Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 82 Sibenik - Porec
Rejsebrev 82Sibenik 14/08/2015-Porec 31/08/2015
Vore sidste kroatiske kunaer er blevet brugt til en drink og en is samt havnepengene i morgen tidlig. Altså er det nu et farvel til Kroatien efter 1½ måned i dette smukke land, hvor vi har nydt den storslåede natur og de mange charmerende byer med de unikke og bevaringsværdige bygninger - eller rester af samme. Nu venter Slovenien bogstaveligt talt lige om hjørnet.
I Sibenik tilbragte vi nogle dejlige dage. Var inde og se på den flotte gamle by med katedralen og fæstningsanlæggene og ikke mindst nyde det smukke område. Vi har tidligere været heldige at opleve den 15. august, Jomfru Marias Himmelfart, i de katolske lande, og det kunne være interessant at se, hvordan man fejrer det i Kroatien. Med lidt hjælp fra turistkontoret fandt vi ud af, at der i den lille by Vrpolje ca. 10 km fra Sibenik ville blive afholdt en fest i dagens anledning. Og der var indsat særbusser allerede fra kl. 05, så vi kunne forvente noget ganske særligt, sagde i hvert fald damen på billetkontoret. Det blev sådan, at vi lavede en aftale med taxachaufføren, som kørte os hjem fra byen. Han hentede os lørdag morgen kl. 8.30 og satte os af i et mylder af mennesker. Politiet var ude for at regulere den massive trafik. Vrpolje er kun en lille by med nogle få huse på hver sin side af hovedvejen, men der er en stor kirke og et kloster, og her var der gang i den! Vi gik til kirken, hvor mange mennesker stod i kø for at komme op og kysse billedet af Jomfru Maria, som stod på det stativ, hvorpå hun senere i flot procession blev fragtet udenfor. Her blev hun anbragt bag det alter, der var stillet op under træerne, så der kunne afholdes messe for de mange hundrede mennesker. Før messen kunne vi se folk gå rundt til nogle gejstlige, der havde plads ved ”boder” i klostergården. Her kunne man så få en snak/sjælesorg/syndsforladelse. Nonnerne havde travlt med at samle penge ind, men vi fandt ikke ud af til hvad. Messen kom flot i gang med skøn korsang, men den viste sig at være endog meget lang, og det var varmt at stå op. (Der blev da også brug for samariterholdet, da der var en, der dejsede om).
Vi holdt ikke ud til slutningen, men hørte det sidste, mens vi fik os en kold øl i et af de mange telte, hvor der blev solgt helstegt pattegris m.m. Temperaturen taget i betragtning var det ikke, hvad vi havde lyst til. Der var loppemarked af både nyt og gammelt – en folkefest af dimensioner. Efter 4 timer orkede vi ikke mere og tog bussen hjem, en stor og meget anderledes oplevelse rigere.
Den megen varme resulterede i tordenvejr, der strakte sig over et par dage, så det blev mandag, før vi sejlede fra Sibenik. Vi skulle til øen Murter, hvor vi ville købe tilladelse til at besøge den berømte Kornati Naturpark. Vi røg ind i et par voldsomme regnbyger på vejen, men efter et par timer kunne vi spadsere over og finde det kontor, hvor vi kunne købe tilladelsen til at besejle naturparken. Vi valgte at købe en 3 dages billet, lykkeligt uvidende om, at endnu et tordenvejr var i vente. Det var en rigtig flot sejltur i området, som er karakteriseret af en mængde øer, der er ubeboede i vinterhalvåret, og hvor den kolde boravind holder al tilløb til vegetation nede. Der er et utal af bugter og vige, hvoraf mange er velegnede til overnatning i båd. Og igen var vi langt fra alene! Desværre er der mange motorbåde, der slet ikke overholder den fartbegrænsning, der er i området, så de kan gøre livet lidt surt for andre! Vi valgte at tage en bøje, da der var en enkel ledig tilbage i den bugt, vi gerne ville være i for natten. Knap havde vi lagt os, før der kom to mand og skulle stemple vores tilladelse. Vi spurgte dem om bøjen, for der stod noget på den. Det viste sig at være en restaurantbøje. Nå, men da der var ankring forbudt på stedet, var det jo fint nok. Der kom også en ung mand ud og viste os menukortet, og han lovede at hente os ind til middag. Den var dejlig, men kostede mere end 600 kr. for en fisk til hver, en portion chips og en portion salat samt en ½ l vin. Så var det også betalt! En mængde både havde efterhånden lagt sig for anker, selvom det altså ifølge kortet var forbudt. Men de lå så tæt, at vi var ret fornøjede med ikke at have noget ansvar for et anker, og især da der kom torden om natten.
Det var et massivt uvejr, som desværre betød, at vi ikke havde lyst til at opholde os længere ude på de små øer, så vi sejlede til byen Biograd, hvor vi blev tørre og fik købt ind. Med melding om en del vind de næste dage, valgte vi at sejle til Zadar, som vi under alle omstændigheder ville bruge noget tid på at opleve. Vi var spændte på, om der var plads til os i marinaen inde i byen – det var der heldigvis, selvom den blev totalt fyldt op i løbet af lørdagen, hvor charterbådene skiftede besætning.
Nu har vi jo efterhånden lært, hvordan det foregår…
I Zadar kom varmen igen, men vi tog os sammen og var rundt og opleve byens mange seværdigheder. Her var også borge, bymure og byporte, katedral og kirker i nogle fantastisk hyggelige gamle gader og torve. Byens nyere stolthed Havorgelet og Gaven til Solen var også en oplevelse, helt anderledes og ikke uden grund et tilløbsstykke. Vi kom lidt i snak med et skotsk ægtepar, der lå ved siden af os i marinaen. De havde været i landet i mange år og fulgt udviklingen, kendte også Kroatien fra kommunisttiden, så han kunne fortælle rigtig meget. Bl.a. hvorfor der så forfaldent og trist ud i marinaen: I virkeligheden var firmaet gået fallit! Marinaen som sådan tjente rigtig godt, men banken bestemte over pengene, som blev afleveret til andre firmaer, der gav underskud, så det var i den grad gået tilbage de sidste år, hvilket omgivelserne bar alt for tydeligt præg af. Store, tomme bygninger med knuste ruder og dertil hørende snavs og rod, gav det et både trist og lidt skummelt præg. Synd, for marinaen ligger dejligt med mange træer til den ene side og som sagt midt i byen. Samme skotte gav os et par tips om en god restaurant, hvor vi kunne fejre vores 45 års bryllupsdag, og det var alle tiders måltid! Vi var ellers blevet advaret om, at maden i Kroatien ikke er noget at skrive hjem om, men vi har spist mange gode måltider, og dette var et af dem.
Vi skulle videre, selvom det var hyggeligt endelig at have nogen at tale med. Det har også været anderledes på denne etape: Vi har ikke mødt ret mange af ”vores slags”. Langt de fleste er feriesejlere i charterbåde, som man ikke har så meget til fælles med. På den lille ø Silba var der ikke mange gæster, men havnen blev alligevel fuld – heldigvis var der en havnefoged, der vidste, hvordan han kunne få plads til flest muligt. Vi ventede hård vind, som ikke kom alligevel, men det var rigtig fint med en ekstra dag på øen, hvor der var dejligt at gå tur og kigge på det lokale liv. Her var der nemlig ikke så mange udenlandske turister, så vi kunne bedre fornemme, hvordan kroaterne selv holder ferie.
Vi havde jo erfaret, at hvis vi ville have plads ved bykajerne, måtte vi ikke komme sent ind. På øen Rab er der en fin marina, som så ud til at være der, man lagde sig som gæst, og altså ikke ved den kommunale kaj. Den blev også godt fyldt op af charterbåde, selvom vi nu kunne fornemme, presset var ved at aftage. En tur rundt i den gamle, smukke og hyggelige by og næste dag videre til Krk - troede vi da! For da vi kom fri af sidste pynt mod NV, fik vi en meget frisk vind og nogle ret store bølger lige i panden! Vi havde ellers tænkt, der måske i dag kunne blive mulighed for en fin sejltur, for vi regnede med en jævn halvvind, men vejrguderne havde bestemt det anderledes, så vi ”drejede fra” og sejlede ind i bunden af en dejlig beskyttet vig og lagde os i endnu en fin marina. Ankring fristede ikke på grund af vinden, og selvom det blev helt stille om aftenen, vågnede vi ved nogle faldvinde af dimensioner ved 4-tiden! Så vi glædede os endnu en gang over at ligge trygt, skønt de ca. 500 kr. det koster i marinaen selvfølgelig kunne have været sjovere at bruge på noget andet…
Næste morgen sejlede vi på spejlblankt vand til Krk, en rigtig flot ø, som i den grad er et sommerferieparadis. Her lykkedes det os at komme til at ligge ved bykajen, så vi faktisk lå midt i den hyggelige by, og det var nemt at gå op og kigge på bl.a. den fine domkirke. Der var leben i havnen med de mange turbåde af forskellig slags; dem har vi set overalt i mange afskygninger og med hver deres tilbud om ture og oplevelser. Men sidst på aftenen faldt alt til ro, og vi fik en rolig nat, skønt vi lå med stævnen direkte mod havnehullet.
Den sidste ø, vi havde udset os af de mange mulige i det kroatiske øhav, var Cres. En lang, smal ø, hvor vi ville gøre stop, før vi sejlede over til Istrien. Vi kom til en middagsstille havn og var lidt i tvivl om, hvor vi egentlig kunne lægge os, men pludselig kom der en havneassistent, og så var vi fortøjet! Det viste sig at være en marina i tilknytning til værftet, og da den faktisk ligger i selve byen, var det fint nok. Der var alle faciliteter, incl. vaskemaskine, som til og med var til at betale: 5 € i modsætning til 20, som vi har set forlangt i en af de andre marinaer. Den slags sætter man jo pris på, når man som vi ikke bare er på ferie, så det var rigtig dejligt at få klaret en vask.
Vi valgte fra at sejle længere op i Kvarnerbugten, selvom der helt sikkert også der er mange skønne byer. Vi kunne på vejrmeldingen se, at et vejrskifte ville komme i løbet af en lille uges tid, og så var det bedre for os at ligge på vestsiden af Istrien. Så vi sejlede til Pula, hvor vi ville ind og se det berømte amfiteater. Vi fik en plads i marinaen, der ligger lige nedenfor – det var begyndt at blæse lidt, og der var ret uroligt, men inden sengetid havde vinden lagt sig. Mens vi sad og slappede lidt af i cockpittet, hørte vi en masse motorcykler, og det var virkelig EN MASSE! Manden i nabobåden, som viste sig at være slovener, fortalte os, at hvert år i lige netop denne weekend var Pula vært for et MC stævne med deltagelse fra hele Europa. Det var rigtig sjovt at se de mange forskellige cykler og ikke mindst deres ”besætninger”, der havde alt tænkeligt udstyr i form af lædertøj med og uden metal – hvad man dog kan få til damer, der skal tage sig godt ud på sådan et køretøj! Samme flinke slovenske mand, (der som en af de eneste har tiltalt os og vist os interesse), fortalte, at han havde sin bådplads her i Pula, og han havde i år været på sin længste sommertur, nemlig til De ioniske Øer.. Det havde været alle tiders: Flinke, åbne og gæstfri mennesker og rimelige priser! Vi kan jo kun give ham ret…
Byen Pula var interessant med dens mange fine bygninger og lange historie, og amfiteatret var en stor oplevelse at se. Det er meget velbevaret, og man får i det tilknyttede museum et godt indblik i både teatrets funktion og indretning samt menneskers levevilkår på den tid i dette område.
Men vi skulle videre, og det er i den grad et spørgsmål om at vælge – og dermed vælge fra. For man kan ikke se alle de skønne byer. Rovinj og Porec blev dem, vi valgte, og hver især har de haft deres fantastiske bymiljø med små og krogede gader, flotte katedral/kirke, som ligger højt til vejrs og dermed har en udsigt, der er imponerende. I Rovinj er katedralen og det tidligere bisperesidens på UNESCO’s kulturarvsliste. Forståeligt, da der er flere interessante mosaikker og bygningsmæssigt enestående ting at betragte, men særligt kirken i Porec fandt vi virkelig smuk – et værdigt punktum for den lange række af seværdigheder, Kroatien har budt os.
Vi nærmer os nu vores vinterhavn nær Monfalcone i Italien. Vi skal udklarere fra Kroatien og indklarere i Slovenien, som vi har planer om at aflægge et kort besøg. Men da en langvarig frontpassage ”truer” om nogle dage, har vi faktisk tænkt os ret hurtigt at sejle til vinterhavnen, da vi tror, det er bedre for os at ligge der end at skulle betale dyrt for at ligge i en marina i Slovenien. Vi kan altid sejle tilbage til Slovenien, enten her i sensommeren eller til foråret, for der kræves ikke formaliteter, når vi kommer fra Italien.
Det har nok skinnet igennem, at vi har fundet det dyrt at være sejler i Kroatien. At besøge naturparkerne, som vi er vant til fra Danmark skal være et tilbud til alle, er vist her kun en mulighed for de få. Det koster f.eks. 200 € pr. dag at besøge Brijuni-øerne for en båd op til 15 meter. Man kan også komme derud med turbåd og få en guidet tur formedelst 300 kuna pr. person, men de sejlede ikke på det tidspunkt, det ville have passet os. (Vi slap på den måde for at tage stilling til, om vi overhovedet ville betale så meget for det!) Vi syntes også, det var rigeligt at skulle betale 100 kuna pr. person for at få lov til at gå på bymuren i Dubrovnik, ligesom man hurtigt kom af med flere hundrede kunaer i de øvrige naturparker. Vi har også moret os lidt over, at her må man ikke besejle Lim Fjorden i egen båd. Ja, sådan en har man altså også på Istriens kyst, men her skal man tage med en turbåd. OK, det er godt at være opmærksomme på at beskytte miljøet, hvis det er det, det handler om. Men vi har vore tvivl…
I forhold til sejlads er Kroatien et virkeligt eldorado med utroligt mange steder at besøge – det ene mere charmerende end det andet. Beskyttet farvand og ikke langt mellem havnene, hvad kan man ønske sig mere? Men så må man uden for højsæsonen! Vi har oplevet chartersejlads i et omfang, vi aldrig tidligere har set. Kæmpekatamaraner fylder godt op i havne og ankerbugter, og mængden af dem og store sejl- og motorbåde er simpelthen bare for meget! Klart, at når man er på ferie og måske 10-12 personer om at dele havneudgifterne, betyder det ikke så meget, hvad det koster, men når man som vi gerne vil opholde sig i landet i flere måneder, bliver det for dyrt. Vi kan godt forstå, mange efterhånden forlader landet på grund af prisniveauet. Her er mange mennesker fra Østrig, Tyskland, og fra de tidligere sovjetstater – de kan jo nemt komme hertil. Og det er selvfølgelig helt naturligt, markedsmekanismerne bliver styrende, når der er så massiv efterspørgsel på en vare, som vi har oplevet lystsejlads er her. En industri og pengemaskine af store dimensioner. Det holder mange folk beskæftigede, og det er naturligvis positivt for et land, men mon ikke man skal til at passe på, man ikke kvæles i sin egen succes?
Det har ikke været dyrt at købe dagligvarer, ej heller at spise ude (bortset fra restaurantbroerne), og da det har været så helt utroligt varmt, har vi også været fornøjede over, at is og fadøl bestemt ikke har belastet budgettet. Begge dele har været af en god kvalitet og er blevet indtaget i rigelige mængder!
Nu venter Slovenien, og vi glæder os til lige at se lidt på dette land, som jo har været med i EU noget længere end Kroatien og skulle være anderledes på flere punkter. Og så tror vi nok, vi har fået fyldt oplevelseskisten for i år, så de sidste uger før hjemrejsen vil vi give Nausikaa den helt store tur ude og inde, hvis vi kan komme til at ligge i vandet der, hvor hun skal på land for vinteren.
Vi glæder os til et snarligt gensyn med familie og venner og siger som vanligt tusind tak for alle de dejlige hilsener fra jer alle!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 31-08-2015 af Inge Lise Lykke Hansen