Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 74 Skala (Patmos) - Agios Nikolaos (Kreta)
Rejsebrev 74Skala (Patmos) 23/09/2014 – Agios Nikolaos (Kreta) 07/10/2014
Lyden af vand på ruffet er ikke regn – det er skipper, der er i færd med at vaske båd! Faktisk havde han slet ikke lyst til at gå i gang, for det er meget varmt her inde i marinaen, hvor ikke en vind rører sig, men det tykke lag salt over alt på Nausikaa vidner om, at det ikke altid har været vindstille, og saltet er ubehageligt at have siddende. Så hvem har det ”værst”? Han eller skipperinden, der vil have skrevet rejsebrev, og som må sidde om læ for skalkede luger med en temperatur på 32 gr.?
Belønningen er en kold drink sammen med besætningen fra s/y Havfruen, som ligger tæt på os – dem har vi inviteret til at komme, når skipper er færdig, og vi glæder os til en snak.
Tilbage til Patmos, den hellige ø styret af munkene, som vi havde hørt og læst meget om og glædede os til at opleve:
Da vi kom sejlende, lagde vi straks mærke til øens helt specielle facon med masser af bugter og vige - den siges at ligne en søhest. Og Johannesklosteret tronede stort og mægtigt på toppen af klippen meget synlig ved indsejlingen til havnen. Det var varmt og diset, så vi ville vente med at ”bestige bjerget” ad den flotte stenbelagte ”æselsti”, til det blev bedre sigt – der skulle komme vind fra nord, som plejer at give dejlig, klar luft. I havnen lå vi for anker fortøjet til kajen, og det var egentlig meget fint, indtil vinden øgede og stod lige ind på os. Som for flere af de andre bådejere, betød det nogle timer først på natten, hvor vi måtte sidde vagt, for ankeret holdt ikke. Vi fendrede godt af, og så gik det også, indtil det blev lyst, og vi kunne sejle ud og lægge ankeret om. Vi lagde os på en plads længere inde i havnen, hvor der var mere læ, når nu vinden skulle gå i nord. Ja, det er den slags udfordringer, der er…
Nu skulle vi op og se på Apokalypsegrotten, hvor det siges, at Johannes både fik sin åbenbaring og forfattede Johannesevangeliet. Grotten ligger på vejen op til Choraen, hvor klosteret ligger omkranset af byens huse.
Da vi kom til grotten, blev der afholdt en russisk-ortodoks messe, så vi listede lige så stille af igen; nåede dog at mærke, hvor meget det at være på dette hellige sted betød for deltagerne i messen.
Vi var ikke klar over, at så mange mennesker kommer til Patmos som led i en pilgrimsrejse – det er virkelig et sted, der betyder meget for mange troende – og det gør altid indtryk.
Klosteret lidt højere oppe var smukt, men der var mange turister, så det var svært at finde den stemning, der hører et sådant sted til. Udsigten derfra var helt fantastisk! Selve byen var ikke så spændende, men vi fandt et sted med udsigt, hvor vi nød en dejlig frokost, før vores ”nedtur”, hvor vi igen var inde i grotten, og denne gang næsten havde den for os selv. Vi oplevede ikke særlige vibrationer, men den slags er ifølge sagens natur en trossag, så det stiller vi ikke spørgsmålstegn ved, men tager det med som en oplevelse og en del af vores kristne kultur.
Vejrmeldingen lovede igen hård vind, så vi sejlede til Leros, hvor vi fik plads i marinaen for at være sikre på at ligge godt uden risiko for ”ankersjov”. Det er et rigtig dejligt sted og absolut til rimelig pris. Skipperinden indrømmer gerne at nyde nogle pæne toilet- og badefaciliteter, vaskemaskiner samt, hvad det ellers indebærer at ligge i en marina. Men især i blæsevejr er det gavnligt for natteroen! Vi lejede en bil for at komme lidt rundt på øen, når vi nu alligevel ikke kunne sejle, og det er bestemt også en fin ø. Den spillede en rolle under krigen – Mussolini er en meget kendt herre her – og vi lagde også mærke til flere italienske turister, end vi plejer at se. Det gav mindelser til Galipoli-halvøen i Tyrkiet, hvor vi mødte så mange australiere og newzelændere, som ville besøge de krigskirkegårde, hvor de havde faldne landsmænd stedet til hvile.
Vi lå i Lakki, så den by, grundlagt af italienerne, lærte vi godt at kende. Der er en helt anden arkitektur og gadestruktur end vanligt i græske byer – sjovt at opleve. Vi så naturligvis også byerne Agios Marina og Platanos, ligesom vi kørte op nordpå til flyvepladsen, hvor vi også så Lakki Marinas faciliteter til at have både på land. Værftet ligger lige ved flyvepladsen ved en meget beskyttet bugt, hvor flere ankerliggere så ud til at ligge fint trods den hårde vind. I det hele taget er der mange beskyttede bugter på Leros, sikkert rigtig godt, for det lader til ofte at blæse der. Vores nabo på broen havde taget to ugers ferie for at komme ud at sejle lidt, før han skulle have båden på land – han havde fået sejlet 1 dag!
Vi var lidt uheldige, (eller havde planlagt dårligt!), for da vi havde stridt os op på den flot beliggende, stormomsuste borg over Agia Marina var der desværre lukket, og det samme gjaldt Tunnelmuseet fra WW2 lidt uden for Lakki. Til gengæld fik vi her den sjove oplevelse at se en bonde, som ved hjælp af sin hyrdehund fik flyttet en ordentlig flok får og geder, og vi gik også op og nød udsigten fra et af de utallige små kapeller, så spildt var turen derud slet ikke.
Vi nød et dejligt måltid inde i Lakki, før vi gjorde klar til at sejle tidligt næste morgen, hvor vi håbede vind og sø ville være os venligt stemt.
Det blev en yderst afvekslende sejltur. Søen var ikke så sjov visse steder, og hvad vind angår, var styrken alt fra næsten havblik til 12 m/sek., ligesom vindretningen hele tiden skiftede. Da vi kom tæt på Tyrkiets kyst, havde vi et par timer, der mindede om vores sejlads sidste efterår: Varmt og stille! Vi kom til Tilos, og en masse både lå på ydersiden af molen. Der har vi jo været før, så vi besluttede at sejle ind og se, om der ikke lige var en plads til os – vi fylder jo ikke så meget. Og vi fik havnens bedste og sidste plads, lige ved siden af en miserabelt udseende sejlbåd, som virkede underlig. Da vi talte med ham, der solgte os vand, fortalte han, at det var en tyrkisk båd, der var blevet opbragt af den græske kystbevogtning; man havde set en kaptajn og en gast over dæk, men i båden, som var ca. på størrelse med vores, havde man fundet 40 flygtninge stuvet sammen! Så nu lå båden her i Tilos havn, uvist hvor længe – de to tyrkere var blevet anholdt, og hvad der var sket med flygtningene fra Afrika, meldte historien ikke noget om. Uha, der er mange, der tjener på andres ulykke!
Næste stop var øen Halki ikke langt fra Rhodos’ østkyst. En lille lidt isoleret ø med få indbyggere. Vi var vant til, at det kunne være svært at få plads, så vi tog ret tidligt af sted, selvom det var en lille tur, og vi ankom da også til en næsten tom havn ved middagstid. Byens vartegn, klokketårnet, der påstås at være det højeste i Ægæerhavet, tronede imponerende midt i bybilledet. Der var noget så idyllisk, indtil en stor motorbåd blev placeret, så den tog hele vores udsigt! Vi lå ved en flydebro, som bevægede sig ret livligt i den swell, der stod ind i havnen, så det var godt, vi ikke havde planer om at blive der så længe. Men endnu en fin ø, der kunne komme på listen over de mange græske øer, vi har besøgt.
Så gjaldt det Karpathos, en stor og imponerende ø. Men inden vi kom så langt, havde vi en sejltur, hvor skipperinden var taknemmelig for at sejle med en erfaren skipper i en stærk båd, og at ingen af os har tendens til søsyge! Vinden øgede hurtigt til en del mere end varslet, i perioder kulingsstyrke, og søen var helt tosset. En ting er, at bølgerne er store, men når de vælter rundt uden nogen rytme eller noget system, er det altså ikke så rart. Så skipper kom på arbejde ved roret, men både han og Nausikaa klarede det fint. Det var en lidt anstrengende og lang tur, så vi glædede os til at komme i læ. Det var noget af en overraskelse, at da vi sejlede ind i bugten med havnen i Karpathos, blæste det lige så meget, men bare fra en anden retning! Nå, der var læ for søen, og efter en tids søgen fandt vi også en plads. En venlig mand tog imod og sagde, vi skulle droppe ankeret. Det var vi ikke så vilde med, for der var masser af liner fra de små fiskerbåde, og det blæste godt, men det endte med, at vi fik fortøjet. Da skipper ville kontrollere, om ankeret havde fat, syntes han, det havde lige lovlig godt fat – det overraskede ham nu ikke. Men vi kunne da sove roligt uden nervøsitet for, at det ville slippe! Næste dag gik vi op og fik et dykkerfirma til at komme ud os se på sagen. De kunne først komme sidst på eftermiddagen, hvor blæsten jo er stærkest, men det måtte vi jo indrette os på.
De kom som aftalt, løsnede ankeret og hjalp os med at fortøje igen, denne gang langskibs. De gjorde et godt stykke arbejde og var rigtig søde.
Vi droppede planerne om at leje bil, for vi ville gerne sejle videre mod Kreta – der var igen et varsel om hård vind om nogle dage. Vi stod tidligt op og havde en god sejlads til øen Kassos; der var lige en god times tid i sundet mellem Kassos og Karpathos, hvor vi havde vinden imod, og hvor det sprøjtede godt; da vi rundede pynten og skulle til at sætte kurs mod havnen, kom vi ind i et område, hvor søerne var totalt uregerlige. Men det blev overstået, og vi fik fortøjet i en rigtig god havn, efter at vi kunne tage storsejlet ned i ly af en god dækmole. Kassos er ikke meget andet end den lille by, men den var hyggelig og beboerne meget søde. Der var en flot kirke, og da vi spørgende nærmede os, sagde de gamle mænd, der sad i skyggen med deres afstressningsperlekranse, at vi endelig bare skulle gå ind.
Vi fik købt friske grøntsager midt i søndagssiestaen – en dreng på ca. 10 år passede butikken, og så kunne mor sidde oppe og vejlede, når han skulle veje af og slå ind på kasseapparatet.
Ganske hyggeligt var det, at der kom en båd med svensk besætning, som fik plads uden på os. De kom fra Kreta; vi udvekslede diverse informationer, og den svenske skipper bød på en speciel herlig raki.
Vi har efterhånden spist i så mange taverner på så mange steder, at vi nok er kørt lidt træt i det græske køkken, i hvert fald på turiststederne. Her fik vi et sted anbefalet af ham, der tog imod os, og der fik vi et ganske herligt måltid. Grillet feta-ost med chili samt en yderst velsmagende ret med kanin.
Så manglede vi sidste step før Kreta. Vi ville sejle kl. 07, og da vi var klar, var svenskerne det også.
Der blev ønsket ”God Tur!” og af sted gik det på et mildt, venligt og solbeskinnet hav.
Nu er vi så godt ankommet her til Agios Nikolaos, hvor vi glæder os til besøg af Jakob med familie, som kommer om en uge. Skipper har fået lavet kontrakt og aftaler om optagning og søsætning, men vi tillader os at regne med, der kan blive endnu et par sejlture. Her er smukke omgivelser, byen er hyggelig, så det skal nok blive et godt ophold.
Som vanligt siger vi tak for alle de hilsener, vi modtager. Det er altid dagens højdepunkt, når der er mail!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 07-10-2014 af Inge Lise Lykke Hansen