Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 80 Korfu - Trogir
Rejsebrev 80Korfu 15/07/2015-Trogir 24/07/2015
Hvis nogen har haft de tanker, at vi var ved at ”gro fast”, må de sidste uger have rammet en pæl gennem den påstand! 4 forskellige gæsteflag inden for en uge – og 1087 sm. sejlet siden 7.juni. Og alligevel har vi ”fået sjælen med” og oplevet en masse. Ikke mindst i løbet af den sidste uges tid.
Det var vældigt kontrastfyldt at krydse grænsen mellem Grækenland og Albanien – både på grund af landskabets udseende med de høje, øde og golde bjerge samt en følelse af at være ganske alene på vandet. Vi var vant til et mylder af både – her så vi ingen, mødte højst en eller to på vej mod syd.
Vi kunne se nogle af de mange små bunkere, hvorfra kysten blev overvåget under militærdiktaturet, som sluttede i 1987. Siden har Albanien langsomt udviklet sig mod demokratiske valg og de rettigheder for mennesker, som vi jo betragter som helt selvfølgelige. Men fattigdommen har ikke sluppet sit greb, og dermed er friheden jo en illusion i mange henseender. Vi opholdt os længe nok i landet til at fornemme en form for tungsind – især mændene smilede ikke uopfordret, mens de yngre kvinder virkede som om, at ”nu skal vi altså ha’ det sjovt!” på en lidt forkrampet måde. Da jeg læste følgende i vores havnelods om landene, vi p.t. besejler, står der bl.a. om Albanien:” Terms like saudade express a sadness that does not only hurt you and a pleasure that does not only please you.” Jeg synes, det, vi mærkede, beskrives godt med de ord. Vi mødte masser af venlighed og gæstfrihed, og man kan kun ønske alt godt for landet og dets indbyggere.
Første sejlads gik til Vlore, hvor vi skulle indklarere. Da vi nærmede os havnen, blev vi kaldt op af den albanske kystvagt, der kom sejlende hen imod os. Han ville gerne have nogle informationer om os, og da det var ordnet, sagde han tak for samarbejdsviljen, ønskede og god tur, og hvis vi havde brug for dem, lyttede de på kanal 16. Det var faktisk rigtig rart. Efter nogle forsøg kom vi over VHF’en i kontakt med havnemesteren, som ville sørge for en agent til os. Vi lagde til ved kajen, og der var nogle store drenge, der stod klar til at tage imod vore liner. De forventede naturligvis en skilling, foreslog selv 10 €, hvilket vi syntes var i overkanten, så de måtte nøjes med lidt mindre. Så var de tørstige, men vi havde kun koldt vand, som de fik en flaske af. Få sekunder efter havde en flok andre drenge belejret os og insisterede på at få penge – de tiggede ikke, nærmest forlangte, og var temmelig anmassende. Dem, vi først havde givet noget, kom så og jagede dem væk. Agenten kom, og vi forhalede, og så blev formaliteterne ellers ordnet. Skipper var med oppe på kontoret, hvor han fik lov til at bruge en PC, så vi kunne opdatere vores position. Alt imens agenten lige var ude at købe 3 øl…
Vi fik lov til at sejle tidligt næste morgen, uden at han skulle komme og overvåge vor afsejling, og det gjorde vi. Burde måske være gået ind til byen om aftenen, men vi var trætte efter en lang dag. Turen gik til den store havneby Durres, og efterhånden som vi nærmede os den, ændrede landskabet ganske karakter til flade områder med udløb af flere floder. Vi kom ind til en kæmpestor trafikhavn med masser af færger og containere med tilhørende kraner og fragtskibe m.v. Agenten stod og hjalp os med at fortøje, vi var tredje båd ved kajen. Mens formaliteterne blev ordnet – og priserne diskuteret – spurgte vi, hvordan vi kunne komme ind til Tirana, hovedstaden, som vi gerne ville besøge næste dag. Agenten fortalte os mulighederne, men tilbød samtidig, at vi kunne køre med ham, for han havde i forvejen en aftale med to personer fra en anden båd. Det takkede vi ja til, og næste morgen kl. 8.30 blev vi hentet. Vi nåede et smut op i byen om aftenen. Der var liv alle steder; agenten havde fortalt os lidt om byens historie og vigtigste bygninger.
Turen til Tirana var fin på alle måder. Stille og rolig chauffør heldigvis, for trafikken var et kapitel for sig, især når der skulle flettes ud og ind ved rundkørslerne. Vi havde lige præcist ramt en helligdag: Ramadanens slutning, så der var en anden form for liv i byen end en hverdag. Agenten fortalte os, at alle religionerne levede harmonisk side om side. En muslim kunne godt gifte sig med for eksempel en ortodoks, og så var det praktisk, at alle helligdage for alle religioner var landsdækkende, så familierne kunne fejre dem sammen. Det giver jo god mening – vi så ikke meget til den islamiske klædedragt, det var sjældent at se en kvinde med tørklæde.
Vi skulle lige smage den lokale øl, og den var både god og billig: 300 lek – dvs ca. 15 kr. for to fadøl! På baren, som mange andre steder, blev der spillet den skønneste 60’er musik: Beatles, Elvis, m.fl., ren nostalgi!
Da vi havde vandret rundt i byen et par timer, kørte agenten os ud til et meget fint spisested. Det lå i en park, hvor mange forskellige andefugle gik rundt på veltrimmede plæner, og man havde også installeret en kæmpebjørn i et bur. Det kan man mene om, hvad man vil, men agenten var meget stolt over at vise os stedet. Han ville ikke med ind, så vi gik ind sammen med vore to nye bekendte og spiste et herligt måltid med vin til for ca. 25 €, vartet op af tjenere i nationaldragter, med fine duge og stofservietter, og elegant service.
Da vi kom hjem efter en god tur, var kajen næsten fyldt op med både. Efter et lille hvil gik vi ind og fik set lidt mere på byen og handlet lidt – mange butikker var åbne på trods af helligdagen, som vi ikke fornemmede blev fejret nær så intenst som i Marokko. Carrefour var ikke nogen særlig oplevelse, sjovere var det at gå ind til bageren og købe noget forskelligt brød. Vi kan ikke købe ind til mere end et par dage ad gangen i denne varme, så godt, der er mange indkøbsmuligheder alle steder. Det kunne ellers have været sjovt at komme på et albansk marked.
Når vi gik rundt i Durres og Tirana, mindede mange af bygningerne, især beboelsesblokkene, om sovjettidens byggeri. Trøstesløst at se på – og der var en del tiggere samt mange, der ikke så ud til at have det særligt godt. Butiksvinduerne så fine ud, om end det udstillede bar lidt præg af ”plastic og spinlon” nogle steder. Specielt i Durres er man stolte af det romerske amfiteater og det venetianske tårn, men vi må indrømme, vi har set så meget af den slags, at det ikke bliver prioriteret så højt. At se på folkelivet og prøve at forstå de lokales vilkår, det vedbliver derimod at være meget interessant.
Næste dag skulle vi videre til Montengro, og agenten kom som lovet og så, vi sejlede. Vi kunne ikke få ham til at nævne en pris for turen til Tirana, hvor han havde brugt flere timer og lagt bil og brandstof til, så vi havde lagt et beløb i en kuvert til ham og takkede mange gange. Han havde bidraget meget til, at vi fik så meget at se og vide på den korte tid, vi havde til rådighed.
Sejladsen, der startede i tæt tåge, var atter en helt anden oplevelse. En smuk kyst, med vige og små hyggelige byer mellem de skovklædte bjerge. De er nu ikke sorte, som landets navn lægger op til, men det er de måske inde i landet? Vi ankom til Bar, og her måtte skipper i gang selv, for her var ingen agent: Først til havnekontoret, så til posthuset, så havnekontoret igen, derefter politiet, og så til slut tolderne! Vi sejlede derefter hen til marinaen, og hvor var det dejligt ikke at skulle kravle op ad en møgbeskidt kaj for at komme i land. Her var vand og el, luft omkring os og en fantastisk udsigt bugten rundt – lige, hvad vi trængte til.
Vi havde besluttet at tage den flotte tur ind til byen Kotor, så tiden tillod ikke, at vi blev i Bar, selvom der så hyggeligt ud med masser af ferieliv omkring os. Tydeligt, Montenegros befolkning har et andet liv end albanerne. I Kotor fik vi en fin plads ved kajen, og vi kunne nu gå op og kigge lidt på den utroligt charmerende gamle by, der forståeligt nok er på UNESCO’s Verdenskulturarvsliste. Her var også en sejlklub med gode faciliteter, så vi valgte at blive en ekstra dag, bl.a. så vi kunne bestige bjerget med fæstningen på toppen. Der var MEGET varmt inde i den gryde, som bjergene danner, så vi sørgede for at komme af sted først på formiddagen, så vi kunne gå i skygge noget af tiden. Udsigten var anstrengelserne værd, og vi trængte også til noget fysisk aktivitet efter de mange lange sejladser. Vel nede igen nød vi en kold fadøl, men kunne godt mærke solen brænde gennem parasollen. Aftensmaden indtog vi på en af de mange restauranter; det er altid spændende at prøve maden i et nyt land. Og vi kunne konstatere, at der ikke mangler kød på menukortet, ligesom portionerne passer til de velvoksne mennesker, vi så omkring os! Vi havde lagt mærke til, at mange mennesker var store, men velproportionerede – ikke sært, de gør det godt i mange sportsgrene.
Det var godt at komme af sted og ud på vandet næste morgen efter en nat, hvor vi ikke havde sovet. Både på grund af varmen, (31 gr. i kahytten kl. 05), men også fordi der var en charterbåd, hvor besætningen festede højlydt det meste af natten. Det har vi oplevet nogle gange, og vi undrer os! Der var turister i massevis, og ikke kun sejlende. Temmelig store krydstogtskibe anløber Kotor, og vi talte da også med enkelte danskere. Så byen var præget af de sædvanlige souvenirbutikker og mange spisesteder, men med respekt for de gamle bygninger, de smalle gader og de hyggelige torve. Vi nåede lige at besøge et supermarked; det er altid sjovt at komme ind og handle et nyt sted, men her var nu ikke de store overraskelser. Vi fik købt oliven på deres lille marked – men de kunne altså ikke hamle op med dem, vi købte på Kreta…
Inden vi kunne forlade Kotor, skulle skipper ind og have vore pas stemplet ved politiet. De øvrige formaliteter var ordnet aftenen før, men politiet ville ikke lave noget på forhånd! Det gik også fint, og vi kom af sted kl. 5.30 som planlagt.
Ved middagstid ankom vi til Cavtat i Kroatien, og her skulle vi indklarere. Der stod en havneassistent og tog imod fortøjningerne – vi vidste godt, han skulle have 100 kuna blot for det. (1 kuna er det amme som en dansk krone). Skipper fik hurtigt klaret indklareringen og købt sejladstilladelsen, men han måtte tilbage til båden og hente flere penge. Vi kan godt mærke, der ikke er så meget forslag i vore penge her, og at vi er her i højsæsonen, gør det selvfølgelig ikke bedre. Heller ikke hvad angår at få plads, men den første nat, hvor vi sov ved en restaurantbro i en meget skøn bugt på øen Mlejt, var der rigeligt med plads. Og det, vi betalte for at spise – og dermed ligge ved broen – var ikke urimeligt.
Efter endnu en lang dags sejlads, havde vi set frem til en stille nat for anker i en af de mange fine ankerbugter på øen Klement, og så ville vi kun have 25 sm. til Trogir næste dag. Men da vi kom ind og så det virvar, der var i bugten af både, der havde fået plads, og andre, der cirklede rundt for at forsøge at få en plads, vendte vi rundt lige som flere øvrige og sejlede om på den anden side af øen til en marina. Her var plads, og den lå rigtig flot, men 568 kuna bare for at sove (brusevandet var KOLDT!), ja, så er det da også betalt….
På vejen mod Trogir trak det mere og mere sammen, og vi var ikke uforberedte på det tordenvejr, der kom ind over os sidst på eftermiddagen. Men da havde vi fået vasket og tørret en masse tøj, så vi syntes, vi var heldige. Det var lidt voldsomt, fra 0 til 20 m/sek. på ingen tid, så der blev travlhed på havnen. Derfor kom vi heller ikke ind til byen, som vi gerne vil se lidt nærmere på, lige som vi skal have handlet, før vore gæster ankommer i morgen aften. Her er rigtig dejligt; vi fik en fin modtagelse, og selvom det i forhold til, hvad vi er vant til, er dyrt, er der valuta for pengene i form af god service og meget flotte faciliteter.
Nu glæder vi os til at få Jakob & Co. på besøg og til at lære Kroatien at kende. Det er naturligvis ikke ideelt at være her i denne varme og dette mylder, men sådan er det altså i år, og vi må se at få det bedste ud af det.
Vi håber stadig, der er noget sommer i vente i Danmark; det kan vi fornemme, mange trænger til!
Tak for hilsener til jer alle, hvor I end befinder jer, og pas godt på jer selv og hinanden!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 24-07-2015 af Inge Lise Lykke Hansen