« Tilbage til billeder

Sant Carles - Barcelona - Alcudiamar (Mallorca)

Fallas, Valencias fiesta, afholdes hvert år i ugen op til d. 19. marts og kulminerer om aftenen d. 19. marts. Der bygges kæmpe skulpturer rundt om i gaderne, der skulle være ca. 350.
Der gives præmie for bedste skulptur. Her ”Rumbo al Paraiso” , der vandt i 2010. Oprindelig holdt man festen for at fejre håndværkernes skytshelgen Sankt Josef, ved at afbrænde affald i gaderne.
På Plaza de la Merced havde de bygget skulpturen ”Passeig per la ciutat”. Det er hele kunstværker, der er bygget. Figurerne er ofte politikere eller andre kendte, som man gør grin med.
Fallas i Valencia skulle være den mest støjende fest i Spanien, og vi tror dem gerne. Her er der rigget til med diverse raketter og bomber, der affyres i forbindelse med afbrændingen om aftenen.
Om aftenen d. 19. marts afbrændes alle figurerne. De er ofte lavet af flamingo-lignende stof, der udvikler en meget tyk, sort røg. Hele Valencia ligger indhyllet i en rødlig røg omkring midnat.
Det store tilløbsstykke er afbrændingen af de største figurer. Brandvæsenet er til stede ved alle afbrændingerne, som er forskudt rent tidsmæssigt, så de kan overkomme det. Der er styr på det.
Forårsklargøringen i Sant Carles var en leg, der var masser af plads, og pladsen var så ren, at man kunne lægge sejlene ud og spule dem på cementen. De gik og fejede snavs op, hvis der lå lidt.
Da vi skulle i vandet, kom de med deres store travel-lift; men inden de løftede os, beklædte de stropperne med en slags vita-wrap, så fribordet ikke fik striber. Det blev skiftet før hver søsætning.
I Tarragona var der Dixieland Jazz festival. Det lokale bryggeri ”Ambar”, havde stillet en gammel hestetrukken ølvogn til rådighed til at køre musikerne rundt i byen, mens de spillede.
Der var stor gensynsglæde, da Julie, Maiken og Jakob ankom til lufthavnen i Barcelona for at holde påskeferie sammen med os.
Vi havde igen fået plads i Real Club Maritime Barcelona, hvor vi også lå i efteråret. Det er meget centralt, hvad angår seværdighederne i Barcelona, lige for enden af Ramblaen.
Hele familien på travetur op ad Ramblaen i Barcelona. Hvis solen ikke var fremme, var det lidt køligt; noget køligere end normalt, efter hvad de lokale siger.
Der var ofte trængsel på Ramblaen. Da vi ankom til Barcelona før påske, var træerne kun lige begyndt at springe ud; men der skete meget hver dag og de var lysegrønne, inden vi forlod byen.
Vi havde fået ny styrmand ombord. Julie følte sig rigtig godt tilpas og nød at være ombord; der var også mange spændende ting at give sig til. (Foto Jakob)
Der var som sædvanlig trængsel i cavabaren Can Paixano; men det var sidste dag, de havde åbent inden de gik på påskeferie, så det blev eneste besøg i denne omgang. (Foto Jakob)
Cavabaren Can Paixano i Barcelona. Uanset, hvor megen trængsel, der er inde i baren, må man ikke tage et glas med ud på fortovet. Det tillades ikke. (Foto Jakob)
Der var dømt ferie. Her nyder Jakob en ”11-bajer” på Nausikaa. Feriegæsterne blev da også sendt hjem med en lidt anden kulør, end de kom herned med. (Foto Maiken)
Placa d’Espanya med Museu Nacional dÁrt de Catalunya i baggrunden. I forgrunden det flotte springvand (der desværre ikke var i gang), alt bygget i forbindelse med verdensudstillingen 1929.
Poble Espanyol, der er bygget i forbindelse med verdensudstillingen i 1929. Ideen med Poble Espanyol (Den Spanske Landsby) var at vise byggestilen rundt om i Spanien.
Det var meningen, at Poble Espanyol skulle rives ned efter at verdensudstillingen var slut; men på grund af dens popularitet, fik den lov til at blive stående. Det var den mest populære attraktion.
Husene i Poble Espanyol er tro kopier af huse fra de forskellige regioner i Spanien. Her er det Plaza Mayor fra Madrid - dog i en lidt mindre udgave.
Der er i alt 116 bygninger i Poble Espanyol, og byen er anlagt med gader, som minder meget om dem, vi har oplevet rundt om i de forskellige byer, vi har besøgt.
Der er indrettet arbejdende værksteder i flere af bygningerne. Her et glasværk, hvor de laver de flotteste ting; men også almindelige vinglas.
Her er en kunstner ved at ’trække’ en hest ud af en dråbe flydende glas. Det tog ham ikke mange sekunder, og det så legende let ud; men det kræver nok en del øvelse. Hesten blev Julies påskeæg.
Skulle man alene uden for cockpittet, så var det iført redningsvest, og det havde Julie ikke noget i mod (som regel). (Foto Jakob)
Julie fik prøvet mange nye ting i ferien. Her prøver hun en karrusel for første gang. Jo stærkere den kørte, des bedre, og det så ud til, at hun nød det.
Flere af ungerne skreg på turen og ville af (og de stoppede, så de kunne komme af). Det var først, da turen var forbi og Julie skulle af, hun protesterede. (Foto Jakob)
Vi spiste vores picnic i Parc de la Ciutadella, en park anlagt i forbindelse med en verdensudstilling i 1888. Her skulle Julie lige prøve at sidde på snablen af en Mammut, som alle de andre børn.
Det var på denne påskeferie, at Julie lige skulle smage det, mor gik og spiste, og så var det slut med at have sin is i fred. Det endte med, at hun måtte have sin egen is.
Vi oplevede Påskeprocessionen i Barcelona, og det er noget, de lokale går meget op i. Her slæber en barfodet med lænker omkring sin fod, rundt på et stort kors.
Mange af deltagerne i Påskeprocessionerne bærer høje, spidse hatte, der helt skjuler deres ansigt. Hver procession har deres eget orkester med på turen, nogle havde sækkepiber med.
Madonnaen bæres rundt af en flok mænd. Det er en kæmpe opsats, der vejer meget, så der gøres ofte holdt, så de kan strække benene og hvile lidt. Madonnaen er omgivet af levende lys.
Maiken og Jakob var en tur med den gamle svævebane fra verdensudstillingen i 1929. Svævebanen går hen over havneområdet. Der var en flot udsigt oppe fra svævebanen. (Foto Jakob)
Indgangspartiet i CosmoCaixa – Museum for Naturvidenskab. Man følger en lang spiralformet trappe, der følger et 15 meter højt træ fra regnskoven. (Foto Jakob)
Et kik ud over CosmoCaaixa. Det er et meget stort museum, der har lidt af hvert; men lidt svært at finde rundt i. (Foto Jakob)
Da vi gik ned i metroen ude ved Naturvidenskabsmuseet, skinnede solen fra en skyfri himmel; men da vi kom op fra metroen nede ved havnen, så himlen lidt anderledes ud.
Casa Milà, et af de mange huse i Barcelona, som Gaudí har tegnet. Man har mulighed for at komme op på taget af Casa Milà; men læg mærke til køen, så det opgav vi.
Sagrada Família er Gaudís mesterværk og et must, når man besøger Barcelona. De startede med at bygge på den i 1882, og den forventes færdig omkring 2030. (Foto Jakob)
Maiken, Jakob og Julie nyder forårssolen og en forfriskning foran Sagrada Família, inden Maiken og Jakob skulle ind og se kirken.
Mens Jakob og Maiken var inde og se Sagrada Família underholdt farmor (og farfar) Julie på den nærliggende legeplads. Julie havde en rigtig dejlig eftermiddag - og farmor blev træt.
Vi var på besøg på vingården Raventós i Blanc i nærheden af Sant Sadurni d’Anoia. Det store 500 år gamle træ, som var husets bomærke, væltede sidste forår; men ser heldigvis ud til at overleve.
Vi fik en rigtig fin rundvisning på deres vinmarker. Vi blev kørt rundt i en Landrover af Ignasi, som forklarede forskellen på de forskellige druesorter.
Vingården Raventós i Blanc ligger rigtig smukt. Til højre ses den nye vingård, som er fra 1982. Den er ”udstykket” fra vingården Codorníu. Den gamle bygning er familien Raventós’ hjem.
Udsigten fra vinmarkerne på Raventós i Blanc. I baggrunden ses Montserrat bjergene, som skulle give læ for den kolde nordenvind, ifølge Ignasi.
Ignasi viser stolt de gamle vinstokke frem på Raventós i Blanc. Det er disse vinstokke, der giver kraft til vingårdens topcava ”Emanuel”.
Et billede fra vinkælderen på Raventós i Blanc. Her lagres deres topvine, som vendes med håndkraft, resten vendes med maskine. (Foto Jakob)
Passeig de Gràcia, der rummer mange af de bygninger, Gaudí har tegnet. Her Casa Amatiler og Casa Batlló; sidste er indrettet som museum, som vi besøgte.
Fra hallen i Casa Batlló. Der er ikke en lige væg eller et rektangulært vindue i bygningen. Det har været lidt af en udfordring for håndværkerne.
Den store dagligstue i Casa Batlló med udsigt til gaden. Loftet er pudset op i spiralform og dørene samt vinduesrammerne bølger festligt.
En af ventilationsskaktene i Casa Batlló, som også gav dagslys til de forskellige rum inde midt i huset.
Loftsgangen på Casa Batlló. De tætstående buer, der bærer taget, er pudsede og malet hvide, hvilket skulle give fornemmelsen af at være inde i et stort dyrs skellet.
Skorstenene på Gaudís huse er blevet et slags varemærke for ham. Her skorstenene på Casa Batlló, der er udsmykket med mosaikker. I baggrunden ses drageryggen ud mod hovedgaden.
Der var trængsel på Rambla del Mar, gangbroen, der fører over Port Vell. Mange nød det flotte forårsvejr på den lidt specielle bro, der åbner for sejlads hver ½ time.
Kæmpekatten af Botero på Rambla del Raval. Den nye gågade har skabt mere lys og miljø i den stærkt multikulturelle og tidligere så indeklemte Raval-bydel.
Monestir de Montserrat ligger klinet op ad en bjergskråning, og man kommer nemmest derop med en svævebane eller tandhjulsbane. Den har været svær at komme op til i gamle dage.
Basilikaen i Monestir de Montserrat. Sanktuariet i den kuplede basilika er udsmykket med et rigt emaljeret alter. Over alteret ses den lille træfigur La Moreneta (den sorte jomfru).
Vi tog kabelbanen op til Sant Joan, en bjergtinde lige bag Monestir de Montserrat, hvorfra der var en fantastisk udsigt til de omkringliggende bjergtoppe. Et rigtig flot område.
Der var også en flot udsigt oppe fra Sant Joan ned over Monestir de Montserrat. Oppe i bjergene ligger flere kapeller og hytter, som man kan vandre op til ad smalle stier.