Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 84 Ocean Marine (Monfalcone) - Vieste
Rejsebrev 84Ocean Marine (Monfalcone) 19/04/2016 - Vieste 10/05/2016
Rammen om sæsonens første rejsebrev er Adriaterhavet, hvor vi i skrivende stund har tilbagelagt en tredjedel af den aftalte dagsmarch på 68 sm. Vi sejlede ud i tungt vejr med lidt regn, men nu breder en blå himmel sig, og havet er roligt. Vi puster lidt ud efter 3 oplevelsesrige og meget fornøjelige uger, og det føles egentlig meget godt med en lang tur, hvor tankerne kan flyve frit.
Det var meget anderledes at komme tilbage til båden i år. Vi var jo nede og gøre den klar i begyndelsen af april, hvor vi tog bilen frem og tilbage, og det var en rigtig god beslutning, for vi havde meget glæde af at kunne køre rundt og hente, hvad der skulle bruges til klargøring, ligesom vi kunne fylde op med tunge drikke- og fødevarer.
Vi mødtes med vore gæster Anne Mette og Torben inde i Monfalcone (vi kom med to forskellige fly), og så kunne turen begynde, efter at vi havde fået købt proviant.
Allerede næste formiddag sejlede vi fra vinterhavnen i det dejligste solskin. Det var fint at opleve den flotte tur gennem floden og ud gennem de mange muslingefarme, for det havde jo stået ned i tove, sidst vi var her.
Første stop var Grado, hvor vi fortøjede midt i byen, som skulle vise sig at være en meget positiv oplevelse. Mange fiskekuttere holdt til her, og der var en fin strand. Men som de øvrige steder var sæsonen ikke startet, så der var god plads overalt. Torben ville give en ”begynderdrink” på et lille listigt sted, og vi nød, hvad der skulle vise sig at blive en hel del kold hvidvin, for tjeneren ville ikke helt forstå vores bestilling. Men det blev det ikke mindre hyggeligt af!
Næste morgen gjaldt det turen til Venedig, som vi alle så frem til. Vi ankom sidst på eftermiddagen og kunne beundre byens sky-line med de mange spir og tårne, mens vi sejlede til en marina på sydsiden af øen Giudecca, som vi havde fået anbefalet. Den viste sig at være NoGo!, så vi sejlede tilbage og lagde til i en ny marina, hvorfra vi havde gåafstand til centrum.
Næste morgen fik vi en god plads tæt på faciliteterne, og nu skulle vi ”gøre Venedig”. Det startede fint med en tur gennem centrum og en pizza og øl i det herligste vejr, men vi vidste godt, det ikke ville vare. I weekenden blev det regnfuldt, koldt – meget koldt - og blæsende, så vi opholdt os mest ombord, hvor vore to handy-men fandt ud af, hvorfor vort oliefyr gik i stå efter kort tid. Desværre kunne de ikke reparere det, så vi var glade for, vi ikke havde taget den elektriske varmer med hjem!
Men regnen holdt op, og selvom det stadig var køligt, kunne vi komme i gang med oplevelserne. Den 25.4. fejres Befrielsesdagen, og i Venedig også San Markus, så der var fest i byen med kaproning og optog, hvor de lokale også vovede sig ud. Der var allerede overraskende mange turister, og de frøs i sommertøjet.
I løbet af de næste dage fik vi efter et besøg på Turistkontoret, hvor vi købte transportkort til vandbusser og færger og billetter til nogle af seværdighederne, set Dogepaladset, som gjorde stort indtryk, og Canal Grande synes vi også, vi kender nu. Oplevede den bl.a. fra gondol, men det sjoveste var næsten turen ind i de smalle kanaler, hvor gondoliererne viste deres dygtighed til at manøvrere dette specielle fartøj rundt om de skarpe hjørner. Helt utroligt, så præcist de kan styre.
Vi var ude på øerne Murano og Burano, som hver især har deres speciale i form af glaskunst og kniplinger/broderier. Fik besøgt de respektive museer, interessant, selvom man godt kan fornemme det meget kommercielle islæt med forretninger overalt. I modsætning til mange andre steder, kunne man dog gå i fred uden at skulle slæbes ind og se. Og mange af tingene var virkelig flotte. Vejret var stadig koldt, så fint at kunne få varmen inden døre, og selvfølgelig blev der også købt lidt.
I Venedig var der stadig mange steder på ”must-listen”, og Campanilen (98 m høj) klarede vi en solrig formiddag med den flotteste udsigt. Mange kirker har vi set, men bl.a. Salutekirken gjorde indtryk. Faktisk synes vi mange af de andre kirker er smukkere end Markuskirken. Da vi besøgte Markuskirken var vi heldige at se de mange ”gangbroer” i brug. De ligner træbænke på fire stålben. Mange steder i byen står stabler af dem til brug, når vandet stiger.
Vi besøgte også Guggenheim-museet, men kunne ikke helt begejstres hverken over udstillingerne eller rammerne – vi er nok blevet forvænte…
En tur over på Lido, hvor der var et supermarked med anstændigt udvalg i modsætning til den Coop, vi havde frekventeret nogle gange. Vi har indtaget flere måltider ombord, end vi plejer og havde forventet, for vejret var ikke til at færdes ude, så vi valgte at hygge os på Nausikaa om aftenen, og så var det jo nødvendigt med hyppige indkøb.
Det var sjovt at erfare, hvor meget nemmere det kan opleves at tage en vandbus fra ø til ø end at trave gennem gaderne. På Lido skulle vi pludselig til at tage os i agt for biler og busser – det vænner man sig hurtigt til ikke at skulle gøre på gaderne i Venedig. Det var tydeligt, at der var ret så mondænt på Lido med flotte hoteller og meget dyre butikker. Og stranden var imponerende, men øde og blæsende.
Interessant var det at gå rundt i den jødiske ghetto, Verdens første. Museet med de mange jødiske religiøse genstande var informativt og gav god forståelse for mange af de jødiske traditioner. Selv i dag er man ikke i tvivl om, at jødernes livsform dyrkes her og præger kvarteret.
Så blev det et farvel og tak til Venedig, som var en stor oplevelse. Mange steder er smukkere, men der er en særlig atmosfære i byen, som man lige så godt kan overgive sig til. Med de mange turister, der allerede prægede bybilledet, er vi glade for, vi ikke var der i højsæsonen!
Vi sejlede gennem lagunen – ret særpræget – og valgte at besøge byen Giocchia, som kaldes Lille Venedig, og som også har et utal af kirker, kanaler og broer. Burde måske have givet den mere opmærksomhed, men vi valgte at fortsætte til Ravenna, hvor vi efter en lang og kølig tur endelig kunne fortøje i tredje forsøg. Der var ikke helt styr på de ledige pladser, men det var rart ikke at skulle ligge langt væk fra gate og faciliteter i kulde og regn, som vi jo desværre måtte affinde os med igen. Vi havde en dag, hvor vi bare slappede af ombord og gik en lille tur i byen, og da det igen klarede op, tog vi bussen ind til Ravenna for at se på de mange flotte steder med de berømte mosaikker. Det er bestemt ikke uden grund, at Ravenna er kendt for dem – de var meget imponerende, ligesom de forskellige bygninger og selve byen var som et stort museum. Herlig dag!
Efterhånden stabiliserede vejret sig, og soltimerne blev flere end gråvejrstimerne. Vi sejlede til Rimini, for vi ville gerne besøge lilleputstaten San Marino. Rimini viste sig at være meget bedre end sit rygte, som går på, at det primært handler om unge mennesker på stranden og disco-barer og natklubber. Byen er virkelig flot og velholdt og dermed en fornøjelse at færdes i.
Turen til San Marino var også en god oplevelse. Køreturen på 50 min. gav lejlighed til at beundre landskabet: De grønne, blødt svungne bjerge med masser af små landsbyer strøet rundt. Mange buske og blomster i fuldt flor, alt friskt og forårsagtigt.
Byen San Marino er naturligvis meget turistpræget, men på en sympatisk måde – dejlig at gå rundt i, og med fantastiske udsigter. Også med en lidt sjov historie, som vi kunne sætte os lidt ind i, mens vi gik rundt på borgen og i tårnene, hvoraf det tredje ligger lidt for sig selv og ikke har nogen dør. Vampyrmuseet, Torturmuseet og Våbenmuseet vovede vi os ikke ind på; det var nok at læse om, hvad der var foregået i fængslerne i tårnene.
Næste stop var Fano, hvor vi igen blev glædeligt overraskede over byen. En god travetur fra havnen, men fyldt med gamle bygninger, torve og pladser. Fristende med de mange barer, hvor vores favorit i dette område er ”Spritz”, en cocktail med den stedlige Aperol, der minder lidt om Campari, men er orange og lidt mildere. Særligt godt er det, når drinken laves med Prosecco.
Anne Mette og Torben havde flybilletter fra Venedig den 10., og ville tage toget fra, hvor det nu kunne passe, så det var nemt for os. De var med på at fortsætte mod syd, så vi sejlede til Ancona, en stor by, hvor marinaen ligger langt uden for byen. Vi havde travet meget i Fano, så fristelsen til at blive ombord og nyde solen og varmen fik overtaget, hvorfor vi ikke fik set selve Ancona. Nok en fejl, for den har sikkert også været flot. Men ind imellem har man også brug for en pause fra oplevelser.
Lige syd for Ancona kom nogle flotte hvide klipper til syne, og ved klippernes bund var der indhugget en mængde små huse/grotter, som man kunne leje og bruge som sommerhus. Vi troede først, der var tale om fiskerhytter, men nej, her kunne man holde ferie i ”unikke” omgivelser – ingen overdrivelse. Gad vide, hvordan der er, når Adriaterhavet viser tænder fra øst? Men sjovt så det ud. Kysten, vi sejler langs med, er de fleste steder overplastret med hoteller, for der er jo en skøn sandstrand hele vejen, men da der også er smukke bjerglandskaber længere inde i landet, er det en flot kyst at kigge på. Vi har haft fredeligt vejr, siden den stærke vind i Venedig lagde sig. Kun en enkelt gang har vi kunnet sejle for sejl nogle timer, hvilket jo var helt herligt, men når man skal flytte sig et stykke, dur det ikke at ligge og slaske. Så vi sejler bare for motor og nyder det bekvemme liv på roligt hav, hvor der naturligvis af og til er store dønninger, men for det meste er helt fredeligt.
Den største udfordring, når man sejler tæt langs kysten, er de helt utroligt mange fiskebøjer og de mange fiskerbåde, store såvel som mindre, så det er med at holde godt udkig.
Hvor var det dejligt, at solen og temperaturerne igen gjorde livet behageligt. Som Torben sagde: ”Det er svært at være sur!”
I byen San Benedetto del Tronto havde den søde havneassistent svært ved at finde en plads til os, men han var ihærdig, og vi blev godt fortøjet. Han kunne ikke tale engelsk, og vort italienske rakte ikke helt for ham, så han hentede en dame, der kunne oversætte til engelsk. Han skulle jo have klaret det formelle, og der var langt til kontoret, så han tilbød skipper at sejle ham både frem og tilbage. Lutter søde mennesker og en marina, hvor vi blev venligt tiltalt af de lokale. Alle folk var af huse, det var lørdag, så der var liv i byen, der præges af en utrolig mængde skulpturer af enhver tænkelig – og utænkelig – art. På molen, som er meget lang, er der indhugget de flotteste skulpturer, ligesom der er malet flotte billeder yderst på molen. Der var mål for et større cykelløb i byen, så der var godt gang i alting. Et helt igennem herligt besøg.
Men alt godt får en ende, og vi skulle til for alvor at planlægge vore gæsters afmønstring. Pescara egnede sig hertil, en stor by med stor banegård. Vi gik op for at købe togbilletter til næste dag, og vi var enige om, at byen ikke var noget særligt. Temmelig snavset, lidt trist. Vi var der nu også på et tidspunkt, hvor meget var lukket, og så fandt vi ud af, at der skete noget helt specielt nede på havnen, hvor der var en masse aktiviteter møntet på børn. Så her var der gang i den. Så meget, at der var ret kaotisk på den restaurant, hvor vore gæster gerne ville give farvelmiddag. Vi fik dog bestilt bord til om aftenen, og skønt der kun var menukort på italiensk, og vi ikke var helt på det rene med indholdet, betroede vi den søde tjener at sammensætte vort måltid. Og det med stor succes! Det smagte skønt, vinen var god og rigelig, så vi fik virkelig sagt tak til hinanden med maner for tre dejlige uger sammen.
Næste morgen var vi alle lidt brugte, men i meget god tid var de afmønstrende klar til afgang. Mens vi lige sad og skulle tage os sammen til at gå op og bestille en taxa, kom to toldere og spurgte, om de måtte komme ombord – hvilket de naturligvis var velkomne til. De var meget grundige med os alle fire i forhold til pas m.v. Bådens dokumenter havde vi kun kopi af, da originalerne var hos havnemyndighederne, men de blev da færdige med det, de skulle. De var yderst høflige og flinke, afstod fra at gennemgå båden, og ønskede os God Vind! Og skulle vi møde toldere igen, kunne vi bare vise dem det dokument, de havde lavet til os.
Så var det farvel og tak til vore gæster – det er nu altid skønnere at sige goddag! Da skipper var kommet tilbage efter en meget lang travetur til havnemyndighederne, kastede vi los og sejlede de 27 sm. til Punta de Penna, hvor vi fik en fin plads efter at have talt længe med havnekaptajnen over VHF’en. Det er en stor fiskeri- og industrihavn, og han gav os nummeret til Guglio, havnefogeden i sejlklubben/marinaen. Han tog ikke telefonen, men stod og ventede på os på en af broerne. Han talte ikke engelsk, men ved fælles hjælp, skipperindens lille ordforråd og skippers erfaring i den slags, fik vi klaret det formelle. Da det viste sig at være et lille sted med langt til alt, besluttede vi at tage et langt stræk i dag, så vi gik tidligt til ro og var friske til en lang tur i morges. Vieste er næste stop, hvor vi bliver nogle dage, hvis der er rart.
Vi skal have vasket tøj og gjort lidt rent, og så skal vi have skrevet mails, logbog m.v. Lige nu er det herligt vejr – håber, det holder. Vi kunne ikke komme på nettet i sidste havn, så det bliver spændende at se en vejrudsigt. Vi har nu kun godt 100 mil til Brindisi, hvor Nausikaa efter planen skal ligge fra den 2. til den 6. juni, fordi vi skal hjem til fest. I denne del af Syditalien skulle der være rigtig meget at opleve, så mon ikke vi lejer en bil og ser os lidt omkring?
Tak for hilsener af enhver art – nu skal vi nok snart få svaret!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 11-05-2016 af Inge Lise Lykke Hansen