Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 83 Porec - Monfalcone
Rejsebrev 83Porec 31/08/2015 - Monfalcone 21/09/2015
Det er mandag formiddag, og de store maskiner er igen gået i gang på pladsen, hvor vi ligger på land. Der bliver lagt ny asfalt på, men den gamle skal fjernes, og der skal graves ned til kloak m.v., ligesom den fugtige bund skal stabiliseres. Den slags arbejde får Nausikaa til at ryste slemt, og så larmer det infernalsk, for der er også op til flere køretøjer/kraner i gang med at flytte både. En anden fremmed lyd er den, som manden, der er ved at tage mål til vores nye spray-hood og cockpittelt laver, men den er hyggelig, og det er altid interessant at se fagfolk arbejde.
Vi står på den færdige del af pladsen, og det fandt vi ud af betyder, at der ikke må komme så meget som en dråbe vand ned fra båden. Lidt af en overraskelse – vi plejer godt at måtte vaske fribord og dæk, når vi er kommet på land, og mange steder må man også godt lede vand fra opvask og håndvask ud. Men ikke her! Så det betyder mange ture op og ned ad stigen – heldigvis står vi tæt på faciliteterne, der i øvrigt er helt ok, med stor vask og udslagskumme, hvor det er fint at vaske fendere og tovværk, så det har vi kunnet ordne. Som skipper siger, har Nausikaa aldrig været så fin og ren indeni og så støvet og snavset udenpå, når vi forlod hende, men det må vi – og hun – så leve med denne gang. Til foråret vil vi efter sigende blive flyttet til en plads, hvor der er miljørigtigt afløb, og hvor vi så kan gøre de ting, der er nødvendige. Det er bestemt fint at tage miljømæssige hensyn, men det ville have været rart bare at kunne tømme vandtanken og skylle båden i rent vand. Vi har opgivet at diskutere det og parerer ordre - vil ikke have nogen misforståelser.
Vi udklarerede fra Kroatien i Porec helt uden problemer og sejlede til Piran i Slovenien, hvor vi lige så let indklarerede til et Schengenland. Fik en plads i den kommunale havn, hvor søen desværre stod ind og gav en del uro, men det forsvandt til natten. Vi var oppe og se på byen, der minder meget om dem, vi tidligere har set, men den højt beliggende St. Georgs Kirke, hvorfra udsigten var helt utrolig, var fantastisk smuk. Dens indre var nyrestaureret, og det var i den grad en fornøjelse at se, hvor flot det kan gøres. Et særligt Y-formet trækrucifix var kirkens største seværdighed, men vi faldt endnu mere for den måde, Lidelseshistorien her blev fortalt på: 14 ”glasbilleder” af en berømt lokal kunstner var helt fantastiske i farver og streg! En tur på bymuren fik vi også, om end vi har set det, der var større. (Vi er simpelthen blevet forvænte og har vist også oplevet lidt rigeligt.)
Vi studerede vejrmeldingen, og den fik os til at beslutte at forlade Slovenien allerede næste dag, så vi gik ind på en af de mange restauranter for dog at opleve en lille smule af det slovenske køkken. Vi følte, vi lige var faldet i søvn, da der i den grad blev fest på havnen. Både nogle unge mennesker i en motorbåd ved siden af os samt en større flok, der festede ved molehovedet, næsten til det blev lyst. Det var rigtigt irriterende, og kostede immervæk små 300 kr., så ud fra den betragtning var det ikke svært at sige farvel til denne form for sejlerliv og sætte kursen mod en rolig marina i en kanal!
Vi kunne godt se, da vi kom til søs, at det trak mere og mere sammen, men vi havde jo ikke engang 20 sm, så vi regnede med at nå frem før regnen. Sådan kom det ikke til at gå. Vi blev dyngvåde, før vi lagde til ved Ocean Marina, hvor vi havde aftale for vinteren. Vi havde sendt en e-mail for at spørge, om det var i orden, vi allerede kom, men havde ikke fået svar. Da skipper endelig fandt manden, der ejer værftet, kendte han ikke noget til noget, og han havde for øvrigt ingen pladser, men vi kunne da bare komme på land nu! Det var vi ikke forberedte på eller interesserede i, men heldigvis kunne vi komme hen og ligge hos Nautec Mare, der var samme firma. Det viste sig, at det var vi godt tjent med, for der var rigtig dejligt, og vi fik en fin plads tæt på land. Vi blev efterhånden tørre og kunne se os lidt omkring, og den eneste ulempe var, at der var meget langt til indkøbsmuligheder, men det har vi vænnet os til. Vi var heldige, at der to både fra os var en rigtig sød italiener, som skipper kom lidt i snak med, og han kørte ham rundt til forskellige steder, hvor der kunne købes udstyr og den slags. Det var en stor hjælp, og skipper fik fat i de mest nødvendige ting og bestilte resten, som vi håber ligger og venter på os, når vi kommer tilbage i april.
Dagene er mest gået med praktiske gøremål, og da der har været en del regn, har vi også fået slappet af og fordøjet nogle af alle de oplevelser, vi har haft. Bearbejdning af billeder til rejsebrevene er et godt middel hertil.
Det var sundt for os med en pause, for da vi tog bussen ind til Trieste, var vi igen oplagte til at se noget nyt. Og andet ville være synd, for det er en overraskende flot by med den ene bygning finere end den anden og en herlig atmosfære. Paladser, palæer, torve og havnefront, alt er bare så flot, og vejret var skønt, så vi nød en fridag, hvor der blev drukket hvidvin på en af de små historiske cafeer og spist en dejlig pizza, efter at vi havde overværet et bryllup i den højtliggende, flotte katedral.
At finde ud af, hvordan busturene til Monfalcone (som også er en fin by) og Trieste foregår, har krævet lidt mere, end vi er vant til, og det er ikke så tit, de går helt herud. Så vi har fået travet en del kilometer på den konto, hvilket vi jo heller ikke tager skade af. Man lærer så at ordne indkøb m.v. i samme forbindelse. Det har været fint at have cyklerne fremme igen – de har ikke været rørt meget i Grækenland, for vejene var som regel så stejle, at det var umuligt, ligesom trafikken mange steder slet ikke var indrettet på cyklister.
Så kom endelig i fredags dagen, hvor vi skulle på land. Skipper havde aftalt, at vi skulle komme kl. 8; der er få hundrede meter mellem værfterne. Vejret var fint, heldigvis, for det tog noget længere tid, end vi er vant til, men ved middagstid kunne vi kravle op, og lige sidde og sunde os lidt samt forholde os til meldingen om, at vi under ingen omstændigheder måtte hælde vand ned fra båden. Efterhånden indretter man sig jo, og vi har fået lavet en del alligevel. Vi holdt søndag ved at invitere vore nye italienske venner på frokost henne på restauranten på Nautec Mare for at sige tak for hjælpen, og det var rigtig hyggeligt.
Skipper er nu igen i gang med sit faste arbejde på dækket. Senere i dag skal vi ind og hente togbilletter, og så er der næsten kun tilbage at få pakket og lukket ned. Onsdag morgen tager vi toget kl. 07.20 til Venedig, og om alt går vel, lander vi i Billund kl. 15.00 – så det er nemt sammenlignet med andre hjemture.
Vejret er stadig dejligt, selvom det også her er efterårsagtigt. Det har været et meget anderledes år, men det er nok godt ikke at blive alt for afhængig af den samme rytme, så man stadig kan omstille sig? Dog egner vi os ikke til den megen varme og de alt for mange charterbåde, men alt taget i betragtning var det sådan, det passede bedst i år. Vi har sejlet 1742 sømil, siden vi forlod Kreta, og vi har besøgt 6 lande! Ret godt gået, ikke? Så det er ikke sært, vi begge føler, vi har oplevet og set rigtig meget, som vi nu skal bruge en lang vinter i hjemlige omgivelser på at fordøje. Og så starte på en frisk en gang i april, hvor det igen skal blive godt at komme på vandet.
Tak for i år til alle jer, der er søde til at sende os rare hilsener, og hav en god vinter, hvor I end er!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 21-09-2015 af Inge Lise Lykke Hansen