Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 87 Vibo Valentia - Marzamemi
Rejsebrev 87Vibo Valentia 06/09/2016 - Marzamemi 25/09/2016
Det kan måske være en udmærket kur mod truende tungsind at skrive rejsebrev, for så vil tankerne jo kredse om de dejlige oplevelser, der har været – i godt vejr! Selv skipper vil godt medgive, at lige nu er det regulært møgvejr: Lyn, bulder og brag, himmel så sort som natten, og en regn, der står ned i tove! Vinden er der i perioder rigeligt af, og vi ligger ikke i, hvad man kan kalde en beskyttet havn med den retning, vinden har, så vi får nogle gevaldige vippeture ind imellem. Nu er det så bare spændende, hvornår himlen igen bliver blå?
Efter en dejlig sommerlandlov, kom vi tilbage til båden den 6.9. ud på aftenen, og mens vi nærmede os marinaen, kunne vi fra taxaen se det lyne lystigt, og vi kom også gennem landsbyer med store vandpytter. Men på marinaen var det herligt vejr, så vi kom ombord og fik rigget det forskellige til, før regnen kom. Båden var søsat og vasket, dejligt at komme ombord igen. Næste morgen fik vi fyldt vand på og provianteret det mest nødvendige, før regn og torden igen satte dagsordenen. Sådan gik et par dage, hvor vi også hyggede os med Lotte og Tommy fra s/y June, men lørdag morgen var både himmel og vejrudsigt indbydende, så da var det farvel og tak til Marina Carmelo for denne gang.
Vi havde besluttet at sejle til marinaen i Messina, vel vidende, at noget af molen var forsvundet i forbindelse med, at et stort krydstogtskib havde sat for meget fart på, da det skulle sejle fra kaj. Men efter at have ringet til marinaens personale, vovede vi at lægge os ind der for et par dage for at se byen. Det var også OK, men færgerne, og især i forbindelse med, at strømmen i strædet vendte samt den beskadigede mole, gjorde det i perioder til en noget urolig oplevelse. Efter Santa Maria de Leuca skal der imidlertid meget til at afskrække os…
Messina er en storby, der bærer præg af at have været udsat for både nogle store og meget ødelæggende jordskælv samt en sønderbombning under WW2, så det er noget med lige, brede gader og vinkelrette vejkryds. Der var søndagsstille, men vi var oppe at se Domkirken, som er genopbygget flere gange og nu siges af fremstå nogenlunde, som da den blev bygget. Især klokketårnet var et tilløbsstykke – det er et såkaldt astronomisk ur samtidig med at være kirkens klokketårn, så en ”stjernetegnskalender” er der på den ene side, og på siden ud mod Domkirkepladsen er der forskellige figurer, der hver dag kl. 12 ”får liv”, dvs bevæger sig og udstøder lyde (løven brøler eksempelvis). Meget sjovt at se.
Vi var bevidste om, at vore batterier sang på sidste vers – det ene af tre var stået af. Nu begyndte det igen at lugte mistænkeligt, og skipper kunne hurtigt konstatere, at det andet også var ”oppe at koge”, så det blev i hast afmonteret, og nu skulle der altså købes nye!
Mandag morgen blev kursen sat mod Riposto, hvor vi var heldige at få fortøjet, før der, igen, brød et gedigent uvejr med regn og torden løs. Da det var ovre, skyndte skipper sig over på et værft, for at se, om han kunne købe batterier der. Han blev af flinke folk rådet til i stedet at sejle til Catania, hvor mulighederne var meget større. Vi sad om aftenen og kiggede op på Etna; den lå stor og mægtig og ventede på vort besøg, men det måtte jo altså lige vente lidt.
Vi fik en god plads i Catania i den gamle havn, og allerede om eftermiddagen var skipper inde og fik også købt batterier. De kunne først leveres næste dag, og vi var lidt spændte på, om det nu også kom til at gå efter planen. Men heldigvis: Kl. 10 kom manden med dem, og havneassistenten hjalp med at få dem ombord, og de var så flinke at tage de gamle med. I over 30 gr.s varme startede skipper nu projektet med at få de nye installeret, hvilket ikke var helt lige til, men alt lykkedes, så nu kunne vi begynde at glæde os til at opleve byen og de mange steder i omegnen.
Vi så en masse i Catania, som er rigtig fin at gå rundt i, og nød også indkøbene af de dejlige varer på det store, lokale marked. Men vi ville også lidt på udflugt, og den første gik til byen Taormina, der ikke uden grund er meget besøgt og benævnes som ”et must”. Nu har vi efterhånden set mange græske amfiteatre, så det er ikke det, der imponerer os, men Taormina har en fantastisk smuk beliggenhed og var en hyggelig by at gå rundt i.
Etna havde stadig en vis tiltrækningskraft, men vi skulle lige finde ud af at komme dertil. Vi startede med at tage Circumetnea, et tog, der kører rundt om vulkanen, og kommer op i næsten 1000 meters højde. Det gjorde stop i den gamle by Randazzo, der var meget charmerende at gå rundt i, og så bød turen på flotte udsigter. Ikke så meget Etna, for toppen var dækket af skyer, men det omkringliggende landskab var et flot skue. Det var heller ikke så varmt i højderne; da vi kom tilbage til Catania, var det trukket sammen, og vi nåede lige ombord, før tordenvejret brød løs! Det skulle dog ikke afholde dem fra igen at spille højt, meget højt, ovre på cafeen lige på den anden side af havnebassinet, og det var ikke hver aften, det var til at falde i søvn, før de stoppede et godt stykke efter midnat. Men som vi plejer at sige til hinanden: ”Det koster ikke ekstra!”
Skipper fandt ud af, at der er en speciel hjemmeside, der beskriver vejret på Etnas top, og den fik lov at bestemme, hvornår vi skulle tage turen. Mandag morgen stod vi tidligt op – det blæste, men vi kunne for første gang tydeligt se kratertoppen. Vi fik købt billet, ligesom en hel masse andre, så der måtte to busser af sted, og det gav lidt forsinkelse. Vi var så uheldige lige at ankomme sammen med en hel masse andre, så vi stod som sild i en tønde for at få billet videre op med svævebane og busser. Mens vi stod i køen, stoppede svævebanen på grund af for meget vind, så vi blev kørt i busser – dem, der også bruges til sidste del af turen til toppen. Det betød lang ventetid igen, så da vi endelig kom op til krateret, var der masser af tætte skyer, hård vind og bidende koldt. Guiden sagde, at på grund af kulden og dårlig sigt, fik vi ikke lov at gå rundt om krateret, så vi tog hurtigt ned igen – desværre. Men selvom vi var der kort tid, kunne vi godt mærke, hvor stor en vulkan, Etna er, så det var alligevel en oplevelse. Også at mærke elementernes rasen. Svævebanen var igen kommet i drift, og det var en fin tur ned. Under skyerne havde vi en storslået udsigt til landet nedenfor, kunne bl.a. tydeligt se Catania og havnen, selvom den var 1½ times kørsel væk. Det blev ikke, hvad vi havde håbet, men det kunne ikke være anderledes. Skal man se toppen og kunne holde ud at være der, skal det nok for de fleste dages vedkommende ske en tidlig morgen – i hvert fald på denne tid af året.
Nu var det tid at komme videre mod syd, så kursen blev sat mod Siracusa. Vel uden for havnemolerne kunne vi konstatere, at det var det flotteste sejlvejr, så både storsejl og genua blev sat, og vi sejlede noget så herligt i 1½ time, før vinden rummede og siden lagde sig totalt. Men vi fik da lige prøvet, hvor dejligt det er at sejle for sejl alene. Vi fik en fin plads i marinaen i Siracusa og var hurtigt oppe at gå en tur i den gamle bydel, som dækker hele øen Ortigia. Det var som at gå i et levende museum og navnene på torve og pladser var næsten en repetition af skolelærdommen både fra den græske mytologi og Mikkelsens Latinbog. Rigtig sjovt at stå på Archimedes’ Plads og se på Artemisfontænen. Der var virkelig mange seværdigheder, og byen er rigtig hyggelig. Vi var også oppe på det arkæologiske område, der rummer både et romersk og et græsk amfiteater, og som noget af det virkelig sjove en stor klippehule, Dionisios’ Øre, der forstærker lyden 16 gange! Og mens vi var der, bagte solen ned, og det var meget varmt!
Vi havde regnet med så at skulle af sted, men om morgenen var det slet ikke indbydende at sejle ud på havet under regnskyerne, så vi gik i stedet op for at se Papyrusmuseet, og det var interessant. Da vi skulle derfra, måtte vi lige stå lidt i læ, for det var begyndt at regne og blæse. En af de andre museumsgæster, en franskmand, sagde, mens han slog paraplyen op for fruen: ”La bella Italia!” Og ja, tordenen er ikke aftaget, mens jeg har skrevet, og det er regnen ej heller. Sejlturen hertil i går klarede vi dog i tørvejr, og vejrmeldingen havde lovet det vejr, vi har fået. Vi ligger som nævnt lidt uroligt, men trygt fortøjet, så vi må holde ud og få det bedste ud af det. De kommende dage ser heller ikke for gode ud, så vi har besluttet, at det ikke bliver i denne omgang, vi sejler til Malta. Vejret er simpelthen for ustabilt – ikke lige det, vi havde forbundet med Sicilien!
Nu håber vi at kunne komme videre i morgen, og så glæder vi os til familiebesøg den 16.10.
Som altid siger vi tak for alle hilsenerne, både fra familie og venner samt de for os endnu ukendte, der er søde at skrive til os på hjemmesiden og fortælle, de har glæde af at læse vore beretninger. Det giver jo lyst til at bruge energi og tid på at skrive og opdatere informationer.
Håber, at det dårlige vejr, vi har her, til gengæld giver godt vejr i Danmark!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 25-09-2016 af Inge Lise Lykke Hansen