Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 86 Brindisi - Vibo Valentia
Rejsebrev 86Brindisi 07/06/2016 - Vibo Valentia 28/06/2016
Dette er dagen før dagen før dagen – hvor vi skal rejse hjem for sommeren. Faktisk havde vi regnet med at skulle bruge i dag og i morgen på at få Nausikaa på land og klaret alle de opgaver, der er i den forbindelse. Men så skulle det ikke være! Franco, ejeren af Marina Carmelo, har været nødt til at udsætte optagningen på ubestemt tid. Det skyldes, at bådene, der står på land, ikke har kunnet gøres klar til søsætning som planlagt på grund af den megen regn, så der er ikke plads til Nausikaa.
Vi efterlader hende forvissede om, at man nok skal passe godt på hende. Så må vi se, hvordan hun ser ud, når vi kommer igen først i september. Vi skal bo på hotel eller B&B til den tid, for man må ikke bo på bådene, når de er på land på dette sted.
Tilbage til Brindisi, hvortil vi returnerede efter 5 hektiske, men herlige og festlige dage hjemme. Vi ankom i fint og stille vejr, og vi var klar over, at hvis vi ville af sted, måtte vi gøre det straks, for der ville komme blæsevejr. Vi var lidt trætte og besluttede at vente lidt med at sejle for at se os lidt mere omkring, før vi sagde farvel til byen - i håb om, at det snart ville få blæst af, hvilket vejrmeldingen også tydede på.
Det var sjovt at se starten på den store kapsejlads Brindisi- Corfu, hvor mange både deltog, og hvor starten gik ude ved lystbådehavnen; vi havde fulgt flere at besætningerne, mens de havde travlt med at gøre klar. Der var indsat shuttle-busser for publikum, og det var noget af et tilløbsstykke.
Vi manglede at være turister i Brindisi, og det fik vi rådet bod på. Sad og spiste frokost et herligt sted, hvor vi spændt fulgte med i tordenskyerne og bulderet, men vi slap. Det er en fin by med en hyggelig gammel bydel og en del flotte seværdigheder.
Det blæste fortsat friskt, så i weekenden tog vi ud og køre i lejet bil. Vi startede med at se Gallipoli, en af de havne, vi havde tænkt at sejle til, hvis der ikke var kommet så meget blæst. Også her så vi en fin gammel bydel med kirker og små, snørklede gader. Gallipoli er en fæstningsby med en stor borg og ligger på en ø med resterne af en flot fontæne (græsk) beliggende lige ved broen til fastlandet.
Derfra gik turen til Grottaglie, som er kendt for sine mange keramikværksteder. Der var siesta, men borgen, som var keramik-museum, var åben, og det var virkelig en flot udstilling, vi der så. Det er det mest utrolige, kunsthåndværkerne kan lave af keramik – meget imponerende. Der var også mange forretninger, hvor man kunne købe de forskellige produkter. I byen var også et par specielle kirker, og selvom vi synes, vi har set nok af dem, måtte vi se en bestemt, hvor der var en flot ”installation” af Jesusbarnet i stalden med Maria, Josef og de tre vise mænd.
På vejen hjem fandt vi et stort supermarked og fyldte bilen op med proviant; det var dejligt at komme til et sted med et godt udvalg og ikke skulle tænke på at bære det hjem.
Næste dag gik turen til Massafra, en mindre by inde i landet, hvor vi havde læst, der skulle være nogle spændende hulekirker samt nogle grotter, hvor munkene havde lagret deres forskellige urter til bl.a. lægeligt brug. Vi fandt en kirke med nogle specielle fresker, men grotterne havde vi ikke mulighed for at se, da de kun kunne besøges med guide, og det var på et tidspunkt, som vi ikke kunne vente på.
Frokosten indtog vi på et meget lokalt spisested – i det hele taget var det småt med turister, hvilket også er sjovt at prøve – og det var god mad til meget billige penge. Byen var trist og meget forfalden at gå rundt i. Vi undrede os over, at man overhovedet måtte gå ind i nogle af bygningerne, der nærmest var at betegne som ruiner.
Tanranto, der giver navn til den berygtede, ofte stormfulde bugt, vi senere skulle krydse, valgte vi også at besøge pr. bil, og det ærgrede vi os bestemt ikke over. Vi var heldige at komme med på en interessant rundvisning (ganske vist på italiensk) på byens flotte borg, hvorefter vi slentrede en tur rundt i byen. Her var trist og meget forfaldent. Husene var i utrolig dårlig stand, og der lå affald overalt. Ikke noget, man blev i godt humør af at se på.
Helt anderledes var der i Locorotondo, som vi godt ville have set, da vi var i Alberobello, men hvor vi på grund af bustiderne ikke lige kunne få det til at passe. Denne lille by var ren og ryddelig – at vi så havde svært ved at se, den var rund, ja, det var nok vores mangel på fantasi. Men den var beliggende smukt på en bakketop, og turen rundt i landskaberne var i det hele taget en dejlig oplevelse. Meget frodigt med vinmarker og oliventræer, frugttræer, kartofler, tomater, figner og masser af blomstrende buske og træer i form af nerier, bouganinvilla, juleroser, hibiscus m.m. Nogenlunde fladt, men med bjerge inde i landet – virkelig smukt. Bare man dog ville rydde op og undgå, at så meget affald skal ligge rundt omkring. Men det kan vi måske sagtens sige?
Efter weekenden var det tid at komme videre. Vejrmeldingen var fin, så efter afregning og påfyldning af dieselolie var vi klar til at sejle mod syd. Knap havde vi fået genuaen rullet ud og slukket for motoren, så vendte vinden tilbage i SØ og var ret frisk, så vi fik nogle gevaldige sprøjt, ja, faktisk blev skipper gennemblødt! Nå, det var i gang med motoren, og så tyggede vi gennem sø og vind mod Otranto, som var dagens mål. Det var ikke helt den fornøjelse, vi havde sat næsen op efter, og bedre blev det ikke, da himlen blev mørk og et tordenvejr kom nærmere. Der var rigtig meget regn i, men vi kom fint til Otranto, hvor vi ikke lige kunne gennemskue, hvor vi kunne ligge. Vi fik ringet til et nummer, som vi fandt i havnelodsen, og endelig var der en, der stod og vinkede til os. Vi fik vist hans sidste plads, for de efterfølgende måtte smide anker. Der stod en del dønning ind i havnen, men vi var ikke særligt generet af den.
Da vi havde spist, kunne vi pludselig høre musik, så vi besluttede at gå ind og se, hvad der skete. Der var stort orkester og en masse mennesker på gaden. Man gik i optog med Madonna med Jesusbarnet gennem byen og placerede hende i en af kirkerne, og så skulle folk jo ind og røre/kysse hende, hvorefter der var et gigantisk fyrværkeri. Vi har efterhånden set mange af den slags byfester – en sjov blanding af noget religiøst og meget verdsligt, for folk hygger og morer sig samtidig.
Byen ville vi godt have set mere på, men igen var der et blæsevejr forude, så vi benyttede den stille og smukke dag til at sejle til Santa Maria di Leuca. Da vi kom dertil, krydsede vi vort spor fra 2011 og var nu i ”kendt farvand”. Vi blev godt modtaget i havnen og fik en god plads – troede vi! Inden længe lå vi og rullede slemt fra side til side lige som alle de øvrige både i havnen undtaget de, der lå fortøjet ved molen, men her er ingen strøm eller vand til rådighed. Vi håbede, det ville lægge sig, men nej, det blev faktisk værre, og det var svært at færdes ombord. En overgang var vi bange for, masterne ville slå mod hinanden, det så vanvittigt ud inde fra land. Det skete heldigvis ikke, der var god afstand mellem bådene, og en af de lokale fortalte, at når nu den friske SØ vind kom, ville det formentlig falde lidt til ro. Det blev aldrig rart at være i havnen, selvom vi flyttede ud i forkahytten og efterhånden var så trætte, at vi fik sovet så nogenlunde.
De 4 dage, vi var i Santa Maria di Leuca, brugte vi til at se lidt mere til den lille, hyggelige by, var oppe ad de mange trin på Mussolinis Trappe og se klosteret, der ligger lige ved siden af det store fyrtårn. Og så tænkte vi, at det ville være fint at tage bussen til Otranto, som vi jo gerne ville se i dagslys. Det var lettere sagt end gjort, for det var sommerkøreplanen, der lå på nettet, men der kom en behjertet buschauffør, som forklarede os, at hvis vi tog med ham til Maglie, kunne vi derfra tage bussen til Otranto. Han fortalte også, hvornår han kørte tilbage sidste gang.
Vi tog med ham, og det gik der så en dag med. Vi var hjemme på båden ved 22 tiden, havde brugt rigeligt med tid på at vente på busser, men havde da fået set noget andet. Spiste bl.a. frokost i Otranto, men her kunne man godt mærke, der var rigtig mange turister. Det kan straks mærkes på maden, der ikke er så spændende som på de små steder, og prisen er høj i forhold til kvaliteten.
Vinden lagde sig efterhånden, og nu kunne vi heldigvis komme videre mod Crotone. Vi startede tidligt, en smuk morgen, og søen var manerlig. Der var for lidt vind til den lange distance – ellers havde det faktisk været flot sejlvejr, men vi måtte have motoren til at hjælpe for at holde fart nok. Vi blev godt modtaget i Crotone og fik købt lidt ind til de næste dage. Hvor var det en sand lise at flytte tilbage i agterkahytten og ligge helt normalt stille! Ikke engang noget høj discomusik kunne ødelægge det for os – vi sov som sten til kl. 05, hvor vi havde regnet med at sejle lige efter morgenmaden.
Men himlen var grå og tung, ingenlunde indbydende. Vi kunne høre torden, og inden længe regnede det godt. Vi trak den lidt, det ville jo også tage 10-12 timer at komme frem til Rocella Ionica, så vi kunne ikke vente for længe. Vi besluttede efter et par timer, at vi ikke ville sejle ud i regn og torden, for så travlt havde vi heller ikke. Det blev i stedet til en god frokost (det var jo søndag!), og om eftermiddagen gik vi en tur i Crotone. Det var igen klaret op, og solen skinnede dejligt. Forinden måtte der dog vaskes båd, for det var vist Sahara-sand, der var dalet ned over os sammen med regnen – ren pløre!
Helt anderledes så det ud mandag morgen, hvor vi sejlede i fint vejr. Vi kom til Rocella Ionica tids nok til at kunne slappe af og få os et bad, før vi gik op og spiste pizza, som vi havde gjort i efteråret 2011, hvor vi var på vej til Grækenland. Meget er ændret i havnen til det bedre. Der er styr på tingene, man bliver modtaget og får en plads, der er el og vand på broerne. I modsætning til sidst, hvor der kun var vand og opkrævningen af havnepenge ret tilfældig. Øvrige faciliteter kniber det med, og pizzaen var heller ikke helt så god, som vi huskede den, men vi er nok også blevet mere forvænte…
Så manglede det sidste lange stræk til Reggio di Calabria – en havn, vi ikke mindedes med den store begejstring, og det blev heller ikke noget rart gensyn. Vi havde en stille og rolig tur langs den flotte kyst, men Messinastrædet havde besluttet at vise lidt tænder. Her var frisk modvind og nogle pæne strømsøer. Vi kom efterhånden frem til havnen, kun for at finde et ret forblæst og lidet indbydende sted, hvor der for øvrigt heller ikke var plads at få. Vi var ved at vende og indstillede på at sejle over til Sicilien, da der kom en mand cyklende på molen og gjorde skipper opmærksom på marinaen ovre i hjørnet. Der var god plads, og der sejlede vi over, Blev taget imod og fik hjælp til fortøjningen i den friske vind, men særligt godt lå vi nu ikke. Vi havde besluttet, at vi denne gang gerne ville op og se byen, men nu trak det igen med tordenbyger, og vinden var frisk. Så det var ikke et sted, vi havde lyst til at blive. Vi kom igennem natten trods vindens og strømmens hærgen, og skipper måtte igen til at regne med tidevand, så vi kunne komme nord på i strædet uden for meget bøvl. Strømmen ville være neutral kl. 13.45, så vi fik provianteret om formiddagen, og efter frokost sejlede vi ud. Skipperinden med lidt sommerfugle i maven, men det gik stille og roligt med kun 7-8 m/sek. imod, og tordenbygerne var ebbet ud. Nord for strædet var der slet ingen vind, det klarede langsomt op, og vi anløb den lille havn Bagnara Calabra og fik en fin plads.
Den er vældig idyllisk, stor kontrast til det, vi kom fra. Det er her de specielle både, hvormed man fanger sværdfisk, lander deres fangst. Vi så en på vejen, og der var et par stykker i havnen, men vi har til gode at se en i aktion. Det er ellers lige sæson for sværdfisk nu. De har en slags kurv oppe i den 20 meter høje mast, hvori der kan sidde en mand og spotte sværdfisken. Så er der et ligeledes 20 meter langt ”bovspryd”, hvorfra en anden mand efter anvisning fra manden i mastetoppen kan forsøge at stikke en harpun i fisken. Der bliver holdt stor fest i juli for at fejre sværdfisken netop i Bagnara Calabra, men den oplevelse får vi ikke med. Som kompensation ville vi op og spise grillet sværdfisk på havnens restaurant, og det var ærligt talt en skuffelse.
Også denne nat skulle der liste sig noget dønning ind og vugge os lidt rigeligt, men det var nu ikke af den grund, vi besluttede at sejle videre allerede næste morgen. Nej, grunden var, at endnu en frontpassage med torden, kraftig regn og vind nærmede sig. Der var kun 36 sømil til Vibo Valentia, vores sommerhavn, så det var ikke svært at beslutte sig for at tage af sted. Da vi kom ud, kunne vi godt forstå, vi var blevet vugget en del, for der stod nogle gevaldige dønninger, som vi sejlede med det meste af vejen, hvor himlen var meget grå og tung inde over land, men hvor vi slap for regnen.
Vi ankom til marinaen, hvor vi blev venligt modtaget af hele tre mand, der fortøjede båden på en plads langt inde i havnen, hvor vi lå bomstille. Herligt! Skipper gik op og blev registreret – man kunne først ikke lige finde korrespondancen, hvoraf det fremgik, vi havde en aftale om at komme på land den 28., men det lykkedes. Så var det, han fik at vide, der var problemer med plads på land. Nå, det måtte der findes ud af. Mens han var optaget af det, ville skipperinden finde frokost, men blev på festlig vis afbrudt af to unge mænd, der smilende rakte en bakke frem med to store Spritz, nogle fine tapas og en skål chips. Spritz er en dejlig, lokal drink, vi har lært at sætte stor pris på, så det var rigtig herligt med en sådan modtagelse. Solen kom også frem – og mens vi lå og slappede lidt af efter frokost, kaldte en dansk stemme på os. Det var rigtig hyggeligt igen at snakke med danskere, de første vi har mødt i år.
Vi har fået set lidt på byen, hvor der er alt, hvad man har brug for. Det er rart at vide, når vi kommer tilbage og skal starte efterårssæsonen, hvor vi vil sejle til Sicilien og måske Malta.
Vejret er langt om længe blevet stabilt med varme og let vind. Det har vi jo sukket efter, men nu er det lige før, det er for varmt. Ja, vi er ikke nemme at gøre tilpas!
Vi vil ønske alle en god sommer, hvad enten I er i Danmark eller ude i Verden, til lands eller til vands! Tak for alle jeres søde hilsener, og vi ses her igen i begyndelsen af september!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 28-06-2016 af Inge Lise Lykke Hansen