Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.

Rejsebrev 90 Trapani (Påsken)

Trapani (Påsken) 31/03/2017-23/04/2017
Himlen er knaldblå uden en sky efter en meget kold nat. Vi måtte igen have gang i varmeren, for 13 gr. er lovlig lidt, mens man drikker morgenkaffe. Egentlig var det planen at sejle videre i dag, men vejrmeldingerne er noget usikre for de kommende dage, og vi ligger godt og har meget god tid. Så nu går vi i gang med diverse gøremål, bl.a. at skrive årets første rejsebrev.
Efter en travl og god vinter hjemme kom vi til Malta. Det er 4 uger siden i morgen, men vi har allerede oplevet rigtig meget. Vi ville have besøgt Malta i efteråret på egen køl, men vejret ville noget andet. Derfor havde vi 4 dage på B&B i Valetta, og vi fik set og oplevet mange spændende og smukke steder.
Da vi kom her tilbage fredag sidst på eftermiddagen, var vi så heldige, at en af de medarbejdere, vi havde talt en del med i efteråret, var på vagt. Vi blev virkelig godt modtaget. Før vi fik set os om, havde vi fået en luksustrappe, el og vand. Og så var det bare op at købe lidt ind, for efter 4 dage med restaurationsmad var det dejligt lige at nyde et let måltid på Nausikaa. Vi var klar over, at vi skulle nå at vaske båd og montere cockpittelt lørdag, for et gedigent regnvejr truede, og det kom! Så da det lettede efter et par dage, var vi udhvilede og klar til at tage fat. For første gang i 42 år måtte skipper stå og se til, mens en af medarbejderne ordnede bunden. Det syntes han, var lidt underligt, men omvendt også et arbejde, der var rart at slippe for. Det blev udført til hans fulde tilfredshed, og han kunne så imens polere fribordet. Det er på grund af miljøhensyn og et myndighedskrav, at man ikke selv må udføre arbejdet. Det virker temmelig inkonsekvent, når man ser, hvad der flyder rundt af affald og skrald alle steder. Så er det ikke miljøet, der bliver prioriteret højest, tænker man…
Vi blev klar til den aftalte søsætning, alt forløb glat, og vi fik en fin plads yderst på broen. Mens vi arbejdede videre på båden, lavede vi lidt rekognoscering i forhold til påskens forløb, for vi skulle jo have gæster og havde stillet dem noget helt unikt i udsigt. Vi kunne kun håbe, det ville holde stik, og lad det være sagt med det samme: Vi har aldrig oplevet noget lignende!
Vi hentede vore gæster i lufthavnen – de ankom onsdag aften før påske, og vi havde aftalt, at de første dage skulle stå i Påskens tegn. De skulle lige have en chance for at hvile ud, men så gik det løs Skærtorsdag. Byen var hyggelig og i travl, glad forventningsstemning. Vi lod os friste af den første Spritz, før vi kastede os ud i Pasqua di Trapani.
Vi havde lejlighed til at se forberedelserne til den helt store Påskeprocession, Misteri, hvor de involverede – og det var mange – gik og gjorde de 20 skulpturer klar i Chiesa di Purgatorio. Der blev støvet af, poleret og pyntet med så mange blomster på hver enkelt skulptur, at man dårligt kunne tro sine egne øjne. Alle dekoreret forskelligt med de smukkeste blomster og en masse sølv og guld. Det er sådan, at en ”faggruppe”, dvs. bagere, fiskere, sømænd, skræddere osv. har ansvaret for hver skulptur, og når processionen finder sted, går der adskillige personer, ofte børn, foran med et banner og evt. ting, der fortæller om faget (kager på puder eksempelvis). Efter skulpturen går et stort orkester og spiller, så det giver altså 20 orkestre, som kommer med ca. et kvarters mellemrum. Skulpturerne, der er meget tunge og kan veje op til 1,5 ton, bliver båret af 18 til 30 mand, alt efter størrelse og vægt. De holder naturligvis mange pauser, så derfor tager turen lang tid. Starten går kl. 14 Langfredag, og de sidste kommer tilbage i kirken næste dag i løbet af formiddagen, altså næsten et døgn. Vi fulgte optoget så tæt, som vi kunne komme til, og efter at have været hjemme og spise og hvile benene, gik vi op for at se det hele med lys. Der er monteret store, meget store, stearinlys i hvert hjørne på de fleste af skulpturerne, og der er små lamper monteret, der oplyser detaljerne på figurerne. Det var utroligt stemningsfuldt og bevægende; den specielle blanding af alvor og højtidelighed, men med plads til lige at få en smøg ind imellem, et kram af en kendt blandt tilskuerne eller en munter bemærkning til sidemanden. Det kan italienerne!
Dagen derpå mandede vi os op til at tage svævebanen op til Erice, som vi kendte fra tidligere, og hvor vi vidste, at man skulle tage en klar dag, når den kom. Og lørdag var klar og flot, så turen i svævebanen og rundt i den lille by blev lige, som vi gerne ville have vore gæster skulle opleve den. Vi fik en herlig pizza på torvet, og da vi havde købt en form for partoutkort til oplevelserne, var vi rigtig rundt og se de forskellige paladser og kirker. Sluttede af med cafebesøg, for vi skulle prøve en af de lokale kager: Canollo – hurtigt omdøbt til Canulla, da Ulla var mest ivrig. Men vi var enige om, at det var en herlig spise. Mændene drak kaffe, vi piger et glas hvidvin til den sprøde, aflange ”kagerulle”, fyldt med frisk ricottaost og pyntet med hakket chokolade. Guf! (I beherskede mængder).
Så trængte vi til en slapperdag, før vi om mandagen startede turen til Segesta i den lejede bil. Vi havde nemlig konstateret, at der ville komme nogle dage med blæsevejr, så vi valgte at blive i havnen. Segesta er en af de berømteste seværdigheder på Sicilien med et yderst velbevaret tempel og amfiteater. Vi har efterhånden set meget af den slags, men det var flot. Især var omgivelserne smukke, og på denne årstid med en vild flora i så mange farver og arter, at det er svært at beskrive.
Der er en helt formidabel udsigt fra teatret, og da vejret var solrigt og køligt, var der god sigt. Da det var helligdag, havde mange andre fået samme ide, så det var faktisk svært at få en parkeringsplads. På køreturen så vi også mange, der var taget på picnic for at nyde naturen nu, hvor den præsenterer sig allerflottest. Om nogle uger vil der ikke være mange blomster tilbage, da alt vil være svedet af den stærke sol. (Som dog i dette forår har glimret noget ved sit fravær, ifølge de lokale.)
På hjemvejen kørte vi til den lille havneby Castellammare del Golfo, der ligger nede i bugten, godt beskyttet. Her var også mange mennesker, men det lykkedes da efter lang ventetid at blive betjent af et temmelig uforskammet personale, så vi kunne nyde en drink ved kajen. Man forsøgte også at slippe af sted med at give 10 € for lidt tilbage, men den gik ikke, selvom der gik l a n g tid, før skipper valgte selv at hente dem! Men det er også absolut første gang, vi ikke er blevet mødt venligt...
Det høje og mægtige kap på NVsiden af Sicilien, San Vito Lo Capo, skulle vi også lige se fra landsiden, og her blev vi overraskede over menneskemængden. Flere gader var spærret af, parkering var et uoverskueligt projekt, så vi nøjedes med at se på virvaret fra bilen, før vi kørte hjem. Det var en træt besætning, der kom tilbage til Nausikaa efter en dejlig dag.
Næste dag gjaldt det at vise vore gæster Salina, saltindvindingsanlægget her i Trapani. Vi havde set det i efteråret, men det er et interessant sted, og vi var heldige, at samme, søde guide viste os rundt. Ulla måtte lige have lidt havsalt med hjem, og så gik det mod Marsala, der også stod på gæsternes ønskeseddel. Vi fik ringet og bestilt plads til rundvisning hos den mest berømte marsalaproducent, Florio, men forinden kunne vi nå at spise frokost. Man skal aldrig gentage en succes, siger man, men vi er ikke så pivede, så vi anbefalede den Spaghetti Scoglio, der er blevet vores favorit: Pasta med skaldyr. Vi fandt også restauranten, troede vi! Vi kom til at sætte os en gang for tidligt, men opdagede det, og flyttede så til naboen. Selvom Svend Erik gik tilbage og sagde pænt undskyld, blev ejeren ganske rasende og skældte ud på ”vores” servitrice. Hun forklarede os, at han troede, hun havde lokket os hen til sig. Det kom der lidt moro ud af, og vi fik den sædvanlige gode betjening og herlige mad.
Den efterfølgende vinsmagning (vi nåede lige Domkirken, så vi også fik lidt åndelig føde), var flot. Sikke lokaler, vi blev vist rundt i af en forståelig og informerende guide. Smagningen var lækker med små smagsprøver, som passede til de fire forskellige marsalavine. Det afsluttende besøg i den eksklusive butik resulterede i indkøb af et par flasker hvidvin, som skulle nydes til afskedsmiddagen på Nausikaa. Endnu en herlig dag!
Så stod der Monreale på menuen. Den smukkeste kirke i Syditalien, siger nogle. Den ligger tæt på Palermo, så vi blev ledt ind gennem det trafikale kaos, der dog heldigvis begrænsede sig til nogle få kilometer. Bjergbyen Monreale ligger dejligt over Palermo med en smuk udsigt oppe fra tårnet, som vi købte billet til efter at have nydt den storslåede kirke med de mange mosaikker. Det er et helt fantastisk rum med en udsmykning, der fortæller bibelhistorien fordelt på vægge og lofter. Så man kan ikke undgå at blive temmelig benovet over storheden både inde og ude. Vi har set lignende i Ravenna, men dette var flottere. Benediktinerklosteret i kirkens umiddelbare nærhed besøgte vi også. Det er også – i modsætning til de fleste klostre – rigt dekoreret. En lille frokost på en af torvets mange cafeer blev indtaget i vekslende skydække og kold vind, men god mad i form af bruchetta og arancina, øens specialitet - en mættende, friturestegt risbolle med ost og skinke - hjalp til at holde varmen. Derefter var det hjemad, så vi kunne hvile os lidt og blive gjort i stand til at indtage en af Trapanis mange fiskerestauranter på invitation af vore gæster.
Efter lidt vandring gennem de små, smalle og hyggeligt belyste gader, fandt vi et rart sted, hvor vi nød en dejlig middag med fisk og skaldyr. Den lokale vin var herlig, yderst rimelig i pris, så der gled jo et par flasker ned.
Vi havde aftalt at besøge Trapanis berømte museum, men da vi kom derud efter den lange gåtur, var det desværre lukket. Vi trøstede os med endnu en canollo og en kop kaffe, før vi gik hjem. Skipperinden ville gerne lave en god middag til afsked, for der var et par aftener, hvor vi nøjedes med et let måltid efter dagens ”strabadser”, så hun synes, hun er sluppet lidt nemt om ved forplejningen denne gang. Den blev nydt i cockpittet under teltet i petroleumslampens skær. Det er koldt om aftenen stadigvæk, og det bliver mørkt omkring kl. 20.
Nu var det tid at aftale morgendagens program, hvor gæsterne skulle afleveres i lufthavnen ved Palermo. Det var et meget humant tidspunkt, vi skulle af sted på, så vi nåede at komme op til vaskeriet og aflevere 11 kg vasketøj, som blev lovet færdigt til dagen efter.
Alt gik efter planen, og vi vinkede farvel og tak, hvorefter vi kørte hjem og gik i gang med det, der altid skal foregå, når der har været besøg ombord. Skipper kørte ud med bilen og fik afregnet med værftet, mens skipperinden gjorde rent og flyttede på plads. Vi besluttede at se museet, så det nåede vi lørdag efter at have provianteret og gjort klar til afgang.
Men da vi så vejrmeldingen lørdag aften, besluttede vi at udsætte det nogle dage. Vi har meget god tid, til vi skal flyve hjem fra Palermo, og her i havnen er der godt læ for vind og vejr, så hvorfor skynde os? Der er nok at foretage sig, og ydermere har vi betalt til den 9.maj. Så vi tager den lidt med ro og håber på bliden bør inden så længe. Lige i dag er vejret skønt, men der kommer antageligt en del blæst de kommende dage. Nu ser vi.
Vi siger som vanligt mange tak for hilsener af enhver art, og så håber vi, foråret snart kommer til Danmark. Her har vi det bestemt lunere, men vi har ikke haft sommertøjet på endnu sådan for alvor!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa

skrevet d. 23-04-2017 af Inge Lise Lykke Hansen