Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 71 Mirina (Limnos) - Skopelos By (Skopelos)
Rejsebrev 71Mirina (Limnos) 25/05/2014 – Skopelos By (Skopelos) 12/06/2014
Her i havnen på solbeskinnede Skopelos, hvor færgernes brummende motorer og det skvulperi, de giver, hører med til atmosfæren, føles det som meget længe siden, vi havde et glædeligt gensyn med Limnos. Vi har simpelthen oplevet så meget på de små tre uger.
Som det ofte slår os, når vi kommer fra et land til et andet, er forskellen tydelig og mærkbar. Både helt konkret og som noget lidt mere udefinerbart. Således også denne gang, hvor det konkrete udmøntede sig i, at vi bestilte svinekød, da vi satte os på en af de talrige taverner i Limnos’ havneby Mirina. Vi sørgede for denne gang at ”bestige” borgklippen, og blev overraskede over den helt fantastiske udsigt over de to bugter. Sidst, vi var her, var vi for dovne…
Nu gjaldt det Samothraki. Det er en meget høj ø, så vi kunne se den længe før, vi anløb. Faktisk har den det højeste bjerg blandt de ægæiske øer (1600 m). Det siges, at Poseidon overvågede den trojanske krig herfra… Vi kom til en lidt kedelig havn, hvor vi fortøjede langs en stenmole. Der var nogle få andre både, og en livlig trafik af fiskere – ellers virkede byen ret død, og ikke så indbydende. Vi fandt ud af bustiderne til øens hovedby, der ligger godt gemt af vejen oppe i bjergene inde på øen. Vi tog af sted midt på formiddagen, og nød den kun 6 km lange tur gennem et meget smukt terræn. Byen var bestemt fin og hyggelig, men ikke rigtig vågen endnu, så den var hurtigt overset. Der var 3 timer, til bussen gik tilbage til havnebyen, og vi havde ikke rigtigt lyst til bare at sætte os et sted, så vi købte vand og begyndte traveturen tilbage. Ikke så snart var vi på vejen, før en mand gjorde tegn til Martin, at vi kunne køre med – det ville vi gerne! Det resulterede i en hurtig afsejling, for vinden stod ind i havnen, og det blev den ikke mere behagelig af.
Fin tur til Thassos, som helt tydeligt at se fra havet også var en frodig og smuk ø. Indsejlingen til havnen var imponerende – en bjergomkranset bugt med en fin by inde i bunden. Også her et kæmpehavnebassin med kun få andre både. Vi fik fortøjet langskibs og fandt hurtigt ud af, at det var et lille smørhul, vi var havnet i på alle måder. Masser af feriegæster og dertil hørende cafeer, barer og souvenirbutikker, men på en charmerende måde. Vi fik set på lidt flere udgravninger af templer m.v., og så var vi klar til at leje en bil for at komme rundt på øen. Men vejret ville det anderledes, for det trak med torden flere dage i træk – og så må vi også indrømme, at vi efterhånden har set et væld af små, hyggelige bjergbyer. Så vi blev i båden og fik udrettet lidt forskelligt og legede turister i byen mellem bygerne; der var mange små listige steder at nyde et lille glas.
Efterhånden blev der en tålelig vejrmelding, og da vi havde en lang tur rundt om Athos-halvøen, der er den østligste af ”de tre fingre”, og til sydspidsen af Sithonia-halvøen, der er den mellemste, var vi klar til at sejle allerede kl. 06. Den første halve time i blikstille, men så rundede vi den nordlige pynt, og så kom der ellers masser af vind. Heldigvis med, men bølgerne var for store til, at det var behageligt. I starten var det meget skyet, men efterhånden som vi nærmede os Athos-bjerget, kom solen mere igennem, og da vi rundede bjerget, var vi i læ og kunne beundre det imponerende bjerg i ro og fred. Vi måtte jo passe på ikke at passere det for tæt, for ingen kvindelige væsener må være i dets nærhed. Her er det munkene, der regerer, og de vil kun have mandlige gæster!
Bedst, som vi – læs skipperinden – begyndte at slappe af og nyde det, kom der igen en masse vind, da vi rundede sydspidsen af Sithonia-halvøen. Denne gang lige i snuden, og vi blev i den grad sprøjtet til og smurt ind i salt, for der var ret høje bølger. Heldigvis var der kun et par timers sejlads til Porto Koufo, som er en meget herlig naturhavn, hvor indsejlingen gemmer sig mellem klipperne. Da først vi var kommet gennem det smalle hul, åbnede der sig en rigtig perle af en havn. Vi fortøjede langskibs ved nogle enorme cementmoler, som sikkert stammer fra krigens tid, hvor havnen blev brugt som tysk ubådsbase. Hvor det gjorde godt at komme i land, og vi lod os lokke til at spise aftensmad på en af de mange taverner. Herligt!
Vejrmeldingen var meget fornuftig, så vi tog af sted i dejligt vejr med kurs mod Sani Marina, et godt stykke oppe ad kysten på den vestligste halvø Kassandra. Men da vi rundede pynten og skulle nordpå, kom der meget frisk vind og ret kraftig modstrøm. Så da vi havde sejlet 3,5 sm over grunden i nogen tid – og passerede en fiskerihavn, der hedder Nea Skioni - besluttede vi at forsøge at gå derind, om end søen ville stå ind i havnen. Vi fandt en plads, og Nausikaa hoppede gevaldigt i fortøjningerne, så det var godt nok, vi havde smurte ”klap-sammen-madder” at fortære. Inden ret længe kom en stor tysk sejlbåd ind nordfra, som heller ikke havde lyst til at være derude, selvom de havde vind og strøm med sig. Dem fik vi anbragt fornuftigt uden på os, og det var ret rart, da havnefogeden kom og godkendte, vi lå der, og samtidig kunne fortælle, at kl. 18 ville der blive ro på igen. Det kom til at holde stik, og vi havde en hyggelig aften i den udprægede ferieby, hvor havnen er ”uspoleret” fiskerleje med masser af aktivitet. Kl. 6 næste morgen sejlede vi ud på det sidste lange stykke mod Thessaloniki. Det blev på spejlblankt vand, overskyet og meget diset, og vi nåede lige akkurat ind og fik fortøjet i den store, men halvtomme marina, før regnen kom væltende. Kraftige tordenbyger, varme og solskin skulle præge de næste mange dage, så det var fint, vi havde planlagt at blive i byen og se lidt nærmere på den, for det var ikke indbydende at sejle ud. Det er et ret øde område, og der er langt mellem havnene.
Thessaloniki har meget at byde på. Den har et lidt dårligt ry, men man bør huske på, at her på disse kanter er der ofte jordskælv, og byen har været udsat for både en storbrand og kraftigt jordskælv. Sådanne begivenheder tager det lang tid at komme over. Der er mange unge studerende i byen, og det præger den – masser af cafeer og nogle virkelig lækre forretninger. Hvis krisen kradser – og det gør den, når man taler med de lokale – så har vi ikke lige set det, der hvor vi har været. Men det er jo også en by på størrelse med København, og vi har naturligvis slet ikke set det hele, selvom diverse busture tog os rundt i meget forskellige kvarterer. Der er mange oldtidsminder/udgravninger rundt i byen – de er ved at lave en metro, så visse steder er der lidt ”rodet”. Og så havde vi fornøjelsen at spadsere på den nok længste og flotteste havnepromenade, vi nogensinde har set.
Bl.a. med en flot statue af Alexander den Store, der jo har huseret i dette område, men også med nutidskunst i form af spændende skulpturer m.m.
Vi fik en flot betjening på turistkontoret, da vi endelig fandt det, (godt hjulpet af en venlig dame, der tog sig tid til at komme tilbage til os og næsten følge os op). Nogle gode brochurer gjorde os i stand til nemt at komme rundt til de vigtigste seværdigheder. Museerne fik vi ikke gjort så meget ved, som vi måske burde, men det skyldes, at vi efterhånden har set rigtig mange, og det er tit, de samme ting, vi støder på. Vi tog en ”klatretur” til toppen i den gamle bydel og så et af klostrene, hvorfra der var en imponerende udsigt.
Og så var det jo pinse – i år undtagelsesvist samtidig med den danske. Det var ikke meget, vi mærkede til det. Kirkeklokkerne ringede lystigt, kun de offentligt ansatte havde fri om mandagen, hvor butikkerne var åbne, og det meste fungerede normalt. Vi kunne godt have ønsket os nogle at hygge os lidt med; vi lå helt for os selv, og i det hele taget var der ret dødt i havnen. Heldigvis havde vi motionisterne at underholde os med. Området omkring marinaen blev brugt af familierne til hyggeture og som sagt af rigtig mange motionister, som vi jo efterhånden kunne genkende, og derfor snakke om. Vi havde også fornøjelsen af se nogle brudepar blive fotograferet lige ved siden af os. Vejret skiftede ustandseligt, så det var op og i med lugerne, for når det tordnede, kom der i den grad vand – så var der nogle af løberne, der bare blev ved, mens andres skyndte sig væk…
Ja, vi havde hørt, at det regner mere i dette område – og det holdt stik. Men ellers kunne der heller ikke være så grønt og frodigt – der er masser af dejlige træer i Thessaloniki, der er virkelig behagelige at sidde eller gå under, når det er rigtig varmt. Og det var det ind imellem!
Vi måtte se at komme videre, og da der ikke længere var torden på programmet, sejlede vi mod syd med Sani Marina som mål. Det startede med, at vi kunne sejle for sejl, og det var skønt! Men efter en halv time måtte vi konstatere, at hvis vi ikke skulle bruge hele dagen – og natten med – måtte vi igen have gang i motoren. Vi nød at blive modtaget i en virkelig lækker marina, der ligger som en del af en eksklusiv ferieresort. Smukke omgivelser, masser af familier med børn, dejligt med liv omkring os. Skipper kalder marinaen ”en bulgarsk base”, for der var mange fastliggende både fra Bulgarien, og vi kunne også høre, at der blev talt forskellige ”balkanlignende” sprog, når vi gik rundt mellem de gæster, der boede på hotellet/i ferielejlighederne. Igen tidligt op – til en smuk morgen – og af sted, for der var godt 60 mil her til Skopelos.
Der er som nævnt langt mellem havnene, og det kan virke lidt ensomt i denne del af Grækenland, i hvert fald, når man er sejler. Og man skal have god tid, så man kan tage hensyn til vejret. Har man det, er det absolut et besøg værd – naturen er storslået, og befolkningen venlig og hjælpsom. Og så har vi erfaret, at man ikke rigtigt lærer et land at kende, hvis man kun besøger dets hovedstad. Thessaloniki er endnu et eksempel derpå. Genova og Marseilles gav os jo helt andre oplevelser end Rom og Paris – og mon ikke også århusianerne mener, de har andet at byde på end København?
Vi spiste sidste år på en taverne her i byen, som er ejet af en dansk kvinde. Hun hilste på os og kunne kende os, da vi gik forbi; kunne også huske, vi var fire sidste år. Hun venter os i aften, og det skal nok blive godt.
Afslutningsvis vil vi også denne gang sige jer alle tak, fordi I er søde til at sende os hilsener – vi kan ikke leve uden!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 12-06-2014 af Inge Lise Lykke Hansen