Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 75 Agios Nikolaos (Kreta)
Rejsebrev 75Agios Nikolaos (Kreta) 07/10/2014 – 26/10/2014
Der er søndagsstille her på marinaen – ingen kran, der tager både op, ej heller servicebiler, der kommer og går. Men sammenlignet med Marmaris er her i det hele taget meget stille, og det er lige så meget lokalbefolkningen som sejlerne, der giver liv til området. Som for eksempel i går, da flere hold skoleelever øvede sig på at marchere korrekt til på tirsdag den 28. oktober, hvor grækerne hvert år fejrer ”Ochi-dag”; de mindes den dag, hvor de sagde ”Ochi!/Nej!” til Mussolinis ultimatum. Det er et festligt skue, når forskellige optog går i procession gennem byerne. Alle offentlige honoratiores er af huse, iført galla.
Det er svært at forstå, vi allerede har været her i næsten 3 uger. De første dage gik med lige at finde os lidt til rette og få styr på alt det, der er nødvendigt for at få en dagligdag ombord til at fungere. Og vigtigt var det også at få planlagt afhentningen af vore gæster i Chania lufthavn. Det stod os hurtigt klart, at vi skulle have fat i en stor bil, og da det var ordnet, lejede vi den i 2 dage og kørte en tur østpå, til Móhlos og Sitía. Førstnævnte en lillebitte landsby i vandkanten, ren idyl. Vi gjorde ikke holdt i Sitía, for vi havde på det tidspunkt en forventning om, at der kunne vi sejle til, når Jakob & Co. var ombord. Vi fortsatte til den berømte palmestrand i Vai, og det var da også en oplevelse at besøge stedet med den fine palmebesatte strand i en meget beskyttet bugt og særdeles smukke omgivelser. Over bjergene gik det videre mod Ierapetra, Europas sydligste by. Vi nød en kop kaffe på en strandcafé ved et roligt hav; svært at forestille sig, hvor oprørt og frådende, det kan være især om vinteren, men der er jo ”frit løb” for bølgerne lige til/fra det afrikanske kontinent. På køreturen kørte vi igennem fantastiske bjerglandskaber med den ene storslåede udsigt efter den anden, og vi må give alle ret i, at Kreta er en meget smuk ø!
Der er en del fastliggere her i marinaen, og de har sørget for, der regelmæssigt er sociale aktiviteter. Vi nåede at deltage i ”Søndags-BBQ”, rigtig hyggeligt. Der bliver også arrangeret vandreture i den fantastiske natur – det er virkelig fint med den slags, som giver gode oplevelser og mulighed for at lære andre mennesker at kende.
Så kom endelig dagen, hvor vi skulle hente familien. Vi havde en fin tur til Chania og måtte sande, at det altså ikke kan gøres under 3 ¼ time – sådan er det bare. Det var skønt igen at få en krammer, og derefter blev vi hurtigt installeret i bilen. På vej hjem gjorde vi holdt for at få noget at spise, så det blev ud på eftermiddagen, før vi kunne byde vore noget trætte gæster velkommen på Nausikaa.
Børnene var dog ikke mere trætte, end at de nød at pakke deres nye Legoting ud og gå i gang med at bygge, godt hjulpet af far og mor. De fandt sig hurtigt til rette; man kan godt mærke, de kan huske fra tidligere, og især Kasper nyder, at han efterhånden kan klare de fleste ting selv, når det handler om at færdes rundt på båden. Der blev tidligt ro ombord den første aften…
Det var meget varmt og herligt vejr; den første dag gik med at gå lidt rundt i byen, bl.a. med et besøg på det lokale marked. Is og øl på en af de talrige caféer og en strandtur blev det også til. Næste dag sejlede vi ud til øen Spinalonga, der ligger ca. 11 sm fra havnen. Vi kastede anker, og så blev der spist frokost, svømmet, sejlet i gummibåd og leget i det skønne vejr. På vejen hjem fik Jakob skipper overtalt til at hente genakkeren frem fra gemmerne. (Det var nu ikke så svært…) Og vi havde da en lille tid, hvor vi stille drev af sted i den svage vind, før den helt lagde sig, og vi måtte starte motoren. Jakob benyttede lejligheden til at tage nogle fine billeder af Nausikaa fra gummibåden – tak for det!
Det stod hurtigt klart, det nok blev den eneste dag, vi kunne sejle ud, for der var igen meldt hård vind, så vi måtte finde på noget andet. Derfor lejede vi bilen nogle flere dage, så vi kunne komme på udflugter. Maiken havde forud for afrejsen læst en historie for børnene om Theseus, der dræber minotauren, så det var oplagt at besøge Knossos. Det blev også et hit – Julie førte an ved hjælp af beskrivelsen og kortet i Politikens visuelle guide, og både hun og Kasper havde det herligt. Knossos er imponerende; vi har efterhånden set mange udgravninger, men man fornemmer, at dette sted, hvor den minoiske kultur udfoldede sig, er noget særligt.
Næste mål var Dikti-hulen/grotten og Lasithihøjsletten. På vejen dertil fandt vi en meget lokal og lille taverne, der stillede vores sult og tørst med velsmagende mad og drikke og stor imødekommenhed, og det var sjovt at besøge et sted, hvor de lokale var i overtallet.
Det var noget af en klatretur at nå frem til Dikti-grotten, hvor myten fortæller, at Zeus blev født. Vi valgte en ”forkert”, meget kuperet sti, men det øgede jo blot spændingen. Det er en flot drypstens-hule, og selvom Kasper en overgang var lidt skeptisk overfor mørket og den fugtige kulde, der slog imod os, havde også han en fin tur. Udsigten fra grotten ud over det frugtbare Lasithi-plateau var utrolig smuk – men vi kunne godt mærke den hårde vind, og i højderne var der koldt. Det gjorde godt med en kop kaffe at varme sig på, før vi startede hjemturen.
Vi glædede os til at komme ned i båden og få varmen og noget af spise, men vi fik lidt af et chok, for det var en havn i oprør, vi kom tilbage til. Broerne var næsten ikke til at færdes på, og det var ikke helt uproblematisk at komme ombord. Jakob og Farfar fik rigget landgangsbroen til, og ved fælles hjælp kom vi alle ned om læ, hvor der var lunt og hyggeligt. Men det huggede slemt i fortøjningerne, så Maiken fandt det klogest at tage en søsygepille. Vi fik lavet noget varm mad, og det lykkedes faktisk at få en rar aften ud af det på trods af, at det i perioder næsten var værre end at være i rum sø! Børnene sov godt hele natten, og Maiken undgik heldigvis at blive dårlig, men ingen af vi voksne fik meget søvn den nat. Ved stærk NV-lig vind står dønningerne ind i havnen, selvom der er en meget lang dækmole, og de skulle kunne løbe af på stranden. Så ved vi det…
Det var fint, at vi ikke skulle opholde os i båden, så næste formiddag kørte vi til Kritsa, hvor vi havde besluttet at tage på vandretur gennem bjergkløften Kritsa Gorge. Det var en herlig oplevelse. Vejret var klart og solrigt, så der var de smukkeste farver på alt, og i perioder mærkede vi slet ikke den hårde vind. Børnene klarede det imponerende flot. Især Julie sprang omkring som en lille bjergged, og Kasper skulle selvfølgelig have hjælp, men kløede på uden at kny. Dog var det lidt for spændende, da kløften blev snæver og mørk, men når man sidder godt på mors arm, kan alt lade sig gøre, og han var stolt, da vi var godt igennem. Det tog os 3 timer at gå turen incl. drikke- og frokostpause, og da den er beregnet til 2 timer, synes vi faktisk, vi havde lov til at være ret stolte af os selv og havde fortjent en is/øl, da vi kom tilbage til byen!
Vinden havde heldigvis lagt sig, så det hele var faldet til ro, og der var igen rimeligt rart i havnen, da vi kom hjem. Vi var alle trætte, men ikke mere, end at vi kunne gå op og spise en gang Souvlaki på en af de lokale taverner meget tæt på havnen.
Nu skulle vi sige farvel efter en dejlig uge. Børnene var igen helt utrolige: De blev vækket kl. 05.30 uden brok, indtog en ordentlig portion havregryn, og vi var klar til at køre mod Chania kl. 06.30, som vi havde planlagt. Alt gik fint, og vi kunne sige farvel og tak og på snarligt gensyn.
Vi skyndte os hjem for at tage sejl ned, for endnu et blæsevejr lurede om hjørnet. Det var faktisk den sidste dag med stabilt vejr, så vi talte om, hvor utroligt heldige vi havde været. Vi havde haft blæst, men ingen regn og temperaturerne havde været til strandture, hygge i byen og udflugter. Nu kom der hård sydlig vind, som ikke generede os i havnen, men der var ikke så langt mellem regnbygerne. Vi fremskyndede vores optagning, for der blev meldt hård NV-lig vind til weekenden, og vi orkede ikke flere af de urolige nætter, når vi ikke behøvede det. Det har så vist sig, at det slet ikke blev så slemt, men nu ligger vi godt på land og er faktisk klar til at lukke båden af for vinteren.
Vi er så heldige at kunne køre til lufthavnen sammen med Lene og Nils fra s/y Thalassa; de skal med samme fly som vi. De har ydermere inviteret os til at tage med på køretur før afrejsen, og det vil vi da benytte os af.
Agios Nikolas er et rart sted at være, så vi kan vist roligt glæde os til at komme tilbage til foråret; vi har bestilt søsætning den 27. marts.
Det blev så årets sidste rejsebrev. Vi har været vidt omkring i 2014, sejlet 1929 sømil og haft mange gode oplevelser både i Tyrkiet og i Grækenland. Det har været et meget blæsende år – det er et stående samtaleemne blandt sejlere, når vi mødes. Vi har heldigvis ikke haft problemer, skønt der da har været nogle gange, hvor skipperinden mente, at nu kunne det være nok…
Som vanligt slutter vi med at sige tak til jer alle for hilsener og gode stunder, både hjemme og her ombord. Vi ønsker alle en god vinter!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 26-10-2014 af Inge Lise Lykke Hansen