« Tilbage til billeder

Messolongi - Piræus

Der var fest i Messolongi, da vi besøgte byen. Der var mange festklædte mænd, klædt i nationaldragter. De fortalte, at der skulle være et optog senere på dagen.
Vi besøgte helteparken Kípos Iróön i Messolongi, en mindepark for dem, der kæmpede mod tyrkerne. Den ligger nabo til Exodos-porten.
Exodos-porten i Messolongi. Natten mellem 22. og 23. april 1826 forsøgte 9000 af byens borgere at flygte fra tyrkernes besættelse gennem denne port. Ca. 2000 slap igennem, resten blev dræbt.
Optog i Messolongi. De festklædte mænd kom bærende på noget, der lignede et alter, og kvinderne, der stod langs ruten, gav mændene hvide gardenia blomster.
Optog i Messolongi. Vi fandt aldrig rigtigt ud af, hvorfor de gik i optog. Nogle mente, at det var noget religiøst, andre, at det var for at mindes de faldne i 1826.
Efter alle de festklædte mænd i optoget i Messolongi, kom der et utal af ryttere på heste. Ikke alle havde styr på hestene. En kom for tæt på et bord og væltede det, så folk måtte flygte.
Saint Nicolas trappen i Patras. Der var flere hundrede trin; vi talte dem, men har glemt antallet. Trappen førte op til den gamle borg, der ligger højt hævet over selve byen.
Udsigten ud over Patras oppe fra toppen af trappen. Borgen var desværre lukket om mandagen, så den kunne vi ikke komme ind på.
Vi skulle ned igen oppe fra den gamle borg i Patras og fandt en anden hyggelig trappe.
Bygningen lige bag agterspejlet på Nausikaa rummer faciliteterne, Port Police, en restaurant m.m. Der var bryllup, da vi lå der, og de festede og larmede til langt ud på natten.
Bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita. Her et af de gamle damplokomotiver, der for længst er gået på pension. Det står uden for stationen i Diákofto.
Bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita er en smalsporet jernbane. På de stejle strækninger er der lagt et tandhjulspor, så toget kan klare de stejle stigninger.
Bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita var en fantastisk oplevelse. Her kører vi på en hylde hugget ind i bjergsiden. Banen er anlagt i slutningen af 1800-tallet til transport af malm.
Bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita. På strækningen passeres flere slugter og floder, så der er anlagt flere broer.
Her den brusende flod, som bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita følger en stor del af turen.
Siden anlæggelsen af bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita, er der foretaget enkelte ændringer. Her er banen ført en anden vej over slugten; den gamle banestrækning ses inde mellem klipperne.
Midtvejs på bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita.ligger stationen Zachloroú. Her kører toget ind gennem den lokale taverna i Zachloroú.
Togføreren havde en opgave på den tur, hvor vi var med. Han skulle klippe de grene, der hang ud over skinnerne og generede toget, så han stoppede, tog grensaksen og klippede grenene af.
Toget, der nu kører på bjergbanen fra Diákofto til Kalávrita er helt nyt. Tidligere kørte et ældre diesellokomotiv. Max fart for toget er 25 km. i timen, turen tog godt 1 time.
Vi tog på en lille udflugt fra Kalávrita til Moni Agias Lavras, hvor ærkebiskop Germanos hejste den første oprørsfane i 1821 og som 8 år senere skulle befri grækerne for 400 års tyrkisk besættelse.
Vi var inde for at se klosteret Moni Agias Lavras. For at komme ind måtte skipperinden have en slå-om nederdel på. Kvinder i bukser har ingen adgang, en lårkort nederdel er ok.
Kalávrita er en turistby, som har en del at byde på. Vi besøgte Holocaustmuseet, der er indrettet i den gamle skole. Befolkningen generede tyskerne under besættelsen og det skulle hævnes.
Kirken i Kalávrita. Venstre ur står på kl. 02:30. Det tidspunkt, hvor tyskerne skød alle mænd og drenge over 15 år i byen d. 13. december 1943.
Sant Andrew’s kirken i Patras. Der står i brochuren, at det er den største ortodokse kirke på Balkan. Det er der vist andre, der også skriver; men den var stor og flot.
En af verdens længste skråstagsbroer, den går fra Peloponnes (Rio) og over til fastlandet (Antirio). Broen er 2.252 m lang, bæres af 4 pyloner og er indviet d. 7. august 2004.
Skråstagsbroen fra Rio til Antirio. Selv som lystsejler skal man kalde broen for at få lov til at passere, hvis man skal følge reglerne. Vi fik lov til at passere fra vest mod øst.
På vej til Korinthkanalen gjorde vi stop flere steder. Første stop var Trizonia, en lille hyggelig ø. Her de hyggelige taverner i den lille by på Trizonia.
Trizonia ligger meget tæt på fastlandet. Kirken ligger på øen, mens husene til højre for kirken ligger på fastlandet.
Der er anlagt en fin marina på Trizonia, eller mere nøjagtigt, de var begyndt med anlæggelsen; men blev aldrig færdige, og nu forfalder havnen. Et stort skib er sunket ude midt i havnen.
Vi havde en helt speciel oplevelse, da vi sejlede fra Trizonia til Galaxidhi. Vi startede lidt tidligt, og da solen kom på himlen, gav det dette sceneri (uden nogen form for filter).
Den meget store kirke på toppen af klippen i Galaxidhi var et godt pejlemærke. Det var en rigtig hyggelig by med stejle, smalle gader.
Der stod i havnelodsen, at der ofte var trængsel i den lille havn i Galaxidhi. Vi havde ingen problemer; da vi var der, var der masser af plads. Tavernerne ligger tæt langs bykajen.
Fra Galaxidhi sejlede vi til Itea, hvorfra vi tog en bus op til Delfi, et af de steder, man skal besøge, når der er mulighed for det. Her ’bebyggelsen’ langs den hellige vej i Delfi.
Athenernes skatkammer i Delfi. Det er rekonstrueret på samme måde som Koldinghus, så man tydeligt kan se, hvad der er originalt, og hvad der er nyt.
Athenernes skatkammer i Delfi er bygget i år 490-480 f.Kr. efter slaget ved Marathon.
Amfiteateret i Delfi er et af de bedst bevarede græske teatre. Der er 35 rækker med plads til ca. 5.000 tilskuere. Neden for teateret ligger resterne af Apollontemplet.
Oppe på toppen af Antikke Delfi ligger det store stadion med plads til tilskuere i 12 rækker. En antik indskrift forbyder under bødestraf at medbringe vin – antikke hooligans?
Ruinerne af Apollontemplet i Delfi. Det var her, oraklet befandt sig og gav gode råd og profetier til besøgende. Det var uforståeligt, hvad oraklet ”sagde”, men det blev fortolket af stedets præster.
Delfi Arkæologiske Museum. Et par af de mange skulpturer, der findes på dette flotte museum. Figurerne er ægyptisk inspireret.
For at man kunne få en profeti fra oraklet i Delfi, skulle man medbringe offergaver. Her er noget af det guld, der er fundet under udgravningerne af området.
Der var rigtig mange flotte ting udstillet på Delfi Arkæologiske Museum, alle fundet under udgravningerne af området.
Der var rigtig mange flotte ting udstillet på Delfi Arkæologiske Museum, alle fundet under udgravningerne af området.
Delfi Arkæologiske Museum. Den unge vognstyrer står fastfrosset i bronze, blikket er rettet fremad, og højre hånd holder løst i tømmerne. Statuen vidner om Delfis pythiske lege.
Fra Korinth tog vi bussen op til Antikke Korinth. Her ses resterne af Apollontemplet. I baggrunden ses fæstningen Akrokorinth på toppen af bjerget.
Parti fra Antikke Korinth med fæstningen Akrokorinth på toppen af bjerget i baggrunden.
Parti fra Antikke Korinth med bl.a. resterne af Apollontemplet. Korinth var en af oldtidens store handelscentre. Blev i 146 f.Kr. ødelagt af romerne, men genopbygget af Cæsar i 44 f.Kr.
Lechaion-vejen i Antikke Korinth. Lechaion-vejen var hovedfærdselsåren ind til byen.
Resterne af Octavia-templet i Antikke Korinth. Byen var udsat for jordskælv, blev genopbygget; men blev lagt i ruiner i 500-tallet af et nyt jordskælv og blev ikke siden genopbygget.
Også Antikke Korinth havde et flot museum, der viste mange af de ting, der var fundet under udgravningen af stedet.
Vi fik ny besætning i Korinth – Ulla og Svend Erik. D.v.s. de havde kun lige været hjemme for at vende, var her for godt 2 uger siden. Svend Erik er fotografen og ikke med på billedet.
Der var ikke mange gæstepladser i Korinth, og de, der var, var elendige. Men vi skulle have ny besætning ombord, så vi var nødt til at tage til takke med dem. (Foto Svend Erik)
Så kom et af turens højdepunkter, turen igennem Korintherkanalen. Her er vi lige kommet inden for molerne; uden for var der hård vind og høj sø.
Korintherkanalen var noget helt specielt for Ulla, skipperindens svigerinde. Hun har lige siden sine teenageår drømt om at sejle igennem denne kanal. Ulla og Svend Erik ser spændte til.
Det var en stor oplevelse at sejle gennem Korintherkanalen, der blev påbegyndt under kejser Nero; men først sidst i 1880-tallet kom der gang i udgravningerne, og den blev indviet i 1893.
Korintherkanalen er 3,2 sm. lang, så turen tager kun ca. ½ time. Den er 25 m bred og har en dybde på 8 m. Den er lukket hver tirsdag for vedligeholdelse, siderne skrider ned.
Der er ca. 50 meter fra broerne og ned til vandoverfladen, så man føler sig meget lille, når man sejler dernede.
Fra Korintherkanalen gik turen til Piræus. Vi havde en frisk lænser ind mod Piræus, og fik for en gangs skyld luftet sejlene.