Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 81 Trogir - Sibenik
Rejsebrev 81 Trogir 23/07/2015-Sibenik 14/08/2015
Vi har endnu synsindtrykket på nethinden af den meget smukke indsejling her til Sibenik, som vi kom til i går eftermiddag. Byen ligger lidt inde i landet, man sejler ind mellem småøer gennem et snoet løb med skovklædte klipper og mange bugter og vige. Fremme ved havnen mødes man af et af de tre store fæstningsanlæg, der præger byen. Der var masser af plads ved kajen og en venlig havnefoged, men der var lidt uroligt, og vi kunne hurtigt regne os frem til, at marinaen lidt derfra – og med alle faciliteter - kostede næsten det samme. Og her var der også masser af plads! Det var dejligt efter flere gange at have oplevet det modsatte. Her er fred og ro, og herfra vil vi tage ind og se nærmere på Sibenik.
Tilbage til Trogir, hvor vi fik udvidet besætningen endnu en gang. Kasper, Julie, Maiken og Jakob hentede vi i lufthavnen lørdag aften den 25.7., og det var en fryd at mærke børnenes glæde over igen at kunne indrette sig ombord. Vi fik fine gaver i form af nogle flotte tegninger, og Maiken og Jakob havde regnet sig frem til, at det var 10. gang, de besøgte os på vores tur, så de kom med en stor flot flaske Tanqueray No. TEN – ikke dårligt!
Vi havde advaret dem om, at det var varmt, altså VARMT! Og det måtte de sande, så det var bare med at komme ud på vandet og finde et sted at bade. Dog var de lige inde og se lidt på Trogir, mens vi gjorde klar til afsejling. Vi fandt efter et par timers sejlads et sted, hvor vi kunne ligge for anker, og så blev der badet og hygget, indtil vi næste dag sejlede videre til Skradin. En rigtig fin tur ind gennem et meget flot landskab med både klipper, engdrag og broer (bungo-jump), så der var hele tiden noget at se på. Vi fik en fin plads i marinaen, så os lidt om i den lille charmerende by og indtog aftensmaden på en af de talrige restauranter – det var dejlig mad. Særligt Jakob skønnede på, at øllet også var godt og tilmed billigt!
Den primære grund til at sejle til Skradin var, at vi ville besøge Krka Naturparken, og det gør man - i hvert fald som sejler - derfra. Vi stod ”tidligt” op, så vi kunne komme med turbåden kl. 10 sammen med hundreder af andre, så vi var en overgang helt spændte på, om vi kunne komme med. Det er i den grad højsæson, men alt gik efter planen, og det var en fin sejltur ind til stedet, hvor de store vandfald er. Det var bare flot! Vi gik rundt i det specielle område, og så tog vi endnu en bådtur ud til klosteret i Visovac søen. Tilbage igen spiste vi sen frokost med vandfaldets brusen omkring os, og så var det tid til det helt store projekt: Julie, Kasper, far og mor skulle ud at bade ved foden af vandfaldene! Det blev en stor oplevelse, om end det var ret krævende for forældrene at sørge for, ingen gled på stenene eller kom for meget i karambolage med alle de øvrige vandhunde. Der blev pjasket og hujet, og sejlturen hjem til Nausikaa var præget af en vis mathed. Vi kom tilbage til båden efter en herlig dag og en stor oplevelse rigere. Efter – endnu et bad, men denne gang under bruseren – og aftensmad, blev der tidligt ro i salonen, så vi voksne kunne slappe af og nyde, at temperaturen var kommet under de 30 gr., i hvert fald i cockpittet. Forståeligt, at mange vælger at sove ude, hvis deres båd egner sig til det. Man ser dog også, det er lidt svært at få ryggen strakt ud efter en nat på hårdt underlag, men af to onder må man jo vælge, og det er meget varmt om læ.
Næste morgen sejlede vi igen mod syd og valgte at lægge os i havnen Veli på øen Drvenik. Det var svært at få ankeret til at holde, men det lykkedes til sidst. Jakob & Co. sejlede i Zeus’en over til en børnevenlig strand, og skipperparret gik en tur i byen. Det var næsten som at komme tilbage til Grækenland: Et synligt forfald overalt, og havnen var en ikke færdiggjort marina, hvor der sikkert kunne blive rigtig fint, hvis man gjorde i stand og sørgede for faciliteterne. Ikke desto mindre blev vi afkrævet 150 kuna for at ligge der – så helt græsk var det ikke…
Dagen efter var det planen at lave et frokost- og badestop i en helt særlig vig, men det var der mange andre, der havde lyst til, så vi opgav at møve os ind i infernoet og fandt i stedet et lille hyggeligt sted, som vi havde helt for os selv. Da vi ankom til Milna på øen Brac, havde vi tænkt at gå ind i den første og lidt billigere marina, men selvom der var mange tomme pladser, blev vi afvist, fordi vi ikke havde reserveret. Der var heldigvis plads i ACI marinaen længere inde i byen – så må man jo bare betale og se glad ud, selvom man bliver placeret l a n g t fra faciliteterne!
Take away pizza i cockpittet var faktisk rigtig dejligt, så endnu en god dag blev det til. En uge går hurtigt, så vi skulle mod Split, da vi også gerne ville nå at opleve byen sammen. Nu var vi jo ved at lære det: Vi måtte hellere reservere! Men alt var umuligt inde i Split; heldigvis var der Marina Kastela, en meget stor marina, som kunne have os, selvom der også der kom hundreder af charterbåde ind i weekenden. Herfra kunne vi tage ind og se byen, så det var helt ok.
Vi fik vores sædvanlige aften alene med Julie og Kasper, hvor der var lidt friere tøjler hvad angår chips, cola m.m. Deres far og mor var lidt ude for sig selv, og vi hyggede os med børnene. Kasper er vist en lille kok in spe, han hjalp ivrigt med at tilberede Spaghetti Bolognese. Vi fik også – alt for kort - hilst på Denis og Marianne fra s/y Martina.
Varmen kunne vi ikke gøre noget ved, men den var drøj. Derfor måtte der nogle is og kolde fadøl til for at ”overleve” i Split, som virkelig er en meget fin by med små gader og flotte bygninger. Turen op i det 60 m høje klokketårn var bogstaveligt talt højdepunktet. Julie kravlede som vanligt op som en lille bjergged, Kasper sad trygt, men lidt forknyt, på fars arm, Maiken gav op på halvvejen. Helt oppe var begge børnene fascinerede af udsigten, som de kunne fortælle mor om – hun var glad for at se dem nede i god behold! Nu skulle vi have en frokost at styrke os på, men selv under parasollen og ventilatorerne kunne vi mærke solens stikke. Vi havde aftalt med børnene, at de selv skulle være med til at købe deres gave i stedet for, at vi havde noget med hjem til dem. Det holdt lidt hårdt at finde noget, for der var så uendeligt meget at vælge imellem, og meget af det var jo ikke noget alligevel. Vi havde nogle gode timer i den smukke gamle bydel, før vi igen måtte tilbage til busstationen – 39 gr. i skyggen. Flyafgangen skulle jo respekteres, så det var hjem og pakke, i bad samt få et let måltid, før vi kunne vinke farvel og tak og sende familien af sted i en taxi til den nærliggende lufthavn.
Da vi sad og pustede lidt, sagde skipper med et: ”Det er første gang i en måned, hvor vi ikke skal noget i morgen!” Det kunne vi pludselig godt mærke – der havde været meget tryk på, siden vi fik Morten & Co. ombord på Korfu den 30.6 efter en lang tur fra Kreta. Turen her til Split var også med lange stræk og mange koncentrerede oplevelser, og i ugen med Jakob & Co. havde vi jo også planlagt forløbet, så vi kunne få mest muligt ud af det sammen. Alt var til vores store glæde gået rigtig godt, men nu var det nok også tiden med et pusterum…
Vi havde en del praktiske opgaver, som det var fint at løse i Marina Kastela, og da de var klaret, sejlede vi til øen Vis, som omtales som helt særlig og meget spændende. Vi stod tidligt op og sejlede, vidste godt, der ville være kamp om pladserne derovre. Vi blev også først afvist, men skipper var vaks og så, at der var en båd, der sejlede, så vi fik allernådigst lov til at lægge os der.
Der var flere hundrede både for anker eller bøje, da vi gik i seng. Vi vil jo gerne ind og se på byerne, hvor vi kommer til, og så er det dejligt nemt bare at kunne gå i land. Vi kunne dog ikke se, at øen/byen var SÅ særlig, men måske, hvis man var gået rigtigt ind i landet og havde set sig noget mere om. Det havde vi ikke så meget lyst til, så vi fortsatte mod Korcula, hvor vi igen blev afvist, fordi vi ikke havde reserveret, så vi lagde os for anker i en lille fin bugt tæt på Lumbardo marina, som vi så formentlig kunne få plads i næste dag. Heldigt, for der lå s/y Martina, og det blev til nogle hyggelige timer og en masse snak og erfaringsudveksling hos dem. De ville jo sydpå, så vore veje måtte skilles – vi sejlede ind og fik en plads lige efter middag, og tog bussen ind til Korcula by. Her var fint at gå rundt i den gamle bydel, ligesom vi aflagde besøg på Marco Polo museet. Han siges at være født på Korcula, så det bliver der gjort et stort nummer ud af i forhold til turisterne. Det var et interessant og lærerigt besøg – efterfulgt af en kold øl i skyggen med udsigt over vandet, hvor der nu blæste en ret strid vind. Der var som så ofte torden i luften om aftenen; vi fulgte lyn og bulder på afstand og ”slap” med få dråber - ville ellers godt have haft luften renset lidt.
Dubrovnik var også et ”must” for os. At ligge i marinaen i Dubrovnik koster ”spidsen af en jetjager”, så skipper havde udset sig et fint sted, Ston, der ligger inde bag flere øer og med et langt sejlløb til, hvor man sejler tæt på bjergene og med masser af bugter og vige. Der var helt stille og meget hyggeligt. Byen ligger tæt på havnen, og vi kunne komme til Dubrovnik med bus, så det var fint. Ston er rigtig flot, og et kæmpestort fæstningsanlæg og en fæstningsmur, der går rundt om bjerget til Mali Ston troner højt oppe – et helt specielt sted, og der var alt, hvad vi havde brug for. Incl. en fontæne med det fineste drikkevand, så der blev fyldt nogle flasker.
Busturen gik jo som beskrevet i logbogen ikke helt efter planen, men vi kom da af sted, og det var bestemt også en stor oplevelse at se Dubrovnik. Desværre gør varmen og det mylder af turister, der er over alt jo nok, at man ikke helt yder stederne her retfærdighed, men en fin tur på den helt unikke bymur fik vi da. Helt fortjent er byen på UNESCO’s liste; der er virkelig meget at se og beundre.
Hjemme i Ston fik vi lidt aftens mad og gik så op i byen og overværede et karneval, som vi havde set annonceret dagen før. Det skulle starte kl. 21, men vi kunne høre, det var i gang allerede, så vi skyndte os op og fik da også det meste med. Det var ret festligt.
Så var næste stop øen Mljet, som vi havde haft et pit-stop på, da vi sejlede op ad. Nu ville vi gerne se lidt nærmere på øen og blive der et par dage. Vi gik ind til en af de mange restaurantbroer i Polace; det er jo lidt tilfældigt, hvor man havner, men vi var godt tilfredse, for maden og betjeningen var absolut i top. Også lidt dyrt, men vi holdt os heller ikke tilbage – det smagte skønt! Gåturen ind til søerne var varm, men vi kunne gå lidt i skygge, og endnu en gang satte vi os i en båd og sejlede ud til et kloster på en lille ø, hvor vi så os lidt omkring, før vi satte os og fik en kold fadøl. Der er utroligt smukt i området – ikke sært, det er besluttet at bevare det som Nationalpark.
Øen Korcula var næste mål – denne gang med byen Vela Luka i vest. Vi skulle tanke diesel, havde først regnet med at gøre det, når vi kom frem, men vi besluttede at sejle den anden vej rundt og for en sikkerheds skyld tanke allerede efter ca. 20 mil ved Korcula by. Det sparede os nok for at havne i en ordentlig tordenbyge; vi kunne tydeligt se, den trak på den anden side af øen. Vel fremme i Vela Luka kunne vi konstatere, at alt var optaget ved kajen. Vi var heldige at få den sidste bøje – mange lå allerede for anker, men hvis der kom mere torden ville vi slappe mere af ved at ligge ved bøje. Vi snakkede lidt om, hvorvidt vi skulle sætte Zeus’en i vandet og sejle ind til kajen, men vi gad ikke rigtigt. Så vi kiggede på bylivet fra båden, slappede af og havde også en stille nat bortset fra en del rullen. Færger og andre skibe sejlede tæt på os, men det var ikke et problem som sådan.
Ligesom mange af de andre sejlede vi tidligt, og nu var målet øen Hvar, som også er et af de steder, man skal se her i øhavet. Vi var i havn allerede kl. 11, men sikke et virvar! Vi fik at vide, alt var optaget, også bøjerne, og lægge anker i det urolige kaos skulle vi ikke nyde noget af. Så det blev igen den nærliggende marina Palmizana, hvorfra man kan tage taxibåd ind og se byen. Vi var vist endda heldige at få plads, for vi havde jo ikke reserveret. Det forventes man ellers at gøre over internettet, kunne vi forstå af en samtale, vi hørte over VHF’en.
Vi blev klar til at tage på udflugt til Hvar og kom med taxibåden – en ret ”frisk” tur med fuld fart over det oprørte vand. Ikke oprørt af vind, men af de mange andre hurtiggående motorbåde, der sejler rundt. Havnebassinet er i konstant uro med al den trafik, men det kan ikke være anderledes. Så på trods af prisen – 79 € - fortrød vi ikke, at vi var sejlet ud i marinaen. I Hvar gik vi op og så den spanske borg, der ligger højt over byen og nød den storslåede udsigt der oppe fra. Vi var også inde og se Sct. Stefankatedralen, før vi havde fortjent vores kolde fadøl. Vi fik handlet lidt, før vi gik hen og ventede på at blive sejlet tilbage til marinaen. Byen – og øen – er helt sikkert et besøg værd, og havde vi været der på et roligt tidspunkt og i lavere temperatur, kunne man godt være taget ind og set mere på det hele. Sådan er det ikke lige i år.
I sagens natur indbyder marina Palmizana ikke til længere ophold, selvom den ligger rigtig dejligt. Den er både for dyr og alt for fyldt, og derfor ret urolig. Så vi besluttede at stå tidligt op og sejle til Sibenik, hvor vi så er nu og oplever masser af plads. Dog forventer vi et rykind af charterbåde i dag og i morgen - hvis ikke, er marinaen overdimensioneret. Vi kan jo håbe på, at sæsonen og temperaturen snart har toppet, så vi kan få lidt mere råderum og energi igen. Nu vil vi ind og se på byen, som ser ud til at have meget at byde på. Vi har god tid til den sidste etape, men der er også stadig mange dejlige steder at besøge.
Vi kan se, det endelig er blevet bedre vejr i Danmark – det under vi jer i den grad! Og til alle både hjemme og ude, som er søde at sende os hilsener, siger vi mange tak. Det varmer – og den slags varme kan vi ikke få for meget af.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 14-08-2015 af Inge Lise Lykke Hansen