Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 72 Skopelos By (Skopelos) - Evoiko Sea Center
Rejsebrev 72 Skopelos By (Skopelos) 12/06/2014 – Evoiko Sea Center 27/06/2014
Lige bag Nausikaa’s smukke hæk står to træer, hvis blade rasler lystigt i brisen og giver en vederkvægende skygge, når solen når om i vest. Opgaverne, der følger med at være kommet på land er i fuld gang, om end for nedsat kraft – for her er varmt! Skipper skal have ankerkæden ordnet - vi er langt allerede med de ting, der skal klares, før vi forlader skuden og overlader hende til den ubarmhjertige hede her på Evoiko Sea Center.
Det var lidt svært at tage afsked med Skopelos, men det var godt, vi tog os sammen til at komme forholdsvis tidligt af sted, for havnen på Skiros i byen Linaria blev hurtigt fyldt – og vi var heldige at få en af de sidste gode pladser. George, havnefogeden, for sådan en havde man her, modtog os på det hjerteligste, og han var lidt af en altmuligmand, der gjorde alt, hvad han kunne, for at man som sejler skulle føle sig velkommen på øen. Her havde man virkelig skabt noget helt unikt for sejlerne:
Mooring-lines, så man ikke skal bakse med sit anker i den lille havn, fine bade- og toiletforhold, el og vand. Og alt var gratis, hvis man blot gik op til Port Police (”the bad guys”) og betalte havnepenge. En livlig lille by fyldt med cafeer, taverner og butikker. Færgen lagde til få meter fra os, og hver gang blev der spillet en velkomsthymne for fuld udblæsning ud over havnen.
Vi fik hyggelige naboer, som vi lejede en bil sammen med, så vi kunne komme rundt og se øen. Vi var på endnu et museumsbesøg, et virkelig interessant et af slagsen, og vi så en lille bitte kirke hugget ind i en stor sandstensblok, som lå lige ud til vandet i et område, hvor der i romertiden havde været bebyggelse. Der holdt vi picnic – fandt nogle brædder og satte os i skyggen af et tamarisktræ. Nordøen var grøn og frodig med forholdsvis tæt bebyggelse, hvorimod Sydøen var gold og barsk. Der var det ene skønne udsigtspunkt efter det andet. Da vi først på aftenen besøgte borgen og den gamle højtliggende by, blev vi mindet om Fodbold VM. På alle cafeer, barer og taverner sad folk ved TV-skærmene, og jubelråb eller det modsatte steg til adskillige decibel, når der skete noget på banen. Alle levede med, så der var nærmest folkefest! Det har vi jo ofte prøvet gennem årene, og det er lige sjovt hver gang. Mens vi var på Skiros kom der igen et par tordenvejr ind over os; ikke særligt langvarige, men der var pænt gang i den. Vi er efterhånden vant til det – og når man ligger godt og trygt i en havn, er det jo faktisk flot at se på.
Vore engelske naboer ville også sydpå, mens vejret var til det, så vi blev enige om at starte kl. 05.30 for at sejle de 63 sm til Batsi på Andros. Også her fik vi en god plads i en hyggelig havn. Vi lavede sammenskudsgilde med Linda og Henry og nød den dejlige aften. Næste morgen måtte vi sige farvel og tak – vi ville til Syros, mens de ønskede at opleve Tinos.
På Syros måtte vi tage til takke med den ufærdige marina. Der var ikke plads andre steder, bl.a. fordi der skulle være konkurrence med power-boats. Bortset fra, at der ikke er nogen faciliteter, ligger man fint og velbeskyttet, der er gode indkøbsmuligheder, og så er der en gratis bus ind til byen; den kører flere gange i timen hele dagen. Vi fik kigget på Syros by, der var rigtig fin og bestod af to halvdele bygget på hver sin høj. Især den gamle, højtliggende del af byen var rigtig charmerende, og vi fik igen klatret godt og grundigt i de smalle, stejle gyder. Der var flere flotte kirker i byen, og interessant var det pludselig at befinde sig i den katolske kirke. Så bliver man meget bevidst om forskellene i forhold til de græsk-ortodokse. Teatret, opkaldt efter Apollon, havde et fint lille teatermuseum, hvor vi godt kunne have brugt lidt mere viden om de store græske stjerner for at få det fulde udbytte af besøget.
Vi fik lejet en bil og kørte øen rundt. En smuk ø, mange landsbyer med små havne og adskillige fine ankerbugter med bade- og ferieliv i de mange lejligheder/hoteller.
I marinaen lå også s/y Nordstjernen fra Haderslev med Enne og Helge ombord. Det var rigtigt hyggeligt med nogle gode snakke over et lille glas, og der blev udvekslet erfaringer og tips, som det altid sker, når langturssejlere mødes.
Vi er jo ved at have en del erfaring med sejlads i det græske, så vi følger altid godt med i vejrudsigterne – især når tiden nærmer sig for, at båden skal på land. Vi kunne se på det hele, at vi hellere måtte komme nordpå, så øen Kea blev næste stop. Det var igen en rigtig god oplevelse at ankomme til en smuk ø med en fin lille havn i en stor, beskyttet bugt. Det er helt forståeligt et meget populært sted for athenienserne samt de mange charterbåde fra Lavrio, og det var fredag, så vi vidste godt, vi ikke skulle komme anstigende langt ud på dagen og forvente en plads. Vi kan i forvejen bedst lide at komme af sted om morgenen, så det passede fint, og vi kom til at ligge rigtig godt. Efterhånden kom vi også til at ligge som sild i en tønde – havnen blev bogstaveligt talt propfuld, og mange måtte lægge sig for anker i bugten, hvilket også fint kan lade sig gøre, men de lå ret så tæt…
Det kunne godt have fristet at blive hængende lidt på Kea, men vi var ikke i tvivl om, at vi hellere måtte komme af sted mod vores ”sommerhavn”, for Meltémien lurede om hjørnet. Vi ville til Porto Rafti, men da vi så havnen, blev vi enige om, at det ikke var et rart sted evt. at blæse inde, så vi fortsatte og sejlede til Karavos. Vinden friskede om eftermiddagen, kom i stød fra vidt forskellige retninger, så det lykkedes ikke at bruge den til noget fornuftigt. Det blev en af de våde ture, så vi blev godt smurt ind i salt. Der var også frisk vind, da vi skulle lægge til langskibs ved molen, der havde nogle rigtig grimme og rustne store sjækler, der stak ud, så vi var glade for at kunne få en hånd fra den sejler, der som den eneste lå der, da vi kom. Byen var hurtigt overset; vi spiste som de eneste på en taverne med plads til mange, mange mennesker – det er vist ikke rigtigt sæson endnu. Maden var ”på det jævne” – vi er måske lidt forvænte, for på Skopelos fik vi fantastisk mad, ligesom det var rigtig lækkert på Syros…
Nu havde vi kun ca. 25 mil til Chalkis – der har vi jo været før; vi sejlede ind i marinaen og fik en fin plads. På vejen dertil kunne vi se det sted, hvor vi skulle på land, og det var godt at vide, vi kun havde 10 sm til Evoiko Sea Center, hvis den vind, de meldte, virkelig også kom. Vi fik båden vasket, fik handlet og ellers var det begrænset, hvad vi orkede, for nu var varmen i den grad kommet. Vi kiggede grundigt på vejrudsigten for de næste dage, og skipper kontaktede Zacharias, for at spørge, om vi måske ikke kunne komme op lidt før? Det endte så med, at vi bare kunne komme, så ville han tage os, når vi kunne være fremme. Det var med at få betalt havnepenge, og af sted gik det. Vi fortøjede ved bøjen tæt på slæbestedet, og efter lidt ventetid, blev vi vinket hen til vognen, sejlede ind i den, og i fuldstændig blikstille vejr blev vi slæbt på land af traktoren og kørt hen til vores plads. Det var ret specielt at sidde oppe på dækket imens, og det var helt rart at kunne kravle ned på fast grund og sætte sig i skyggen, mens Nausikaa blev sat i stativ.
Det er meget, meget varmt at opholde sig i båden på land, men skipperinden frydede sig, da det i går eftermiddags pludselig gav sig til at blæse helt vanvittigt. I morges tidligt kunne der igen komme et par både op, men en måtte vente til det forhåbentlig igen i morgen bliver stille, for der kom også vind i løbet af formiddagen i dag. Stedet ligger meget åbent, så der skal ikke meget til, før det ikke kan lade sig gøre at udføre optagningen. Det var rigtig rart, at vi kom på land i så fint vejr.
I morgen skulle det for alvor begynde at blæse, og som Zacharias siger, kan Meltémien nogle gange vare mange dage. Her er hyggeligt, folkene er flinke – at så bade- og toiletforholdene lader meget tilbage at ønske, ja, det kan man leve med, når det er kort tid, vi skal være her. Der er en lille hyggelig by, Khalkoutsi, hvorfra vi kan komme med bus til lufthavnen i Athen, så det er nemt.
Vi har fået ændret flybilletterne og tager hjem før planlagt. Det plejer vi jo ikke at gøre, men lige netop denne gang var det super, at skipper var så forudseende at købe billetter, der kunne ændres. Varmen er ved at være for anstrengende – og så kan det også kun gå for langsomt med at komme hjem til børnebørnene, og alle de andre, som vi glæder os til at se.
Det har været en fin og ret speciel forårssæson. Vi har set rigtig meget og oplevet mange kontraster, denne gang både til lands og til vands. Har følt os lidt alene nordpå, men det har været spændende både at opleve Tyrkiet og Grækenland fra andre sider end de sædvanlige. Vi har fået sejlet meget – mere end hele sidste år, og der har været mange og lange ture. Vejret har været ”kompasset rundt”, men vi må siges at have været heldige, for vi har været i havn, når det har været blæsevejr for alvor, og har kunnet bruge tiden i havnene til at se og opleve.
Nu tager vi hjem til det kølige Danmark, og melder os igen i begyndelsen af september. Tak for alle hilsener fra både sejlere og landkrabber – og kan I alle have en rigtig god sommer!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 27-06-2014 af Inge Lise Lykke Hansen