Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 77 Kreta - Santorini
Rejsebrev 77Kreta 15/04/2015–Santorini 28/04/2015
Det er vist første gang, vi når helt hjem, før vi får skrevet rejsebrev. Men sådan er det denne gang, så det er med at få det gjort, før for mange andre indtryk dominerer alle dem, vi har med os fra Kreta og Santorini. Krammene fra første hold børnebørn er i behold, og i morgen får vi mulighed for at hilse på de øvrige. Det er skønt og bekræfter os i, at dette med at rejse frem og tilbage er det rigtige for os. Og endnu en gang er vi kommet godt hjem til huset, der havde det fint – men hvor er her dog koldt! Togrejsen fra Kastrup gav mulighed for at nyde det danske forårs mange smukke farver, for solen var så venlig at skinne. Vi synes, vi er heldige sådan at få foråret to gange!
Efter påsken, og da vejret var blevet godt, vovede vi os af sted for at se på Kretas vestlige del. Turen til Chania har vi efterhånden kørt nogle gange, men det var også denne gang en smuk tur, og der var atter masser af sne på bjergtoppene. Vi ankom til vort overraskende (i forhold til prisen) dejlige hotel så tidligt, at vi kunne nå at spadsere ind til den gamle bydel, efter at have nydt den medbragte madpakke på den lille balkon med udsigt direkte til havet. Ikke dårligt! Vi oplevede Chania som en rigtig charmerende by med masser af liv i de små smøger og langs kajen. Mange butikker, restauranter og barer, og vi faldt da også for fristelsen og nød et glas kold rosevin ved sejlklubben, som var elegant indrettet i gamle havnebygninger. Den sædvanlige løben spidsrod gennem ivrige tjenere, resulterede i, at vi gik i protest første gang, men siden var vi mere heldige, da vi lod os lokke. God aftensmad og betjening i hyggelige omgivelser.
Næste morgen havde vi aftalt at hente vore gode venner Launy og Anne Lis på deres hotel – de var på charterferie. Vi forlod Chania under en tung, grå himmel, men så snart vi var kommet sydpå over bjergene, kom solen og var med os hele dagen. Helt bogstaveligt var udsigterne aldeles bjergtagende. Utroligt smukt overalt. Første stop var Paleochora på sydkysten - en lille hyggelig turistby med charmen i behold. Vi havde udset os Elafonisi som næste stop, og det indebar en køretur over bjergene – meget spændende… Vi kom frem til et særpræget område med en meget stor og bred sandstrand og lavt vand. I dag er øen landfast – den beskrives i guide-bøgerne som en ø, man kan vade ud til. Bjergene rejser sig stejlt lidt inde i landet, og det flade område er i stor stil benyttet til drivhusgartneri.
Efter en god frokost på en lille, lokal taverne måtte der også lidt åndelig føde til, så vi besøgte klosteret Hrissokalitissa. Hjemkørselen foregik langs vestkysten gennem et væld af små byer og den ene smukke udsigt efter den anden. Vi passerede byen Kissamos, ret stor og med færgehavn, og så satte vi vore venner af ved hotellet med en aftale om at hente dem igen efter et lille hvil. Herefter nød vi en dejlig middag sammen i Chania, før det var farvel og på snarligt gensyn i Kolding.
På hjemturen næste dag havde vi besluttet at besøge Rethymnon. En rigtig fin by med det store fæstningsanlæg højt over byen, hvor vi fik lidt motion. Ved havnefronten skulle vi lige se Sørøverskibet, og igen måtte vi ”slå lidt fra os” for at få lov at gå forbi de mange restauranter. Også her en hyggelig gammel bydel, hvor vi fandt et dejligt frokoststed på et ”gadehjørne”. Inden vi kørte hjem, var vi omkring marinaen; det er altid spændende at se, hvad man kan forvente af en sådan, men her kunne vi roligt glæde os til at fortøje, når vi skal sejle hen langs Kretas nordkyst i juni.
Vi kom hjem så tidligt, at vi kunne nå at vaske hele to hold tøj, for et blæse- og regnvejr truede igen. Det var også tiden at blive klar til afrejsen hjem via Santorini, hvor vi lige skulle have en lille ”ferie”. Regnen blev vi næsten forskånet for, men blæsten kom fra NV, så det blev svært at sove, både på grund af bådens bevægelser og den megen larm fra fortøjninger og pontonbro. Dejligt at blive inviteret til en pragtfuld afskedsmiddag på s/y Thalassa, tak for det!
Kl. 05.30 fredag den 24.4. var vi klar til at trave op til busstationen i Agios Nikolaos, efter at skipper havde gjort, hvad der var muligt for at efterlade Nausikaa trygt og sikkert. Det var en kold tur gennem den stille, men langsomt vågnende by – og busturen til Iraklion var så kold, at vi måtte gøre lidt gymnastik undervejs. 7 gr. udenfor, men solen steg og gav om ikke andet, så lidt psykologisk varme. Mens vi ventede på hurtigfærgen til Santorini, fik vi en kop kaffe i solen, så vi havde fået varmen, da vi gik ombord. En tur på 2 time på fladt vand. Vi kunne desværre ikke se så meget, da vi sejlede ind i det vældige krater, men det kunne vi, da vi kørte fra havnen. Sikke et syn!
Vi havde bestilt en transfer, så det var nemt at sætte sig til rette i bilen og nyde den fantastiske tur op til hotellet, hvor vi blev virkelig godt modtaget. Lækkert værelse med balkon i en ny, lille bygning, og derfor fredelig. Restaurant, svømmepøl og opholdsarealer på selve hotellet tæt ved, lige ud til kæmpekrateret og derfor med en ubeskrivelig udsigt. Virkelig noget at glæde sig til!
Vi så lidt på Fira og orienterede os i forhold til billeje m.v. Gik ned ad de 587 trin til den gamle havn og måtte holde tungen lige i munden for ikke at træde i æselgødningen fra de mange æsler, der stod og halvsov i varmen. Det fik de dog ikke lov til ret længe, for der lå et krydstogtskib, hvor en masse chalupper var ved at fragte passagerer ind, og mange af dem tog turen op på æselryg. Vi sad og nød synet af dette leben på en bar ved kajkanten, hvorefter vi tog svævebanen op igen sammen med de mange, der ikke havde mod på æselturen. I Fira, som er en hyggelig lille by med snævre og stejle gyder, beliggende på toppen og lige ud til kraterkanten, kan man ikke gå 2 meter, uden at man skal forsøges lokket ind i en af de talløse forretninger eller barer/spisesteder. De ligger overalt - det tager altså lidt af charmen! Meget eksklusive mærkevarer indenfor tøj og smykker. Dyrt, men der må jo være folk, der kan og vil betale for den slags. Vi tog hjem til hotellet, egentlig med tanke om at tage tilbage til Fira og spise aftensmad, men vi valgte at gå over i restauranten og nyde maden, betjeningen, udsigten og freden, hvilket vi endte med at gøre under hele vort ophold.
En bustur lørdag formiddag til byen Oia på nordspidsen var en stor oplevelse – nu kunne vi rigtigt se landskabet, som er meget anderledes, end hvad vi har set på alle de øvrige Kykladeøer, vi har besøgt. På Santorini er der nogle byer spredt over øen, men herudover er der enkelte mindre bebyggelser overalt; der er ikke mange meter mellem husene/ferieområderne, og der er store flade arealer mod kysterne modsat krateret. Det har bl.a. givet mulighed for at etablere flyveplads og en masse vinmarker. Vinplanterne flettes sammen til en rundkreds, ligner nærmest en lille rede, så planten kan beskytte sig selv mod blæst og udtørring. (Vi så og lærte meget mere om vinfremstillingen på Santorini gennem tiderne i forbindelse med vort senere besøg på et stort og meget informativt vinmuseum. Og den lokale vin er bestemt velsmagende!) Oia ligger også fantastisk på toppen med udsigt over krateret, knap så hektisk som Fira i forhold til butikker og restauranter, rigtig fin by.
Tilbage i Fira blev vi enige om, at her havde vi ikke brug for at være mere i dag. Hotellet lå en halv times gang fra byen, så det var fint med den lille gåtur, selvom den vind, vi vidste, ville komme, nu lod sig mærke. Ophold ude var ikke så fornøjeligt, så det var herligt med et godt værelse at slappe lidt af i, før vi gik over og spiste og nød den lækre mad, venlige betjening og smukke solnedgang over øerne i krateret.
Søndag tog vi ind til Fira for at leje en bil til mandag morgen. Vi havde fundet et firma, som accepterede, at vi afleverede bilen på færgehavnen ved midnat, så havde vi et sted til os selv og bagagen, indtil vi skulle afsejle kl. 01.30.
Om eftermiddagen måtte skipper desværre gå til sengs med et ubehageligt maveonde, så skipperinden var alene ved bordet i restauranten. Der var ikke mindre forkælelse af den grund, og da tjenerne hørte om skipper, tilbød de både at bringe ham te og suppe og sagde, vi endelig måtte ringe, hvis han havde lyst til noget. Næste morgen spurgte de deltagende til ham – det var udover det sædvanlige og langt mere end ”god service”!
Så kom feriens sidste dag, som vi brugte til at køre ud og se os om på øen. Første stop var marinaen på SV-siden, Vichlada. Vi var lidt spændte på at se den, for det var jo her, vi ville være sejlet til flere gange, hvis vi ellers havde haft de ønskede vejrudsigter. Vi vidste, at der var risiko for tilsanding af havneindløbet, havde også hørt, at en hollænder for nylig måtte opgive at anløbe havnen på grund af lavvande. Havnen var godt beskyttet, lå ret afsides, men der virkede til at være et hyggeligt miljø og de faciliteter, man som sejler har brug for. Mens vi gik rundt, kom en båd sejlende – det så ud til at gå fint. Men ikke ret længe, så stod han på grund. Han kom dog ind i 2. forsøg. Vi fik at vide, at man snart skulle i gang med at uddybe; lige nu kunne man passere midt i havnehullet med en dybgang på max.2 m. Fint nok at kunne komme ind, men hvad så, hvis man ikke kan komme ud igen? Vi havde det ok med at se Santorini uden selv at skulle sejle hertil, selvom skipper ellers foretrækker at komme rundt på egen køl!
Turen gik så til Den røde Strand – et virkeligt spektakulært sted med nogle unikke klippeformationer, både hvad angår form og farve. Vi kørte herefter ud til den sydvestlige spids, igen en tur med fuldstændigt fantastisk smukke udsigter, og hvor vi så krateret fra andre vinkler. Sikke et sted at nyde sin frokost – og solen skinnede; stille og varmt var der, selv på toppen!
Som tidligere nævnt besøgte vi det store og flotte vinmuseum med smagsprøver på deres produkter, og så var vi en tur rundt i Pyrgos, en af de større byer inde i landet, helt til tops. Her var ikke så ”turistet”, og udsigten var igen fantastisk.
Efterhånden syntes vi, at vi havde set hele øen, og mætte af indtryk kørte vi ned til færgehavnen. Vi parkerede bilen og så os lidt omkring. Også her ”sloges” man om os, men på en humoristisk måde, og vi blev godt behandlet hos dem, der ”vandt” os. En god gang ”souvlaki med det hele” til aftensmad - så havde vi sagt farvel og på gensyn til det græske køkken med maner!
Vi kunne nu i ro og mag opleve al den aktivitet, der er i forbindelse med de store færger. Af og til har vi ligget i en havn, hvor der midt om natten har været en af de store Blue Star færger inde, og det sætter gang i en hel masse: Lastbiler kører til og fra, personbiler og busser lige så, mennesker siger farvel med latter, kys og kram – ikke nogen nattestilhed over den sag. Cafeerne holder åbent, for selvfølgelig skal man da kunne få både vådt og tørt uanset tidspunkt! Det var faktisk sjovt at kunne iagttage uden at bekymre sig om, hvorvidt vort anker kunne komme i karambolage med færgens…
Vi gik ombord til aftalt tid. Vi havde bestilt kahyt, så vi blev modtaget som på et bedre hotel: Vi blev fulgt til kahytten, og skipper skulle absolut ikke selv slæbe kufferten. Det var dejligt at lægge sig til hvile i en lækker ”køje”, og selvom det ikke blev til megen søvn, fik vi hvilet godt og kunne gå fra borde kl. 07.30 i Piræus efter en sejlads på fladt vand og i måneskin.
Vi tog bussen til Athens lufthavn, og så var det bare at vente, til vi kunne boarde SAS flyet til København. Alt gik efter planen, indtil vi skulle ”Ud at se med DSB”, for lyntoget, vi skulle med, afgik ikke som planlagt fra lufthavnen, men fra Hovedbanegården. Skipper var hurtig til at finde ud af, vi bare skulle tage første Øresundstog dertil, og vi nåede akkurat at komme på toget. Mens vi sad og pustede, kom der en SMS fra DSB, som beklagede, at vort tog var aflyst, så vi ikke kunne forventes at nå det, men måtte finde ud af noget andet. Lige sent nok til at kunne bruges til noget! Men alt gik alligevel, så vi nåede hjem på Egernvej i tide til at kunne køre i Kiwi, som har åbent til kl. 22. Godt med den traditionelle sildemad og snaps til at varme os på, før vi kunne krybe under dynerne.
Nu er vi så klar til at begynde alle festlighederne i maj. Disse er jo grunden til, at vi er hjemme på dette uvante tidspunkt. Vi forventer at være tilbage på Nausikaa omkring 1. juni, og så melder vi os igen. Vi ønsker alle både til lands og til lands et godt forår og siger tak for hilsener af enhver art.
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 30-04-2015 af Inge Lise Lykke Hansen