Klik på tallene på kortet for at springe til nabo-rejsebrevet.
Rejsebrev 70 Canakkale - Mirina (Limnos)
Rejsebrev 70 Canakkale 04/05/2014 – Mirina (Limnos) – 25/05/2014
Endnu vajer vort fine, nyindkøbte tyrkiske gæsteflag under salingen, men om lidt skal det skiftes ud med det lige så fine og nyindkøbte græske. (Skipper synes ikke, man skal gøre forskel på to parter, der i forvejen har det lidt svært med hinanden…) Han har for øvrigt lige råbt, at der svømmede en stor skildpadde forbi! Vi har den sidste tid set mange delfiner, men en skildpadde er mere sjælden.
Vi blev sendt af sted fra vor sidste tyrkiske havn, øen Bozcaada, med maner: En tynd måneskive lyste ind gennem kahytsvinduet, mens minaretens første bønnekald lød klart ud til os i det spæde morgengry. Vi var vågne og kunne lige så godt stå op og sejle mod Limnos.
Vi tager afsked med et land med stor mangfoldighed i alle henseender. Smukke og afvekslende landskaber og kulturer. Vi har mødt en utrolig gæstfrihed hos dets befolkning; f.eks. er vi ofte blevet tilbudt mad og drikke af helt fremmede, og forleden insisterede nogle unge mænd, vi fulgtes med i dolmus’en på at betale vore is. I aftes kom en af de unge kvinder, vi var på tur med og gav os vin, da hun kunne se, vi ikke selv havde noget med. En mand, vi mødte på gaden gave os en stor håndfuld blommer osv. Vi har også været ude, hvor turister er ukendte, og hvor ingen taler andet end tyrkisk. Det har været en udfordring, men også meget sjovt, når det kun handler om at købe ind, bestille mad, hvor busstationen er osv., men skulle vi være i landet længe, måtte vi til at sætte os ind i sproget - så bliver alting mere interessant og mindre anstrengende.
Tilbage til turen i de to stræder: Dardanellerstrædet og Bosporusstrædet. Farvande, hvortil der gennem alle tider er knyttet megen historie og magi. Og som for søfarende har været forbundet med krav om stor dygtighed og held, hvis man skulle slippe helskindet igennem. I dag med de teknologiske hjælpemidler er de største udfordringer at holde sig klar af al den øvrige trafik. Vi har fået et godt indtryk af strædernes strategiske og historiske betydning, skipper har fået ønsket om at besejle stræderne ved eget rat opfyldt, og han har fået konstateret, at vandet i Sortehavet ikke er sort, selvom han påstår, det har en anden farve end i Middelhavet…
Vi kunne se på vejrmeldingen, at vi skulle tilbringe nogle dage i Cannakale – vi var en lille flok både, som hver morgen blev enige om, at det heller ikke blev i dag, vi skulle af sted… Men så kunne vi besøge Troya, og vi fandt bussen dertil og kom af sted på en længere, underholdende køretur. Udgravningerne og stedet var igen imponerende – den kæmpestore træhest bød velkommen, og traveturen rundt i udgravningerne var fin, for det var ikke varmt, men heldigvis tørt. Man skal nok have en god forestillingsevne for at se for sig, hvordan livet har været i Troya, for der er ikke meget at se af de enkelte bygninger, og der er flere lag, altså flere tidsperioder, men der var masser af god information på skiltene. Vi håber på tilbagevejen at kunne lægge til på Tenedos, det græske navn for øen Bozcaada, for det skulle jo være på den ø, den græske flåde ifølge Homer lå og belejrede Troya og ventede på at slå endeligt til. Og det med træhesten, ja, det er da en god historie!
Og så gjaldt det om at komme over på den anden side af strædet: Hele Geliboli halvøen er faktisk eet stort museum over krigen mellem tyrkerne og ANZAC-tropperne i 1915. Højt på klipperne er der på hver side af strædet store markeringer for at minde mennesket om aldrig at lade noget sådant ske igen(!) Massevis af flotte mindesmærker, monumenter og kirkegårde er der spredt rundt på halvøen, og vi kunne se, at vi enten måtte leje en bil eller koble os på en guidet tur – vi valgte det sidste, og godt for det! Mage til engageret og vidende guide skal man lede længe efter, og da vi havde vænnet os til hans ”sprogtone”, gik det faktisk fint med at forstå ham. Han fortalte om de enkelte slag; man havde valgt at etablere kirkegårdene rundt omkring, hvor soldaterne var faldet, men delt op efter nationalitet, så nogle steder lå de få meter fra hinanden med et slags ingenmandsland imellem. Det gjorde virkelig indtryk at se og lære om. Vi blev også klogere på, hvorfor Mustafa Kemal/Atatürk hyldes som den landsfader og folkehelt, han virkelig har været og stadig er. Og så er det et smukt landskab, grønt, frodigt, farverigt og med mange forskellige klippeformationer. Landsætningen af ANZAC-tropperne gik jo slet ikke, som den skulle; vi var ude på de enkelte invasionsstrande, og det gav mindelser tilbage om turen på Normandiets invasionskyst. Den sydlige del var det ikke muligt at nå samme dag.
Vejrudsigten blev efterhånden bedre, og vi gjorde os klar til afgang; havnen blev vist tømt den dag.
Vi afsejlede fra Cannakale en meget våd og tidlig morgen og kom til Marmara Havn, der ikke var særligt indbydende; men vi skulle jo kun spise og sove, så vi kunne komme videre næste morgen, der var lige så våd og grå. Efterhånden kom solen dog frem, og vi ankom til marinaen i Yalova først på aftenen i det skønneste vejr. Her havde vi nogle dejlige dage, for nu var det sommer, og der var meget at opleve.
I Yalova kunne vi mærke, at byen er meget muslimsk præget – indbyggernes påklædning (også mændenes) var traditionel for manges vedkommende. Der var et af de bedste markeder, vi har oplevet, alt i grønt og frugt samt andre fornødenheder. Meget friskt og indbydende og tilmed billigt.
En fin og hyggelig by. Vi var her, mens den store mineulykke indtraf, og det gjorde indtryk at se sørgeflorene på busserne og flagene på halv over alt.
Vi tog færgen til Istanbul, hvor vi besøgte Den store Basar; det nåede vi ikke sidst, og det var en fin oplevelse at gå der. Man kunne, næsten da, få lov at gå i fred og de handlende havde masser af humor. Istanbul har, som andre storbyer, sin helt egen stemning, som man genkender med det samme uden at kunne sætte ord på, hvad det er. Mylder af mennesker og trafik, støj og snavs, og så de utrolige og fredelige oaser rundt omkring i form af smukke bygninger og beplantninger. Meget kontrastfuldt.
En tur til Iznik med dolmus’en blev både en dejlig køretur gennem et smukt og frodigt landskab samt en byvandring langs og indenfor den gamle bymur og ved den store sø, hvor både natur og historie gik op i en højere enhed og spillede sammen med livet i en moderne by med fuld fart på. Byen hedder også Nicea, og dertil knytter sig en smuk legende, som det vil være for omfattende at komme ind på her, men som bekræfter udsagnet om, at en historie nok ikke kan være både god og sand…
Så kom endelig dagen, hvor den hårde vind havde løjet så meget, at vi vovede os af sted for at ”forcere” Bosporusstrædet. Der var perioder med kraftig modstrøm, men ikke så meget, at det for alvor generede, og vi kom fint igennem. En stor oplevelse at se Istanbul fra søsiden, sikke en sky-line! Det var også en oplevelse at sejle ind og lede efter plads i fiskerihavnen i den lille by Tûkerli Feneri! Der var mange, mange fiskerbåde af forskellige typer, og ikke rigtigt et sted for sådan nogen som os. Men vi fik os anbragt uden på 5 pænt store skibe, og man gjorde os begribeligt, at det var ok. Skipperinden nægtede at forsøge at gå i land, men det fortrød hun senere, for ud på aftenen kom der en havnefoged og fik havnepenge, og han havde nogenlunde gennemsnitlig benlængde. Skipper ville nemlig have inviteret på restaurant, og der var faktisk en fin en af slagsen oppe ad bjergsiden.
Man må ensrette trafikken for store skibe, for da vi næste morgen sejlede syd på gennem Bosporusstrædet, mødte vi igen kun modgående trafik. I modsætning til, hvad der var meldt, var der nu en pæn modvind, men den fik vi først for alvor at føle, da vi kom helt ud. Sikke søer, vi måtte sejle i. Det var mest på grund af strømmen, vinden var ikke så voldsom, da vi kom helt ud. Heldigvis lagde det sig efterhånden, og vi fik en fin tur til Ecenköy, hvor vi blev modtaget af en sød havnefoged, der kunne engelsk! Der var næsten tomt i den store havn, men det erfarede vi senere var almindeligt på disse kanter, i hvert fald på denne årstid.
Og så måtte det jo ske – også for os! Der er en vrimmel af vilde katte både i Tyrkiet og i Grækenland, og vi plejer at more os over at kigge på deres adfærd og mange er søde at se på. Men kærligheden er kølnet noget, for da vi kom tilbage efter en kort indkøbstur, stank det af kattepis i cock-pittet. En af hynderne måtte i nærmeste container, og så måtte den helt store rengøring i gang. Heldigvis kom havnefogeden og lukkede op for vandet, så der kunne blive godt spulet. Så nu kommer vore hynder i kistebænken, før vi går tur, og det har vi allerede nået at glæde os over en gang mere!
De næste to havne var totalt tomme, men meget forskellige. I Bandirma, der er en stor by, følte vi os ikke helt godt tilpas; det var mest på grund af de mange støjende lystfiskere (det plejer sådan nogle slet ikke at være!). Der var larm og ballade langt ud på natten, så vi blev i båden og sejlede tidligt næste morgen til øen Avsa, hvor der til gengæld var ren idyl. En køn ø med søde mennesker, og hvor vi nød en travetur med skøn udsigt. Vi var nu i en stabil vejrperiode, og regnede med, at turen gennem Dardanellerstrædet skulle blive ren luksus, måske med genoaen sat til at hjælpe lidt. Det forsøgte vi også nogle gange, men vinden var meget skiftende både i retning og styrke, og man skal jo holde sig uden for storskibsruten, og der er mange store skibe og færger, skulle jeg hilse og sige. Så det mest afslappende endte med at være motorsejlads, selvom det var lidt frustrerende ikke at bruge den megen medvind. Vi ville jo også gerne nå i havn inden aften, og så meget vind var der heller ikke. (Skipperinden er i sit stille sind begyndt at kalde de to stræder for ”Rabalderstræde.”)Da vi skulle lægge til, blæste det pænt, men det er man vant til i Cannakale, og vi havde jo været der før, så det gik let at få fortøjet. Rart at være der igen, og denne gang i solskin!
Faciliteterne er gode; vi fik købt ind, fik vasket m.m., og så tog vi os tiden til at se den sydlige del af Gelibolihalvøen, som også har mange flotte mindesmærker fra krigen i 1915. Så det var af sted med færgen, denne gang til den lille by lige overfor Cannakale, Kilitbahir, der har en meget flot rund borg som vartegn. Det allerstørste mindesmærke, som står ved indsejlingen til strædet, er 46 m højt og meget imponerende, ligesom kirkegården er smukt anlagt. Vi så også det store og smukke engelske mindesmærke, der ligger nogle km derfra. Det var noget af en tur, vi var kommet ud på. Vi havde fået at vide, man kunne tage en dolmus, men vi var ikke klar over, at den holdt ved de forskellige seværdigheder, hvor man så fik et antal minutter til at se sig omkring. Heldigvis var der en tyrkisk herre, der kunne oversætte for os. At bussen samtidig virker som almindelig dolmus og kører ind til de små byer – og var skolebus – gav turen en ekstra dimension.
Lørdag var vi så klar til at forlade Cannakale, men som skipper grundigt forklarer i logbogen, gik det ikke så nemt at komme derfra. Men af sted kom vi jo, i det dejligste vejr, stille og varmt. Vi havde kraftig medstrøm noget af tiden, og mens vi sejlede, mærkede vi pludselig nogle sære rystelser/vibrationer. Vi troede, det var fra skruen, for der lå en masse og flød i havnebassinet, og skipper tog farten af og bakkede, men bagefter snakkede vi om, at det måske var et lille jordskælv, vi havde oplevet? For det var en anderledes fornemmelse, end hvis det havde været fra skruen.
Vi blev fint modtaget i havnen på Bozcaada. Egentlig havde vi jo udklareret, men her blev ikke spurgt om noget, og mon ikke de er bekendt med, at deres ø er et passende stop-over før man sejler til Grækenland? Ingen formaliteter, udover at man får kvittering for de 60 TL, det koster for os. Vi var en tur rundt på øen med dolmus – en information, skipper fik på turistkontoret. Den startede kl. 18.30, skulle køre rundt og stoppe ved udsigtspunkter samt besøge en vingård og slutte af med at se solnedgangen fra øens vestligste punkt. Vi kom fint af sted, men vingården blev der ikke noget af, hvorimod vi fik godt en time til at se solnedgangen. Det var noget af et tilløbsstykke! Mon ikke, det minder om Skagen? Hvad der var af biler og mennesker! Nogle havde taget vin og mad med, og alle hyggede sig – det var bestemt også et meget smukt sted. Men solen bestemmer jo selv, og der kom lige præcis en stor skystribe, som dækkede selve nedgangen, så vi kørte hjem lidt før tid. Det blev også lidt køligt, så det var rart at komme ombord igen, og vi valgte at spise lidt i cock-pittet med stearinlysene tændt i stedet for som ellers tænkt at gå ind på en af de mange restauranter. Vi havde mere lyst til vente og så gå ind et sted i Limnos og få os lidt grisekød! Det var en meget smuk, lun og stjerneklar aften, og som kompensation for solnedgangen, var der til gengæld her til morgen en af de smukkeste solopgange, vi har oplevet – og det er efterhånden rigtig mange!
Nu er det græske gæsteflag sat, vandet er spejlblankt, og det går stille og roligt mod Limnos. Det bliver spændende at gense Grækenland. Forhåbentlig klarer folk sig rimeligt; der er nogle (de forkerte, nok), som krisen går meget ud over. Vi skal denne gang forsøge os i områder, hvor der ikke er så mange turister.
TAK til Tyrkiet for nogle interessante og dejlige oplevelser, og tak til alle de mennesker, vi har mødt, som har vist os så stor hjælpsomhed og gæstfrihed. Som skipper sagde for nylig: ”Hvor mange danskere ville behandle gæster på den måde?” Der har vi noget at lære.
Og tak til alle jer derhjemme, og jer, der sejler rundt som vi, fordi I stadig sender hilsener til os!
Lev i nuet, få det bedste ud af dagen i dag! I morgen er en anden dag - i dag er her og nu, brug den!
Martin og Inge Lise
Nausikaa
skrevet d. 25-05-2014 af Inge Lise Lykke Hansen