne vil gense og nye steder at besøge. Vi er spændte på at gense Cetraro, som vi havde nogle dage i på udturen tilbage i efteråret 2011. Vi husker mest en masse tordenvejr, at der var en stor Lidl ikke så langt derfra, og at havneassistenterne var meget søde. Nu er marinaen beskrevet som havende alle faciliteter, endog et vaskeri og wi-fi. Men lad os nu se. Beskrivelserne svarer ikke altid til virkeligheden – dog har vi også oplevet, det har været bedre end beskrevet!
Jeg måtte lige op og se, hvorfor skipper ændrer kurs. Vi skulle jo sejle 40 gr. hele dagen, og selvom det er roligt vand, kan man godt mærke, når noget ændrer sig. Der ligger nogle store fartøjer fremme til styrbord, og et eller andet ser de ud til at arbejde med, så vi tager en god bue udenom.
Klokken nærmer sig 11, så mon ikke en 11-bajer er en mulighed? Normalt får vi næsten ikke alkohol, når vi er til søs, men dagen er jo lang, her er roligt, vi kan stadig skåle med Stromboli, så jeg forsøger at spørge skipper…
- - -
Mens vi delte en 11-bajer, snakkede vi om, hvad vi syntes, det bedste havde været på Sicilien og øerne. Det må betegnes som et luksusproblem, at det føles umuligt at lave en prioritering, men:
Naturen, især på nordkysten er fantastisk flot. De gamle byer Catania, Syracusa og Ragusa var meget interessante, og man mærkede historiens vingesus, hvilket også gjaldt Templernes Dal, Selinunte, Kejserpaladset m.m. Trapani lærte vi at kende og føle os hjemme i, og her var påsken præcis så stor en oplevelse, som vi havde sat næsten op efter. På øerne faldt vi mest for Vulcano, men der var dejligt overalt.
Og så Etna, ikke at forglemme! Det er i sandhed en fantastisk vulkan, og vi har været der hele to gange. Helt forståeligt, at Etna fylder meget i sicilianernes bevidsthed. Stor og mægtig ligger den der, og man ved aldrig, hvad den kan finde på. Udsigten fra toppen er formidabel, ligesom det gør stort indtryk på vejen op at se resterne af de huse og gårde, der ligger delvist begravet i lava.
Vi har mødt rigtig mange venlige, hjælpsomme og søde mennesker (undtagen lommetyvene!). At her er dyrt at være sejler, det var vi forberedt på, men vi synes, oplevelserne har været så mange og gode, at det har været pengene værd.
Vi kan ikke slutte uden som vanligt at sige alle jer ude og hjemme tak for de mange dejlige hilsener, vi får. Og det være så hermed gjort.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 31-05-2017 af Inge Lise Lykke Hansen